9. februar 2006

TO HÆNDER PÅ SKÆFTET


i disse dage føler jeg mig forpligtet til
for første gang at tage stilling til om den
selviske
    grådige
    megalomaniske
barnemorder kvindeundertrykker folkeudrydder horebuk ungpigeelsker jødehader og machohelt
    en hel kultur efterlever og ser op til
har et budskab til mennesker
eller kun til despoter og analfabetiske slaver

indtil for nyligt var der bare mennesker i mit liv
mærkelige dejlige sindssyge grønne mennesker uden overlæbe
der ville mig det godt eller skidt fordi de selv
    havde det godt eller skidt

men alt det er forandret nu
i denne tid handler det pludselig ikke om nærvær
    og nærhed men kun om respekt dén følelse
        der kun burde træde i stedet for dét
        man ikke forstår fordi mennesker ér mennesker
        hvor end de er uanset
        graden af vold og undertrykkelse
            de er vokset op under uanset
        manglen på nuancer i følelser og intellekt uanset
        omfanget af frygt for nu og i morgen respekt
    der gives men ikke tages imod
bliver nemt til et sværd til forsvar retfærdigt
forsvar
    for den der altid har levet ved sværdet

men der er en første gang for alting
skønt aldrig en sidste gang selv
med ryggen mod muren kan menneskene vælge
at turde respekten
    der ikke er underkastelse
og give sværdet fra sig ihvertfald
i den kultur jeg vedkender mig dén kultur
der ikke udgøres af landegrænser og sprog den kultur
der kun består af mennesker ophøjet til vilje
de daglige beviser mennesker imellem
    at vi sgu KAN tale med hinanden
hver især
hvis vi forstår AT VI KAN

og vi beslutter os for det
at mødes på samme side af sværdet

men beslutter vi os for at ophøre med at tale

ja
beslutter dem
der påstår at tale på vegne af mig sig for at ophøre med at tale

ja
der er en første gang for alt
ny stor stillingtagen hvis ikke hver dag så ofte
også i mit fredelige liv

Blogger.com