ebogsnoter

Delingen.

Share

du siger, at 30 millioner, der stjæler under de nuværende love, er moralsk forkastelige – præcis som at lige så mange fluer, der elsker lort, ikke kan gøre lort til noget godt. Men lort ér godt – det er kun et spørgsmål om perspektiv.

Når 30 millioner mennesker siger, at den enkeltes ejerskab ikke længere tilhører den enkelte, så gør det ikke længere dét. Og at hvis ophøret af ejerskab forhindrer skabelse af nyt, så har denne skabelse ingen værdi for fællesskabet.

Det er ikke Kommunismen 2, du ser på. Eller et totalt sammenbrud i moral. Men et ønske om større sammenhørighed, på tværs af økonomi. Folk har så megen tid, de ikke ved, hvad de skal gøre med. Allerhelst ville jeg fortælle dem, at de skal bruge den på deres familier og deres elskede, men de er under pres alle steder fra, og behøver både svar og frihed fra pres.

Reaktionen, måske hos de ensomste i vores flok, er at søge dér, hvor svaret ligger tættest på: Delingen.

Det, vi ser ske, er en deling (sharing) af informationer. Lige nu er det bøger, film, musik, alt, der kan transmitteres elektronisk. Og det er støtte til allehånde sager i verden, ikke mindst digitalt rundspredt, og det er sociale netværk, og indblanding i sager, som før var lokale. I dag kan man have en holdning til alt, der foregår i verden – og retmæssigt støtte en hvilken som helst enkeltsag på et andet kontinent, i en anden kultur, som man end ikke deler sprog med.

Det stopper ikke. Fildeling, informationsdeling, hgvad enten den er lovlig eller ulovlig, stopper ikke. For det er en del af dét at dele med andre. Eneste måde at bremse det på, er at stille økonomi imellem. Hvis folks privatøkonomi kommer i klemme, bremses det – men det er en bold, der er i gang, og kun nedlukning af internettet kan forhindre udbredelsen af ulovligt annekterede filer.

Folk vil være en del af noget. De vil have indflydelse på deres liv. De er ikke uærlige eller moralsk anløbne – de vil bare dele, hvad de vurderer som godt.

Bemærk, at ulovlig fildeling ikke er for økonomisk vinding. De få, der hæler digitale filer, kan kun gøre det på én af tre måder: Ved at have ALTING, eller ved at altid at have det nyeste – før det findes nogen andre steder. Det er den eneste måde at tjene penge på for dem – for derefter er katten ude af sækken. Og den tredje: At påstå, at de har det, og så sælge folk noget andet. For hvem skal folk klage til?

Hvis man tilbyder folk mulighed for indflydelse, og giver dem muligheder for at bestemme selv, såvel i opposition til de gamle magtstrukturer som underkastende sig dem, vil de bruge denne indflydelse til at gøre noget godt. Og jo bedre muligheder, jo bredere tænkte og jo mere det gavner flertallet, desto bedre. Forsøger man at manipulere folk, med politisk korrekthed eller forbud, sanktioner, straf, opnår man modstand – og denne modstand vil vokse. Som den vokser ude i den verden, der begynder at forstå betydningen af globalitet – og indflydelse via medierne.

Og så er der dét at prøvekøre ting: Kultfilm-samlere forstår, hvad det vil sige at finde ting fede, som hovedparten af alle andre oplever som regulært lort. Kvalitet er ikke noget, der står stemplet hen over et produkt – det er noget, en køber, en bruger, må afgøre for sig selv: Høj kvalitet eller lav kvalitet. Og på hvilken måde høj eller lav. Folk, der downloader film, bøger, spil, musik – hvis man ellers skal tro det stigende musik- og dvd-salg – prøvekører informationer. Med døren meget pludselig åben til en verden af næsten uendelige informationsmængder, er eneste måde at vurdere informationsværdien på at teste den. Men kun et fåtal går ud og køber ting hjem fra udlandet uden at vide noget – der er porto og administration og told og moms og usikkerheden – og da ingen fysiske butikker i begyndelsen af bredbåndstiden, og til dels også før, havde den ringeste anelse om, hvad der fandtes derude, som folk kunne være interesserede i, blev fildeling en naturlig konsekvens af en allerede eksisterende nysgerrighed, parret med nettets endeløse muligheder for at anbefale produkter fra alverdens kreative producenter.

