Sandsynlighedskrydstogt – præsentation af novellerne v/ Lise Andreasen (Niels Klim-komitéen)

Siden 2008 er hver år udkommet en samling af dansk kvalitets-science fiction i novelleform.

Årets samling hedder Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14

Redaktør er som altid Carl-Eddy Skovgaard, og Manfred Christiansen har atter lavet et storslået cover.

Lise Andreasen fra Niels Klim-komitéen har lavet følgende liste med smagsprøver fra novellerne, som jeg har planket fra facebook.

Lars Ahn: Fire år senere
Novelle

Vi gik i seng, og da vi vågnede igen, var der gået fire år. Det skal forstås helt bogstaveligt. Fra den ene dag til den anden var hele verdenen blevet fire år ældre, og ingen kunne huske, hvordan det var sket. For de fleste var der tale om en gradvis erkendelse, der begyndte med, at vi tjekkede vores telefon og undrede os over ugedagen. Vi var gået i seng om søndagen og stod op til en lørdag. Selv ikke glæden over at være sluppet for en sur mandag og være gået direkte til en ny weekend kunne fjerne den uro, der bredte sig, da vi fik gnedet søvnen ud af øjnene og opdagede, hvilket årstal kalenderen stod på. Selvfølgelig dobbelttjekkede vi ved at tænde for fjernsynet og gå på nettet, men resultatet var det samme: Fire år var med et trylleslag forsvundet i løbet af en enkelt nat.

Hans Peter Madsen: Fjernt bekendt
Novelle

I dag er jeg igen en mand. Efter de to måneders gratis prøveperiode som kvinde besluttede jeg mig for ikke at tegne abonnement. Kun det lange hår havde jeg lyst til at beholde, jeg fik det på afbetaling hen over seks måneder. Det synes Britta er sjovt. På seks måneder kunne jeg jo selv gro det ud ganske gratis. Britta kan selv lukke røven ganske gratis.

Hans Peter Kjær: Taking Care of Business
Novelle

Egentlig burde vi aldrig være blevet venner…
Bibs var 15 år yngre end mig og i virkeligheden end ikke født, da jeg selv døde. Det skarpe sollys, genspejlet fra den åbne Cadillac Eldorados massive, forkromede instrumentpanel blændede mig, mens jeg dovent betragtede de anonyme facader af marmor og glas i det nærmest mennesketomme forretningskvarter, der simrede på laveste blus i varmen. Memphis! På en eller anden måde fik klangen, dette navn, mig altid til at tænke på mad. Klokken viste 13:20. Langt over frokosttid. Hvor blev han af? Og hvorfor blev den gamle dame på det modsatte fortov ved med at glo?

Flemming Johansen: En skidt dag for Danmark
Langnovelle

Manden overfor mig rejser sig, og læner sig ind over bordet. Hænderne støtter på papirerne med notater. De stålgrå øjne udstråler harme og irritation. ”Nu vil jeg ikke høre mere af dit lort kammerat. Er du med?” hvæser han.
Jeg mærker koldsveden springe frem på panden, og jeg ved det får mig til at se skyldig ud. Men det er jeg ikke. Det vil den vrede mand bare ikke tro på. Lindberg havde han præsenteret sig som. Kriminalkommissær Lindberg. Det er heller ikke nemt at tro på. Det forstår jeg godt. Men det er sandheden.

Ellen Miriam Pedersen: Byen lidt senere
Novelle

Der er ingen vinduer i butikken. De er begyndt at sælge en slags kage oven på et brød bagt i et lerfad, et gammeldags ét som til æltning. Der er en der siger ‘Morten’, lige efter siger en anden også ‘Morten’. Jeg retter det til ’Mogens’ og gransker den sidstes ansigt for at finde træk jeg kender, men der er intet genkendeligt. Det banker på døren.
”Jeg har det!” lød den første tanke han fik i hovedet, da grenen mod ruden havde vækket ham. Hans kone rørte på sig. ”Lisbeth, jeg har det! Finansieringen af Møllebyen!” ”Det

