Hvad GØR kroppen i skriften?

Verber hjemhørende hos kroppens ekstremiteter og bestanddele.

ØJNENE

får øje (på noget)
misse med øjnene
spærre øjnene op
falder i
lukke i
lukker sig
er halvt åbne
knibe samme til tynde sprækker
klemme ø. sammen
lukke
blinke med
misse med
åbne
himle med
gnistrer
stråler af kærlighed/had
spejler sjælen/det indre
løbe i vand

SE

fjerne øjnene fra
opdage
bemærke
se på
se ned på
se op på
se over på
se op imod
se sig omkring
kikke rundt
se mod horisonten
kikke væk
se væk

BLIKKET

kaste blikke på en anden
skæve til
slå blikket ned
hæve blikket fra jorden

NÆSEN

vejrer
indsnuser
rynke på næsen
indsnuse

TUNGEN

tungen fugter læberne
række tunge

HALSEN

strække halsen

ARMENE

rækker ud
bøjer
strækker
strakt ud

HÆNDERNE

knytte hænderne
folde hænderne
klaske hænderne sammen
strakt frem
hånddfladerne opad

FINGRENE

pege fingre af
pege
lukke fingrene omkring

BENENE

bøjer
strækker

FØDDERNE

går
tramper
stamper

TÆERNE

kramper
krumme tæer

ØRERNE

(lige som) strækker sig mod lyden
stritter
står (ud fra hovedet)

HØRELSEN

(hvad?)

HOVEDET

dreje hovedet
ryste på hovedet
nikke med hovedet
roterer (på toppen af halsen)

HÅRET

flagrer
hænger
stritter
slasker
er fedtet
er uglet
er uredt
er elektrisk
er nyvasket

HÅRBUNDEN

fedter
klør

KROPPEN

vender sig om imod…
snurrer rundt
roterer om sig selv
drejer rundt
er stiv/mørbanket

HUDEN

klør
føles varm/kold

RØVEN

ind i røven
ud af røven
er plantet i stolen

BALLER

stramme ballerne

UNDERLIVET

dunker
spænde
åbne

PIKKEN

er strittende/stritter
lugter/dufter
dingler

KUSSEN

er våd
vædsker/vådter
lugter/dufter
er åben/åbner sig

SKAMLÆBERNE

svulmer op

RYGGEN

ranker sig

NAKKEN

drejer
gør ondt
er spændt/spænder
bøjer (sig)

MAVEN

rumler
skvulper
hænger

(BEVÆGELSERNE: løbe, gå, danse, hoppe osv.)

TVÆRGÅENDE

ondt i
sover
kolde/kold i
klør
krampe

hvad mere?

@ PEN: Fængslede forfatteres dag

FÆNGSLEDE FORFATTERES DAG

15 NOVEMBER 2007

Hvert år overvåger og behandler International PENs Writers in Prison Committee (WiPC) omkring 1000 sager om overgreb på forfattere, journalister, digtere, forlæggere og redaktører verden over.

Disse sager omhandler alt fra vedvarende chikanerier og trusler, over lange fængselsdomme til mord. Det sidste år har ikke været nogen undtagelse. Hundredvis af forfattere og journalister er blevet tilbageholdt, og mere end 40 er dræbt under udøvelse af deres arbejde.

86 år efter PENs grundlæggelse i 1921 og 47 år efter dannelsen af WiPC til at kæmpe mod undertrykkelsen af retten til at skrive, er behovet for overvågning, protest og handling større end nogensinde.

Hvert år, den 15. november, markers International PEN de Fængslede Forfatteres Dag (Day of the Imprisoned Writer). Det er dagen, hvor PEN-medlemmer, forfattere over hele verden, skaber opmærksomhed omkring det løfte vi har givet, om ved fælles hjælp at protestere, appellere og arrangere, for at forandre vilkårene for alverdens forfulgte kolleger.

Fem sager udvælges for at præsentere den globale spredning problemerne har, samt for at illustrere de mange forskellige former for forfølgelse, der finder sted.

Det er også dagen hvor vi mindes de forfattere og journalister der er blevet dræbt indenfor det sidste år, fra november 2006 til nu. PEN har rapporter om af sådanne 43 drab, i Afghanistan, Bangladesh, Brasilien, Kina, Colombia, Irak, Mexico, Nepal, Nigeria, Pakistan, Palæstina, Filippinerne, Rusland, Tyrkiet og Venezuela.


Blandt dem er Hrant Dink, en tyrkisk-armensk redaktør, der var fokus på i forbindelse med sidste års Fængslede Forfatteres Dag i november 2006, fordi han stod anklaget for at have krænket ”Tyrkiskheden”. To måneder senere blev han likvideret. Hans morder og to andre involverede er nu på anklagebænken.

