Claus Høxbroe modtager Dan Turèll Prisen 2011

Tillykke…

Share

Overrækkelsen finder sted på Dans 65 års fødselsdag i Turèll-samlingen på Vangede Bibliotek, lørdag den 19. marts kl. 14.

via Claus Høxbroe modtager Dan Turèll Prisen 2011 – Turell-samlingen.

Men.

Hvis jeg var blank i skægget og fornuftig, skulle jeg udtale et uforbeholdent tillykke. Men det er jeg ikke i stand til.

Jeg er stærkt forbeholden over for Høxbroes lyrik, skønt på knæ med armene i vejret i forhold til hans engagement for poesien, for hans reklameevner, for hans netværksevner, for hans evne til at tiltrække spændende musikere, for hans ønske og drift imod og med sit billede af beatdigtningen – ja, faktisk opfatter jeg alt det uden om hans poesi som det mest menneskelige poetiske.* Og som alt det, jeg gerne selv ville kunne og være, men ikke er. Social på den kammeratlige og jyske måde. Men hans poesi? Kan godt være, han bliver bedre med alderen – det gør gode vine, og jeg tænker han er en god vin, man ikke skal sammenligne med andre end ham selv. Kan være, han finder et større repertoire end beat-indgangen til livet – som Dan Turèll fandt og forstærkede sit menneskelige repertoire igennem buddismen. Kan være, han ikke slider sig op i følgevirkningerne af at leve i understrømmen. Så meget endnu – Claus H er ikke gammel – men for pokker han har oplevet meget på de få år, han har turneret landet tyndt med 200 årlige shows! Det giver sved på nosserne, det gør det sgu.

Min kritik er, at han er godt beskyttet, som digter. Som menneske tilsyneladende ikke på samme måde udsat og ikke en pleaser som Dan T. Også en slider, ja, men ingen pleaser. Det kan jeg godt lide. Og så er han mere storby end mig, der har boet i København hele mit liv. Men hans panser og hans kærlighed til byen ser jeg også som hans svaghed. Han er for optaget af at være til at være. Og det ses og høres i hans skrift, både når jeg hører den og når jeg læser den.Det kan et godt beat ikke rette op på.

Hvis jeg var ude på at gøre ham til en god digter, ikke bare den bedste han kan blive, projiceret ud fra hvad han har skrevet hidtil, ville jeg flå et par hjertekamre af ham og erstatte dem med ditto fra en galt. Så der kom lidt mere bund. Ikke nødvendigvis vrede eller aggression, men så jeg kunne mærke, at han savner noget. For det kan jeg ikke.

Er jeg misundelig? Ikke ret meget. Vi har ikke alle de samme talenter. Men jeg hopper med på vognen, der hedder: “Vi kunne godt tænke os en ungdommelig nationaldigter igen, som Dan T blev det, som Kim Larsen var det, og det ville ikke genere os, at det blev Claus Høxbroe.” Og det ville det virkelig ikke. Der skal bare lidt mere substans til.

* Sen, sen senere eftertanke: Måske derfor, han fik prisen!?

Forfatter: krabat

digter. webmaster på menneske.dk. oversætter. EPUB-kritiker.