Boyan Slat, praktiker, oprydder plastik i havene
– følelser og praksis
eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
– følelser og praksis
Siden 2008 er hver år udkommet en samling af dansk kvalitets-science fiction i novelleform.
Årets samling hedder Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
Redaktør er som altid Carl-Eddy Skovgaard, og Manfred Christiansen har atter lavet et storslået cover.
Lise Andreasen fra Niels Klim-komitéen har lavet følgende liste med smagsprøver fra novellerne, som jeg har planket fra facebook.
Lars Ahn: Fire år senere
Novelle
Vi gik i seng, og da vi vågnede igen, var der gået fire år. Det skal forstås helt bogstaveligt. Fra den ene dag til den anden var hele verdenen blevet fire år ældre, og ingen kunne huske, hvordan det var sket. For de fleste var der tale om en gradvis erkendelse, der begyndte med, at vi tjekkede vores telefon og undrede os over ugedagen. Vi var gået i seng om søndagen og stod op til en lørdag. Selv ikke glæden over at være sluppet for en sur mandag og være gået direkte til en ny weekend kunne fjerne den uro, der bredte sig, da vi fik gnedet søvnen ud af øjnene og opdagede, hvilket årstal kalenderen stod på. Selvfølgelig dobbelttjekkede vi ved at tænde for fjernsynet og gå på nettet, men resultatet var det samme: Fire år var med et trylleslag forsvundet i løbet af en enkelt nat.
Hans Peter Madsen: Fjernt bekendt
Novelle
I dag er jeg igen en mand. Efter de to måneders gratis prøveperiode som kvinde besluttede jeg mig for ikke at tegne abonnement. Kun det lange hår havde jeg lyst til at beholde, jeg fik det på afbetaling hen over seks måneder. Det synes Britta er sjovt. På seks måneder kunne jeg jo selv gro det ud ganske gratis. Britta kan selv lukke røven ganske gratis.
2019 udkom endnu en enorm antologi med danske science fiction-noveller fra Science Fiction Cirklen.
Siden 2008 er hver år udkommet en samling af dansk kvalitets-science fiction i novelleform.
Den samlede undertitel er “Under overfladen”, måske som en reference til den lille synlighed science fiction lider med i dansk kultur, måske som et billede af, hvad der knap kan ses i dette enorme univers, som alene vores egen verden er.
Årets samling hedder Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
(433 sider, SFC, 2019) 433 kr hér – jeg antager at prisen justeres, når salget til bibliotekerne er overstået.
Redaktør er som altid Carl-Eddy Skovgaard, og Manfred Christiansen har atter lavet et storslået cover.
Forfatterne og deres noveller: Continue reading “Sandsynlighedskrydstogt (2019) – science fiction-noveller på dansk”
– den frie digtnings eftermæle
Borgen
At de store forlag … er blevet færre, men større, mens de små forlag er blevet flere, men mindre, er netop ikke noget nyt. Når 2009 er et nøgleår i den – overraskende dramatiske – del af de seneste tyve års danske litteraturhistorie, der handler om, hvordan de litterære institutioner er i forandring, skyldes det, at det netop det år blev meget klart, at krisen ikke var forbigående.
digte.dk
Det var ikke bare Borgen, der kollapsede i 2009. Da Anders Riis og Rasmus Becks hjemmeside digte.dk, hvor alle – gratis – kunne publicere deres digte, lukkede samme år, lignede det også slutningen på en lille æra.Egentlig var digte.dk et tidligt socialt medie. Hvor det navnkundige nettidsskrift Afsnit P – startet af digteren Christian Yde Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner i 1999 – var et kulturministerielt støttet »virtuelt udstillingsrum« for visuel poesi, der eksperimenterede æstetisk med internetmediets nye teknologiske muligheder, så føltes digte.dk, der åbnede året før, mere som en ny generations naturlige habitat.
Der var både lysende talentfulde og helt umulige digtere på digte.dk, i alle aldre i øvrigt og alle vegne fra. Men hjemmesiden var ikke kun en alternativ og temmelig anarkistisk udgivelseskanal for amatørdigtere. Den var også et virtuelt væksthus, hvor lyrikken blev taget lige så alvorligt, som den gjorde på Borgen.
Kilde: https://www.information.dk/kultur/2019/10/2009-engang-benny-andersen-redde-borgen
– hvad er dét?
