NonStop-skriveøvelse, Resultatet:

Jeg kaldte i udgangspunktet teksten “at dø”.

Share

 

(Test dig selv hér)

Det er en mærkelig proces at sætte tanker i halen på hinanden uden at stoppe flowet. Flow er helt klart en styret proces – adskilt fra den emotionelt drevne stream-of-consciousnes på samme måde som vilje og følelse adskiller sig fra hinanden. Den er god at få idéer-i-stringent-forløb på, men jeg tænker, at kun et fåtal vil kunne bruge den som selve måden at skrive på. Måske tager jeg fejl. Men man lærer i hvert fald at skrive som sig selv, når man skriver prosa – tættere på talesprog for mit vedkommende; en stor del af mit skriftsprog ligger i bearbejdningen. Sådan begyndte jeg ikke for mig, de første par bøger. Da var jeg mere umiddelbar. Hvad fik mig til at stoppe med det umiddelbare og søge mod det meget gennemarbejdede? Det giver stof til eftertanke. Hvis ikke den da ligger  helt lige for: Mere tid til mig selv?  Spørgsmålet er så, om processen går begge veje? Mindre tid = mindre gennemarbejdet? Og om dét er ønskværdigt?

Resultatet – af en 5 minutters skriveøvelse non stop, med 60 rettelser jeg ikke bemærkede, at jeg lavede (jeg syntes ellers, jeg var så god) – og derefter bearbejdet i 40 minutter:

 

For den, som kan se muligheden af en illusion, er intet en illusion.

Illusionen er fraværet af efterprøvelighed.

Efterprøvelighed er baseret på metode og indhold i essensen udført af andre aktører end de først beskrivende.

Efterprøvelighed er baseret på det definitive fravær af illusion.

 

var et pludseligt opsummerende indskud under redigeringen af dét her:

 at blive født betyder at  lære at leve med bevidstheden om at man skal dø en dag. mange vismænd og religioner har øvelser i at undgå at lade sig forføre af frygten for at skulle herfra – det eneste der adskiller en levende fra en død er bevidstheden om at være her – som mange religioner tillige siger er en illusion – så hvad har vi at frygte, når universet er en tanke og det eneste der adskiller os fra en død er tanken om, at man er her.

Søvnen kalder man “den lille død” – det giver god mening for de mennesker, der har været der, som er vågnet i drømme for at forsøge at kontakte den verden, være i dén underlige virkelighed, som drømmene om natten er, hvad skal der egentlig til for at komme til at vågne midt i søvnen – hvad skal der til for at vågne af den drøm, som livet er , siger nogle – for ingen ved jo, hvad det vil sige at leve, når det hele bare bliver kørt gennem det filter som hjernen er, og man ikke kan standse op og se på noget uden at skulle stå og ryste på hovedet af arrigskab over at skulle herfra og sige farvel til dem man elsker og ikke få gjort tingene færdige – men kan man betragte livet som et tidsrum hvor man bare skal være optaget af at holde sig selv gående – først som barn for at blive fysisk og mentalt og følelsesmæssigt stærk nok til at overleve resten af sin korps levetid, og dernæst som forældrer blive stærk nok til at føde og opdrage børn, så arten går videre, og senere igen som ældre være den, der gemmer og opbevarer Historien til senere generationer og til nulevende børn og børnebørn at tage ved lære af – [tiden løb ud]

 

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.