“Ursula von der Leyens hovedpine: Hundredtusinder af afviste asylansøgere bliver hængende i Europa
Onsdag kommer EU-Kommissionen med sit udspil til en omfattende reform af det europæiske asylsystem. En af de største udfordringer er at sikre, at afviste asylansøgere atter forlader EU [min fede kursiv]”
[Information, 23.9.2020]
Min kommentar til de andre kommentarer:
Ovenstående kommentarers “argumentation” hører mest under sarkasme. Og som bekendt er sarkasme et udtryk for sorg på lige fod med vrede, blot mere i familie med den blide skubben-væk, som er humorens formål. Katarsis.
Hvad er der blevet af forestillingen om Selv? Empatisk, sympatisk indlevelse?
Er problemet, at det gør for ondt at forestille sig SELV at skulle være ansvarlig for at lave om på sin trygge, højprofilerede hverdag med sikre vareleverancer og ingen kø til lægen? Sige ja til muligvis at give afkald?
I FALD der overhovedet findes noget som helst af værdi i hverdagen, der minder om indholdet i humanisme, og ikke er bare er et venligt nik til Fru Jørgensen på sin daglige motionstur rundt karreen – mens man afventer dagen, hvor man naturligvis hjælper hende op fra fortorvet, når hun er faldet – så findes det i positiviteten og optimismen, som man lægger i betragtningen af alle, der bare er lidt anderledes end én selv. Folk med andet sprog, anden hudfarve, anden oprindelse, andre fordringer til fremtiden, til børn, til uddannelse, til tro. Tiltro til mennesker, og nødvendighed i betragtningen af andre mennesker som grundlæggende lig én selv.
Den filosofiske humanisme bygger bro hen over klanforskelle. UDEN sådan aktiv brobygning forsvinder håbet. Så er der kun tilbage at finde en stor nok ark til sig selv og dem man kender. Allehånde autoritære kræfter vil stå ved roret, eller rattet, og alle vil være i kamp mod alle. Men vi kan kun producere energi i fællesskab. Benzin har en levetid på under 3 år. Solceller laves på fabrikker. Batterier ligeså. Og når vi har lidt og hutlet os igennem generationer af sult og elende, kan vi begynde forfra med at udvikle et samfund der værdsætter ALLE menneskelige egenskaber og evner.
Klimakrisen, coronakrisen, økonomiske kriser, fødevarerkriser, arbejdsløshed er alle menneskeskabte, fordi de med ord er beskrivelser af en normalitet, en bundlinje, som vi forstår eller ønsker at leve med. Hvis vi som snæver gruppe OMDEFINERER hvad disse kriser rummer af forandring og tab ved hver især at isolerer os i, hvad vi er i stand til med sikkerhed at at overleve (se på prepperne, der ikke tror på begrebet “fællesskab”), er vi nødt til at lade alle dø, som vi ikke ønsker at være en del af eller ikke kan dominere.
Ved således SOM SMÅ GRUPPER selv at omdefinere, hvad alle disse kriser som et maksimum må indebære af forandringer, ender vi med at være personligt ansvarlig for millioner af menneskers død.
Nej, vent. Sarkasmen er ved døren: “Det har vi søreme gjort altid”. DERFOR humanismen. Humanismen vil bygge bro mellem velstand og fattigdom, viden og uviden, medmenneskelighed og klardigselv. Mellem folk og individ. Uden modkrav om skift til anden religiøs tro eller andet. Bare hjælp fra de stærke til de svage.
Verden små-ulmer. Hvorfor forsage humanisme nu? Det er det her, den er tænkt til. At mennesker hjælper mennesker.
—
foto fra politis.com