– og nu lagt ind under Projektstøtteudvalget
19. maj 2019 skrev jeg til Statens Kunstfond med en kritik af Forfattercentrums nye reduktion i antallet af ansøgningsfrister – nu fra 4 til 2 årlige frister. I 2012 gik Forfattercentrum fra 10 til 4 frister, og heller ikke den gang var der forståelse for min centrale anke:
Færre årlige frister for ansøgning om honorarstøtte til rejsende danske forfattere inden for Danmarks grænser skaber krav om længere planlægning, og krav om længere planlægning udelukker små scener, lokale arrangementer, spontanitet, hvilket giver flere midler til scener med lange planlægningshorisonter, eks. festivaler, biblioteker, medborgerhuse, og giver forlagene mulighed for bedre at konkurrere med de små steder, når forfattere skal sendes på bogturnéer. Det er ganske enkelt dét, at der bliver flere midler til nogle andre end de små, og de mere “spontane” arrangementer.
Samtidig har jeg aldrig fået svar på, hvordan det kan være, at en arrangørbegrænsning på max 2 ansøgninger pr. ansøgningsfrist eks. ikke dækkede Aarhus kommune, sidst jeg tjekkede.
UPDATERING: 2022, 27 okt. har jeg skrevet til udvalget igen for et lovet svar med lister over konsekvenserne af de nye søgefrister, efter at være blevet opfordret til at sammenligne modtagerne under den gamle og den nye ordning.
“Men egentlig mangler en liste over dem, der fik afslag, og en liste over dem, som ikke kunne nå at søge pga. fristerne (vs. tilsagn fra kunstnere og scener), ikke kunne planlægge så langt frem, og dem der gennemførte uden at betale de optrædende.”
Vi ser. Min mistanke er vel egentlig med tiden forvandlet til relativ vished – omlægningen støtter professionalisering af forfatterfaget, helt ned i at gøre det det nemmere for kendte og “anerkendte” forfattere at få en biindtægt ved honorarer for at læse op – og dermed noget sværere for ukendte at komme betalt på scenen for et publikum.
Man skal samtidig huske, at de fleste forfattere inviteres til at læse op, fordi de er “oppe i tiden” – i medierne, debatudløsende osv. – men med de lange ansøgningsfrister er det nemmere for bibliotekerne at sandsynliggøre publikumsinteresse, hvis de inviterede i forvejen er kendt af folk, og så venter man til allersidst med at lave plakaten…
I går kom der svar om dét, der nu hører til under “Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur”:
Svar
20191001. Brev til Kenneth Krabat.pdf
Mit brev
forfattercentrum, anke, udvalgsbrev.pdf
Bilag
#1 OPLÆSNINGSSTØTTE. Forfattercentrum, nu kun 4 årlige støttedatoer! | Kenneth Krabats 1000 stemmer.pdf
#2 541 oplæsninger m 10 årlige frister 2009.pdf
#3 Dansk litteratur i Danmark/ Kunst.dk 2019.pdf
#4 Kunst.dk/ Forfattercentrum 2012.pdf
#5 Puljestamside/ Kunst.dk 2014 december.pdf
ansøgningsskema 2019.pdf
Kunststøtte/ Kunst.dk 2016 (4 årlige uddelinger).pdf
Opdatering Nov 2022
Det forlyder fra Statens Kunstfond, at “Forfattermøder”, tidligere “forfattercentrum”, nu giver færre penge til biblioteksarrangementer, fordi det antages (eller dét synspunkt fremholdes), at biblioteker jo har egne arrangementsbudgetter, hvorved midlerne der før gik til bibliotekernes arrangementer med tilrejsende forfattere nu giver til mindre arrangører. Som altså er i stand til at forvalte 8-9 måneders planlægningstid på arrangementer.
Hvorfor generere en ny fortælling baseret på en 35.000 år gammel læseliste fundet i en forladt rumstation i omløb om Jorden?
Nomineret for 6 måneder siden for novellen “Sortskørt” i antologien De Fremmede (SFC, 2018).
Vundet* her sidste weekend og annonceret under Fantasticon, som jeg ikke deltog i i år.
77 likes på Facebook. Jeg spørger mig selv hvor mange af dem, der læser science fiction, hvor mange af dem, der køber bøger og hvor mange, der bare vil mig det godt, menneske til menneske.
Næste fredag kommer arrangøren og tager billede af koryfæet m trofæet. Jeg har næsten ikke plads til den noget sted.
* Jakob Druds “Verdensherredømme” og min “Sortskørt” fik lige mange stemmer.
