Forleden var jeg til en branchemøde om bogudgivelser uden forlag. NewPub hed det. En lignende begivenhed eller et seminar sker nok igen i det nye år, for alle fremmødte var meget begejstrede. (Til danske vækkelsesmøder går kun prædikanterne i ekstase… )
Jeg var der i egenskab af selvudgiver af mine egne digte som ebøger, blogger om ebogsudviklingen i Danmark, var på Dansk Forfatterforenings stilling i erevolutionen, og skide nysgerrig efter at finde ud af, hvor stor forhåndsviden folk ville ankomme med.
Aftenen bestod af fire foredrag om selvudgivelse, der ensidigt behandlede udgivelse af fagbøger og mainstream-romaner. Det var helt tydeligt, at ingen havde samme fokus, som jeg har haft siden udgivelsen af Peter Poulsens edigtsamling på Lindhart og Ringhof i august 2010. Helt alene på min pind har jeg siddet og er blevet mere og mere sur på branchens store aktører – og helt glemt, at alt blot er business as usual.
DEN SURE MAND
Det første var Lindhart og Ringhof, der ikke tog hensyn til digterens arbejde i valget af ebogsformat. Dét problem er stadig ikke løst – der findes stadig ikke et ebogsformat, som ikke knækker linierne og dermed anullerer digterens arbejde med åndedrættet i teksten. Men tilsyneladende er hverken digtere, producenter, ebogssælgere eller ebogslæserproducenter interesserede. I hvert fald ikke nok til at lade sig gå på af problematikken – som jeg har ladet mig gå på af, at digternes behov blev siddet overhørige midt i den digitale verdensrevolution.
Dernæst Gyldendals grimme app, som jeg testede med køb af bøger, og opdagede at jeg på grund af DRM og dårlig programmering ikke kunne få mine køb ud af den. Hvad fanden havde de tænkt? Jeg har betalt for mine bøger, så giv mig dem så!
Og sådan gik det slag i slag året igennem, hen over opdagelsen af edistributionsfirmaet Publizons tyste forandringer af beregningsmodellen, med prisstigninger til følge for forbrugerne. Og at Publizon er ejet af Gyldendal og Lindhart og Ringhof. Og at Dansk Forfatterforening anerkendte brugen af DRM. Og at prøvesamarbejdet mellem Gyldendal, Lindhart og Ringhof, bibliotekerne og Publizon om en eUdlånsmodel, eReolen.dk, nu er endt med ved siden af låneknappen også at have en købeknap.
Det blev sådan, at jeg simpelthen ikke kunne skrive noget om ebogsudviklingen i Danmark uden at det blev til en historie med negative konsekvenser, eller en historie, der handlede om magtfordeling i forlagsbranchen til skade for digterne, forfatterne eller køberne, eller en historie om de uglesete selvudgivere, herunder digterne, der ikke kan få anmeldelser af konservative og udgiftsrædde avisredaktioner, eller lektørudtalelser af bibliotekerne, fordi der ikke gives lektørudtalelser på ebøger, når disse ikke købes til udlån og sådan fortsætter det.
Jeg blev simpelthen til en sur, gammel mand, mens alle omkring mig boblede af begejstring over det nye. Nye tablets, nye ebogslæsere, nyt ebogsformat (EPUB3), nye placeringsformater (HTML5 og CSS3), nye muligheder for at finde læsere, udlån af ebøger. Hvor alle andre, tilsyneladende, så muligheder, så jeg begrænsninger. Og det gjorde jeg, fordi jeg er et offer, der projicerer min egen ulykke ud på verden. Sådan er det, når man ikke bare er glad og fortrøstningsfuld.
SELVUDGIVELSE SOM KARRIERESKIFT
Som digter er jeg begyndt på toppen med anmeldelser, der delte nationen og siden har jeg så foretaget nogle karrierevalg, der nok har givet mig læsernes respekt pga. eksperimenterende processkrift og formfattige digte, men kostet mig fagfællernes pga. samme. Eller omvendt. Måske har jeg overmættet markedet med gratis Kenneth Krabat: Alle mine gratisudgivelser på nettet gennem årene. 800 digte plus noveller, essays og meget mere. Fotos, musik, indlæsninger, alt sammen givet væk uden forbindende – men det var sådan, jeg mente, at nettet ville vokse.Tænk på, at jeg har været med fra 1996, hvor der ikke var andet end nogle universitetstekster på nettet. Og i hvert fald ingen danske digtere.
Og siden jeg 2005 i protest mod offentlig tilsvining af digteren Martin Glaz Serup forlod Lindhart og Ringhof har jeg været uden hjem på et forlag med ansatte redaktører. Som anmelderen Lars Bukdahl givet ville udtrykke det, hvis han var i dét humør, hvad han ofte er: Kenneth Krabats karriere som digter er slut.
Men min karriere er ikke slut. Sådan er det at være forfatter. JEG er jo aldrig holdt op med at skrive – jeg har bare ikke være succesfokuseret nok, eller heldig. Jeg har regnet min karriere i arbejdsfrihed, MENS jeg arbejdede, snarere end som penge ind på bankkontoen. Andre har haft bedre kontakter i mediebranchen end jeg. Eller simpelthen bedre forstået begrebet “synlighed” som “in-person”.
NEWPUB
Efter NewPub har jeg set lyset: Har det ikke været det før, er forfatterrollen qva muligheden for (/kravet om?) selvudgivelse blevet et spørgsmål om at sælge, der vejer mindst lige så tungt som at skrive. Forfatteren skal være en producent med en virksomhed, som producerer færdige enkeltstående værker, der skal sælges flest mulige steder til den højest mulige pris. Akkurat dét, forfattere indtil i dag har haft forlag ansat til at tage sig af – mod selv at nøjes med 15-25% af udsalgsprisen.
