Reality is who you are.

Kenneth Krabat, Poet, Denmark.

KK Is working with a concept of consciousness also followed by Robert Anton Wilson, Timothy Leary, Ram Dass and a host of oriental philosophers:

Reality is both perceived and projected by the individual.

Reality is a plural consisting of all and everything an individual perceives as real.

Shared reality is an agreement.

The concept of consensus is therefore either one person’s reality or an agreement.

Fan-subbers Unite!

share what you love!

SYNCRONIZE SUBTITLES ON-LINE

 SUBBING TUTORIALS

 BBC iplayer subtitles:

http://subtitles.toh.info/bbc-iplayer.html – Also links to subtitle tools

 META SITE

http://subtitleseeker.com – Metasite for searching other subtitle sites

 MULTIPLE languages

http://desisubs.com – Hindi (Indian/Bollywood)

http://divxforever.com – English, Turkish, other.

http://divxsubtitles.net/

http://divx-titlovi.com/Divx-Subtitles.aspx – Mainly Eastern European languages

http://hardcore.xo.st/ – English subs for Asian cinema

http://hot.ee/subland/ Finnish, Estonian and English

http://podnapisi.net/ Eastern Languages, English

http://subs.sab.bz – Bulgarian, English

http://subtitles.cz– Czech, English (registration required!)

http://tvsubtitles.net/ TV Show and TV Series subs.

 ASIAN languages

http://d-addicts.com/forum/subtitles.php – English subs for Asian (Korean, Japanese, Chinese) TV series

 ALBANIAN

 ARABIC

 BELARUSIAN

 BOSNIAN

 BULGARIAN

http://subs.sab.bz – Bulgarian & English

 CATALAN

 CZECH

 CHINESE

 CHINESE, MANDARIN

 CROATIAN

 DANISH

 DUTCH

 ENGLISH

http://d-addicts.com/forum/subtitles.php – English subs for Asian (Korean, Japanese, Chinese) TV series

http://subtitles.ro/ – English subs

 ESPERANTO

 ESTONIAN

 FARSI

 FINNISH

 FRENCH

http://forom.com/ TV shows (some movies – not confirmed)

http://seriessub.org/ TV shows (some movies)

http://sub-way.fr/ TV shows (some movies)

 GERMAN

http://subtitles.de/ – German subs in general and English subs for German movies

 GREEK

 HEBREW

 HINDI

http://desisubs.com/ – Mostly hindi subs, some Malayalam

 HUNGARIAN

 ICELANDIC

 INDONESIAN

 ITALIAN

 JAPANESE

 KAZAKH

 KOREAN

 LATVIAN

 LITHUANIAN

 MACEDONIAN

 NORWEGIAN

 PERSIAN

 POLISH

http://napisy.info

 PORTUGUESE (Brazil and Portugal)

 ROMANIAN

 RUSSIAN

 SERBIAN

 SLOVAK

 SLOVENIAN

 SPANISH

http://allzine.org – Spanish subs for Asian movies (registration required!)

http://asia-team.net – Spanish subs for Asian movies (registration required!)

http://subs.asia-team.net – Spanish subs for Asian movies (registration possibly required!?)

 SWEDISH

http://subtitlesource.org/ – Multi languages

 THAI

 TYRKISH

 UKRANIAN

 URDU

 VIETNAMESE

Do you have Additions? Please comment at the top. Direct-links to language sections of multi-language sites welcome too.

Udgivelse: Lige Under Overfladen 6 – Fremmed Stjerne

“Genopfindelsen af Sorg” hedder mit bidrag.

 

For sjette gang har Science Fiction Cirkels forlag med Carl-Eddy Skovgaard ved roret indsamlet noveller til en så eksklusiv event som en dansk Science Fiction-antologi.