Lars Behn-Segall: Dødeliv
Novelle

Jeg husker stadig den unge franske soldats blik, da jeg på klos hold pressede min bajonet gennem hans uniformsjakke og ind i maveregionen. Det var den gamle model af bajonet på 370 mm, opplantet på min trofaste Mauser riffel. Jeg kiggede på ham, mens han kæmpede, og lænede mig rystende ind over geværet, indtil stålet stoppede ved hans rygrad. Der løb savl og blod ud af mundvigene på den skrækslagne soldat. Året var 1916, og jeg vidste, at han ville dø. Min puls hamrede løs, og jeg væmmedes ved synet af soldaten, der vred sig under mig. Jeg havde lyst til at skrige undskyld og kastede op igen og igen, indtil en officer beordrede mig videre mod Bois d’Haumont.

Kenneth Hansen: Manden der kunne undværes
Novelle

Om lørdagen tager jeg til A. Endnu engang tager min nysgerrighed overhånd. Jeg tager min lydoptager og mit kamera med. Jeg er rigtig begyndt at føle mig som en journalist igen. Det er en rar følelse. Bringer forskellige minder frem. De fleste noget med at transportere sig et eller andet sted hen, lave et interview, tage et par billeder, og så tage hjem igen. Lidt som at fiske eller gå på jagt. Jeg har savnet det kan jeg mærke. Vejret er ikke muntert. Det vælter igen ned med regn. Denne gang føles det som om vandet er alle steder, det strømmer ned ad tage og vægge og trapper. Og det bliver bare ved og ved. Der er ret langt til A. Seks til syv timer i en lille bil, på våde veje jeg ikke kender, i bjergene, er ikke tiltalende. Så jeg beslutter mig for at tage bussen.

Freddy E. Silva: Shenzhen hardware
Langnovelle<

Vandet i havnebassinet stirrede tilbage på Jake. Blide bølger skvulpede mod molens kant tre meter under hans ansigt, mens frisk blod trillede fra mundvigen og forsvandt i mørket mod usynlige skumsprøjt. Stærke hænder havde godt fat om hans halvlange brune hår og truede ordløst med at slippe. “Kai-Lung er træt af dig, laowei!” råbte en af de otte motorcykelfyre, der ikke holdt ham fast. Kun skældsordet for vesterlænding var på kinesisk. Sun Yee On-triaden fulgte med globaliseringen og selv fodfolkene talte flere laowei-sprog fejlfrit. Endnu en næve ramte Jakes kæbe.

Susan Toldam: Marmor
Novelle

Mit barnebarn placerer mig på forsædet. Efterhånden placerer jeg ikke mig selv nogen steder. Han ligner en djævelsk, gammeldags kapitalist med sit tilbagestrøgne hår og alle de knapper i skjorten. Jeg nægter at smile til ham, for så tror han, at jeg er imponeret over bilen. Eller i værste fald over ham. Han skal ikke tro, at jeg bifalder den form for føren-sig-frem. Det er så tydeligt, at han fremhæver bilens miljøvenlighed, når han mundtligt udsender seneste bilnyt til mig, men så snart der er et handyr i nærheden, så handler det om hestekræfter, minibarer og accelerationsevne. De ord har jeg hørt flere gange end jeg orker at sætte min snart 171-årige fulde hovedtank i gang med at tælle. Han er uforbederlig, og han er kommet ud af mig i tredje led. Forbandede ungdom. Så meget desto mere fryder det mig, at logoet på den unævnelige, penisforlængende blærerøvs-elbil ligner en livmoder, især i aftensolen som nu, hvor det genspejles i forruden.

Jakob Drud: Sandsynlighedskrydstogt
Novelle

Turguiden hed Japetus Thorn, og hans stemme rullede gennem auditoriet som en søvnig bølge, der vaskede ethvert tilløb til opmærksomhed væk hos de rige turister. ”Endnu engang har PMC Cruises fundet en medrivende bestseller til jer. Ingen er bedre end os til at finde spændende verdener. PMC Cruises: Vi gør Sandsynlighedsrummet til stedet, hvor alt kan ske.”
Men af en eller anden grund bliver det aldrig rigtig til noget, tænkte Robert von Jones fra sit polstrede sæde. Thorns tørre stemme, topmave og fløjlsjakke fuldendte illusionen af, at deres guide var en litteraturkritiker, hvis livsdrøm var at dræne enhver historie for saft og kraft. Robert kedede sig gennemført, når Thorn talte, og det var ikke hans sædvanlige laden-som-om-kedsomhed. Det var den ægte vare, der gav ham lyst til at stoppe ferien i utide og få sig et job som forsikringssælger bare for at have det lidt sjovere.

