ERYTRINGSFRIHEDENSTORNOKIDAG
Jeg sidder her med nyhederne det må jeg fortsat godt
dom er faldet i Berlingskes forvanskning af den lille havfrue
avisen krænkede ophavretten til ikonet ved Københavns Havn
avisen skal nu til lommerne for sin satire
Fotoet af den danske betjent i leg med pigen på motorvejen
Kurt Westergårds bombeprofet sidder hvor pigens hoved var
i nylig gengivelse af Uwe Max Jensen i egen larmende streg
islamofobisk og med speciale i lort går satiren rent ind
Dansk Journalistforbund stævnede Uwe på vegne af medlemmerne
hvad der er nogens er deres og jeres tager vi os ikke af
så hvad krænker ejendomsretten og hvad den gode smag
men en kunstform uden genkendelighed føder ingen satire
Forlig med Uwe Max Jensen blev indgået ganske privat
Journalistforbundet overhørte sine egne Danske Bladtegnere
deres forbund som har til formål at udvide friheden til ytring
deres eget forbund modsatte sig friheden til at se verden spiddet
Til journalistforbundets Lars Werge sagde Berlingskes Uffe Gardell
er ytringsfriheden stor nok i dag? er den hvar hvar hvar
blablabla sagde journalistforbundet og ville vente med et politisk svar
og nu er dommen faldet så er ytringsfriheden stor nok i dag?
Er den?
Uden virkelighed og frihed er kunsten en risikabel umulighed
Edvard Eriksens Arvinger I/S iscenesætter fortsat HCAs sorgfigur
Westergård forsvarede retten til satire med hele 2 profeter i sin tid
og det ikoniske fotografi bor i hjernen hos enhver der har set det
Politik og penge
magt og penge
grådighed og penge
virkeligheden kan tage fejl det siger min avis hver dag
—
ja, det er et ret dårligt digt. Men skal man eksperimentere med namedropping i poesi, må man begynde et sted, dét var så hér, foreløbig undskyld-
hahahahahahahahahahahaha fremragende kommentar på ovenstående. Ja, sådan er livet så… fortsættende. Og tak og lov for fortællestemmer, hvor end de måtte lægge deres hat. Måske med påhæftet GPS-tracker, så de kan finde den igen (TEDs nyeste udvikling, ikke…)
Tak. Kaffen virkede i dag.
P. S. Iraida Yusupova er en ægte komponist fra Turkmenistan, og en, efter min mening, dybt interessant komponist.
Thomasine Elvira Dragefrugt kom gående forleden langs et plankeværk i Stubbekøbing. Pludselig var der en, der hoppede frem og anmeldte hendes hue. Personen råbte igen og igen: Jeg kan godt lide din hue. Den er virkelig pæn. Jeg giver den fem store stjerner, og så fiskede personen fem store jernstjerner op af en kurv. Thomasine Elvira Dragefrugt blev dog lidt forvirret, for hun havde slet ingen hue på. Det forhindrede hende dog ikke i at blive glad for den uventede anmeldelse af noget, hun ikke havde på. Hun nikkede til personen, så vedkommende var sikker på at blive set midt i sin lidt uforklarlige, men livsenergiske, iver. Noget havde været katalysator for vedkommendes store glæde. så selvom hendes hue lå hjemme i en skuffe, i sin huesovepose, så havde hun alligevel også haft den på. Det var et mysterium, som hun delte med mange på vej videre. Blandt andet stødte hun ind i en gammel oksefrø, der boede indeni, måske, verdens største konkylieskal, og som dermed må siges at være en meget fleksibel, slangeagtig oksefrø. Frøen nikkede også. Hun troede, det var på grund af huen, der ikke var der, men ligesom bankede på for at komme ind i denne del af verden så at sige, men det var i virkeligheden, fordi frøen nød noget gammel beatmusik, som jorden under den havde nyst op i løbet af natten. Visse typer jord har en kraftig allergi overfor gammel beatmusik, mens f.eks. oksefrøer labber det i sig, som sad der ører på hver millimeter af deres kroppe.
Og så blev det nat, inden det blev dag for så at blive nat igen. Nogen sagde, fra et køkkenvindue, at de havde fortrudt en intimpiercing igennem øjenæblet, da den var svær at skjule, og det var mindre smertefrit end, af uransagelige grunde, først antaget. Så faldt personen ud ad vinduet, intimpiercingen røg med ud og, lidt overraskende, gled den ud af øjet igen som tråd fra en nål. Synet var intakt, og intimpiercingen, der viste sig at være en kållarve, tog på verdensturné sammen med David Attenborough, komponisten Iraida Yusupova og en utroligt genert mand, der hedder Preb (fordi han synes Preben er at brede sig for meget) for at opføre deres version af forestillingen “Ytringsfriheden, med hue” skrevet og instrueret af den totalt ukendte Gorbsklu Mandatrak, som kommer fra et land, der aldrig har eksisteret, og det er han stolt af. Ud over hans instruktion og manuskript til dette stykke, ved man kun, at han samler på stangtennissæt fra Finland. At han koncentrerer sig om de finske udgaver skyldes, at det fryder hans øre, når de præsenterer dem. – Det lyder bare så knippelgodt, som han fortalte under et interview, der varede fire sekunder og foregik i tæt tåge, da disse er hans urokkelige krav til ethvert interview.
Og så blev det nat, og så blev det dag, og så blev det nat igen. Nogen tog et par sokker med Stampe på. Der duftede godt af citrusfrugter i en hel by et sted. Preb skiftede navn til Preben Preben Prinsemand, fordi han fik det godt, og Thomasine Elvira Dragefrugt fik et job som hueudvikler, og inden nogen vidste af det, for hvordan skulle de dog kunne det, havde hun udviklet en næsten usynlig hue, som dog varmede hovedet mere end nogen anden. – Den er varmere end en tehætte, jeg engang prøvede i Sæby, var der en, der fortalte med et vildt blik i øjnene.
Og så blev det nat, og så blev det dag, og så … – så hold dog kæft, var der så, en der skreg. Det var Romageren, Uromagerens tvilling. Og så blev gardinerne trukket for igen.
Snip, snap, snude, kålrabi, brændeknude. Tip, tap, tønde, hop ned i ønskebrønde.