Jeg bidrager med en af de længere noveller – Genopfindelsen af Sorg: Når man kan tænke alt andet ind og ud af eksistens eller synlighed, hvordan forholder man sig så til det faktum, at man ikke med sin Tænken kan påvirke sit eget liv?
[læseuddrag]

Titel: Fremmed Stjerne – Lige Under Overfladen 6
Udgivelse: 15. august 2012
Pris:  298,- (det er billigt!)
Sideantal: 400
Omslag: Manfred Christensen
ISBN: 978-87-90592-65-3
Forlag: SFC 2012

Bidragydere:

Flemming R. P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction . . .
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael KampFremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni KrauseSlagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Genopfindelsen af Sorg
(et læseuddrag fra 2. afsnit) 


Han Ryddede op efter måltidet og gik i bad for også at vaske det nye blod af sig. Han var stadig sulten. Næsten ubevidst Satte han to doner fra nærmeste fødecyklus i leveringskø til senere. Understregede: De skal være livlige!

Under badet strejfede tanken ham for hundredeenogtyvetusinde gang: Hvorfor kan ingen Folke bruge Tanken på sig selv? Ingen ville skulle bruge transportmaskiner og ingen ville behøve at dø. Og for hundredeenogtyvetusinde gang besvarede tanken sig selv med Ophavets uangribelige tilbagevisning: ”Vi ved ikke hvorfor, men det kan vi ikke”.

Selvfølgelig var hans andel i Fællesskabets forståelsesforsøg lig alle andres, men at have renset sig, og stykket alle ubesvarelige spørgsmål pænt væk i afklaret bevidsthed, når man storFluxede, var tegn på omsorg. Efter en vis alder ikke at lægge dette spørgsmål til debat, selv ikke med nære, med FædreMødre eller bare ens egen nærkritiker, var tillige et anerkendt tegn på modenhed.

Var han umoden? Han kunne tydeligvis ikke blive færdig med spørgsmålet om selvPåvirkning; at forestille sig at kunne Bruge sine medfødte evner på sig selv, frem for kun på andre og andet, var som at have en kløe lige på midten, hvor man aldrig kunne nå uden at skrabe mod noget!

Efter badet, og efter have spist igen, denne gang alt for meget og for hurtigt – de var usædvanligt livlige og store, de reserverede doner – var han rastløs.

Han havde lyst til at gå i subflux, men selv dét forekom for distraherende til at holde tankerne fokuseret på arbejdet. I stedet fladede han ud med fuldt lysindfald helt henne ved udsigten, og forsøgte at falde til ro dér i varmen.

Han var jævnligt i subflux med Folker, han aldrig fysisk havde mødt og følgelig aldrig synkroniseret med. Subfluxgruppen delte fascinationen ved forestillingen om selvTænken. I gruppen kunne enhver bidrage med spekulationer og erfaringer med egne forsøg og idéer, uden sidenhen at kunne viderebringe samtalepartneres tanker og aspirationer og – hvad der var vigtigere – ikke blive anklaget for selv at bruge af andres progression til egen fremhævelse.

Det var altid spændende at udveksle i subflux. Forestillingen alene, at en af hans kontakter dér skulle patentere den illusoriske selvPåvirkning, som alle – helt tilbage til Ophavet – så vedvarende tilbageviste, var et stærkt incitament for afmålt og præcis kommunikation.

Han havde lige så ofte tænkt, at det ville gå meget hurtigere, hvis ikke alle gjorde lige som han. Hvis de bare dækkede sig mindre ind, eller fejlede i deres maskering af intentioner og erfaring… Han håbede og ønskede, at de ville. Så hans chancer for at blive dén, der kom til den største indsigt, ville vokse… Så han kunne være dén, der ledte vejen for alle andre…

Et indgående opkald afbrød hans behagelige forestillinger. Autosvaret, han havde indtalt tre dage forinden, gav besked om, at han arbejdede, men han lyttede med på linien.

“Du kender mig som HagoX23.”

HagoX23 var en af hans kontakter fra subflux. Den mest forstyrrede og irrationelle – men samtidig også den mest tankevækkende af dem alle. Opkaldet i sig selv var et enestående brud på alle uudtalte regler mellem subfluxkontakter. Hans overhud føltes med ét helt tør og stram og han Bragte sin transporter tættere på maskinens højtaler.