Musikbranchen var den første til at reagere. Mindre salg. Og skylden blev lagt på fildelingen – at folk huggede musikken i stedet for at købe den – men mit lige så gode postulat er, at folk gennem fildelingens muligheder for selektiv download begyndte at blive mere selektive i deres valg af, hvilke musikNUMRE, de var interesserede i. En valgmulighed, som branchen var meget sen til at tilbyde dem. Og da var det lige ved at være for sent: Færre bands blev signede, og alle de ikke-signede bands lavede plader alligevel og solgte dem i stedet selv. Så kom iTunes Music Store og samlede dem alle sammen det samme sted, de gamle selskabers produkter og de uafhængige småforlags plader og enkeltsange. For det var jo dét, det var blevet til: Folk ville have den musik, de kunne lide, og ikke købe en hel CD for at få tre numre.

DVD-branchen har ikke lært det endnu. Folk downloader, det de hører om; vurderer det, og vælger at købe det, de bryder sig om. Dét, de gerne vil gemme. Krisemodellen ligner den fra musikverdenen, omend det hér er store $50 mio dollar produktioner, der bliver valgt fra ved ikke at blive købt eller set i biografen. Hér er det en descideret kvalitetsfravælgelse af et helt og færdigt produkt – de film, som folk til nød kan se en regnvåd søndag 1-2 år efter præmieren, er ikke film de gider at spendere penge på hverken at købe eller gå i biografen for at se. Og rygterne går hurtigt på nettet – og folk bruger tid på at lede efter andres meninger, så de ikke skal bruge tid (og penge) på oplevelser, de gerne er foruden. DVD-branchen taber ganske enkelt på at lave dårlige film. Som pladebranchen tabte penge på at lave kedelige albums med et hit eller to på.

(NB: FOr at noget kan blive godt, er der nødt til at være 90% lort. Og det gælder også dét, der havner i butikkerne. Vurderingen af det gode hviler på irritationen over det ufuldstændigt dårlige).

Hvis man ser det her som en progression, hvor software til at begynde med lå i toppen (jeg ved ikke, hvor den ligger i dag – måske et eller andet sted mellem musik og video), ligger digitale bøger relativt langt nede på listen over downloads. Det skyldes blandt andet, at der endnu ikke er kommet en ideel ebogs-læser på markedet. Og med ideel menes en læser, der ikke bruger (ret meget) strøm, ikke fylder noget, har en super læseflade, er forholdsvis billig, kan rumme 1 million titler (på en eller anden måde), og ikke tvinger brugeren til at bruge et bestemt fil-format, som gamle digitale filer skal konverteres til, før de kan lagres på og vises af læseren. Men når en sådan læser kommer, og det gør den, tro mig, vil bogbranchen få sin egen version af den digitale brugers nådesløse slagtning/ignorering af de digitale udgaver af fysiske bøger og tilsvarende understøttelse af de fysiske titler, hvor den digitale udgave har fundet nåde for downloaderne.

Héri ligger en anbefaling og et skræmmebillede gemt – tydeligtgjort underneden, så ingen forledes til at forveksle de to, eller tro de begge er skræmmebilleder:

Anbefalingen: Enhver fysisk udgivet bog i dag bør have en digital udgave af den liggende til fri download. Den skal simpelthen være gratis eller meget billig. Derved har folk mulighed for at prøvekøre bogen – og hvis alle nyudgivne bøger har en ebogspendent, vil en nyt anmeldelsessystem vokse frem, som sørger for at holde styr på hvilke ebøger (læs=bogudgivelser), der er værd at beskæftige sig med. Det vil være nådesløst, men det vil være retfærdigt i forhold til læseopinionen. Kan man fremvise en købs- eller downloadkvittering i en boghandel eller en salgsportal, hvor man bestiller den fysiske bog til afhentning i en “boghandel”, får man tilsvarende rabat på udsalgsprisen – også efter 5 år. Så slipper man for at makulere et stort antal bøger (det virker naturligvis ikke med det samme, den her model), og man opnår længere salg af de velanbefalede bøger, der naturligvis popper op på ebogssitesne som “folk, der købte/downloadede denne bog, købte/downloadede også disse…” En rimelig pris for en ebog ville være 50 kr., men der er intet til hinder for, at den kan sælges billigere, hvilket med sikkerhed dog ikke vil have nogen indlflydelse på vurderingen af den.

