Det er min holdning, at et digt skal læses, som det står skrevet… og således – med alle de mange forskellige pauselængder, som tegnsætning og linieskift er – skrives, som det skal læses og læses op. Jeg kalder det “pausenotation”.
Se det som rytmeangivelse – en styring af åndedræt og nærvær, som tilsammen bliver til digtets egen vejrtrækning. Continue reading “Om Pausenotation, kaldet “Pausens Musik””