Med digter Ron Padgett på tur [link]

Faldet tilfældigt over den her blogdagbog for en digter, Ron Padgett, på tur gennem Europa i 2002. Kendte navne dukker op på vejen. Jeg tænker, at en digters liv i den rejsende forstand må forekomme meget mærkeligt for mennesker med 8-4-jobs. Kender det godt – man møder folk, bliver gelejdet rundt, føler sig invitationsmæssigt forpligtet til mange ting, og føler sig stærk, når man giver efter for trangen til at flygte for også at kunne være sig selv i det fremmede. Og mødet med virkelig brilliante mennesker kan både opleves stærkt inspirerende og dybt forstemmende, når man endnu en gang må indse, at der er kunnen, man ikke kan uddanne sig til.

Nowhere – Scandanavia 2002 / Ron Padgett.

Sitet som sådan er også rimelig interessant, da det kun består af rejseskildringer.

en tekst at stikke sig på

Punkterblomst er en digtsamling, der bruger lidt for mange ordsammensætninger og dermed unddrager læseren en bestemt mening eller holdning. Manden kan skrive, ingen tvivl om det. Men han lukker kun læseren ind på sine personlige betingelser – man skal således anerkende hans manglende præcision som *selve måden at nå ham på*.

Punkterblomst

Forfatter: Karsten Wraae Larsen
Titel: Punkterblomst
Udgivelsesår: 2010
Antal sider: 72
Forlag: Epigraf
Pris: 100 kr.
Forside: Nargiz Galib
Bagside: forfatteren
Trykt: i Indien
ISBN: 978-87-992222-3-0
ISBN13: 978-87-992222-3-0

Jeg havde lovet at forsøge mig med en læsning hen over sommeren, men blev alligevel hurtigt kaldet til bogen. Jeg skrev mine indtryk og uddybende noter i hånden, og sendte dem retur til digteren. På min insisteren havde vi aftalt, at jeg ikke offentliggjorde mine indtryk og holdninger uden digterens billigelse. I dag fik jeg så indtryk og noter tilbage, renskrevet.

Continue reading “en tekst at stikke sig på”

at smide det evigt nærværendes åg [link]

Nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

 

I anmeldelsen af “Den Hemmelige dal, Lige Under Overfladen 3”, som jeg lige faldt over, knyttes nogle gode pointer om litteraturanmeldelser generelt og science fiction især.

MetrOrd » Og en UFO fløj forbi.

Vild med Helsingør (LitteraTour)

Fra Helsingør tager det 15 minutter med færgen at ankomme til nabolandet med de vilde, uendelige skove. Kommer hun nogen sinde tilbage?

Min kollega, Lonni Krause, har gang i et projekt i nordsjælland kaldet LitteraTour. Hun fik mig til at skrive et kærlighedsdigt til Helsingør, ja, det er det faktisk. Sådan en smule indebrændt digt, og det yder sikkert ikke byen helt retfærdighed, men der er lidt om det.

Helsingør På Havnen

På havnen siger vi på gensyn du skal af sted
vi ses snart igen siger du og smiler
du kysser mig slipper mig og går om bord
vi vinker jeg kniber en tåre og du sejler

du er tilbage nu min hånd har været alene
i femogfyrre minutter var du væk
min mund var længe uden dit kærtegn
så længe længe du var væk der ovre i Sverige

Det er nemt at blive væk i Sverige
og mindre nemt i Helsingør
men så rejser du og så kan det mærkes
at også hjemme kan være et andet sted

Det er vigtigt at have nogen at komme hjem til
det er vigtigt at nogen altid venter
uden dig er Helsingør altid savnet
du er enig og du kommer altid hjem

Det er nemt at blive væk i Sverige
og mindre nemt i Helsingør
men så rejser du og så kan det mærkes
at hjemme altid er der hvor du er

http://krabat.menneske.dk/Sounds/Helsingor_pa_havnen.mp3

ego ego ego

Egoet er ikke den slemme satan, alle gør det til. Betragt det som en ven, og det vil hjælpe dig til mere glæde.

Egoet.

