Tidens Kælven 1 vidunderlig omtalt

Oplysningskontoret.dk lå en fantastisk omtale af Tidens Kælven 1, skrevet af digter, forfatter Mikael Josephsen – siden er nu (2014) forsvundet i havet af manglende domænebetalinger – så her følger den fulde anmeldelse:

BLIK FOR DET MESTE

Kenneth Krabats nye bog er som at have fået hundreder af øjne på huden, intet er for stort, intet for småt til at fanges ind, splittes i kunstnerisk perception og nedfældes som tidsdokument.

“Tidens kælven 1” er til tider en svær bog at læse, dette skyldtes digterens store vid, hans intelektuelle hestekræfter. Men flere læsninger åbner op for en mere emotionel tilgang. Ja, lad mig sige det med det samme, jeg røres og efterlades tænksom af denne fremragende digtbog.

I titlen ligger motivkredsen, tiden kælver med hvadsomhelst, is i fryseren, en borgmester i Vissenbjerg, lysets vej gennem rummet som både bølger og partikler. Det mindste og det største, det midt i mellem, ud til alle sider, op og ned. Kenneth Krabat kan bruge det hele, og får gang på gang sat fingeren på ambivalensen og mysteriet i tilværelsen. Man kan i denne bog egentlig ikke tale om en enkelt digterstemme, et digterjeg. For hver eneste tekst har sin egen digter bag. Eller, digteren taler i hvert fald med et utal af tunger. Krøllede tunger, poetiske tunger, kloge tunger, glade tunger, bedrøvede tunger, alle har de deres bud på, hvad tiden måtte føde. Bogen falder i ti dele alle med selvstændig overskrift, der dog ikke skal tages helt for pålydende. Sådan emnemæssigt. Det er tilladt at smide ind og udfald om hvadsomhelst ind hvorsomhelst. Hvor det dog ærger mig, at denne samling endnu ikke er udkommet på papir, den hører afgjort til i reolen blandt de mest sublime. Som en god flaske vin skal den trækkes frem ved særlige lejligheder og nydes uden måde.

Dette skrift er et eksistentielt syn, en bølge af tekster, der presser sig på, en nedslående og opløftende tekst om mening og meningsløshed. Et barns sorg, en voksens kynisme. Men mest af alt er det en leden efter ordene, de rigtige ord, dem der kan gøre det ud for den verden, digteren tydeligvis ikke er bonkammerat med. Det lykkes i den grad at påpege absurditeten i tilværelsen:

Svaneparret er at finde det samme sted, år efter år. Hér får

de deres unger, hér forsvarer de deres unger, hér forlader

hannen reden og efterlader hunnen med ungerne, hér

forlader ungerne reden. Hér forlader hunnen reden. Hertil

vender parret tilbage, år efter år.

Ligner det ikke noget vi kender? Ja, sådan jonglerer digteren med billederne, eksistensen, med betingelserne. Der er ingen tvivl om, at Kenneth Krabat har svært ved at finde mening i tilværelsen. Men da dette skrift kun er det første ud af tre, har vi måske tilgode, at han finder den. Indtil da, kan vi andre finde mening i bogens tekster. For det giver altid mening at læse god litteratur – og dette er god litteratur, det garanterer jeg.

“Tidens kælven” ligner faktisk ikke noget andet jeg har læst, jeg kan ikke på smarteste vis ikke krydse ham med den og den digter, jeg kan ikke engang vende tilbage til hans tidligere værker. Her er noget helt nyt. En blanding af poesi og filosofi, der får en til at tænke på… Nej, det er bare Kenneth Krabat der er på spil. Følsom og fanden i voldsk.

Som sagt, motivkredsen ligger i titlen og tiden er konstant en faktor som der forholdes sig til, både som begreb men også helt konkret, hvor den går og ruster det hele op:

Kalder nogen alt det her en verden? For pokker…

Minutternes tikken… vi dør sgu da héroppe! Har De aldrig

følelsen af ikke at have forstået en disse? Menneske, se Dem dog omkring – alle disse destinationer… findes de i nogen virkelighed? Jeg får lyst til at brøle: ”FISSE!”… Er De med!?