Læs SORTSKØRT hér, så længe linket er aktivt.
– Dennis Gade Kofoed går fra Gyldendal
Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde
Jeg var forfatter hos Rosinante, og jeg har i dag meddelt Gyldendal, at når de to bøger, der udkommer fredag er ude, så ophører mit samarbejde med dem. Her er mine bevæggrunde
Det er tragisk for de mennesker, der mister deres arbejde. Det er hårdt for de forfattere, der ikke (med rette vil jeg mene) føler sig sikre på deres fremtid i forlagsbranchen.
Men jeg vil her se på nogle af de forhold i dansk litteratur, som den endelige indlemmelse af Rosinante i Gyldendal tydeliggør.
En indledende bemærkning: I Weekendavisen udtaler administrerende direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl, at kritikken fra blandt andet mig preller af på ham. Vi er jo kunstnere, påpeger han og – uddyber han, for at ingen skal være i tvivl – derfor meget følsomme. Kritik fra følsomme mennesker kan man, forstås det, ikke bruge til noget. De tænker jo ikke klart.
Således affejet vil jeg lægge mine følelser til side og nøgternt forsøge at uddybe mine tanker på en mere fattet facon, end jeg åbenbart ellers bruger.
Det var nødvendigt at lukke Rosinante for at holde gang i den sunde
forretning og på den måde sikre den danske litteraturs fremtid. Altså underforstået, at Rosinante bidrog til underskuddet i Gyldendal-koncernen og var en byrde for dens litterære projekt.
Jeg må desværre ikke citere, men er villig til at gøre mig skyldig i rygtespredning: Jeg hører, at Rosinante var en af de afdelinger i Gyldendal, der gav resultater i den bedre ende.
Ja, Rosinante havde, ligesom resten af branchen, haft nogle hårde år med underskud, men som man kunne høre i Jakob Malling Lamberts tale til høstfesten torsdagen før nyheden om lukningen (den ligger på YouTube), var tendensen vendt. Faktisk forlyder det, at Rosinante var flere millioner foran budgettet for 2019.
Men hvis ikke Rosinante var en dårlig forretning, hvad var så bevæggrunden for at indlemme forlaget i Gyldendal?
Effektivisering, går jeg ud fra. Altså en idé om, at det er muligt at tage alle de fornuftige litterære forretninger fra Rosinante og lægge dem ind i Gyldendal, så overskuddet kan vokse, når Gyldendal ikke skal betale til personale, der ikke arbejder direkte med udviklingen af manuskripterne.
En idé, der jo er fornuftig nok, når man abonnerer på den forretningstankegang, som Morten Hesseldahl og hans bestyrelse gør: Alle er enheder, der kan byttes ud med andre, for eksempel kan den ene pressemedarbejder være lige så god som den anden. Og den ene redaktør lige så god som den anden.
Forretningsmanden Hesseldahl
Hesseldahls påstand er, at der ikke er udkommet en eneste bog på Rosinante, der ikke lige så godt kunne være kommet på Gyldendal.
I princippet er det vel rigtigt, hvis man udelukkende ser på bøgerne som varer og ikke som resultatet af en lang og nidkær proces mellem mange forskellige mennesker, der alle sammen har stor respekt for den tekst, der forhåbentlig stadigvæk er det vigtigste på de fleste forlag.
Hesseldahl har været forretningsmand i mange år, og han har sikkert en oplyst grund til at mene, at det er et fornuftigt træk, men som en af de forfattere, der i sin tid valgte Rosinante frem for andre forlag, må jeg sige, at jeg ikke tror, det er en god idé.
Først og fremmest tænker jeg, at Hesseldal underkender den menneskelige del af det at lave litteratur. At der omkring de tekster og de forfatterskaber, de er en del af, foregår et enormt arbejde, der ikke umiddelbart kan ses i de bøger, som til sidst sendes ud til biblioteker, boghandlere, anmeldere og læserne.
Redaktørerne har ikke kun en konkret holdning til det manuskript, der skal blive til den næste bog, de har også en fornemmelse for, hvilke bøger der kan komme i fremtiden, og som måske kan blive til den litteratur, som præger både samtiden og regnskabet.
To eksempler fra Rosinantes bagkatalog kunne være Morten Ramsland og Helle Helle, der begge debuterede med små bøger og så gradvist fik voksende forfatterskaber, der nu, meget fortjent, nyder en bred folkelig anerkendelse.
