ebogudlånsaftaler: indavl, idiokrati og diversitetsfjendskhed

Forlæggerforeningen vil hellere ødelægge dansk Litteratur end være årsag til ringere indtjening for forlagene.

Forlagsbranchen er godt 500 år gammel.

Holdningsmæssigt er den indavlet lavadel, der stadig betragter sig selv som bærere af de højeste dyder. Konfronteret med internettets gratiskultur har de kutteklædte bogdisciple ingen større visioner for almenvældet end at skære lunser af deres egne gudssønner – ved at få forfattere til at afgive deres digitale rettigheder, ved at forhindre forfattere i at få del i udlån af ebøger via danske biblioteker OG ved – via Forlæggerforeningen – inddirekte at true hele Danmark med afskaffelsen af biblioteksstøtten til forfatterne ved direkte at true Dansk Forfatterforening med, at EU kunne få den tanke at omstøde dommen fra et par år siden, der anerkendte Bibliotekspengene som kulturstøtte snarere end vederlag til forfatterne… såfremt i fald Dansk Forfatterforening fastholder, at ebøger skal inddrages i den undtagelse i Ophavsretsloven, som tillader bibliotekerne udlån af fysiske bøger.

Lang sætning, hold en pause hér

Det sidste, én gang til: Danske forlæggere truer Hele Danmarks Befolkning med at få EU til at genoverveje sin dom om, at vores biblioteksmidler til forfatterne ikke er konkurrenceforvridende – hvis ikke bibliotekerne (=forfatterne) holder fingrene fra ebøgerne!

Ikke blot er sådan akulturel selvfokuseren forkastelig i en grad, der får mig til at rødme af harme; jeg mener, vi taler en ødelæggelse af leve- og arbejdsgrundlaget for 90% af danske forfattere, økonomisk umynddiggørelse af alt andet end bestsellerisme, elitisering af forfattere efter salgstal snarere end indhold, kompentence, visioner, og tyveri fra hele befolkningen af tankebredde, diversitet, pionerarbejde.

Nej, sådan sladren til læreren, så INGEN kommer på lejrskole, når ikke alle må, er ikke blot forkastelig. Det er også dybt ubegavet.

Pfff! jeg spytter for jeres fødder. I købmænd af ringe visioner. (Men sådan er det nok med de fleste købmænd?)

via Forlæggerforeningens nyhedsside [pdf]
eller hérfra

Samtidig ved jeg ikke helt, om jeg skal lade Dansk Forfatterforening slippe. Men det er jo faktisk sådan, at hvert eneste år ønsker kulturministeren at skære i støtten til forfatterne. Og hvert eneste år er de to forfatterforeninger tvungne til at tigge kulturministeren om ikke at skære i støtten til forfatterne. Uden at have noget at bytte med. (Forfattere kan ikke strejke, og er mere lig selvstændige hvad angår solidaritet og fælles fodslag). Der er kun appellen om ikke at udhule dansk kulturliv ved at fjerne mulighederne for et diverst litteraturliv.

Dansk Forfatterforening er ikke præget af tyngende visioner for fremtiden. De Skønlitterære Forfattere heller ikke. Faktisk er det utroligt, at så mange begavede og erfarne tænkere og skrivere ikke er i stand til at fremarbejde en vision for bøgernes distribution og forfatternes levebrød. (For det er ikke bare et spørgsmål om selvpublicering – det kan kun de største bestsellerforfattere slippe af sted med.) Hvor er tankerne for fremtiden?

Det er meget enkelt, og det er dét, der er så forstemmende: Dansk Forfatterforening v/ deres talsmand og -kvinde er ikke interesserede i at give fjenden våben i hånd. (Fjenden er kulturministeriets embedsmænd og de litterærkulturfjendlige partiers kulturordførere): DFF ønsker ikke at åbenbare visioner for en fremtid, hv0r det kunne tænkes at forfatterne IKKE er statsunderstøttede. Derfor går alt slag i slag fra folketingsbudgetforhandling til budgetforhandling, fra år til efterfølgende år. Og først i dét øjeblik, tænker jeg, at idiokratiet for alvor slår igennem i administrationen og der bliver lukket for litteraturstøtten, vil DFF og DsF begynde at tænke uden for kassen.