Den her mystiske størrelse, der ikke rigtig bor nogen steder, men alligevel beskyldes for de værste asociale handlinger, omtales og behandles som et mentalt handicappet barn eller en hyperaktiv mobbeterrorist fra skolegården, skældes ud for at være for aktiv eller for stor, anklages for at være en frygtoppisker, og af modstandere forsøges bekæmpet med årelang terapi, øvelser, filosofiske omprogrammeringer, mnemotekniske remser, åndedrætsøvelser, meditation og meget andet, mens den stort set ikke har nogen tilhængere. Hvis jeg var ego, ville jeg heller ikke være glad (se Anton hér ude til siden…)

Men er det nu også tilfældet? Er egoet ikke glad?

I dag (2010) regner man egoet for hjemhørende i hjernen, i en række neurale baner, skabt og vedligeholdt af oplevelser og erfaringer gjort i vore tidligste år. Disse overlevelsesmønstre er ret dominerende i de fleste menneskers handlemønstre, men da de er grundlagt i en tid, før man blev i stand til at rationalisere sig ud af øjeblikkets frygt, kan man med god grund kalde egoet for vores “unge væbner”.

Når vi oplever et eller andet, som mønstergenkendes af vores unge væbner, vil vi blive søgt hjulpet som om vi er lige så gamle som vores hjælper. Dvs. mekanismer for afværgelse af farer og erhvervelse af fordele, som ikke nødvendigvis gør sig i det gode selskab, hvor respekt for impulskontrol og frygt, også kaldet “modenhed”, er alfa og omega. Ego’s typiske facon er ret “ung”.

Hvis man lærer at genkende træk ved sin egen adfærd, som modarbejder hvad man ønsker sig, kan man over tid justere sin adfærd. Det er typisk, hvad folk gør, der arbejder med at blive mere glade for livet, glade for sig selv – de arbejder dels på at genkende de impulser, som vores unge væbner vil have os til at udleve som reaktion på noget, vi oplever, og dels på at underkende egoets handlingsidéer, hvor det enten ikke er passende for andres (positive) opfattelse af os selv eller ret beset destruktiv i forhold til omgivelsernes behov og nødvendighed.

Så, er egoet glad? Ja, lidt. Når det får lov at køre igennem som et 5-årigt barn på en traktor. Men et 5-årigt barn tænker ikke på retningen – kun på at køre traktor – og det er ikke altid, der er brug for et nyt, stort hul i hækken.

Den modne del af personen, det tempererede sind og en hjerne med sociale erfaringer nedlagt i neurale baner, vil med tiden lære kun at lytte til egoet, når den kraft, som egoet repræsenterer i form af Psykisk Overbevisning om Nødvendigheden af Overlevelse! er strengt nødvendig – det kan være for at vinde et argument, standse en persons psykiske eller fysiske fremmarchs, eller kæmpe for sin plads i verden med primalenergi.

Vores verden er stadig meget ego-aggressiv, men det er aldrig for sent selv at lave nye neurale baner i hjernen som modvægt til egoets begrænsede budskab – ved at blive mere bevidst om vores ego, mister vi jo ikke kraften! Og der er næppe nogen tvivl om, at der er mere latent glæde i at kunne besinde sig og finde ro, selv når andre er agressive, end der er i at fare op som en bulldog hvert andet sekund, og konstant sørge for sine egne behov, før man tilgodeser andres.

Egoet er ikke farligt. Slet ikke. Det er vores Unge Væbner, som vi skal være god ved. Men når vi vokser og bliver ældre end vores unge ego, bør vi tage hånd om det, som vi tager hånd om de stærkeste, vildeste, mest impulsive af vore børn: Passe på det, så det ikke kommer til skade – fordi det i dén proces nemt kan skade os med sin ungdommelige mangel på overblik og indføling. Men lytte til det, som man lytter til enhver rådgiver, fordi det taler om noget det ved noget om.

Bliv voksenven med dit ego. Vi har alle godt af det.

Kærlighedsdynamikkens anden lov [link]

“…det var oprindeligt psykologen John Gottman, der i 1998 formulerede denne ‘sentimentale relationers hovedsætning’ på baggrund af ekstensive undersøgelser af amerikanske parforhold. Fra videooptagede samtaler kunne han se, hvilke mekanismer, der typisk fører til brud og hvilke, der bidrager til stabilisering. De fire klareste indikatorer for et apokalyptisk ægteskab er ifølge ham: Kritik, foragt, forsvar og ignorering – hvor foragt nok er den værste.”