Gyldendal har også flere af de forfatterskaber, men jeg har en idé om, at det samarbejde omkring forfatterskaberne bliver sværere, jo større forlagshuset er.
Hele ideen om at maksimere overskuddet modarbejder direkte det arbejde, idet redaktørerne har en ledelse, der i sagens natur ikke ser mildt på bøger, der ikke sælger, men som måske er gode nødvendige skridt frem mod det, der rammer bredt og lige ind i samtiden.
Jeg ved, ud fra de interview jeg har læst, at Hesseldahl ikke er enig, og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overbevise ham om det.
Min pointe er heller ikke, at de redaktører, der sidder på Gyldendal, er dårligere til deres arbejde, end de der sad på Rosinante, slet ikke. Jeg kender flere af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde, de laver – selvfølgelig kommer der gode og vigtige bøger fra Gyldendal – det er
Danmarks største forlag.
Jeg kan blot ikke forestille mig andet, end at deres arbejde bliver sværere
fremover.
Jeg forestiller mig, at det er presset for dem at arbejde med hovedet i den guillotine, der er bygget af Hesseldahls ord om, at de på Gyldendal, efter fusionen med Rosinante, selvfølgelig vil se indad og overveje, om der ikke er mere, der kan gøres endnu mere effektivt.
Jeg kan ikke forestille mig andet, end at der bliver taget færre chancer med yngre forfattere, og at der bliver brugt mindre energi på de forfattere, der ikke har leveret endnu, når deres forfatterskab ellers er i gang. Sådan en som mig, der kun sælger nogle tusind, når bølgerne går højt.
Ja, Rosinante var ejet af Gyldendal i mange år, også før jeg kom til for små fjorten år siden. Og ja, Rosinante havde selv opkøbt andre forlag for at styrke sin position på markedet. Og ja, det er nemt at pege fingre af mig og andre og kalde os naive, grådlabile kunstnere, som først opdager den hårde, økonomiske virkelighed bag vores bøger nu. Men det er ikke sandt.
De fleste af mine kolleger interesserer sig lige så meget for litteraturens vilkår, som de interesserer sig for deres egne værker: De to sider af sagen hænger uløseligt sammen. Det, der gjorde, at vi, når vi var på Rosinante, talte om alt muligt andet, var, at det var lykkedes de mennesker, der drev forlaget – nedefra og op – at skabe et hus, hvor drivkraften bag alle beslutninger var at skabe god litteratur.
Så det er ikke sandt, når Hesseldahl siger, at det var ligegyldigt for bøgerne, at Rosinante havde sin egen adresse. Og det klinger hult, når han bliver spurgt om Gyldendals dyre adresse i Klareboderne og svarer, at lige den adresse er forbundet med en fortælling om litteratur, samfund og tilhørsforhold.
Litteraturredaktørens nyhedsbrev
Få de vigtigste anmeldelser, debatter og interviews på mail hver fredag
klokken 12
Hesseldahl har slet ikke forstået, hvor meget der blev gjort for at løfte arven efter Merete Ries (Rosinantes grundlægger, red.). Den fortælling om et sted, hvor alle gav lige det ekstra for bøgerne, for det var sådan, det hele var begyndt, var en af mine primære grunde til i sin tid at vælge Rosinante.
Og oplevelsen af, gennem årene, at det ikke kun var noget, man sagde, men noget man faktisk levede op til, var hele grunden til, at jeg blev og følte mig hjemme.
Og det bringer mig frem til det næste, som så også hænger sammen med ovenstående.
Gyldendal er ikke længere Gyldendal
For egentlig er det slet ikke Hesseldahl, der er problemet, selv om jeg selv gav ham skylden for lukningen af Rosinante i mit første opslag på Facebook (følelser, jeg ved det, undskyld!).
Problemet er, at Gyldendal er et aktieselskab, og at aktionærernes intention er at tjene penge på deres investering. Der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at de har andre motivationer.
Den forretningsmodel er bare ikke den mest optimale at arbejde med litteratur i, i hvert fald ikke hvis man vil optimere kvaliteten af litteraturen. For uanset hvad de enkelte medarbejdere har som motivation for at arbejde med litteratur – og de fleste gør det ud af kærlighed – så vinder behovet for afkast i sidste ende altid.
Den modvind, Gyldendal har haft igen og igen, hvor forskellige har fremturet, at forlaget ikke lever op til dets forpligtigelser over for det danske sprog og den danske kultur, som den gamle magtfulde institution forlaget er, viser jo, at der er et problem.