Men så er det sgu for sent, drenge og piger! (Hvad får man egentlig for medlemskontingentet ud over fede kurser og retshjælp?)

SÅ. Hér står vi så i et land og en kultur, der har overskud nok til at rette et langt åløb ud, for efterfølgende at krummelure det igen…

På den ene side forsøger forlagene at tvinge forfatterne til at slippe udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Overlade den bredkulturelle dannelse til folk med penge)

På den anden side forsøger forfatterne lavmægtige at fastholde udlånsstøtten – for at opretholde fagets og dermed branchens indtjening. (Muliggøre en bredlitterær skabelse for alle)

To fagområder, samme branche. Én national litterær kultur, der helst ikke må mærke uenigheden – men dét sker allerede. Hvem har ret? Er skabelsen af kulturforståelse alles ansvar eller den enkeltes ansvar?

Jeg ved godt, hvor jeg står, men det gør det jo ikke sandt. Forlagsbranchen – som købmandsloge betragtet – har fundet sig i at miste indtjening til bibliotekerne. Forfatterne har fundet sig i at sprede indtjeningen over et større antal forfattere.

Var man i tvivl om, hvad danskhed er, skulle man bare fint kunne leve med disse to virkeligheder i sin bevidsthed samtidig uden dén stillingtagen til deres modsætning, som kan løfte kompleksiteten op på et højere og alménmenneskeligt niveau. (“Denmark is a little land…” Citat: Eddie Skoller)

Bare ærgerligt, at begge aktører er så danske.

—
Kenneth Krabat 6.1.2011

ebogudlånsaftaler: forfattere, forlag, biblioteker, stat?

Godt skuespil, dårligt manuskript

Nedenlinkede pressemeddelelse fra Kulturministeriet fra 21.12. 2010 går kort sagt ud på, at der ikke sker noget som helst i forhold til Biblioteksafgiften.

På et møde den 9. december 2010 mellem kulturministeren og kulturordførerne fra Folketingets partier er der opnået enighed om, at den eksisterende biblioteksafgiftsordning fortsætter i hovedsagen uændret.

Desuden er der opnået enighed om, at Kulturministeriet følger udviklingen af digitale værker på bibliotekerne, navnlig e-bøger og musik.

Det betyder, at der stadig ikke gives bibliotekspenge til ebogsforfattere, at bibliotekerne af egne budgetter stadig betaler 1/3 af nettoprisen for hver ebogsudlån (godt 30 kr.**), at Publizon og andre ebogsleverandører til bibliotekerne stadig ikke er under lovpåkrav om levering af et funktionelt udlånssystem, at Dansk Forfatterforening fortsat vil nægte at støtte ændring i Biblioteksafgiften, herunder også digitale udlån, uden flere midler til alle forfattere, at forlæggerforeningen og Publizon ufortrødent kan fortsætte deres stupide løgne om samme udgiftsniveau for produktion af ebøger og for papirbøger… det hele, lidt endnu. Mens Kulturministeriet “følger udviklingen”… Og overlader det til forfatterne at få udhulet deres magre budgetter endnu mere, imens.

Kulturministeriet? Blahh! Nej, ministeriet for konservativ kultur!

via http://kum.dk/Nyheder-og-Presse/Pressemeddelelser/2010/December/Fornuftige-politiske-droftelser-om-biblioteksafgiften/

** En kommune bestemmer selv, hvor mange ebøger en låner kan låne. For Roskildebibliotekerne gælder flg. regler

Du kan låne en ebog i 8 dage.
Du kan låne 3 ebøger om ugen.
Dog ialt max. 12 ebøger om måneden.

—
Kenneth Krabat, 4.1. 2011

Tjek flg. link for en værdifuld gennemgang af problematikken om udlån af ebøger og hvad ebøger er. det er skrevet som et oplæg til et temamøde om ebøger i september 2010 blandt danske forlag, store danske biblioteker og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Det er godt at blive klog på.

Science Fiction: PLAN og The Short Arm of History

For dén, der måtte mene, at Verden er det bedre sted…
MIne nyeste science fiction-udgivelser.