Ulykkeligvis har vi indenfor de seneste dage måtte tilføje endnu et navn til listen over myrdede skribenter i 2007. Den 8. november fandt man liget af den nepalesiske journalist Birendra Shah. Mordet menes, at være relateret til en række afslørende artikler om smugling, som Shah skrev tidligere på efterået.

På de Fængslede Forfatteres Dag, vil vi desuden gerne fremhæve:

· Burma (Myanmar) – Zargana – en kendt komiker og digter, der var blandt de mange anholdte under myndighedernes hårdhændede nedkæmpelse af de pro-demokratiske demonstrationer for nylig. Zargana blev løsladt for godt to uger siden, men en anden kendt burmesisk komiker og digter U Par Par Lay, der ligeledes blev fængslet i forbindelse med demonstrationerne, menes fortsat at være tilbageholdt.

· Cuba Normando Hernández González – en journalist, der blev fængslet, da myndighederne i 2003 slog hårdt ned på dissidenterne, og som siden har været tilbageholdt under frygtelige forhold.

· Gambia Fatou Jaw Manneh – en journalist, hvis retssag er i gang, og som kan imødese en hård straf for anklager om tilskyndelse til oprør på grund af hendes artikler, der kritisere den gambianske præsident.

· Iran – Yaghoub Yadali – en romanforfatter, der er idømt et års fængsel for sin fiktive karakteristik af det etniske mindretal, som han selv er en del af.
I Iran slås der generelt hårdt ned på journalister som skriver om minoriteternes forhold. Irans Højesteret har netop stadfæstet en dødsdom over den iransk-kurdiske journalist Adnan Hassanpour, der blev arresteret i januar, anklaget for at handle mod nationens sikkerhed, ved at skrive om iransk-kurdiske forhold.

· Uzbekistan – Jamshid Karimov – en journalist, der har dækket sager om krænkelser af menneskerettighederne og skrevet kritiske artikler, og som nu har været tilbageholdt på et psykiatrisk hospital i over et år.


Dansk PEN vil hermed på det kraftigste opfordre til, at den danske regering protesterer mod disse overgreb overfor de pågældende landes myndigheder.


Yderligere oplysninger om de enkelte forfattere og journalister kan fås ved kontakt til Mille Rode på Dansk PENs sekretariat på email: pen@pen.dk eller telefon 32 95 44 17

@ Farvel til fremtiden 4 – Philip K. Dick + mangelliste

Philip Kindred Dick… så mange synes, han i kraft af sin forskellighed fra stort set alle andre moderne forfattere, er en slags moderne orakel, at man nok bør perspektivere sin læsning af PKD med en gennemgang af, hvad ham her har at sige.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at man i mange år har debatteret, om PKDs ouevre ikke egentlig er en sygehistorie, altså en syg mands produktion – en vurdering, som især baserer sig på den 3000+ sider lange exegesis, som Dick skrev sideløbende med sin produktion, hvor han udtrykker al sin tvivl i sin søgen efter noget statisk – gud, skaberen, noget der forbliver det samme. En søgen, der især spejler sig i bøgerne han skrev fra midt-60’erne til sin død i 1983 – som nok er dér fanskaren er mest trofast.

For hele denne senere produktion gælder det, at hver eneste bog efterspørger begrebet virkelighed – hvad er det, hvordan kan man vide, at noget er virkeligt, hvordan kan man tro på noget, man ikke kan vide om er virkeligt osv. Men det er samtidig også dét, som læsere kan bruge til selv at bespørge deres egen opfattelse af virkelig med. Ikke som vejvisere, men som dokumenter fra et liv, hvor Timothy Leary, Robert Anton Wilson og andres filosofiske brug af begrebet virkelighedstunneller forekommer at blive sat i spil på en forståelig måde.

Reality tunnels” – dét, at man som menneske “ser ned ad en tunnel”, hver gang man ser på noget som helst eller hvem som helst, fordi alt andet defineres i forhold til dén person, man er blevet – hvorved man så ikke længere kan sige, at virkeligheden er statisk, men er et begreb der som minimum skal i pluralis. Virkeligheder. Mange virkeligheder.

Det giver god mening, hvis man spekulerer over eksistensen, at få dét på plads – i hvert fald at komme frem til en virksom model for verden, menneskene og virkeligheden at forholde sig til – måske nå frem til subjektive svar på, hvorfor vi mennesker – trods at vi ligner hinanden så meget – tilsyneladende har svært ved at finde overens. De ene videnskabeligt indstillede ville nok mene, at hele baduljen handler om biologi, hjernekemi og gener, med lidt social interaktion og kaos kastet ind, men en særlig type mennesker stiller sig ikke tilfreds med, at “virkeligheden” udelukkende skulle være et produkt af fysisk og kaos alene.