Men vi – alle os der brokker os – skal forstå, at det ikke har noget på sig. Gyldendal er ikke forpligtet på andet end at drive forretning, præcis som
koncernen lyster, så længe det er inden for loven.
Det er jo lige meget, om det også hed Gyldendal, da forlaget blev stiftet i 1770, det er nemlig ikke længere det samme forlag. På samme måde som Rosinante ikke længere er Rosinante.
Jeg ved, der sidder idealister og ildsjæle på Gyldendal, der elsker litteratur og sprog lige så meget som mig, men så længe bestyrelsen agerer, som den gør, og ansætter en administrerende direktør med det tankesæt, som Hesseldahl har, skal vi ikke forvente andet end forretningshensyn af dem. Og det er de vilkår, Gyldendal eksisterer på i dag.
Derimod kan vi spørge os selv, om det er de arbejdsvilkår, vi vil have, når det gælder den danske litteratur og det danske sprog.
Er et af vores svar på den værdidebat, vi har haft de sidste årtier, at vi bare overlader fortællingen om, hvem vi er, og hvad vi er ved at blive, til et aktieselskab?
Er vi virkelig interesseret i, at en stor del af samtalen om, hvad der udgør kernen i vores fællesskab, er modereret af økonomiske hensyn?
Jeg kender godt svaret fra nogen: Jeg skal tage en tudekiks og skrive noget, folk vil læse. Men se jer lige omkring. Se, hvad der sker i den danske litteratur. I denne uge blev listen med de nominerede til den prestigefyldte Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris offentliggjort, og alle fire, der er valgt af juryen, kommer fra det, man kalder mikroforlag.
Det forhold peger på en skæv fordeling mellem arbejdet med udviklingen af litteraturen, og dem der i sidste ende tjener på den. Den danske litteratur og det danske sprog er et anliggende for alle, hvis vi – sat på spidsen – fortsat vil have en selvstændig identitet som land.
Udvikling af det skal vi støtte på flest mulige måder: formidling, indkøb til bibliotekerne og økonomisk tilskud til dem, der sidder med udviklingen af mange af de forfattere, der skal skrive den litteratur, vi skal læse i fremtiden.
Vi skal ikke forbyde Gyldendal at lave penge på de forfatterskaber, de selv dyrker, eller som de får ved at opkøbe andre forlag, eller ved at forfatterne går til dem i håb om endnu større salg, slet ikke, det kan endda have sin berettigelse. Derimod skal vi vælge at støtte dem, der gør det meste af fodarbejdet, så vi også har en nyskabende og spændende og tidssvarende litteratur om nogle år.
Hvis vi skal have en dansk litteratur, der følger med vores fælles udvikling, og som hjælper til at give sprog til dem, vi er, og til dem, vi er ved at blive, så skal vi have et stærkt vækstlag, og der er ikke meget, der tyder på, at det vil være i Gyldendals interesse, hvis man først og fremmest vil tænke litteraturen som en vare.
Mulighederne er mange, men til at begynde med håber jeg, at vores nye kulturminister vil se på bevillingerne til Kunstfonden: Ville det ikke være oplagt at støtte eller endda præmiere de små forlag, der præsterer ved ulønnet eller næsten ulønnet arbejde, og som fremelsker (følelser, jeg kan ikke lade være) nye talenter inden for litteraturen?
Ville det ikke være oplagt at øge muligheden for at søge støtte til udgivelsen af debutanter for netop de forlag, når det åbenbart er dem, der ved, hvad det er, der sker, der hvor den nye litteratur vokser? Når det er dem, der er villige til at sætte egne økonomiske interesser til side for at fremelske ny dansk litteratur? Det synes jeg.
Simon Grotrian, lyriker og salmedigter, døde onsdag aften, 57 år gammel. Her skriver sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus, Louise Højlund, mindeord.
Simon Grotrian er død. Han døde 14. august og blev 57 år gammel. Dødsårsagen var en aneurisme, oplyser hans forlag Gyldendal.
Han var søn, bror, ven og digter af Guds nåde. Han var skrivende, troende, strikkende, kæmpende, elskende. Festlig og alvorlig. Enfoldig og klarsynet. Kompromisløs og generøs. Intet af det som modsætninger.