 

Har 2010 bidraget til ovenstående to antologier fra Science Fiction Cirklen

SKY CITY [SFC | Anmeldelser | Omtale 1, 2 | Bibliotek]
– New Science Fiction Stories by Danish Authors (Science Fiction Cirklen, 2010)
199 kr. (medlemmer: 159,20 kr), ISBN 978-87-90592-48-6
KK-bidrag: novellen “The Short Arm of History”

INGENMANDSLAND [SFC | Anmeldelser | Omtale 1 | Bibliotek]
– Lige under overfladen 4 (Science Fiction Cirklen, 2010)
298 kr. (medlemmer: 238,40 kr), ISBN 978-87-90592-42-4
KK-bidrag: novellen “PLAN”

Goa, gamle dyder, islam og den berøringsfri zone

Friendliness is a state of mind.

03.01.2011 Op klokken tidligt, af sted til Havnegade 39 til Qatars midlertidige kontorer.

De lever virkelig op til deres motto! NUL problemer med at ombooke. Et gebyr og så var det dét (okay, ikke billigt, men det slår at miste alt eller købe en ny rejse!). Vi skal af sted på lørdag. Samme tid, samme Kastrup Lufthavn.

Og så viste det sig, at der var en gave med i posen med billetten. Et ikke så kønt, men ekstremt praktisk VERDENSvækkeUR – med indstilling af tidsforskel til alle tidszonerne – for den, som rejser ofte og har en virkelighed et andet sted at forholde sig til.

Adspurgt svarede Qatars medarbejdere, at deres politik er helt bevidst. De vil demonstrere, at det betyder noget med personlige relationer til kunderne. F.eks. har de et kontor i alle lande, de er repræsenteret i – hvilket absolut ikke er tilfældet for alle luftfartsselskaber. Okay, konkurrencen ér hård, og konkurrenceoverskudsmarginalerne sikkert små, og Qatar er et af de, hvis ikke DET, rigeste land i verden og har råd til at etablere sig på de dyreste adresser, men alligevel: Qatar VIL noget med deres kundepolitik, som ikke mange andre luftfartsselskaber i verden kerer sig om. Som den daglige leder så selvfølgeligt sagde: “Vi vil gerne have at kunderne kommer igen.” Ja, ja, det vil alle da – men ingen gør noget for det længere. Service er blevet et fy-ord. Noget, der hører gamle dage til. Snarere end at kunne fortsætte med at handle om integritet i arbejdet – at man faktisk bryder sig om det, man beskæftiger sig med. Hvilket i en servicefunktion som et flyselskab handler om at hjælpe folk ud og hjem på den bedst mulige måde for kunden.

Jeg ér dog samtidig nødt til at forholde mig kritisk – ensidig slikken røv hjælper ingen:

Nu rykker Qatar, de Arabiske Emirater og en 3. ørkenstat ind i med luftfartselskaber og i hundrevis af nye fly i Europa. Med sig har de en pæn profil, venlighed, servicemindedhed, som det er naturligt i deres hjemlande. Men de kommer også og både repræsenterer islam og et bevidst andet billede på islam. Et venligere billede. Måske et billede, som er mere i overensstemmelse med hjemlandenes (ideelle) levevis.

Ikke for at forsage trangen til at være venlig og imødekommende, men vi ér nødt til at tænke, at islamiske stater (som alle er monarkier og diktaturer) i krisetider kan finde på at trække på samme hammel, på samme måde som såkaldt kristne, vestlige nationer gør det.

Vi skal ikke lade det bekymre os. Bare være klar over, at trosfæller – lige som familier – trækker sammen i krisetider. Og så være rigtig glade for, at nogen endnu tror på, at det har betydning at vise omsorg i forretninger; tillade os at blive vækket til at se, at der ER andre måder at leve på, som måske i visse situationer er bedre, end dem vi er vant til…! For den her praksis, der breder sig overalt i den vestlige (forretnings)verden, måske især repræsenteret ved den berøringsfrie zone, Internettet, at alting er folks eget ansvar… det adskiller os fra hinanden – og harmonerer ikke med, hvad der ellers er gang i overalt – med sociale netværk og fora og personlige anbefalinger. Verden bevæger sig mod et større fællesskab på alle planer – og firmaer, som søger at kapitalisere på dette behov uden hensyntagen til Real Life, kommer til at betale prisen – eller være skyldig i, at hele kulturer kommer til at betale en pris, som ikke er nødvendig – med en smule omtanke, og kritisk sans.