Men bliver bogbranchens og forfatternes forhold bedre af, at salg – snarere end at give forbrugerne innovation og originalitet – traditionelt set lægger sig efter, hvad markedet ønsker,?
Jan Kelland, forfatteren til FORFATTER A/S, en bog om selvpublicering af p- og ebøger fra 2011, spurgte jeg om konsekvenserne for de historisk set lidet-sælgende genregrupper, af hvilke digterne ligger mit hjerte nærmest. Jeg sagde bl.a.:
“Det er et sårbart område. En digter er ikke en produktionsmaskine, der kan producere sig ud af krisen. En digter er en kunstner, der behøver at kunne have sin egen hastighed. Men sådan som hele ebogs/selvpubliceringsmaskinen kører nu, handler alt om bare at få produceret de der bøger. Komme ud med det. Og intet om konsekvenserne af at skulle være selvstændig som kunstner.”
Jan Kelland svarede:
“Afhængig af årsagen til at man digter, må hver enkelt jo vælge at bruge sin tid på det man finder hensigtsmæssigt.
Som jeg skriver i min bog, skal man IKKE overveje selvpublicering hvis det eneste man ønsker er at skrive. Så må man lade et forlag klare resten og acceptere de royalty man kan få.
At tage udgivelse og promovering i egen hånd åbner både muligheder og medfører nye arbejdsopgaver.
FORLAG SOM TILVALG
Til NewPub-mødet forleden stod alt således helt klart for alle andre også, at “Forlag ikke længere (er) en nødvendighed, det er et tilvalg“.
Det er det positive syn på selvudgivelse, og jeg behøver at gøre op med min indre sure mand, som på vegne af alle digtere verden over brokker sig over ikke at kunne forblive ansvarsløs i forhold til salget:
- At man kan tilvælge fordelene ved at blive selvudgiver i form af større overskud og styring af reklamering mv., mod at acceptere tilkomsten af nye arbejdsomgaver.
Går jeg ind i det, skal jeg tage den tid, jeg har brugt hidtil på at være forfatter, og lægge 10-15 ugentlige timer til, i hvert fald i begyndelsen. Og indstille mig på
- at skulle aflevere momsregnskab, eller betale mig fra det
- at jeg skal have det sjovt med at reklamere for mig selv i de sociale medier, eller betale mig fra det
- at dét at reklamere skal være en del af min kreative business, eller jeg skal betale mig fra det
- at jeg skal genopfinde min ydre profil med jævne mellemrum, eller betale mig fra det
- at jeg skal opdrage på legatudvalgene, indtil de forstår og erkender, at ebøger findes som del af det litterære landkort
- at jeg skal opdrage på avisredaktionerne og A/V-medierne, uanset at jeg er småkendt, indtil de anerkender, at litteraturen også findes dér at anmelde
og i den mørkere lejr
- at mine skatteforhold vil ændre sig, hvis jeg før har været vant til at blive beskattet som “gråzone-kunstner”
- at mit arbejde med at udbrede mit forfatterskab som med al anden selvstændig virksomhed kan resultere i, at salget ikke modsvarer mit tids- og energiforbrug og at jeg må lukke mit firma
- at jeg, hvis jeg må lukke mit forfatterfirma, ikke vil kunne opretholde salg af bøger eller udlån via bibliotekerne gennem CVR-krævende salgs- og distributionsled
RELEVANT LÆRINGSKURVE?
Jo, der ér en læringskurve, her i overgangen mellem p og e. Og man kan fint skyde sig ind på den via ovennævnte bog.
Men selv efter NewPub og Jan Kellands svar, og efter alt jeg har læst og skrevet om ebøger i halvandet år, står endnu ét væsentligt ubesvaret spørgsmål tilbage:
Er selvudgivelse for digtere overhovedet relevant i dét lys, som selvudgivelses-bølgen søger at stille faglitteratur og mainstream-romaner i? = Kan man som digter nærme sig mindstelønnen ved salg?
Den positive digter kan dog gøre meget for at komme mindstelønnen nærmere, hvis ikke ved at skubbe andre svin fra truget, så ved simpelthen at anlægge en konsistent udgivelsesstil med jævnt forekommende udgivelser. Det giver ikke nødvendigvis sindssvagt mange penge fra hver, men tilsammen skæpper det måske. (Mens vi venter på forhøjelse af grundfradraget for kunstnere.) :
Udgive via Lulu til salg i Amazon, også Europa, og på papir
Udgive til bibliotekerne og til eboghandlerne i DK via Publizon
Udgive og sælge via egen webshop
Udgive og sælge via iTunes
Omtale sig selv i mange forskellige fora og lægge spor tilbage til sin forlagsside
Selv lave almindelige EPUBs og Kindle-ebøger via billigt software
Selv lave enkle “full bleed”-ebøger til iPad via billigt software
Løfte fanen og skabe sig et brand – fokusere på genkendelighed i udgivelse og indhold
Blive synlig, forblive synlig, være synlig, leve synligere som professionel digter.
Ikke miste modet. Ikke miste modet. Ikke miste modet. Læringskurven er kun en kurve, indtil det basale er lært.
INTERVIEW OM eUDGIVELSE
Hør om, hvordan det kan være at udgive digitalt som digter:
http://den2radio.dk/udsendelser/kenneth-krabat-tidens-skaelven/