Stemmen fortsatte med at tale til optageren: “Jeg Tænkte invasionen bort. Den var meget forstyrrende. Jeg udvalgte én af de centrale invadører og Tænkte resten i fødecyklus. Dette væsen er Isoleret hér…”

Et talkodekoordinat fulgte, som maskinen oversatte til et 3D-kort med et koordinat og mødetidspunkt, der svævede over højtaleren.

“… Og jeg har udvalgt fem af jer til at deltage i et lille eksperiment. Snarest. Jeg ved, at I vil komme. Intet protokolbrud.”

Udsagnet fik hans overhud til at bølge og pletstivne. Et eksperiment! Intet protokolbrud betød ingen åbenlys synlighed. Alle skulle opretholde subflux under mødet. Han havde aldrig prøvet elektrofeltblokering. Selvfølgelig måtte han af sted!

Ét var ikke at kunne fluxe i subfluxnetværket – hvilket var betryggende på mange niveauer. Noget helt andet var rent faktisk at være i nærheden af Folker, han så længe havde debatteret med, uden at kunne opnå fælles bevidsthed – fordi en anden (HagoX23) anså et ”eksperiment” som så vigtigt, at han eller hun turde risikere alt ved at sætte udvalgte subfluxere fysisk stævne …

Forestillingen om isolation i nærheden af andre var meget stimulerende. En ny og skræmmende følelse, der måske ikke ville hue Fællesskabet. Men stimulerende ikke desto mindre.

“… Du vil ikke fortryde.”

 

Omtale: Manden i den hvide kittel

Genfødt!

 

Ovre på Thomas Gluds blog, Om kunsten om kunsten og kunsten  ligger en længere, nær-mirakuløs anmeldelse af “den stort set samlede Manden i den Hvide Kittel 1987-2004” (eller er det 2003? Kan aldrig huske det). “Mirakuløs” ikke mindst, fordi en anmeldelse og dermed samlet ind-læsning nu findes, og fordi dén gør MidHK tilgængelig.

Det var det bedste begyndelse på dagen, jeg kunne have ønsket mig!

Om kunsten om kunsten og kunsten: Anm. Manden i den hvide kittel – Kenneth Krabat.

eBogen kan hentes i ebutikken, og betales for efter endt læsning ved at bruge linket forrest i ebogen. Hvis du sender din emailadresse til forlagetsesne [at] menneske.dk, at du har købt, får du en lille glædesgave i dagens anledning.

Litterært nulpunkt 2: Livsvinter

Og efter Vinter følger Vår, spørgsmålet er bare hvornår!

 

Det er godt at have en terapeut. Som kan bane vejen gennem moradset og lade mig have de følelser jeg har – uden at behøve at finde fejl ved hverken mig selv eller andre. Som definerer det dysfunktionelle som “overlevelsesstrategier” og alle følelser som “nødvendige i øjeblikket”.

Jeg leder efter holdepunkter. Et holdepunkt træder frem under samtalen med terapeuten: Hvad der føles som en kommende eller nuværende død med isolation fra følelser og værdier er en livsvinter.

Livet består af cykler og kan i et “naturligt” længde livsforløb ses som sådan: barndom, voksen, alderdom, død. Alle mennesker gennemgår cykler med begyndelse, midte, afslutning og venten – en relation kan rumme sådanne cykler og nå til et punkt, hvor alt føles dødt eller opbrugt; det kan også være et arbejde, et projekt, et formål med livet, et bestemt gøremål, en tro … ting forandrer sig, relationer til ting og mennesker forandrer sig. Og det gennemgår alt sammen den samme cyklus med begyndelse, midte, slutning og ophør.

Det lyder måske logisk, men det er faktisk en vigtig pointe ved livet, at det nye har kraften til at forandre, det satte kraften til at konsolidere og holde fast, det gamle kraften til at give erfaringen videre, og pausen eller stilstanden eller “døden” kraften til at gøre ingenting, hvile, vente.