Helene Toksværd: I Danmark spiser vi hunde
Novelle

De ældste kan tydeligt huske, da der var mangel på mad under den store epidemi. Det er gudskelov overstået nu, for det var bestemt ikke sjovt, da det stod på. Først var der overskrifter i alle aviser om, hvor alvorlig tingenes tilstand var. Men da ingen politiker lod sig bekymre om det, regnede de fleste med, at det nok alligevel ikke var så slemt endda, og hvis det endelig var, ville det sikkert gå over af sig selv på et tidspunkt. Folk havde jo langt vigtigere ting at tænke på og regnede med, at hvis nye tiltag skulle iværksættes, ville det komme for deres ører, hvis det blev relevant.

Viggo Madsen: Hjem fra de ydre galaxer
Langnovelle

Allerede under min tredje tvangsfornødne hjemrejseorlov til jorden fra de ydre galaxer blev jeg strejfet af det indfald, at min krops atomer og molekylerne i verdensrummet var de samme, totalt identiske, ikke bare noget tilsvarende, matchende, men præcis akkurat de samme, som blot diffunderede tværs gennem hinanden som store, krydsvendte ottetaller uden at kollidere og rive sig selv op. Eller skulle man måske hellere sige: passerede tværs gennem sig selv, idet det jo skete med så tilpas mængde æoners af lysårs interval, at de vel næppe kunne ane omridset af sin konjunktur. Hvad var rummet uden tid? For ikke at tale om tiden uden rum?

A. Silvestri: Beautiful Budapest
Novelle

Der lød et kort bip, og den mørkhårede kvinde foran Søren trådte væk fra den smalle skærm, der var indlejret i den blå søjle. Hun så sig til begge sider, som ledte hun efter nogen eller noget. Så spejlede et grønt skær sig i hendes øjne og et smil fødtes på hendes kønne ansigt. Hun rankede ryggen og gik mod udkanten af lufthavnen, hvor venligt udseende mennesker i ens, blå uniformer sad og ventede bag en rad af skranker. Søren trådte ind foran maskinen. Skærmen lyste op i et skarpt skær, der tjekkede hans pas, bagage og profil. Derefter blev skærmen fyldt med tekst.

Mette Markert: Landlov
Langnovelle

Jeg mødte ham første gang, da jeg var på landlov på Plejadernes Resort Aurora Paradise. Et luksusresort af den slags, hvor man enten skal have platinrandede kreditkort eller andre til at betale regningen. Jeg tilhørte den sidste kategori og var der kun, fordi min besætning havde insisteret på, at jeg tog imod Professorens tilbud om et rekreationsophold. The Boston Tea Clipper var i dok for at få udbedret skaderne efter vores seneste job for ham, og jeg kunne se frem til en uge som arbejdsløs rumkaptajn i tørdok. Tre dages total afslapning, hvor jeg ikke skulle træffe større beslutninger end hvilken tonic, der skulle i min gin lokkede gevaldigt. Jeg valgte at overhøre matros Harleys bemærkninger om, at tre dage uden mig også betød afslapning for min besætning.

Sara Buch: Udsigt til regn
Novelle

Jeg kan mærke benene ekse da jeg springer op ad trappen for tredje gang, og jeg pruster så det runger i salene. For helvede, hvorfor tænkte jeg mig ikke om da jeg var oppe første gang? Jeg klemmer nøglebrikken i hånden, og bruger den anden arm til at holde tasken fast med, så den ikke bumper for hårdt mod ryggen. Til sidst har jeg det hele, jeg lyner tasken sammen og spæner tilbage mod udgangen. Mine sko klasker mod marmorgulvet i indgangshallen, og sveden løber ned til min hage. Luften føles varm og tung af fugt da jeg løber forbi palmerne.