Never mind. Jeg byder Qatars fremvisning af såkaldt gamle dyder velkommen. Ikke kun på et serviceniveau – jeg sætter min lid til, at venlighed og omsorg smitter.

Nu med billetten i hånd blev det tid til at håbe på at kunne nå at få et visum…

Af sted til Indiens ambassade, som i følge hjemmesiden var åben fra 9-12… men tidpunktet var ændret til 11.00 for visaansøgninger! Med den insisterendes ensidige retningssans, der nægter at lade sig standse af noget, fik vi dog sneget os ind! Til  et totalt proppet lokale. Hvor behandlingen alligevel gik relativt hurtigt. (Men for pokker en elendig visaansøgningsformular, som de ansatte måtte korrigere alle til at rette!)

Vi får vore visa fredag. Siger de. Vi sidder ikke på pinde resten af ugen. På et eller andet tidspunkt må man give slip og lade guderne trække læsset. Hermed gjort.

Tak til alle, der hjalp med at gøre vejen farbar igen:

Denis (Qatars repræsentant i lufthavnen)
Uffe (dedikeret Airtiki-repræsentant)
Qatars medarbejdere
mine nære venner, som på Facebook med rette har svinet mig til for smøl og sjusk
og min kæreste, som heller ikke ville give op.

—
Kenneth Krabat, 4.1.2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger
Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

Goa Goa Goa!!! | At komme af sted…

Der er visumpligt til Indien…

 

Det her er så den noget mere fattede udgave af gårsdagens reaktion på at stå i lufthavnens check-in og blive nægtet adgang til flyet!

23. december 2010 kl. 04 om morgenen efter flere dages billeteftersøgning fandt vi en billet til Goa med travellink.dk. Pris: 6300 for 14 dage. Højsæson, ikke en pris der er værd at råbe hurra for, men kæresten havde fået skrabet sammen til to ugers ferie, hvilket betød en chance for at slippe ud af snehelvedet en tid. Som de fleste nordboere ønsker sig det. En pause, mens vi venter på foråret.

1.1.2011 stod vi op kl. 5.30 for at være sikker på at få en taxa til stationen fra nytårsmorgens, indesneede Vindinge, 6 km fra Roskilde, med udflyvning fra Kastrup 11.10.

I følge lufthavnens liste over anbefalede fremmødetidspunkter var det bedst for os at møde 3 timer før, dvs. 08.10.

Årsagen er nok, at Qatar som såkaldt “upcoming” på markedet mellemlander i Doha, Qatar, mod destinationer verden over og derfor typisk vil have mange mennesker med flyet og lange køer foran tjek-in. (Rygter siger dog, Qatar inden længe vil beflyve Goa (og andre destinationer) direkte fra København snarere end at mellemlande i oliestaten Qatar. (Det er dem med alle de mange penge, som har konstrueret en mængde kunstige øer udformet som alverdens lande og kontinenter og udbudt dem til salg at bygge og bo på.))

Vi var i god tid. Og i godt humør, selvom vi var røvtrætte. Ventetiden var kort. Og der var intet, som kunne have forberedt os på afvisningen ved skranken: “Og jeres visum?”

Vores visum?! Skal man have visum for at komme til Indien?! You are kidding, right?!

Travellink.dk, der anerkender rejseankenævnet, har IATA rettigheder og er medlem af Rejsegarantifonden, foretrækker at sælge billetter:

Mens man udvælger sig en billet til Indien, bliver man ikke gjort opmærksom på, at der er visumpligt til Indien. Dernæst skal man afkrydse alle de ting, man ikke ønsker at købe til – afbudsrejseforsikring, sygeforsikring og flere andre ting. Og når man ender med at gå til betaling, bliver man præsenteret for ovenstående lille boks. Det er hér, det går galt!

I følge reglerne SKAL rejseselskaberne ikke gøre opmærksom på visumkrav, og rent forretningsmæssigt KAN man da også godt forstå, at et visumkrav KAN virke afskrækkende på købelysten, hvis der ikke er mange dage til afrejse – dvs. tid nok til at bestille et visum… men f.eks. tyrkieteksperten.dk kan godt finde ud af det på deres last minute-rejser:

Så, JO, ja, det var vores egen fejl, at vi ikke læste Handelsbetingelserne, inden vi satte kryds i feltet og gik til betalingssiden! Ja, det var. For, som de skriver, er det ubetinget

… køberens og rejsendes ansvar (selv) at

  • kontrollere de visum-, pas og vaccinationsregler som gælder for rejsen. Omkostninger i forbindelse med dette står rejsende selv for.
  • tilse at pas, visum samt transitvisum er gyldige for den tid og till de lande rejsen går til.