Dem taler PKD til med sin søgen – der har udmøntet sig i 70 romaner og et utælleligt antal noveler. Hvad vil det sige, at noget er virkeligt? ER noget virkeligt?

Jeg er i stand til at skille mig af med mine PKD, fordi jeg har løst spørgsmålet for mig selv: Verden findes – stort set hele tiden. Og når jeg kommer i tvivl, er det altid en følelse, en fornemmelse. Aldrig noget, jeg kan fremlægge som bevis.

Det kom sig af den buddhistiske koan om, hvorvidt træet i skoven giver lyd fra sig, når det falder, hvis der ingen mennesker er til at høre det ske. Jeg har besluttet mig for, at det gør det. Og har således indtil videre – indtil jeg kommer i seriøst i tvivl igen – lukket døren på min søgen om, hvad der er virkeligt. I stedet bruger jeg så at tro på min intuition, min fornemmelse, mine følelser, og lader lejlighedsvis disse subjektive vurderinger af verden få fortræde frem for statistisk, videnskabeligt dokumenteret bevisførelse. Men det er noget, jeg har brugt mange år på. At lade Verden være, og søge at forholde mig til dét, jeg oplever som MIN verden, min indre oplevelse af sammenhæng.

For mig er verden med lille v kemisk, biologisk, genetisk med menneskemøder og kaos kastet ind. Og Verden udenfor, et uoverskueligt kaos, jeg tager del i, ser og forstår en brøkdel af, og kun oplever jeg kan påvirke, hvis jeg tager min indre verden, min subjektive vurdering så seriøst, at jeg oplever at findes når jeg vågner, og så afslappet, at jeg kan justere mig til nye omstændigheder i Verden, der indvirker på min karakter og min overlevelse.

Som historien fortæller det, lykkedes det aldrig PKD at finde en tryghed i verden. Hvilket gør ham til et menneske, som flertallet vurderer som sygt, utilpasset, ikke som de andre. Men samtidig har vi alle dokumenterne fra hans desperate søgen efter noget, der ikke forandrede sig hele tiden. Og ser vi det lidt fra oven, og tillader os det litteraturteoretisk utilladelige: at gå til forfatterens faktiske opvækst og liv – og se et menneske, der som så mange andre børn var udsat for voldelige overgreb – kan vi måske lære noget af det. Alle sammen.

Hér ligger omslagene til de PKD-bøger, jeg skiller mig af med – og hér det officielle sites liste over omslag på udgivelser fra hele verden. Omfanget siger noget om hans popularitet, men ikke mindst noget om, hvor seriøst hans familie og udgivere tager hans popularitet, om så årsagen er det ene eller det andet…

Her følger samtidig en mangelliste over PKD-bøger, som enhver er velkommen til at gøre mindre. Man kan kontakte mig på k r a b a t @ m e n n e s k e . d k, hvis man kan udfylde hullerne – også hvis man kender til bøger, der ikke er på hverken nedenstående liste eller på omslagslisten – hvorved også disse bøger bliver tilgængelig for offentligheden via biblioteket.

autobio – In pursuit of valis – selections from the exegesis
autobio – selected letters vol 1
autobio – selected letters vol 2
autobio – selected letters vol 3
autobio – selected letters vol 4
autobio – selected letters vol 5
bio – the shifting realities of philip k dick
bio – Philip K Dick in his own words (interviews)
bio – PKD, A Philip K. Dick biography
bio – Starmont Reader’s guide to PKD, by Hazel Pierce
roman – bladerunner (på basis af filmen)
roman – confessions of a crap artist
roman – cosmic puppets
roman – gather your selves together
roman – in milton Lumky Territory
roman – Mary and the giant
roman – puttering about in a small land
roman – the broken bubble
roman – the dark haired girl
roman – The man who japed
roman – Valis trilogy
roman – World of chance
noveller – A handfull of Darkness
noveller – en håndfuld mørke
noveller – Best of Philip K. Dick
noveller – book of pkd
noveller – Faseskift, science fiction noveller i udvalg
noveller – robots, androids and other mechanical oddities
noveller – Second Variety, collected stories 2
noveller – The days of perky pat, the collected stories 4
noveller – The Eye of the sybil, collected stories 5
noveller – the father thing, the collected stories 3
noveller – the preserving machine
noveller – the turning wheel and other stories
noveller – vintage PKD
noveller – writers of the 21st century: PKD
skuespil – ubik, the screenplay

@ Vadested

At stå i et vadested er et begreb, man så ofte hører. Måske især, når man er i min alder (44), og nu kan identificere en vis lighed med tidligere meget rådvilde perioder.

Jeg er generalist, kan så sindssvagt mange ting, og mit analytiske sind og nysgerrighed gør det muligt for muligt for mig at binde an med stort set hvad som helst. Det er f.eks. ikke mere end knap 14 dage siden, at jeg tegnede og byggede en pisse flot terrassetrappe med 90 graders sving i bunden – uden nogen sinde at have lavet den slags før. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne løse opgaven. Ingen tvivl.