Kenneth Krabat: Xact FAQ
Langnovelle

Q: Hvordan forbereder jeg mig bedst på en tidsrejse?

A: Hvordan forbereder man sig på en hvilken som helst rejse? Man gør sig bekendt med sprog, kultur og vaner, klæder sig efter normen og vejret, og opfører sig lige så anstændigt, som var det et besøg i ens fødeby efter mange års fravær. Så skal det nok gå.

Jesper Rugård Jensen: En tur i parken
Novelle

De var begge blevet forpustede, så de satte sig på en bænk under et af de japanske kirsebærtræer i parken. Aprilsolen skinnede ned gennem de nyudsprungne kirsebærblomster og badede alt under træet et blødt lyserødt aftenlys. “Det var hårdt,” sagde hun. “Jeg kan næsten ikke få vejret.” “Super hårdt. Jeg har ikke fået så meget motion i årevis.” Han tog hendes hånd og kærtegnede den. “Det var en god ide at tage i parken og løbe. Det burde vi gøre meget mere.”

Ida Maria Bonnevie: Øjnene lyver aldrig
Novelle

”Tror du, de vil kunne forstå, hvorfor vi opgraderer iChippen?” spørger Liv. Hun sætter sig tungt på barstolen i køkken-alrummet i deres toværelseslejlighed og folder begge sine hænder om tekoppen. Hun tager et sip af den ugentlige ingefær-te, en af de få goder, hun tillader sig som gravid.
Eigild bliver stående med skulderen hvilende op ad dørkammen ind til spisestuen. Hans ranke holdning og urokkelige vilje er den største støtte, hun nogensinde havde kunnet forestille sig. Hans styrke møder hende helt ud i køkkenet.

Louise Floor Frellsen: Hovmodets kurs
Novelle

Jeg kiggede ud på mørket, der bevægede sig under mig. Jeg var vant til rummets mørke, kun punkteret af stjernerne. Jeg var ikke vant til væsener, der var så store, at de kunne skjule det hele under sig.
Bæstets krop dækkede snart hele udsynet fra det lille glughul i trykstærkt glas. Som om dens tilstedeværelse slukkede for stjernerne. Jeg vendte mig væk. Jeg havde ikke tid til at stå og lade mig fascinere. I stedet vred jeg min anden arm ind i dragten.
Hjelmen var altid det sidste, jeg tog på. De første øjeblikke gik med at sikre, at den var korrekt fæstnet, så som altid tog det et øjeblik før jeg indså, at jeg nu var lukket inde med mig selv. At selvom jeg havde et vindue ud til verden og højtalere og mikrofon, var jeg nu isoleret. Det var altid en smule klaustrofobisk, når dragten var forseglet. Det var altid meget klaustrofobisk, når først jeg var ude i tomrummet.

Maria Fuhlendorff: Fortrydelsespiller
Novelle

Som lille dagdrømmer man altid om, hvor fantastisk ens liv kommer til at blive, når man bliver stor. Jeg kan huske, at jeg selv drømte om at blive udadvendt og være alles ven. Sådan har man jo nogle urealistiske fantasier, når man er lille. Jeg nåede aldrig at blive den populære pige. I hvert fald ikke endnu. Efter folkeskolen tog jeg kun én veninde med mig til gymnasiet. Vi hang sammen med vores generthed som klister. Superlim, og vi kunne ikke rive os fra hinanden, før hun droppede ud for et par måneder siden. Pludselig var jeg helt alene i min klasse, uden det sociale netværk som alle andre havde bygget. Ikke længere en stolpe at støtte mig til eller en undskyldning for at undgå de andre.

Gudrun Østergaard: En chance i livet
Novelle

Hvis ikke jeg var stoppet op et øjeblik for at tørre sveden væk med mit ærme, så den ikke løb ned i mine øjne, havde jeg måske ikke opdaget hende. Da jeg drejede ansigtet, fik jeg øje på et par fødder, der lå på klippegulvet bag mig. De sædvanlige snørestøvler, som vi alle sammen gik med, gråsorte af støv, men i stedet for at være bundet tæt for at give anklerne mest mulig støtte, var disse støvler løsnet, så snørebåndet hang slasket ned i hver side. Væskeansamlinger i benene.
Jeg smed kilhakken fra mig og snurrede rundt. Ariadne var faldet om lige bag mig, uden jeg havde bemærket det i den kraftige larm fra maskinerne.

