At være genert er ikke en ydmyghed med livet eller egen eksistens i egen nedplacering i forhold til alle andre. At være genert er at have mistet tilliden, eller aldrig haft den, til andre mennesker, altid et spørgsmål om deres motiver eller varigheden af dem. Som samtidig er parret med en næsten pervers trang til eller ønske om at være sammen med “de andre” – “pervers” fordi “de andre” ( = enhver), repræsenterer dem, der affødte tabet af tillid.
Generthed. At ville dem, der repræsenterer vore bødler. Ikke for at kaste os i armene på smerten, men fordi “de andre” ikke er vore bødler, vi ved det. Vi ved det, ja, vi ved det. I vore hovedet. Vi ved det. I vore følelser er mennesker, vi har investeret i, også vore venner, de selvsamme som på få sekunder kan overrive følelsesbånd vi behøver for at føle os hele.
Vi behøver at føle os hele. Et selvtjek kan ofte give os det, for vi ser mere end dem, der lever i kroppen, i intellektet, i følelserne og trækker, suger alt ud, som autofeedbackmekanismerne godkender som værdige, næringsholdige, glødende fødemidler. Vi er vågne. Det er ikke nogen ubetinget fordel at være vågen. Også det er en egenskab, der forvaltes igennem ens inderste karakter: den positive er positivt vågen, den skeptiske skeptisk vàgen og så fremdeles.
Jeg er vågen en del. Ikke så meget som nogle, måske oftere end andre. Jeg føler mig tit alene. Ikke forladt og ensom. Alene. “De andre”, som virkelig ér De Andre, befinder sig på en anden frekvens, der næsten gør dem usynlige.
Der er også synlige Andre. De er ikke nødvendigvis selv generte, men de kender frekvensen, der gør OS synlige for DEM. Dem vil vi gerne møde. Dem vil jeg gerne møde. Flere af.
Jeg går ikke til “gamle elever” længre. Jeg kan ikke tillade mig at lægge alt over på de børn dér; jeg kan beklage, at mine skoleår lå i hænderne på, skønt oprindeligt velmenende, så lidt empatiske og lidt kompetente pædagoger. Eller skal jeg ikke egentlig beklage,, at kvarteret var blevet som det var, og som det blev? At tiden var, som den var, der i 70’erne? At lærerne bare var mennesker i en tid, at de voksne bare var mennesker i en tilfældig periode, hvor lægger jeg skylden for al smerten, jeg har levet med gennem så mange år?
Hvor lægger man skylden for, at man er genert? Når man endnu en gang sidder med drømmene i hænderne og næsten ikke tør trække vejret!?
Kom videre.
Der er ikke andet end at komme videre. Den anden vej er deres verden. Vores verden er denne, fremtiden vi lever i, fremtiden vi er levende i og ønsker at føle os levende i, tage mig selv i hånden, eller hånden på én af dem på samme frekvens, og finde ud af hvad dette “videre” egentlig betyder. Jeg kommer videre og efterlader dem til at rådne op i fortiden og blive til støv, der blæser ud over havet. Deres frygt og uvidenhed er dem tilgivet – deres grusomhed og ligegyldighed…? Aldrig!
Danser jeg? Hell, yeah!
—
Kenneth Krabat, 11.11. 2010