Tiden og drømmen og virkeligheden, alt vendes “hèroppe” mens det måske er i det nederste det foregår. I kroppen, der bare vil det primitive, der bare vil FISSE. Åh, vi er så kloge og tror måske ikke vi er underlagt naturen, men igen og igen påpeger Krabat kroppen. Dens behov, sommetider forstyrrende og foruroligende. Som teksten selv. For dette er en krop af tekst, den vil forstyrre dig, forurolige dig, berolige dig. Du vil pludselig finde ro i enkelte afsnit, du vil tænke, aha, nu er jeg med, for kun at blive kastet af i næste linie. Teksten er en kæreste, der siger kom, gå væk. Teksten er et bud på det moderne menneskes fremmedgjorthed, dets manglende tillidsforhold til sig selv og verden og de andre. Teksten er en ukirke med mange lemmer, et fortvivlet syn ud i en verden, der er så svær at forstå. Så virkelig og samtidig så uvirkelig.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at denne digtbog ikke har fundet hjem til et forlag. Men branchen er som bekendt i krise – og en masse digtere er blevet hjemløse, især efter Borgen drejede nøglen. Her er dog en bog og en digter, der burde tages imod med kyshånd, men lad os nu se. Den sidste ting behøver ikke være sagt i den sag. Indtil da, kan jeg kun anbefale at købe den (læs den ikke kun på skærmen, sid med papirerne i hænderne ). Bemærk de flotte illustrationer. Ja, “Tidens kælven 1” er absolut en læsværdig bog, et blik lige ind i vores splittede sind og tid. Et billedur, hvis visere rager i alle retninger, trækker dig med ind i poesien og eftertænksomheden.

Mikael Josephsen.

En anden anmeldelse, fra forfatteren Asger B. Nielsen

Skyline (science fiction, 2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

 

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

iPad, tab af data (+ modes of Apple existence)

Apple beskytter hellere salget af apps – end sine forbrugeres data på alverdens iPads.

Jeg siger det med det samme: Det var muligvis min egen skyld.

(And wait for the NOW it comes…)

Jeg har en iPad. Oplevelsen af at have sådan en gizmo i hverdagen har jeg udforsket gennem snart 4 måneder og produceret en del tekster og lydfiler på den.

Så gik der ged i min snart 6 år gamle computer og jeg købte en ny, en MacBook Pro, kom hjem, og ville installere min backup af den gamle computer på min nye. Men ak og ve – min nye var kun på 250GB og min back-up på 320. Og ikke flere diske at backe up på.

Jeg måtte så på back-up-HD’en håndslette cachefiler og ting, der forekom undværelige. Og det er i denne proces, jeg muligvis er kommet til at slette back-uppen til min iPad.  (Hvilken ville gøre, at kun iPaden indeholdt mine data, men i det mindste var de dér…) Men en deepscan på min back-up-harddisk med DataRescue for at finde evt. slettede filer gav ikke noget, så deeet…

Filerne ligger /[din hjemmappe]/Bibliotek/Application Support/MobileSync/Backup/

og de ser sådan ud

Men ved isætningen af iPad’en i min nye mac skete der det uheldige, at iTunes meldte at være ”corrupt”. Og efter genstart af maskinen og iTunes gik min iPad i en eller anden mode, som den ikke vil komme ud af.

Det ser sådan her ud:

På nettet findes den her meget instruktive video, hvor en selvfed fyr bringer en iPad i denne mode og ud af den igen, ganske simpelt.

How to bring the iPad in and out of DFU and Recovery mode

Det virker bare ikke på min iPad.

To dages samtaler med Apple Danmark og Eplehuset i Roskilde, hvor jeg købte computeren… og min iPad er ikke dækket af nogen supportgaranti – men begge hjalp mig indtil det punkt, hvor jeg efter at have talt 90 minutter med level 1-supporteren i Barcelona med knap så stor glæde betalte for en one-time support-aftale med løfte om højere kompetence og kom til at tale med level 2-supporten i Sverige, John. Det kom der bare ikke noget ud af, andet end lidt flere informationer:

En iPad har ikke et normalt styresystem. Alt, hvad der er i den, er ligesom pakket ind i en ramme, en mode, som kan suspenderes eller omstilles til en anden mode. Går iPad’en i et af tre modes, (og dens data-”indpakning” skal absolut ikke forveksles med file-directoriet på en harddisk), findes der ikke noget værktøj til at få den til at gå ud af indpakningen igen…!