Længere nede på siden med Handelsbetingelserne afslutter travellink med

Det er Travellinks ambition at levere alle informationer og rejsedokumenter som gør det muligt at gennemføre rejsen i overensstemmelse med rejseaftalen.

Men… ambition?! Selve opbygningen af siden er tegn på, at travellink i konkurrencens kamp om marginaler ikke strækker sig for sine kunder. Som kunde skal man i princippet være ansvarlig for alt – så står de klar med et præcist svar. Men spørgsmålet skal stilles først.

Voksenrejser? Eller mangel på omsorg?

"Taking you more personally"

Qatar har en nyligt ansat franskmand som ansvarshavende i lufthavnen.

Sjældent er jeg af en servicemedarbejder blevet mødt med større omsorg og imødekommenhed, og da aldrig i en lufthavn. Da vi sad i cafeteriet for at samle os, kom han over til os med sympati, gode råd og sit visitkort, med mulighed for at ringe til ham personligt, hvis vi behøvede det. Det fik vi nytte af.

Med formålet at bede om hjælp ringede vi til Qatar Danmark fra en mønttelefon i Kastrup. Men kontoret var ikke åbent i weekenden. (Nummersvarerens angivne nummer til den centrale reservation i Doha viste sig at være forkert – det rigtige nummer står forneden).

Møntboksen i Kastrup accepterer maksimalt 75 kr. fra ens kreditkort, hvilket både er en fordel, ulempe og noget svineri – en fordel, fordi 3 minutters samtale til Qatar kostede de fulde 75kr; en ulempe, fordi man ikke selv kan vælge, hvor meget man vil bruge i sådan en nødssituation, og det er noget svineri, at det skal koste så meget at ringe fra lufthavnen. Mobiltaksten til Qatar hos Telenor er godt nok normalt 12 kr./min, men kan med en særlig aftale med selskabet fås for 3 kr./min. Men never mind, for vi havde ikke penge på telefonen.Vores nye franske ven foreslog, at vi ringede via Skype, men det måtte vi så vente med, til vi fandt et sted med en computer og en mikrofon.

Fra kl. 9-12 i Kastrup forsøgte vi så at lave en strategi for videre færd. Vi spurgte alle rejseselskaberne, om de havde andre rejser – vi var meget opsat på simpelthen bare at komme af sted – men prisniveauet lå over vores formåen. Hvorfor man er kommet frem til som strategi at straffe dem, der ikke booker lang tid i forvejen, forstår jeg ikke helt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det ikke er hensigtsmæssigt at sælge tomme pladser til lavere pris end dem, der er booket længe før, men til dobbelt eller tre gange prisen? Og jeg forstår heller ikke det her med sæsonopskruede priser – altså, at en billet uden for sæsonen koster f.eks. 3000 og nu 6-9000. Forholdet ml. oliepris og billetpris er det samme, flyet koster det samme, så hvad er det, der tvinger prisen op?

Vi fandt ikke en rejse, vi kunne betale. Men manden i SAS-skranken var meget sympatisk og oplyste os om, at vores reservation var blevet flyttet til d. 4. og at billetens koder angav, at den ikke var no-show… (“No-show” viste sig at være den tekniske betegnelse for ikke at have aflyst og ikke være mødt frem ved afgang.) Samtidig fik han overtalt os til at booke en afgang samme aften til Ho Chi Min City til 6000, som vi selvfølgelig måtte aflyse senere på dagen. Som den meget varme og hjælpsomme fyr han var, skulle han da frem for en blank afvisning i det mindste have nogle timers kommissionsglæde ud af sin assistance.