Skræmmebilledet: Vi mister boghandlere og biblioteker, begge klumpes sammen i mastodonter og de sparede penge går enten til investorer eller bruges på noget andet. Helt konkret mister borgerne lokalitet – fysisk tilstedeværelse af litteraturen i gadebilledet, pga. antallet af titler, der udgives. Lige nu skæres alle eksperimenter og forfatteropdyrkninger bort til fordel for satsen på det sikre. Det samme gjorde pladeforlagene, mens de store filmselskaber har forsøgt sig med et utal af litterære adaptioner og strømlinede produktioner for at stile mod et relativt sikkert publikum – nemlig dét, der er der i forvejen. Men når nettets brugere har mulighed for at prøvesmage ting i digitalt format, bliver sjovt nok leflen for fællesnævnerne sorteret fra dét, man erhverver sig gennem betaling – og der er ingen grund til at forvente, at det samme ikke skulle gøre sig gældende for læsere. MEN da forfatterne mister biblioteksmidler pt., fordrer dette lands særlige vilkår en politisk velvilje til at understøtte forfattere anderledes, end det gøres nu. Og da en sådan satsning givet i begyndelsen vil tilgodese (billige) oversatte værker (mere end det sker nu), frem for danske forfattere, vil royalty til udlandet tage endnu mere fra de danske forfattere (XXXX?) Og den sidste del af skræmmebilledet er, at ebogslæseren, den gode eLæser, kommer på et tidspunkt. Og der her vil være mange ebøger i omløb – hvilket giver antikvarboghandlerne færre bøger at handle med, og forlagene færre muligheder for genoptryk. (en fordel er dog, at man relativt nemt vil kunne finde ud af, hvor stor interessen er for et genoptryk på antallet af forespørgsler på den fysiske bog!)

Det er væsentligt og vigtigt at huske på én ting: Ingen kan læse MEGET MERE end de allerede gør. Selvom antallet af læsere skulle stige som følge af det her, hvilket i længden vil være en fordel for både brancen og dansk kulturliv som et hele, sørger den allerede fastlagte længde på døgnet for, at eventuelt kopierede bøger kun bliver læst i det omfang, folk finder dem interessante nok at anbefale til andre. Og når folk vænner sig til at få rabat på køb af fysiske bøger, vil mange givet vente med at købe en fysisk bog, indtil de enten kan læse en række læseranmeldelser af den eller selv investere i købet af ebogsudgaven. Det vil få forlagene til at lave smukkere bøger, for at dén del af potentielt ejerskab ikke forspildes, og så er resten sådan set business as usual: Satse på bøger, man synes er væsentlige.

Så skal man huske, at den direkte adgang fra læsemediet til købemediet er kort: Sidder man og læser en positiv anmeldelse af en bog, eller sidder man med ebogen, og synes, den er god, kan man klikke på et link og bestille den fysiske udgave.

Hvor mange grunde er der i dag til at BEHOLDE en bog, man selv har købt?

– Man vil gerne læse den igen
– Man håber at læse den en dag
– Man samler på bøger, generelt set
– Man behøver selv et fysisk bevis for sin erfaringsannammelse eller læsehistorie
– Man vil gerne fremvise sin viden og sin belæsthed
– Man holder af godt håndværk og god kunst
– Man håber at kunne udlåne den til nogen, der vil værdsætte den, som man selv gjorde det
– Man har foretaget en investering, som kan gensælges.

Hvis bogen er digital, hvorfor skal man så beholde den, når den ankommet til ens computer?

– Fordi man har plads på harddisken
– Fordi man via søgefunktioner på maskinen kan medregne den til søgeresultatet
– Fordi man har læst den og ønsker at læse den igen
– Fordi man samler på den typer bøger eller på mediet i det hele taget
– Fordi man håber at læse den en dag
– Fordi man gennem sociale portaler gerne vil skilte med, at man har den
– Fordi man gerne vil dele den med andre

Den fysiske bog skal bæres med i tasken, den har en mærkbar vægt; et mangeårigt forfatterskab kan være i et datalager på størrelse med et knappenålshoved – man kan sagtens have alle verdens ebøger med sig rundt, men har man dét, er det kun en anbefaling – ens egen eller en andens – der kan få en bog til at stikke frem af listen over bøger. Præcis lige som den fysiske bog. Og hvis den således er tilgængelig i en samtale, kan den hives frem, kopieres til samtalepartneres fastmedie, og derved fastholde samtalepartneren i et fokus på dét, der er fælles mellem parterne. Snarere end at den går i glemmebogen. Og med denne fastholdelse vil alle relationer bliver endnu mere fasttømrede omkring sådan, som parterne er som mennesker – der vil være færre fejlkøb, og dermed plads til flere nuancer (i og med anmeldersystemet og distributionsvejene og digitale udgaver af alle fysiske bøger).