And NOW it comes:

Ikke noget officielt værktøj. Ikke noget, John sagde. Blot noget, jeg udledte af det hele: Som videoen oven for illustrerer det findes der nogle knapkombinationer, som under normale omstændigheder kan få iPad’en i og ud af disse modes, men funker det ikke, regnes iPad’ens data for officielt mistede.

Hvorfor?

Fordi: Hvis Apple indrømmede at besidde et officielt værktøj, som kan skabe adgang til alle data på iPaden, ville det ikke vare længe, før det var lækket til jailbreak-communitiet. Det er slemt nok, at de unge, kyndige kan jailbreake dyret – og Apple gør da også alt for at forhindre det ved at lukke alle huller til hard- og software, så de kan holde på indtjeningen – men med et program ude i omløb, som havde direkte adgang til alt på iPaden ville Apple få endnu sværere ved at bevare kontrollen over salget af apps i AppsStore.

Man kan altså officielt ikke redde sine data i sin iPad, hvis ikke man har sine backupfiler.

Jeg er derfor nødt til at konkludere, at iPad’en er en pengemaskine. Ikke et redskab, som Apple regner at man skal bruge til noget vigtigt. Og data på en iPad er ikke tænkt som at kunne tilgås ved andet end kontakten til iTunes. Fuld kontrol, Apple. Jeres – ikke min.

Jeg vil mene, at I har taget fejl hvad angår iPad’en; den har større potentiale, end I fatter, arbejdsmæssigt, legemæssigt, socialt forbindelsesmæssigt, rekreativt. Eller større potentiale end I har mulighed for at afsløre, at I fatter… så i dag er det kun ét at konkludere: Apple… I er en pengemaskine. En pengemaskine, der tænker mere på jeres indtjening end på samtlige iPad-ejeres data. Og det kommer til at koste jer, ind the end. Håber jeg.

(Selvom jeg muligvis selv er skyld i, at mine iPad- backupdata er væk, men nu tror jeg det faktisk ikke længere…)

Så, hvis der findes en hardcore hacker derude, som kan få adgang til iPad’en uden om iTunes, hører jeg gerne fra dig… Jeg sidder ikke og venter ved vinduet, though.

4-dags UPDATE: Nej, jeg kunne ikke vente mere. Nu er iPad’en slettet og noterne til den store, nye samtidsroman 🙂 er væk… ligesom de mange digte i de to nye digtsamlinger, “Lyden af radio fra et andet rum” og “skrevet i blod”. Hvil i fred. Livet går videre.


Kenneth Krabat, 21.12. 2010

at smide det evigt nærværendes åg [link]

Nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

 

I anmeldelsen af “Den Hemmelige dal, Lige Under Overfladen 3”, som jeg lige faldt over, knyttes nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

MetrOrd » Og en UFO fløj forbi.

Kotka retreat, 2009, “KANTULA”

Ny TV-serie, PARADOX.

 