Hos forældrene på Østerbro installerede jeg Skype på faderens mac, og købte for 92 kr. opkaldspenge. Og så ringede vi til Qatar igen. Denne gang talte vi i over 25 minutter, mens den kvindelige repræsentant konfererede med sine overordnede. Først sagde hun, at billetten ganske rigtigt IKKE var en no-show, men pludselig var den det så alligevel, og så måske alligevel ikke. Pointen er, at der kun kom dét ud af det, at vi skulle tale med Qatar Danmark mandag. Venlighed hele vejen igennem, om end vi jo endte med at skulle vente til mandag alligevel.

Vi ringede til franske Qatarven for at høre, om der var noget at gøre. Det viste sig at være ham, der havde flyttet bookingen til d. 4. Vi antog så, at det blot var for at sikre os en plads på flyet, hvis det skulle lykkes os mandag at få et hastevisum igennem på den Indiske Ambassade og at få re-booket hos Qatar – men han viste sig at være mere fremsynet empatisk end som så: Alle fly- og rejseselskaber har en meget almindelig regel om, at man mister hele billetten, hvis ikke man bruger udrejsen. Med hans re-booking af udrejsen, selvom vi ikke har en billet, har vi i hvert fald ikke mistet hjemrejsen. Måske kan dét bruges til noget?

Resten af aftenen kikkede vi på afbudsrejser og billigrejser (just in case) – uden at finde noget, der var varmt eller til at betale. Kæresten konfererede med sin chef og fik lov at overdrage sine vagter i ugen efter sin ferie, så hun kunne blive væk en uge til, hvis det skulle lykkes os at flytte ud- og hjemrejse hos Qatar; det er et omkostningsfuldt (dyrt) sats, men hun har ikke været uden forpligtelser i 8 år (NUL ferie) og VIL af sted!!! (For mig er det anderledes som selvstændig forfatter – jeg må bare flytte nogle aftaler og jeg rejser mindst én gang om året.)

i dag 02.01.2011 ringede vi til en bekendt i rejsebranchen, der hjalp os til at gennemskue diverse billetkoder, fortalte om procedurer og vaner i branchen og generelt affødte et gevaldigt humørløft hos os. Han er en meget dedikeret rejsesælger, som begræder den voksende nej-tendens, der har været i branchen siden 9/11. “Tidligere var KLM, British Airways, og alle de andre store villige til at hjælpe folk på en personlig måde, men i dag handler det kun om at sælge standardiserede produkter, som kunderne helst skal passe til, og ikke omvendt”. Han udtrykte stor glæde ved at høre, at personlig forholden til kunderne stadig kan forekomme hos et stort flyselskab.

Qatars motto må således siges at være velvalgt. “Fragter/behandler dig mere personligt”.

—
Kenneth Krabat, 2.1. 2011

Qatar Danmark – hjemmesiden i Danmark er endnu ikke på dansk, men det kommer

Qatar Reservations i Doha, Qatar – Qatars hovedsæde, der godkender alle om-bookinger

Tel. +974 4449 6666 (i Danmark betyder “+”, at der skal sættes “00” foran)

—

Visumregler Indien 2.1.2011 – Udenrigsministeriets konstant opdaterede liste

The Copenhagen Diplomatic List – ambassader verden over

Indiens Ambassade

Tel:+45 39 18 28 88

Tel: +45 39 29 92 01

Tel: +45 39 10 86 29 (After Office Hours)

Fax: +45 39 27 02

Goa, Going, Gone…

Bye, bye, varmeferie…

Inden man tager noget sted hen, bør man sikre sig

  • at vejen er banet
  • at endemålet er tilgængeligt

Vil man som dansker ind i Indien, skal man betale den Indiske Ambassade for et visum – ikke som Ægypten bare for at tjene penge, men for at forhindre udlændinge i at blive i Indien uden gyldig grund. Visum til Indien erhverves ikke på 5 minutter.

Hvor er det dog forstemmende at komme til enden af tjek-ind-køen i lufthavnen og få at vide, at man ikke kan komme om bord. Hvor er der mange sympatiske, søde mennesker i verden, som gerne vil hjælpe og stryge og trøste. Også i lufthavnen. Men regler er regler: har du ikke visum til Indien, kommer du ikke ombord.

Fuck.