Det er vinterens formål. Måske det er den faktiske døds formål også, set fra et menneskeligt perspektiv – spredningen af organismens bestanddele ud i kredsløbet, hvor de kan genoptages og gøre nytte (et argument for begravelse frem for brænding). Og måske er det også argument for den krise, jeg gennemgår, som jeg kalder Livsvinter.

Jeg skal finde kraften, samle kraften, samle kræfterne, så jeg kan udholde at vente. Hvile og vente. På foråret som følger efter vinteren. Fødslen, der følger efter døden.

For et menneske er det oftest en abstrakt forteelse, dette med livet efter døden – men hvis man ser, at vores DNA er over 3 millioner år gamle i én ubrudt linie, giver det et meget godt perspektiv på dét at leve som at være en del af LIVET i sig selv, og at man ved at dø fodrer det liv, der må følge.

I såvel den abstrakte version, som i den videnskabelige og i den åndelige version, er foråret og vinteren, det nye liv og den tomme, nøgne, uproduktive stilstand, begge nødvendige dele af det samme. Kredsløbet kan ikke undvære nogen af bestanddelene, og forsøger man at presse en af dem ud – som f.eks. at droppe erfaringsvideregivelsen ved at fyre de ældste i erhvervene, eller ikke lukke unge ind, fordi de er uerfarne, eller forsøge at intimidere de konsoliderende voksne, blot fordi deres funktion er erfaringens konsolidering og de dérfor ikke ubetinget kan afkræves fleksibilitet eller fornyelse, eller man ikke skaber eller muliggør stilstand i produktion eller økonomisk vækst – lægger man en bombe under hele kredsløbet. Måske er det, hvad vi ser nu med verdens recession.

Vinteren er nødvendig. Den er ikke altid behagelig. Især ikke hvis man har været vant til aktion, hastighed, betydning, værdiskabelse, vidensskabelse og -erhvervelse, anerkendelse, interaktion osv. og så pludselig må se, at intet betyder noget længere. At alt er brugt op og … stilstand. Tomhed. Ingen følelser, ingen varme eller kulde.

Min livsvinter er ikke behagelig. Der er ingen vej, når man står stille. Vejen er at stå stille sammen med vejen. Og finde glæden igen ved at stå stille. Jeg klipper træer, slår græs, er begyndt at læse igen, ser nogle få venner, skriver ingen digte eller andet af litterær betydning, forsøger at være og sove når jeg er træt, spise når jeg er sulten … det er sværere, end det lyder. Jeg HADER ikke at føle STORT … hvilket ikke er et paradoks, men bare ord … jeg kan blot ikke navigere, når der ikke er noget at navigere efter. Når alt i hele verden er dækket af et tyndt eller et tykt lag værdiforglemmelse og kun lader sig se i glimt, når en eller anden tilfældig storm vælger at afdække et lille område – som dog snart igen er dækket til og ude af syne og følelse.

Jeg ønsker mig forår. Som kommer, når det kommer. Det ved vi. Det ved jeg også. Det bliver jeg dog ikke tålmodig af. Tålmodig bliver jeg heller ikke af at beklage mig. Tålmodig bliver jeg kun ved at gøre det her øjeblik til noget, jeg kan mærke. Og dét kan jeg, indimellem:

“Livsvinter” er et smukt ord. Jeg håber, du synes det samme.

se evt. indlægget Brændt Ud

Litterært nulpunkt i hovedstolen

Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.

 

Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.

Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.

For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er  baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.

Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!

Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.

At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.

Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.

Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?

(fortsættelse følger måske…)

Din andel (complicity)

= medansvar

andel:

måden, man reagerer på andres opførsel på (dvs. på hvad som helst, der sker omkring én), kan opdeles i 2:

– som man plejer i lignende situation

og

– på en anden/ny måde

Disse kan atter opdeles i 2:

– reaktion, der søger at begrænse en andens opførsel

og

– reaktion, der søger at understøtte/fremme en andens opførsel.

Continue reading “Din andel (complicity)”