Kotka, Finland, kl. 18.12.
Har set første afsnit af Paradox, en ny engelsk tv-serie om data fra fremtiden, der fortæller om ting, som vil ske – naturligvis ting, der efterlader sig fotograférbare spor, som eksplosioner, døde mennesker osv, som en politimand kan sætte tænderne i og efterforske som et puslespil. Det lover ikke godt, med mindre større ting er på spil i de kommende afsnit.
Meningsfulde historier bliver i det hele taget sværere og sværere at lave – om end jeg havde et hulkeøjeblik, da en af bipersonerne fik sit liv igen, efter at have troet at alt var forbi for ham. Filosofisk fokus er (kvalmende) Gud, tro, familie, redde livet osv.
Det vigtigste, vi kan fortælle i dag, er at livet betyder noget for hver enkelt. Ikke bare bestanddelene, der udgør den enkeltes liv, men livet i sig selv. Derfor er der så mange mord og ulykker på film – fordi livet er vigtigt. At kunne fortsætte med at leve, UANSET hvad der sker af politisk, økonomisk, og anden overgrebsperfiditet mod den enkelte eller grupper af mennesker. Livets fortsættelse. Jordens fortsættelse. Menneskenes fortsættelse. Det overskygger i stigende grad alt andet i dramatikken – fordi alle i større og større grad føler sig truet på sit eget liv med alt, hvad der sker. Og vi vil bare have det overstået, så vi kan komme videre, i fred og ro, med vores familie og vore drømme om fremtiden.
Men hvad hvis alle disse planer er ligegyldige, fordi det er uden betydning om vi lever eller dør? Det er dér religionen kommer ind: Livet SKAL betyde noget – for ellers betyder hverdagen ikke noget. Så er alt behag blot personlig gratifikation – nydelsen af familielivets glæder, arbejdets belønninger, kunstens skabelse, rejser, forbrugsgoder, forestillingen om en utruet alderdom: Livet skal betyde noget i sig selv.
Problemet er bare, at hvad det vil sige at leve med en indre tro aldrig egentlig bliver bespurgt, og “anvendes” religiøs tro som Livets Betydningsmotor, sker det som en selvfølgelighed. Som noget man bare har, eller ikke har. Og stakkels den, som ikke har… indre tro… på gud. Så er man hengivet videnskaben og det efterprøvelige i alle henseender, og således magtesløs, når man stilles over for det uforklarelige.
Det eneste, der kan redde denne serie fra fordummelsens adrenalinpumpende overdrev er, hvis de bevæger sig væk fra den klassiske A-forårsager-B-forårsager-C-osv., og forsøget ér der, i den dramatiske subtekst hér i første afsnit.
Men hvad skal almindelige mennesker bruge en uendelig kompleksitet til – at A ikke forårsager B som forårsager C osv. – når det er sådan, det ser ud for os, og selve måden vi planlægger alt i livet (med mindre vi arbejder med fysik, forsikring eller vejrfænomener)?
Eneste konklusion er tillid. I Tv-serien tillid til GUD, dvs. efterlivet og at “alt har en mening i det større perspektiv, for nogen ønsker det sådan”, men hvorfor ikke skridtet videre til ZEN: At det er uden betydning, om vi som enkeltindivider forstår eller ej, fordi den enkeltes indpasning i kosmos ikke kan sammenlignes med andre eller andet, og derfor er nødt til at afkræve den enkelte særlig hengivenhed = nærvær ift. egne udfordringer med kun præcis den mængde pres og eftergivenhed, der skal til for at befinde sig i centrum af sin eksistens? Også kaldet BALANCE.
Den her alfaderlige støtten på skulderen er røvtrættende og fastholder kun de bestående mekanismer, der understøtter alt det, som truer menneskene, enkeltvis og kollektivt.

Science Fiction: “Lige under overfladen, 2” – novelleoverblik plus lektørudtalelse

LIUO 2, som jeg deltager i med “Historiens Korte Arm”, en fortælling om den udstødte del af menneskeheden, der haster med at forlader Jorden, da chancen for en ny begyndelse et andet sted byder sig.

 

Et utroligt godt og sobert, og positivt, indlæg, der synopser alle 20 noveller i “I overfladen – lige under overfladen, 2”

Her følger lektørudtalelsen

Selvanmeldelse: elskede elskede

“Tegnforekomst: Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).”

elskede elskede
kenneth krabat:

der bliver sagt
jeg 229 gange, du 205 gange, vi 48 gange, os 12 gange, hinanden 124, ikke 181, og vil 157 gange, overvejende i forløb, men ikke sjældent op mod tegnsætning – komma, punktum, spørgsmålstegn, udråbstegn, semikolon. Tid forekommer ofte (tiden 34, altid 20, tid 13, fremtid 3, fremtiden 2, tidsnoktidligttider og livstid hver 1) – i forhold til f.eks. kærlighed (kærlighed 13, elske 9, kærligheden 10,forelskelse 2, kærlighedens 2, kærlighedsmolekyle1, efterkærlighed 1, elskovenforelsket og forelsker hver 1) toenhalv gang hyppigere, og sådan er det over hele linien. Men når man kalder en bog elskede elskede beder man vel selv om det?

forekomst af forkortelser –
dvs. (det vil sige) og 1 kl (klokken).

talesprogsforkortelser –
ku, 6 ka, 4 ha, 2 gi, 4 gir, 3 ska og 1 ta.

ordforekomster
12535 ord; i forhold til bogstavforekomst 3,9 bogstav pr. ord. Den store forekomst af en-stavelsesord, f.eks. 439 og, 268 at, 222 i, og så fremdeles: jegdetdererduviltilmedafen, tofordenmig, som alle har frekvenser på over 100 – angiver dog et noget højere lixtal end man umiddelbart måtte tro, alene baseret på den gennemsnitlige ordlængde.