Maria Frantzen Sanko: Uden filter
Novelle

Molly vågnede af en insisterende summen. Hun glippede med øjnene og kastede et sløret blik på sin Palm Phone. Det blinkede og blitzede blåt fra skærmen midt i håndfladen og snurrede helt op i albuen, da de første likes tikkede ind. Sådan vågnede hun hver morgen: med en brummen i hånden og smertefulde jag i maven. Hun knyttede næven, og summeriet stoppede. I dag magtede hun ikke at se på dem, for hun vidste – vidste bare – at antallet af likes ville være rystende lavt. Det havde det været i flere måneder efterhånden. Faktisk havde hun, lige siden de havde sat spærregrænsen op, danset på kanten af udslettelse hver dag.

Richard Ipsen: Symbionter
Novelle

Intet menneske har nogensinde været alene. Vi deler vores krop med milliarder og atter milliarder andre levende væsener. Vi er symbionter alle til hobe, afhængige af andres hårde arbejde for at kunne overleve.
Ines lå på en strand, engang for længe siden. Det var en varm tropisk sommernat og Mælkevejen stod spændt som en sitrende bue på det mørke himmelhvælv over hende. Hun var meget ung, tolv år gammel måske, og hun var vred på verden og på dem, der bestemte. Hun ville redde sin verden, den lille klode hun netop var begyndt at lære at kende. Og hun syntes at alle de voksne spændte ben for hende. Så hun havde grædt hele aftenen og set solen gå ned mens hun tænkte på det truende kollaps og på, om hun havde lyst til at være i den verden. Hun ville væk, måske skulle hun bare gå ud i det lune, salte vand og forsvinde.

Marie Bachmann Pedersen: Hver for sig
Novelle

Mor vinker energisk til mig ud gennem køkkenvinduet. Hun står i et blomstret forklæde og smiler. Min stribede cykelhjelm spejler sig i ruden sammen med det leverpostejsfarvede hår, der når ned til skuldrene på mig. Mor åbner munden og mimer et overdrevet “kærnemælk” til mig. Jeg vinker kort til hende og sætter af fra fortovet. Min cykelkæde knirker. Den trænger nok til at blive smurt, men hverken mor eller jeg ved, hvordan man gør. Jeg drejer ind på cykelstien ved det røde hus med det store æbletræ i forhaven. Længere henne er der en bakke, og jeg tramper i pedalerne for ikke at gå i stå. Jeg cykler hastigt forbi rækkerne af huse med tilhørende haver. Ved det røde hus med det store æbletræ i forhaven drejer jeg ud på vejen igen og cykler over mod parkeringspladsen.

Karsten Brandt-Knudsen: Farmer
Langnovelle

Kaldte hun? Peter åbnede øjnene og fjernsynsskæret tonede frem for hans blik. Som en kameralinse tog skarpheden til, og sofabordet såvel som vitrineskabet, sofaens tvilling, og det komplimenterende sofastykke derover, blev tydelige. Mens han sov, var det blevet mørkt udenfor. Hvad var klokken? Hvornår skulle han køre? Først efter aftensmad. Var det derfor hun havde kaldt? Hvis hun da havde kaldt, og det ikke bare var noget han havde drømt.

Henning Andersen: Flinck og Willy En feuilleton i seks overgreb
Langnovelle

”Du, Flinck?”
”Ja, hvad er der, Willy?”
”Der står noget hér i avisen om origami – hvad er det?”
”Det er noget de kommer på maden, nede i de varme lande. Læg nu den avis, og kom herind og hjælp mig.”
Willy rejste sig fra lænestolen, træt og øm over det hele. Det havde været en mørk og stormfuld nat. En dør havde smækket. Der var en pige, der havde skreget, og med ét havde et piratskib vist sig på søen. Men nu var det den dejligste morgen i hundrede år, og solen stod op, og det var morgen. Ja, nu var det morgen. Og han levede.


Her er den første omtale samt links til forfatternes hjemmesider, hvis de har en.

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.