“José-Manuel Reys model, der for nylig er publiceret i onlinetidsskriftet PloS one… er relativt simpel og antager, at de eksterne faktorer [i et forhold] kan udtrykkes i en parameter, som får den subjektive lykkefølelse til at aftage stærkere end normalt efter vielsen. Han anvender koblede ikke-lineære differentialligninger, der består af to led: en funktion for lykkefølelsen, der aftager med tiden, og en funktion for den indsats, forholdet har brug for, for at kunne opnå en ligevægt.”

via Kærlighedsdynamikkens anden lov | Ingeniøren.

DigterDoktoren er født

Nu har jeg taget springet. At være DigterDoktor er dét, jeg er god til – dét, jeg kan lide – dét, som tænder mig omkring at hjælpe mennesker: Udvikling igennem selve dét at arbejde med tekst, arbejde med digte. At være en helbreder af digterens hverdag.

Min tidligere undervisning i Pausens Musik – hvordan man opfatter en tekst som partitur og derigennem angivelse i at trække vejret både til læser og skriver selv – var meget tilfredsstillende. 45 minutter tog det for de fleste at fange teknik og teori. Men undervisningsfokus lå ganske snævert på digterens forhold til kroppen.

Jeg vil gerne mere. At skrive er i sig selv både en udviklende og en “indviklende” proces – man lærer ufatteligt meget ved at ville hvad som helst og gå efter det med fanen hævet højt, men især de praktiske og følelsesmæssige omstændigheder omkring at skrive kræver sociale ofre af mange mennesker, som kan føles ekstremt omkostningsfulde.

Det kender jeg meget til. Og kan derfor rådgive og vejlede enhver, som mærker vanskelighederne ved at fungere socialt samtidig med ønsket og behovet om at skrive mest muligt.

Døren står åben. Lad os se, om nogen træder ind.

DigterDoktor

erkangørvil=1x=2x>

Min ven og jeg havde samtalt om mit digt, der opsummerer min øjeblikkelige eksistentielle forståelse + relation til, og sammenhæng med, omgivelserne

jeg er
jeg kan
jeg gør
jeg vil
er ét

er VI

På vej hjem fra besøget kom en tanke… (og blev straks søgt puffet fra truget af en anden tanke: “Hvorfor hele tiden kæmpe? Det er ikke, ikke ideelt, ikke nødvendigt, ikke ønskværdigt, ikke godt…!”) :

“Jeg forstår ikke mit evige besvær med at forklare denne grundforståelse, som digtet beskriver, til andre menneske på en måde, hvor de helt naturligt “køber det” – og kan især ikke forklare “og hvad så?”, hvis de faktisk forstår. Det er så indlysende for mig selv, at vi ikke er herrer over noget, end ikke vores egen skæbne – at vi er re-aktive, evigt re-aktive, og aldrig pro-aktive, aldrig den der begynder noget, fordi der ikke er noget, der begynder – andet end i en begrænset menneskelig bevidsthed, der må se hver dag som en fødsel og understøttes héri af mange, mange andre, som også ser solen stå op og verden og de selv blive til på ny.”

Men ja, “og hvad så?!”

Jeg er derfor nødt til at afholde mig fra at komme med bud på, hvad andre kan bruge dén forståelse til,

  • at det, de gør, svarer til dét og dén, de er,
  • at det, de kan, svarer til dét, de gør,
  • at det, de gør, svarer til det, de vil
  • osv.

De fleste har øjensynlig ikke noget større behov for at betragte “fri vilje”, “tanker som bevidst handlen”, “jeg ved” mv., som illusioner, eller snarere, de behøver at tro, at de “selv bestemmer”. Fint nok. I sig selv kan det være svært nok at skulle aflive tanken om fri vilje, og som bonuskonsekvens så at blive budt et tomrum så tomt, at man kan lugte det, bare man får tanken om dets eksistens…

Samtidig ligger illusionerne så dybt forankret  i vores sprogbrug, at illusionsbrud afføder en alternativlingo, som kun giver mening for et fåtal, og ja, hvorfor skulle man egentlig aflive et tros- og virkelighedsgrundlag, uden samtidig at have noget (bedre) at sætte i stedet? Set ude af kontekst forekommer det også helt tosset.