tegnforekomst –
ialt 65642 tastetryk, mellemrum indregnet (10518), skifteknap til store bogstaver og accenter, og alt-tast til specialtegn ikke indregnet; heraf bogstavforekomst (53619) – fordelt på 20037 vokaler og 33498 konsonanter: 2707 a – heraf 2 accenterede á, 8803 e – heraf 111 accenterede é, 3150 i, 2220 o – héraf 1 accenterede ó, 909 u, 368y, 482 æ, 757 ø, 639 å, 1 ü, 1 ä, og 1898 b, 134 c, 3432 d, 1127 f, 2820 g, 1243 h, 681 j, 2022 k, 2691 l, 2138 m, 4040 n, 575 p, 1 q, 4679 r, 2550 s, 3051t, 375 v, 18 w, 7 x, 3 z, 1 ß (tysk dobbelt-s) og 3 &(eta=og); talforekomst (232) – niogfyrre 1, enogtredive 2, femten 3, ni 4, tolv 5, syv 6, seks 7, tolv 8, treogtredive 9, otteoghalvtreds 0tegnforekomst (1346) – 359 komma, 504 punktum, 136 udråbstegn – héraf 1 spansk, 132 spørgsmålstegn, 15 semikolon, 27 tankestreg, 73 bindestreg, 17 venstreparantes og 17 højreparantes, 1 hård venstreklamme og 1 hård højreklamme, 7 slash forward, 2 underscores, 17 kolon, 1 havelåge (#=nummertegn), 1 snabel@, 16 ‘gåseøjne’, og 18 citationstegn; grafik (findes ikke på tastaturet) – 2 copyleft-tegn – . Ialt 55124 bogstaver, tal og tegn, hvoraf 29990 er tastet med venstre hånd på tastaturet, 22918 med højre og 2216 med enten højre eller venstre (y og b).

tegn i afsnit –
elskede elskede 6179 tegn, åremål 5839, tid til og fra 2355, da jeg byggede reolen 7326, i virkeligheden hvad 10 og 11 1049, ialt 22748
– i virkeligheden hvad 8 og 9 2483, 1 og 1 er 4 1387, gummihud 411, todervil ABC 7668, termodynamikken udsat for vand 114, ialt 12063
– CR-solar plexus 5371, i virkeligheden hvad 6 og 71530 æggende i klar figur 636, ved håret 4915,efterår 603, ialt 13055
– CR-mellemgulv 4205, krum vej til blind lænker 453, i virkeligheden hvad 4 og 5 1028, disse uegale dage 672, kody 615, ialt 6973
CR-underliv 6361, slangesøjle 301, vandfast med havet 863, i virkeligheden hvad 2 og 3 1191, voksen hele ugen 585, ialt 9301
– jeg rød 259 i virkeligheden hvad 1 653

tomme sider –
12: s. 1/96, ss. 5/92 og 93/4, ss. 9/88 og 89/8, s. 73/24, s. 61/36, ss. 43/54 og 55/42, ss. 29/68 og 67/28, og s. 7/90.

tabuleringer –
1345 pauseindrykninger, i op til 7 tabuleringer på en linie.

antal tomme linier i tekstmassen –
210 (titler ikke medtaget som del af teksten).

tekstcentreringer –
4 tekstsider (begge titelblade, kolofon, “af samme forfatter”).

digtene
er placerede hhv. midt på siderne og med ca. 3 cm margen til venstre side eller ryg, givet optisk vurderet efter hvor lange de længste linier er.

titler –
ialt 27 digte og tekster, i syv afsnit, med fem digte i hver fem afsnit, og 1 digt i hver af to – og vignetterne som skillerum: elskede elskede; åremål; tid til og fra; da jeg byggede reolen; i virkeligheden hvad (afsn. 10 og 11); vignet; i virkeligheden hvad (afsn. 8 og 9); 1 og 1 er 4; gummihud; todervil ABC; termodynamikken udsat for vand; vignet; CORPVS REGIVS – solar plexus; i virkeligheden hvad (afsn. 6 og 7); æggende i klar figur; ved håret; efterår; vignet; CORPVS REGIVS – mellemgulv; krum vej til blind lænker; i virkeligheden hvad (afsn. 4 og 5); disse uegale dage ; kody; vignet; CORPVS REGIVS – underliv; slangesøjle; vandfast med havet; i virkeligheden hvad (afsn. 2 og 3); voksen hele ugen; vignet; jeg rød; vignet; i virkeligheden hvad (afsn.1). Digtene varierer i længde fra tolv sider til fire linier.

