Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.
DIGT: loop efter næsen
Hov!
hvad nu?
Jeg kunne træde ved siden af
jeg træder nu
DIGT: ultimativt egern
som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg
DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.
så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse
utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd
stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste
gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel
bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser
afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene
ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder
DIGT: vandkrabbesøsyge
sejler skibet i min tand?
sejler skibet over vand?
Sejler skibet over hovedet?
og så krabber vi os frem
og så krabber vi os hjem
mon vi nogen sinde stod
overhovedet?
POEM: den islandske joke
nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.
they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.
agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.
so thought, so performed
DIGT: suspekt
af vand
kommer landet
stiger Solen op
Her er så lyst at træde
(brugt som bagsidedigt på “alle veje fører til Magtenbølle”, Gyldendal 1992)
DIGT: Hov! hvad nu?
Hov!
hvad nu?
Jeg kan træde ved siden af denne vej
jeg træder nu ved siden af denne vej
POEM: Mikkel’s reduction
go anywhere you want
deducing the irreduceable from the existance of the word
deducing existance from the possibility of deduction
helping someone get run-over in the rain
framing the resulting holes in red & yellow chalk
—
grøddag nr. 1
jeg er inde under ovnen, og da jeg rækker op og ind gennem hullet, og griber fat om bagerste gasrør, glider fingrene i en klistret grød, klumpet fuld af hårde partikler. Denne grød er lunken. Bliver varmere i mit tankerum, kommer ingen steder fra, men kommer alligevel. Varmen dækker min arm, følger den ud, drypper ned på min mave. Og videre, ned på gulvet. Der bliver blot mere og mere, og jeg er stivnet i min tid, måske finder dette slet ikke sted. Måske er det en tanke, som varer et sekund. En varm tanke, som dækker køkkengulvet, planer 7 gradersfaldet ud og… Er det mennesker, jeg ser komme ud af de små hårde klumper, små mennesker med flag, ja, det minder om mennesker, men disse smiler. Kunne jeg blot slippe røret, og hilse dem, supræm indbygger nr. 2 på Jorden hilser jer velkommen. Men nu tager de små pistollignende tingester frem, og peger på hinanden, og trykker af og falder om, døde, tror jeg, ned i grøden. Og jeg følger de små legemer. Mens grødbølgen langsomt bærer dem ind i stuen. Mens de synker ned i den rødbedefarvede grød. Det er ikke så fandens poetisk, men det finder sted.