Category: digt

DIGT: opløst til metafor

jeg opløses. disse øjne jeg peger. mine øjne ind i mig. tilstrækkelig dækkende metafor ønskes. opløses. jeg ser og ser ikke. ingenting at forstå, intet at frygte. dækkende metafor ønskes. omgivet af en aura i gul, ser jeg intet? ser jeg intet, må jeg opløses? i spørgsmål, for det er dem og det er dem og det er dem. som er intet og ingenting. jeg ser alt (det hele) men, ingen tror mig. øjet der ser, You know. dækkende metafor, tak. intet tror jeg. jeg ved, jeg ser. og intet kigger igen, ingenting. jeg duer ikke. jeg er øjne, jeg er ikke brugbar. jeg er øjne jeg ér ikke jeg er øjne jeg er opløst, nu. til syn.
Dit.

DIGT: i anden poetens

i låsen som en nøgle
to kopper
te af brudte flader
placerede
her donerede
ukvikke øjenposer
mens årene forsvinder
i slowmotion-fastmotion
trangen til at mærke efter
i mørkerum og stivnede former
uformgivne
alene
med ét ben trukket op
et andet løftet fra sumpen
svamp suger vand
sand
sand
man
går alene ind i mørket

står på tærskelen
langt fra alene
langt fra noget som helst
stramme regn¬bælter endnu et hul
og ét til
klemmer vejen hertil fast om sig selv
man
går alene ind i mørket

DIGT: symfoni for hval med tække

Der er fest i den flydende tunnel, ingen venter, musene piber, glæde svinger partnere rundt, men den pensionerede fyrbøder i hullet er tilfreds med at ånde, signaler til fremmede lande, langt borte, fremmede lande, “se, mor, skyer som taler. Se, mor, se!” Der er ingen til at svare, det er længe siden bjergryggen kastede sine ribber, fundne men glemte ligger de på banens hittegodskontor, spiller stille for sig selv, små rystelser som tog i anmarch… og og og hobe af benrader tilspørger uret, suger falsk luft ind, gylper af kulde… små rystelser i betonen, i et land, langt borte, “mor, hvornår kommer toget, hvornår er vi hjemme? Hvornår, mor? Hvornår?” små rystelser, små

DIGT: landflygtig

Han opdager at bordet bølger, alt er normalt, bordet er jo hav, for alle bølger fødes vel i havet. Men hvad om en klippefast hånd i opportunistisk higen efter revolution skulle røve kraften i sansningen, forankre havet til jorden? eller værre endnu, selv begynde at skælve, og kraftløs give bevægelsen adgang, rytmisk bølgende og uhindret voksende til en bjerghøj tsunami, der udiskriminerende underlægger sig alle egne af legemet og slutteligt kapsler øjnene ind? Han opdager at bordet endnu bølger. Ja, han er landfast, jo, han er i sikkerhed.

DIGT: ultimativt egern

som den bølger mellem parterne, er legen den ultimative opfyldelse af øjeblikkets behov, intet ord er betydningsformindsket i samme grad som ultimativt, legen bølger ultimativ, intet ord er her så træt efter leg som leg, ultimativt bølger, på fortove på pladser mellem høje ege hvor kun egern kommer, rette æt, intet bølger, kun egern i leg, leg er egern som skyer på himlen, leg er egern, egern, ultimativ leg

DIGT: nattesyges sjælesorg m.m.

så kortlevende, at den næsten ingen forbrydelse er, burde ikke opfattes som en forbrydelse

utålelig adfærd gjort tålelig gennem vedholdende umage uformåen generelt hvad angår identifikation og behandling af utålelig adfærd

stødvis pumpen i lytterør ført ud under Atlantens bund, hvæsen, sug over kilometer og kilometer i vand, talestrømme landfaste

gnidningsfri gliden fra skeden til begyndende dulmen de nattesyges utålmodige venten, væk fra den ene af to fastgroede positioner mod den anden, igennem og vækmod, i skede igen, måske, farvel

bulder, et tårn rasler i kæderne, jorden smiler, giver tårnet fri, sænker landskabet, giver gammel horisont ny beundrer, tårnet, ser

afsked med vennerne, vennerne siger vi, vennerne er her da altid, de lever i os, følger os på toilettet, børster tænder retvendt, vasker tøj, piller næse, gør nar af det naragtige, dør med os, vennerne dør med os, vi dør når vennerne dør, vi pudser os alene

ét er moro, et andet at le med vidtåbne tænder

POEM: den islandske joke

nothing rained that day. maybe it should have. maybe it just so happened, that nothing had moisture til spare. I don’t know.

they claimed icelandic ancestry. after fifteen minutes they were sweating like snails in season. are there snails in Iceland, I wonder? fifteen minutes later they walked through every heart.

agread, they were more worldly than I. But icelanders they were not. a joke had to find itself their way. An Icelandic joke. A letter of admiration and gratitude written in Icelandic, accompanied by music and lyrics of a famous lullaby.

so thought, so performed