—
Kenneth Krabat, 1.1. 2011
Indiens Ambassade
+45 39 18 28 88
+45 39 29 92 01

+45 39 10 86 29 (After Office Hours)
Fax:
+45 39 27 02

ARRANGEMENTER 2010

oplæsninger i 2010

2010
13. november Dansk Forfatterforening i Poetisk Bureau, jeg laver oplæg om ebøger, se http://poet-bureau.dk for klokkeslet

12. november Bogmessen, Jeg deltager i paneldebat om poesipublicering på nettet i selskab med Lars Bukdahl, Asger Schnack og Irmelin Prehn. Kl. 14.

11. november København Læser, afslutning i Poetisk Bureau

9. november København Læser, Jeg oplæser Science Fiction i godt selskab på Café Dan Turell i St. Regnegade

5-7. november Poetisk Bureau, vært og oplæsning – http://poet-bureau.dk for nærmere program.

15. oktober Kulturnatten.

18. September i Poetisk Bureau, i anledning af deltagelse i ny PB-antologi, FRAGMENTER – fra kl 16, gratis entré, griffentfeldtsgade

29. august til åbningen af Poesiens Hus, Gothersgade 89 (over for Kongens Have), fra kl. 20. Jeg går på kl. 21.30. Over 50 digtere fra hele landet læser op.

28. august Ord Under Himlen i Kongens Have i København, fra kl. 13

14. august i Helsingør på Cafe Bakowski i Sct. Olaigade fra kl. 11-14, LitteraTour, gratis agang

23. juni, Sankt Hans, Hornbæk strand, forhåbentlig sammen med en masse andre digtere.

1. juni Poetisk Bureau, Griffentfeldtsgade, 2200 N: Oplæsning – gratis adg.

21. maj Piip Poetry Slam, Huset i Rådhusstræde, Kbh: Slam – 25 kr. fra kl. 19 (Måske – står på venteliste)

11. maj  Det fri Gymnasium: Workshop og oplæsning – lukket arr.

A Newbie’s Guide to Publishing: You Should Self-Publish

Ja, der er altid et marked. Men først skal bøgerne skrives. Og SÅ udgives…

A Newbie’s Guide to Publishing: You Should Self-Publish.

UPDATE: A few days ago I read of 4 Swedish bestseller authors, who have gone into self publishing. Can’t find the link to the article, but it concluded that only for the very largest names would self publishing be worth their while – considering all the processes involved. When it comes to e-publishing there are fewer processes than in the production of analog books, and Joe Konrath makes it look easy! Maybe… it’s because his road is light entertainment; hard to tell. But if you don’t mix with the rest, you are watching the herd from outside. Free to be the one to accidently stumble over new pastures, and free to chew on the herd’s discarded remains, depending on your luck. But like a friend said to me many years ago: You have to reach for luck.

Facetslebne tanker: Diamanter

Diamonds are forever… Og lad venligst være med at sælge dem igen.

 

Der er mange måder at tjene penge på. Ikke alle er lige åbenlyse.

At små stykker slebent, hårdpresset kul, hvis fremmeste egenskaber i slebet tilstand er evnen til at skære i glas og reflektere lys, gennem årelangt og hensynsløst reklamearbejde kunne gøres til både en verdensindustri, en statsuafhængig møntfod OG et ikon for mennesker på alle niveauer i samfundet er måske ikke så ufatteligt, når man ser den styrke, der stråler ud af kvinder med mange diamanter på sig.

FUNDET
I 1870 gjordes et enormt fund af diamanter ved Orange River i Sydafrika. Indtil da var diamanter relativt sjældne og deres værdi helt og holdent et produkt af deres relative sjældenhed.

Investorerne bag minen, der frygtede at markedet skulle blive oversvømmet, dannede et konsortium til at håndtere udbredelsen og opretholde illusionen om diamanters sjældenhed – De Beers Consolidated Mines, Ltd. med hovedkvarter i Sydafrika. Inden længe sad de på den totale udbredelse af diamanter i verden.

Under depressionen i 20’erne og 30’erne faldt salget af diamanter dramatisk og verdensmarkedsprisen halveredes. For at bevare kontrollen over prisen, iværksatte De Beers en massiv kampagne til styrkelse af bevidstheden om værdien af diamanten som symbol – en illusion om diamanten som en investering, man aldrig solgte videre: at selve dét aldrig at behøve at sælge sin/e diamant/er betød, at man bevarede sin rigdom, magt og attråværdighed.

