Prosa-idé: En afdød, der forandrer sig i erindringen.

EN FORTÆLLING OM EN AFDØD DER FORANDRER SIG I ERINDRINGEN,
og måske derfor befinder sig et andet sted, eller er i live under andre omstændigheder.

Det er ikke ”sjælen er evig og uforanderlig”, men ”når et menneske dør, lever det uforanderligt i erindringen på de efterladte”, som modbevises med denne fortælling:

De døde KAN forandre sig. Det er de levende, der holder dem fast i uforanderlighed, fordi det er ubæreligt at savne og længes efter dem – og skulle anerkende, at de lever en selvstændig eksistens et andet sted.

Spørgsmål mellem efterlevende og afdød, da det går op for den efterlevende, at hun holder sin afdøde elskede fast:

Hvad ser du ud af vinduerne?
Hvad lugter der af?
Hvem har du kontakt til?
Savner du mig?
Savner du noget?
Elsker du, der hvor du er?
Kan du komme tilbage?¨
Har du lyst til at komme tilbage?
Lever du evigt dér, hvor du er?
kan du lide at være der?
Hvem bestemmer, hvor du er?
Hvordan kommer du rundt?
Hvorfor kan vi kommunikere?
Hvorfor denne forbindelse mellem døde og levende?
Hvad er så Universet og kosmos og eksistensen, hvis vi levende ikke kan opfatte den virkelighed, I døde lever I?
Er der noget vi mangler, noget vi ikke forstår?
Kan vi lære det? Eller kun når vi dør?
Er din eksistens eftertragtelsesværdig?
Er jeg velkommen dér, hvor du er?

Tags: ,