Efter at være blevet opfyldt af den tanke, eller idé, at nikotinens vandring fra at være en kollektiv afhængighed til en individuel ditto, med statens vilje gemt af vejen i hjemmene, men skatterne for salget stadig tilflydende statskassen og ingen, som bliver syge af nikotinen, som de blev syge af tobakken, på ingen måde, er jeg af og til kommet til at tvivle:
Kan det virkelig være rigtigt, at industrien med statens velsignelse kan få lov at holde folk i afhængighed, eller er det bare nogle forretningsmænd, der fik en idé efter nedgangen i tobaksrygningens popularitet, og regeringsMENNESKER, som også selv er afhængige af ting og stoffer?
Der kan godt gå længe med at føle mig som en paranoid fantast, hvor mine tanker nærmest sniger sig uden om mig, men så hører jeg om, som her til aften, et menneske, der har været afhængig af nikotintyggegummi i 7 år, og så er jeg igen ikke i tvivl.
Verden er befolket af afhængige og medafhængige. Det gør ikke selvbedraget til en mindre ubehagelig påmindelse om, at vi gennem et psykisk minefelt af krydsende og intefererende kraftlinier af begær og besiddertrang, uden vished on minefeltets eksistens i så stor og betydende en skala, trods alt skal formå at passe på os selv og på hele jorden.
Eller er det bare mig, der har en mere naiv opfattelse af, hvad liv egentlig går ud på?
—
Kenneth Krabat, 4.12. 2010