PSYKOLOGI
I en reklamekampagne indgår mange psykologiske faktorer, som både indregner “massen” og mænd og kvinders handlemønstre.

Som mand finder jeg følgende meget interessant:

Det gik op for diamantfirmaet, at givelsen af en diamant rummede en stor “overraskelseseffekt” mellem giveren, manden, og modtageren, kvinden. Studier viste, at kvinder foretrækker at blive overrasket, ikke blot for glæden ved at blive givet en gave, hvortil der var knyttet et billede af stor kærlighed, men også fordi en sådan DYR gave, som hun ikke selv har været med til at vælge, kommer uden vedhæftet skyld…!

Kvinder over en bred kam er så praktiske, at det er svært for dem at købe noget dyrt uden at føle sig skyldig. Hvilket er derfor de sætter pris på mænd, der kan købe ting til dem – kender deres smag, tøjstørrelse osv. – fordi det holder dem fri for skyld. Og den mand, der holder sin kvinde fri for skyld, bliver elsket for dét, også. (Og så er det lige meget, om det må byttes, for det ér allerede købt!) *

Reklamerne opnåede at få manden til at se givelsen af en diamant som et “symbol på kærlighed”, mens kvinden “fik lov” til at betragte den som et håndgribeligt symbol på hendes status og præstationer (sen-70’erne).

ANSVARET

Diamantkonsordiets reklamekampagnen var og ér så vellykket, at diamanter endnu i dag helt naturligt forbindes med noget evigt DYRT og eksklusivt. Fabrikationen af illusionen om diamanten som havende en egenværdi rangerer oppe blandt de vigtigste 10 illusioner skabt af reklameindustrien (en anden er konsumerjulemanden, cementeret i alverdens bevidsthed af Coca Cola…)

Illusionen om egenværdi er ikke selvfølgelig. Diamantkonsordiet er hver ny generation nødt til at trække i diamantkostumet og med massive reklamekampgner og nye slogans nødt til at foregive, at diamanter evigt symboliserer og repræsenterer kærligheden mellem to mennesker. Så forbrugerne, trods verdensmarkedets svingninger og nye produkter på markedet, fortsat investerer i diamanter til deres elskede –  men det er en succes, der er et dobbeltægget sværd.

Kapitalspillere behøver ting af vedvarende værdi på markedet at lægge deres penge i, når krisen kradser, og så effektiv har reklamekampagnen været, at selv de største investorer har slugt maddingen med blink og det hele og tror på, at diamanter lig guld har en vedvarende handelsværdi at investere i. Men dag kan ingen købe en diamant og få det samme for den ved salg… Der er så utroligt mange diamanter i verden, at hvis blot 1% forsøgte at sælge deres diamant/er, ville hele diamantmarkedet kollapse på stedet og trække en stor del af kapitalmarkedet med ned!

Men okay – skulle jeg sondre imellem den gavegivne diamant som symbol på den meget nødvendige kærlighed mellem mennesker, og en  verdensmarkedspris, der holdes oppe til når kærligheden forsvinder, ved jeg godt hvilken værdiansættelse, jeg vil vælge.

Come on – det er sgu da nemt, er det ikke!?

Godt nytår!

—
Kenneth Krabat, 31.12. 2010

*

Through a series of “projective” psychological questions, meant “to draw out a respondent’s innermost feelings about diamond jewelry,” the study attempted to examine further the semi-passive role played by women in receiving diamonds. The male-female roles seemed to resemble closely the sex relations in a Victorian novel. “Man plays the dominant, active role in the gift process. Woman’s role is more subtle, more oblique, more enigmatic….” The woman seemed to believe there was something improper about receiving a diamond gift. Women spoke in interviews about large diamonds as “flashy, gaudy, overdone” and otherwise inappropriate. Yet the study found that “Buried in the negative attitudes … lies what is probably the primary driving force for acquiring them. Diamonds are a traditional and conspicuous signal of achievement, status and success.” It noted, for example, “A woman can easily feel that diamonds are ‘vulgar’ and still be highly enthusiastic about receiving diamond jewelry.” The element of surprise, even if it is feigned, plays the same role of accommodating dissonance in accepting a diamond gift as it does in prime sexual seductions: it permits the woman to pretend that she has not actively participated in the decision. She thus retains both her innocence—and the diamond.

The Diamond Invention