Han blev født 21. december 1961 – på årets korteste dag. En skytte født på tusmørkedagen. Dem, der kender ham, kender til at sidde i stuen i Lemming og lade mørket falde på, vænne sig til det, være i det og lade latter og samtale væve lys i tusmørket.
Med gløden fra cigaretten, lyden af strikkepindene, med vitser som brækjern og en åben adgang til den store virkelighed.
En tusmørkestue med en tusmørkemand, der satte sin lid til Gud og skrev, fordi fanden var i hælene på ham og måtte have modspil. Skrev, fordi der er dage, der må synkes som tabletter. Skrev, fordi der ikke er andet at gøre end at lade amenskibet sprede te på verdenspinens høje c. Skrev, fordi vi mennesker har brug for at håbet masserer.
Simon Grotrian voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg og blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1980. I 1983 flyttede han til København og fik kontakt med andre digtere, heriblandt Poul Borum, der i 1984 trykte nogle af hans digte i Hvedekorn. Den første digtsamling udkom på Borgen i 1987 og bærer titlen ″Gennem min hånd″. Denne titel kan sættes over hele hans forfatterskab.
Man må omforme Grundtvigs gamle salmestrofe og sige: Gud gav Simon Grotrian en salmehånd. Ud af den hånd, ned på det hvide papir flød skaberkraft. Selv så han papiret – arket – som en ark, et redningsskib. Man må hale i de dovne ord. Give mening tilbage til verden.
Det mørke blæk i sindet og verden blev formet til bogstaver. Lagt ud på række med former som svaner og tårer, med kommaets vinge og punktummets brønd. Billeder og visioner faldt ud af pennen. Gennem hans hånd stod lugerne åbne, til fantasien, til Gud, til foråret, til drømmen, til mørket, til katten, til ånden, til sneen, til næsten.
Grotrian havde et helt særligt sprog. Det er stort og bevægeligt. Det er højtideligt og barnligt, rasende og kærligt. Humoristisk og fromt. Det omfatter det, der allerede er beskrevet, og det, der endnu ikke er beskrevet. Det benytter sig af kendte og ukendte ord til at beskrive en verden, der rummer både det kendte og det ukendte. Og som vi kun delvist har adgang til.
I 2006 udkom Simon Grotrians første salmesamling, ″Jordens salt og verdens lys″. Hermed trådte det religiøse tydeligt frem. Siden er mange flere kommet til. Og hans digte – i både salmens og bønnens form – har siden fundet vej ind i kirken. En række af salmerne er at finde i udgivne salmebøger som ″100 salmer″ og ″Kirkesangbogen″, flere vil helt sikkert følge.
Simon Grotrian var uhyre produktiv. Hans forfatterskab tæller mere end 40 udgivelser, digte, salmer, bønner, eventyr. Mindst en udgivelse om året. Vi er ingenlunde færdige med at læse dem, skrive melodier, synge dem. Tydeligt er det også, at hans digtning er og har været en stor inspiration for andre salmedigtere, og der er med hans digte indvarslet en ny epoke i dansk salmedigtning.
I 1993 flyttede han igen hjem til Lemming, hvor han har boet siden. I sit rækkehus og på barndomsgården. Her er katten blevet passet, her er trøjer og sokker blevet strikket, gaver og hilsner sendt til venner, her har venner, naboer og familie været forbi til kaffe og medaljer.
Han har levet og som Jakob i mørket sagt til Vorherre: ″Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.″ En velsignelse, som han så som meget andet end et velbefindende. Som en trøsterig relation. Her har han sagt: ″I siger, at jeg ikke er til i min guldlavaelv, men sorgerne gør, at jeg skriver på gudsriget selv.″
Simon Grotrian var i den grad til. Som søn, bror, ven og digter af Guds nåde. I en bøn beder Grotrian Gud: ″Må jeg be om en rebstige til din balkon.″ Den har han fået og også gennem sin digtning og sit liv været. Jeg hører ham sige: Jeg glæder mig over at finde sonetten i laden.
En dag den vilde voksne var ude at køre med bus, skete der noget:
(En sygt skarp, skærende smerte i den vilde voksnes venstre fod! Aaaaaav!)
“Hvad fanden!” råbte den vilde voksne. “Hvem var lige dét, der vadede på mine waders!”
(Der var rigtig mange mennesker med bussen, og ingen vendte sig om for at sige undskyld, alle så bare demonstrativt den anden vej!) Continue reading “den vilde voksne, der ville vide, hvem der havde vadet på dens waders”