For mig er der bare ingen anden vej. Måske er det mod afgrunden, måske mod bjergets fod, det er ikke til at se. Måske er det bare til en iskiosk på højsletten, hvor hun skraber mig en ekstra kugle, fordi vi begge er nærværende, uden at smilene hverken bygger kø eller fremmer ekspeditionen.

Det ville være rart, oven på sådan en lang tur.

Lyd+Litteraturfestival 8, Århus, dag 2/3

Indtryk fra årets Lyd+Litteraturfestival. Vil gerne have en festival næste år også, tak.


her er Kammerflimmer Kollektief

Mine indtryk:

Fredag 14/5 – Musikcaféen

20.00 – 20.45 Ak du lyver Albertine Okay. I sin vorden. For lidt ensemblefølelse.
21.00 – 21.45 Edwin Torres (USA) – Hysterisk fiksering på at det skulle “være noget”, ikke det mindste shamanistisk (som opblæst i programmet) – ydmygheen udeblev.
22.00 – 22.45 Michael Mørkholt & Thomas Krogsbøl – Ikke meget samarbejde, nærmest kun lidt lyd til Krogsbøls tekster. Det kunne være SÅ meget bedre.
23.00 – 23.45 Henry Grimes – UBEGRIBELIGT DÅRLIGT; manden kan jo ikke spille, og legenden siger, at han er savnet!
00.00 – 01.00 Bodega Boys – Ikke den store dybde, men PARTY OG ROCK! Marius Nørup Nielsens stemme har Det HELT Store Potentiale og drengenes freejazztrang skal holdes ustækket.

Lørdag 15/5 – Musikcaféen

19.00 – 20.00 og i alle pauser DJ Markus Detmer – Fantastisk DJ, velmotiveret og lige på kornet med poesibaseret mellemmusik, der holdt stemningen oppe mellem de forskellige kunstnere!
20.00 – 20.45 Elektronavn – SUPER FEDT OG SMUKT! De to drenge på metalblæsere og cello var lige på – de var på som støtte til komponisten majmons manglende evne til at spille på alle instrumenter live!
21.00 – 21.35 Zoë Skoulding & Alan Holmes (aka. Parkingninstop) – Smukt og vedkommende, digte om elementer vævet ind i elementale reeallyde (Morten Søndergaard oplæste noget af teksten delvist oversat: VEL oversatte digte, nærværende deltagelse.)
21.50 – 22.20 Morten Søndergaard – SOLO-elektronisk i sin vorden, men på rette vej.
22.40 – 23.30 Kammerflimmer Kollektief + Carsten René Nielsen – KAMMERFLIMEMER VAR FANTASTISKE!!!  Samarbejdet med Carsten René Nielsen var dog præget af ALT for lidt forberedelse/finden hinanden.
23.45 – 01.00 Clean Boys + Sid Yiddish – Sid Yiddish var anstrengende, skønt let interessant med sin sorte maske, hvide heldragt og erkendte depression, og Clean Boys var befriende larmende. Tilsammen: Konstrueret. Vitawrap-manden var et (pludseligt) lydligt og indholdsmæssigt uforståeligt element, der dog var meget fotogent.

—
OM LYD+LITTERATUR
Lyd+Litteratur er et årligt tilbagevendende eksperimentarium, hvor litteratur og lyd gensidigt udfordrer hinanden. Bag Lyd+Litteratur står Musiktidsskriftet Geiger og Litteraturen på Scenen, som sammen ønsker at overraske, inspirere og udvide mulighederne for, hvordan litteratur og musik kan arbejde sammen.

Lyd+Litteratur #8 arrangeres af Geiger og Litteraturen på Scenen i samarbejde med Musikcaféen, Jazz Club Loco, DIEM og Bibliotekerne i Århus. Lyd+Litteratur er støttet af Statens Kunstråd, Musikcaféen, Frederiksberg Kommune og Kulturforvaltningen, Århus Kommune.

Og BLIV VED MED DET! Tak for i år!