[billede følger]

Hvor meget, der så er held, når noget går godt, er ikke til at sige – men som Steffen Leve Poulsen siger det: “Heldig er ikke noget, man bare er – det er noget man rækker efter”. Man gør noget.

I mange år har jeg overvejet at søge ind på universitetet – tanken har været at komme i dybden med et eller andet. Og i år søgte jeg så endelig ind, på Spansk som er et lækkert sprog, det kunne være nyttigt og spændende at blive meget bedre til… men behøver jeg Uni for dét?

Hvor er det egentlig, vejen hen over vadestedet fører hen? Fører den egentlig ikke bare ind?

I lige så mange år, som jeg har overvejet universitetet som eneste vej til fordybelse, har jeg stået til rådighed for Verden, snarere end for mig selv. Har undladt at hjælpe mig selv. Jeg har helt klare evner for at heale, indlytte i andre, idéfinde og problemløse og analysere – men hjælpen er aldrig udstrakt til mig selv.

Det er dét, der er vadestedet. Jeg står midt i strømmen og ser, at alle mine evner er ligeligt applikérbare på mig selv som på andre. Men jeg er blevet så vant til at hjælpe baseret på stillede behov, at jeg har overhørt mine egne. Glemt at drømme – fordi det altid var nemmere, når der et sted, hos et menneske, var et behov, jeg muligvis ville kunne opfylde.

Bevares, jeg har skabt mig en form for karriere som forfatter gennem ren stædighed, men formålet var aldrig andet end at forsøge at finde det redskab, dén forståelse, der kunne gøre verden bedre for andre, som jeg så den inde i mig. Og har således undladt at opøve evnen til at hjælpe mig selv til en bedre plads i Verden.

Jeg har ofte gummistøvler på hér. Jeg må satse på at tage dem af og mærke vandets kulde.

@ Ulønnet, frivilligt, hjerte, nødvendigt

I nat færdiggjorde jeg kommentarerne til en vens udkast til standardkontrakt for et særligt oversætterfirma, han vil lave. En interessant idé, som jeg håber han kommer langt med. Hvad enten jeg kommer til at lave noget sammen med ham eller ej, er det en fornøjelse at hjælpe ham på vej mod en pension. Og ligeledes en fornøjelse at bøje kontraktens ordlyd til noget, der minder om samarbejde, mens alt der ligner slavebinding luges ud. Min ven må gøre, hvad han vil med sin kontrakt, men jeg tror nu på, at kontrakten skal erstatte håndtrykket – ikke være en fælde for en juridisk ukyndig.

Inden sengetid, sent, nåede jeg også lige deadline på et internetinternatkursusforslag til dansk forfatterforening, som ligger mig meget på sinde, fordi medlemmerne ikke er sikre nok på digitale rettigheder og den slags til at kunne tale åbent om problematikkerne omkring overgangen til den digitale verden.

DFF er en gammel forening, og gamle foreninger bevæger sig meeeeeget langsomt. Jeg er sikker på, at afhandlinger findes, som beskriver dynamikken i nye og gamle foreningsstrukturer, givet med pænt forsvar for den slags foreninger, som umiddelbart fordrer en anelse veneration. (Kan jeg komme på andre, som folk venererer en smule? Nej.)

Men det ér og skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville pille den helt fra hinanden og begynde forfra, “nu også i den digitale verden”. Og vedgår samtidig helt åbent, at visse ting – f.eks. kunststøtte – hviler på troen på nytten af kunsten. Og således også troen på forfatteren.

Som alt andet er det en illusion, det (indtil videre) er hensigtsmæssigt for samfundet at opretholde. Og Skal jeg så være dén, som kommer og siger:

Hør hér, I gamle skrivetudser! Folk har aldrig skrevet så meget som nu. Aldrig fortalt så meget som nu. Hvor er dansk forfatterforening i dét? Hvor er dffs forfattere på nettet? Hvad er holdningen til digitale rettigheder? Hvordan optager man digitale forfattere, og er det overhovedet muligt?

Måske, ja. I hvert fald er jeg dén, som galper mest op om den slags i de udvalg, jeg har sagt ja til at deltage i.

(Hvordan var det lige, at jeg på halvanden måned nåede at sige ja at sidde i idéudvalget, kursusudvalget, biblioteksudvalget, optagelsesudvalget og lyrikgruppen? Knækker filmen, følger det hér…)

Et internet-internat-kursus er i hvert fald mit bud på en fordybelses-proces, for den forfatter der ønsker at skabe sig en digital profil, og bevæge sig professionelt med nogenlunde tryghed på nettet.