digtenes titel
forekommer kun i de enkelte digtes begyndelse, og er sammen med sidetal rykket ud til ca 1,5 cm fra sidekant, svagt grå-rastede titel for oven, paginering for neden.

sideantal –
96. Pagineringen er dobbeltrettet, dvs. side 9 er samtidig side 88, skrevet 9/88 på en højreside; side 10 er også side 87, skrevet 87/10 på en venstreside, og så fremdeles, så tallet tættest ryggen tæller siderne fra forside mod bagside, og sidernes yderstplacerede sidetal tæller fra bagside mod forside.

vignetter –
på s. 95/2, 90/7, 74/23, 62/35, 44/53, 30/67 – disse spiller op imod omslagets tegning af fauen der klamrer sig til Kloden, og viser en nærmest filmisk udvikling i 6 klip, hvor den lille faun på 5 af vignetterne roterer på sin klode og kommer tættere og tættere på eller længere og længere væk fra beskueren, alt efter hvilken læseretning man følger forløbet, mod eller væk fra den sjette vignets reproduktion af den stjernehobslignende eksplosion fra omslagets bagside.

indholdsfortegnelse –
der er ikke nogen indholdsfortegnelse.

1. tekstside
er en venstreside!

taksalver –
4 digtere, heriblandt 1 prominent navngivet og 1 anonymiseret, samt venner, familie, kærester, bogens redaktør og Statens Kunstfond takkes. Det angives at bogen har taget en – uhyrlig – årerække at blive færdig med.

kolofon –
rummer forfatter, forfatters email, ISBN (ISBN 87-595-2050-7), trykkeri (Nørhaven Book), årstal (2003), skrifttype (Trebuchet MS), illustrator og layout, samt forlagets web-adresse. Ud for forfatteren sidder et spejlvendt copyright-tegn? Nederst på siden er en tekst indledt med det samme tegn – som om tegnet i kolofonen var en fodnotehenvisning. Teksten definerer begrebet “copyleft”: en tilladelse givet til læseren af forfatteren til at citere elektronisk fra bogen, såfremt læseren selv giver egne tekster fri til elektronisk citat – en moralsk byttehandel, kaldet Copyleft.

citater –
Indledende: 2 (bruce lee og gregory benford) taler om flow og nærvær.

bibliografien –
forekommer umiddelbart lang, men ser man efter er kun 6 værker forfatterens personlige, mens de resterende 5 angives som “medvirken på”.

titelblad –
titlen med relativt store typer, forfatterens med mindre og en undertitel i samme størrelse – den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Absurd! Dog sammenbinder et lille “og” titel og undertitel – altså er den fulde titel: elskede elskede og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand. Hmmm?

indledende titelblad –
elskede elskede skrevet med meget små typer.

papir –
valset, mat, formodentlig 110 eller 120 grams, sikkert syrefrit. Smag: Jeg har ikke smagt på det, ikke endnu. Duft: Det dufter af nyt papir! Farve: knækket hvid, behageligt for øjnene. Bogen ligger i øvrigt godt i hånden, selvom den er stor.

højreflap
er farvet ligesom venstreflappen. Her står 5 udpluk af anmeldelser af andre af forfatterens bøger,…Naiv? sagde det nøgne barn, Dragens tab af hoveder, og alle veje fører til Magtenbølle. Der citeres fra hovedsagligt forfattere i anmelderrollen – Poul Borum, Klaus Lynggaard, Juliane Preisler og Per Højholt, samt Per Stounbjerg fra Standart. Budskabet er rosende, de enkelte anmeldelser hver for sig, men tilsammen forekommer tonen at rumme en snert af ironi. Tegninger af et opretstående klaver, bladet på et stemmejern og et par gavepakker anes i baggrunden, på vej ud af billedet. Nederst på flappen står navnene på illustrator og omslagslayouter: Ole Comoll Christensen og Werktoy, i hvid skrift.