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange i de sidste 5 år, jeg i selskab med andre har lavet en søgning på nettet for at se, om det kunstprodukt, vi lige talte om, var til at finde – og det er nok lykkedes i 30% af tilfældene. Havde jeg været et mere sofistikeret menneske og mine venner ligeså, ville tilgængeligheden og dermed tallet givet have været mindre, men al vækst hænger jo sammen, og således også hér. I de fleste tilfælde er en anbefaling relativt kort efter blevet taget stilling til og anerkendt som udtryk for min samtalepartners smag

– og ikke min
– og noget jeg vil beskæftige mig med senere
– og noget, jeg snarest muligt vil udforske mere af selv
– og noget, jeg omgående må eje selv

og uanset hvilken af tilfældene, er der sket en værdifuld øjeblikkelig afklaring af vores relation.

Det sidste tilfælde ér forekommet, om end sjældent; det har oftest været noget med at tage stilling til kunstproduktet senere eller at det ikke har min interesse. Jeg har derved flyttet min udforskning af min interesse fra den fysiske butik til nettet som den første instans. Og det er ikke noget, jeg – eller andre med tilsvarende net-tilvænthed – holder op med, så længe nettet findes. For fildeling, lovlig og ulovligt, vil fortsætte så længe der er strøm: Resultaterne af min og andres søgen efter digitale filer – med udgangspunkt i interesser og spørgsmål og anbefalinger og hér-og-nu-samtaler – sætter nemlig spor i forekomsten af ting, der enten digitalkopieres eller digitaliseres. Så, udspringet for denne fødekæde er selve nettet, selve muligheden for at deles om ting. Dét at kunne dele ting med andre. Ikke ud fra et ønske om at bryde loven – men i tanken om, at andre ville kunne have glæde af dét, man selv har glæde af – om det så er hele samlinger eller enkeltværker. Informationer. Informationsdeling. Præcis som når man havde et kassettebånd med til en ven eller den seneste bog eller videofilm, man havde haft en god oplevelse med.

Den primære indvending imod billig eller gratis download må være, at nogen skal betale forfatteren for at skrive bogen, og virksomheden for at stille den til rådighed til download. Men hvad nu hvis 95% af downloadprisen – hvis modellen er, at det skal koste noget – går til forfatteren? Herefter tager litteraturnetværket over, og det afgøres ret hurtigt, om der er basis for et fysisk tryk. Hér træder forlagets maskineri i værk med tryk, distribution, lager og transport, hvilket afspejler sig i forlagets procentvise andel. Og hvis der samtidig (efter at modellen har fungeret en tid…) kan aflæses et mere eller mindre direkte behov for en oplagsstørrelse i litteraturnetværket, kan boghandlens usikkerhedsmoment, de 40% de normalt får for at tage chancen med lagerførsel af en bog, skabe en mere sikker virksomhed og dermed en lavere procentdel. Og dermed enten billigere fysiske bøger, eller flere penge for forfatter og forlag at dele.

Jeg er ked af at måtte sige, at formålet med at have en bogbranche for mig ikke blot er at have en bogbranche. Det er også at have diversitet. Dvs. nem adgang til både underholdning, nøgne informationer og dannelse. Og det er ganske åbenlyst for mig, at en bogbranche, der ikke tør satse på andet end det sikre, er en bogbranche, der kun er til for sig selv. Men som med alle recessioner vil der også hér komme et opsving, hvis det ikke allerede ér i gang – let paradoksalt med en branche i krise, der sælger flere bøger, skønt færre titler en nogen sinde, fordi folk ønsker at blive afledt, når det går dårligt generelt. Men det skal nok gå op igen – branchen skal nok genvinde modet – spørgsmålet er blot hvordan og hvornår? Og noget må ske. Der skal nye boller på suppen. SKal det det være mine boller? Det er jeg ikke optaget af – jeg forsøger blot at plante nogle frø og sige, at der er udveje, der er muligheder, men at de kræver at branchen tør gøre noget andet ved denne nye og anderledes situation end de altid har gjort ved den fasttømrede og gamle måde at udgive og trykke litteratur på.

Med ebøgerne står vi dér, hvor filmbranchen stod ved introduktionen af videoen og musikbranchen ved introduktionen af kassettebåndet og CD-brænderen. Og verden gik IKKE under. Der bliver stadig lavet musik og film, men muligvis er produkterne set over en bred kam kommet kunstnerne tættere på, og antallet af kunstnere, der bliver ufatteligt rige af deres kunst, færre. Mens flere lever bedre med den, end tilfældet var, da al distribution og produktion lå i hænderne på nogle få.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.