DIGT: landflygtig

Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.

DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg

DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.

så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse

utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd

stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste

gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel

bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser

afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene

ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed

grøddag nr. 1

jeg er inde under ovnen, og da jeg rækker op og ind gennem hullet, og griber fat om bagerste gasrør, glider fingrene i en klistret grød, klumpet fuld af hårde partikler. Denne grød er lunken. Bliver varmere i mit tankerum, kommer ingen steder fra, men kommer alligevel. Varmen dækker min arm, følger den ud, drypper ned på min mave. Og videre, ned på gulvet. Der bliver blot mere og mere, og jeg er stivnet i min tid, måske finder dette slet ikke sted. Måske er det en tanke, som varer et sekund. En varm tanke, som dækker køkkengulvet, planer 7 gradersfaldet ud og… Er det mennesker, jeg ser komme ud af de små hårde klumper, små mennesker med flag, ja, det minder om mennesker, men disse smiler. Kunne jeg blot slippe røret, og hilse dem, supræm indbygger nr. 2 på Jorden hilser jer velkommen. Men nu tager de små pistollignende tingester frem, og peger på hinanden, og trykker af og falder om, døde, tror jeg, ned i grøden. Og jeg følger de små legemer. Mens grødbølgen langsomt bærer dem ind i stuen. Mens de synker ned i den rødbedefarvede grød. Det er ikke så fandens poetisk, men det finder sted.