venstre flap
rummer et aflangt, gulnet forfatterportræt; en mand står omgivet af hvide spisestuestole-lignende stole med dobbelt-lange ben, hans venstre hånd hviler næsten vandret på en stoleryg, den højre hånd holder noget, muligvis et bæger, cirka midtvejs ud for kroppen. Han er iklædt hvidt; er kortklippet, og har et lille tykt overskæg – ligner noget fra mormors skuffe. Undertekst: “digteren som gammel” i hvid skrift. Flappen er noget mørkere end omslaget, men gennemsigtig, så man kan se endnu to objekter på vej ud af billedet: Over forfatterportrættet en tegning af en brændende bro, underneden og halvvejs skåret af bogens kant, en tegning af en mølle.

et opslag
afslører en ca. halv meter lang, pang-rød akvarel af en smækker kvinde, der ligger hen over opslaget, med brysterne på omslagets bagside og mave og underliv på forsiden. Stjernehoben er ca. dér hvor hjertet er. Og overalt er alle objekter i bevægelse ud af billedet, væk fra stjernehoben, retningsmæssigt forbi beskueren. Nederst dækker den trykte hvide stregkodeboks for et objekt. Fy!

ryggen –
på ryggen ligger forfatter og titel i ens typestørrelse og typografi, igen i sort og hvid; et par tegnede objekter fra forsiden lapper ind over ryggen: venstre side af et åbentstående tegneseriealbum og slangen til en håndbruser. Nederst står L&R, forlagets initialer.

bagside –
midtpå ses noget der ligner en stjernehob eller en eksplosion, hvorfra objekter slynges mod beskueren – en pakke cigaretter, en “dark side of the moon”-plade, en blyant, en cykel, en afskåret hånd med fjerpen og andre ting. “(elskede elskede)” står trykt i hvidt cirka midtpå, med mindre typer end forsidens titel – teksten er optisk placeret til venstre for en stump fly-landingsbane, komplet med vindpose.

forsiden –
på forsiden er en størrelsesmæsstigt dominerende tegning af en lille trold eller faun, der stirrer ud på beskueren, mens den klynger sig til Jordkloden; dé to og en mængde andre objekter – en bruserslange, et kranie, et tegneseriealbum, en gammeldags telefonboks, en blå tyr og en bogreol med et par bøger hængende i luften ud for øverste hylde, – forekommer alle at svæve, på en baggrund af et knaldrødt hav. Omslagskartonen er blank og farverne meget klare. Titel og forfatter står ind mod ryggen; titlen elskede elskede med hvidt og meget store typer, mens kenneth krabat forholdsmæssigt står ret småt, med sort. Både titel eller forfatter er med små begyndelsesbogstaver. Nederst, også ud mod ryggen, står forlaget, Lindhardt og Ringhof, i kapitæler. Bogreolen øverst i billedet til højre og en blå og panisk tyr nederst til højre synes at være på vej ud af billedet, hvilket kunne angive at alle objekter bevæger sig væk fra noget, som måske er at finde på bagsiden.

bogen
er ret stor – måske 25 x 25 cm. Ikke just et pocketformat.

(trykt i Sentura on-line)

Anmeldelser: elskede elskede

Så gik der 9 år…

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet ‘elskede’ ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

“Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?” (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

“Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?” (fra “i virkeligheden hvad 5”, s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra – man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra “i virkeligheden hvad” og viser den modsatte bevægelse – den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

“min antagelse er / […] at kærligheden vil blive / […] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed… / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!” (i virkeligheden hvad 1.” s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag – skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! – decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg


[KLIK – åbner i eget vindue]

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, ‘elskede elskede’, er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren – bogens jeg – i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke – og det er afgørende – den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for ‘vel at mærke’) og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici’ eller lsquo tager ingen chancer’) – for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store – også kompositoriske – armbevægelser letter ‘elskede elskede’ ikke rigtigt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –    

Fyns Stiftstidende
Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: “Elskede Elskede”

“Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!”

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling – den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske “Drive-in Digte”. Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind – fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de “åbne” associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls “Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub” til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden – og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi – trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: “for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det”. Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår – her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: “Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser – redigeringen af dem tager laaang tid. ” Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling “elskede, elskede” både forfra og bagfra.

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling “elskede elskede” har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –   

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.