Fri Vilje vs. at Prutte

Mine prutter er de bedste!

Share

Man kan sandsynliggøre bestemt adfærd i et menneske, men så også KUN sandsynliggøre, at f.eks. jeg formodentlig ikke vil lukke tarmgas ud hos dronningen, fordi jeg finder det socialt akavet, (men om det sker, kan ikke udelukkes 100%) – mens det er sandsynligt at jeg i mit eget hjem ikke vil have nær så mange hæmninger med at slippe en vind, når gassen står højt i endetarmen. Således ér jeg at lukke tarmgas ud i et givent øjeblik, eller jeg ér ikke (og de øjeblikke er der sjovt nok flest af). Et væld af forskellige faktorer, som ikke alle er i min kontrol, selvom jeg måtte ønske det, fører frem til dét der sker: En stinker eller ikke en stinker.
 
Man kan kun handle som dét, man i et givent øjeblik ér. Det er ikke forudbestemt, at man ville lukke stinkende gas ud i dette øjeblik, men et eller andet øjeblik, JA, for mennesker prutter. Prutten var bare ikke til at undgå i dét sekund, man fes. Fokuserer man KUN på pruttesekundet og ikke på øjeblikket før eller efter, er det muligt at argumentere, at alle spor i livet mødtes i dette sekund, konvergerede. Men reelt at forklare en prut med, hvad der er gået forud, vil være en rationalisering af udvalgte fortidige faktorer, ikke en beskrivelse af et forudbestemt forløb. At inddrage valgte faktorer som uafviselig årsag til, at nogen pruttede, er at scenografere verden – at lave en version af verden, der passer til ens måde at se verden på eller forsøge at lægge hændelsesforløb i semi-videnskabelig statistisk spændetrøje.
 
En prut kunne hverken være undgået – ved som beskuer at opstille muligheder i fortiden (det man kalder at “græde over spildt mælk”) – eller ikke være undgået – ved som pruttende at påstå, at man ikke behøver udøve absolut kropskontrol i det offentlige rum med et argument om, at “alle jo ved”, at mennesker prutter, når vi ikke kan holde det tilbage længere. Men med observans på delkonsekvenser af at prutte – udstødelse af flokken, f.eks. – kan man føle sig tvunget til at lære stærkere kropskontrol for at undgå udstødelse i fremtiden, når kroppen vil prutte. Og vil selv blive generet af manglende kontrol, hvis man ikke kan holde gassen tilbage.
 
Om man prutter eller ej er noget man ér. Indtil man ikke ér det mere, hvis nogen sinde, før man er død. Det er derfor på samme tid noget man gør – en handling – og ikke noget man gør – et kortvarigt værensudtryk på lige fod med at tørre sved af panden. Det er både en frivillig handling og uden for kontrol I DET SEKUND, man prutter:

Man kan forsøge at holde det tilbage, fordi man ikke synes det er det rigtige sted at prutte. Hvis man har behov for og formår at forladet området med formålet at prutte, ér det så også en del af, hvem man er. Bliver man og prutter, af frygt for at blive bemærket som fraværende fra fællesskabet, er dét en del af, hvem man er. Holder man tarmgassen tilbage, til man får ondt i maven, er dét en del af, hvem man er. Og hvor man end prutter, er dét blandt meget andet hvad man i dét øjeblik ér – som holdning betragtet.
 
Prut, sagde tarmen og lugtede lidt, og snart igen var man en hel masse andet, der ikke lugtede, men som man heller ikke havde den store kontrol over. Et kort sekund, og så skiftede dét også. Og det næste. Og så fremdeles.
 
Ubehaget ved at holde stillelsen af behov tilbage fungerer som erindringshjælp til udformning af fremtidig adfærd, fremtidig væren. Hvad prutning angår er et problem måske, at mange mennesker ofte kan lide lugten af egen prut, og uanset risikoen for social forstødelse med en vis ydmyghed kan manifestere et lugtterritorium ved at lukke gas ud, som kan retfærdiggøres med “jeg kunne ikke holde den tilbage.”
 
Er dét primitivt? Hvilken væren er bedst i et civilsamfund, hvor folk foretrækker lugten af egen prut og sjældent lugten af de andres?

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.