iPad: Årsag til øget ebogs-pirateri?

Nej, ikke teknologi, vi køber. Men givet teknologi, vi bliver påtvunget.

Forud for introduktionen af iPad på det amerikanske marked forsøgte TorrentFreak sig med en sammenligning af ebogs-torrents og de 10 største roman-bestsellere. Overraskende nok var ingen af de 10 romaner at finde på torrentsites. Og lige så overraskende var 6 af 10 non-fiction-bestsellere at finde i torrentform.

Hér taler vi USA i april 2010. I dagene efter introduktionen steg antallet af downloadere på de enkelte ebogstorrent markant, nok til i hvert fald at konkludere, hvor ebogssegmentet befandt sig lige da, og muligvis også nok til at konkludere, at iPad’en var årsagen til stigningerne i antallet af downloadere.

Muligvis. For da jeg fik min iPad i september, googlede jeg “EPUB torrent” som det første – med formålet at teste nye EPUBs på min iPad, inden jeg gik ud og brugte penge. Det samme havde jeg gjort to år forinden, da jeg købte min første ebogslæser, en Hanlin v3: testet kompatabiliteten ml. BRUGERTESTEDE (tilgængelig) ebøger og min kinesiske ebogslæser. Oftest er torrents den eneste mulighed for “try-before-you-buy” ift. alt digitalt.

Ud over et bemærkelsesværdigt lille antal individuelle torrentstrenge, dvs. individuelle bøger til download, lå der én motherfuckerstor torrent med 4000+ bøger. Indholdslisten sagde (for mig) 60% ukendt (engelsksproget) skøn- og faglitteratur (non-fiction), samt de gode gamle travere, der har rumsteret på nettet i årevis: Hitchhikers guide to the galaxy, Harry Potter, Arthur C. Clarke, Asimov og andre populære science fiction-bøger, nu i EPUB frem for pdf, prc og hvad alle de “gamle” ebogsformater nu hedder. Men ingen (for mig) interessant ny litteratur eller spændende opslagsværker.

Hele denne enorme dynge af udifferentieret/usorteret litteratur smagte langt væk af “mængde”, altså “hvad-har-vi” snarere end interesse. Jojo, man kan, hvis man vil, hente en enkelt EPUB ud af dyngen uden at hente hele skidtet, men da jeg forsøgte, viste ventetiden på blot denne ene bog at løbe op i flere timer. Af hvilket man kan konkludere, at der ikke er den store interesse for at dele ebøger, som ikke er selektivt udvalgte.

Ebogsmarkedet er nyt og udefineret. Pt. handler det for forlagene om at skovle abogsindhold over i ebogsbeholdere, uden den store kærlighed eller interesse for udseendet – f.eks. har EPUBs typisk ikke har nogen forsider, fordi en forside fordrer lidt mere at producere. Selve antallet af ebøger er alfa og omega for eboghandlerne, især dem med egne ebogslæsere, fordi det er dette antal, altså udbuddet af ebøger, der angiveligt trækker forbrugerne mod en bestemt elæser-platform: iPad, NOOK, Kindle, Sony eReader osv. I ved: “nu med 300.000.000 bøger (skønt stadig kun godt 30.000 til salg – resten er rettighedsfrie og til gratis download…)

eBook Piracy ‘Surges’ After iPad Launch | TorrentFreak

Der kommer hele tiden flere ebøger på markedet. i følge Amazons CEO, Jeff Bozos, vil salget overhale salget af paperbacks til næste år. Men de fleste ebøger er stadig med Adobes DRM, så det bliver ikke Apples iPad, som lige med det samme kan beskyldes for at forårsage øget pirateri – selvom anklagen givet er god reklame: Apples EPUBs er kun vandmærkede og ikke krypterede og det er ikke mange af dem endnu.

Men lad os antage, at man hentede alle bøgerne i den store bog-torrent. i 1000vis. Er man biblioman, kunne det tænkes, at man ville læse dem alle. Med en bog om dagen, ville det tage… ah, godt 10 år. Men de fleste læsere holder sig til forfattere, de kender. Og det er de ebøger, de søger efter som torrents. Har de fysiske udgaver af bøgerne i forvejen, er de digitale kopier at regne som back-up. Har de ikke, er de mere tilbøjelige til at udsøge denne forfatters bøger i en boghandel, end en hvilken som helst anden forfatter. Og genrebøger trækker folk til en hel genre – ikke blot en enkelt forfatter. Reklame, all around.

Alle ebogssælgere, der har droppet DRM, HAR fattet det.

—
Kenneth Krabat, 16.12. 2010

lidt om ebøger og ebooks, december 2010

ebøger i USA og Danmark. Gad vide, hvad der sker andre steder?

Knap 300.00 ebog-torrents, ikke individuelle bøger, hér et par måneder fra bitTorrents 10-års fødselsdag.
A Snapshot of the Public BitTorrent Landscape | TorrentFreak
.

Apple anklaget af japanske forlæggere og forfattere, bl.a. Haruki Murakami, for at sælge piratudgaver af ebøger på iTunes Store. Apple vrider hænder og undskylder sig med, at det er tidkrævende at skulle godkende alle bøgers ophavsret.
Apple Accused of Selling Pirate Books On App Store

Norsk forfatter går i rette med selvindrømmet 16-årig ebogpirats praksis, men afsløres af søn som musikpirat.
Author Slams eBook Piracy, Son Outs Her As a Music Pirate

Den danske eBogs-app, Riidr, vil gerne have feedback_
“
(2010-12-13 17:00:16) Twitter / Riidr
Riidr: Hvad synes du, om vores Riidr e-bog / ebook læse-applikation til Apple iPad, iPhone & iPod? Skriv til @Riidr
http://twitter.com/Riidr/statuses/14348891361120259

Bogmania lover at skrive mere om eBøger
http://www.bogmania.net/search/label/ebook

Instruktion i at få DRM’ede danske bøger ind på iPad
fra mobildebat.dk

Jeg keeeeeeeder mig! [mobning 2]

Det keder mig i ekstrem grad at skulle tage ansvaret for, hvad jeg kan se er det rigtige at gøre.

 

Jeg har et problem:

jeg er begavet nok til at se, hvad der er rigtig at gøre, hvis man skal sigte mod et ideal. I dette tilfælde idealet om det sunde, det uneurotiske, det glade menneske.

Jeg har ofte sagt, at jeg rider på kaos. Dvs. at jeg holder af, at tingene i mit liv og omkring mig forandrer sig. “Kaos” hér er måske ikke det samme som “kaos” i Ghana eller Mexico eller Shri Lanka, men inden for rammerne af det her trygge samfund Danmark kan jeg godt lide, at tingene forandrer sig uforudsigeligt.

Altså: jeg har ikke lyst til at tage ansvaret for retningen i mit liv. Jeg har lys til fortsat at ride på en bølge af uansvarlighed. Hverdag er ikke min kop te. Jeg har stor ulyst til for alvor at blive dét, vi kalder “voksen”.

Voksen bliver man ved at tage konsekvenserne af dét man forstår eller synes at forstå. Alternativet er så ikke at tage konsekvenserne af det man forstår eller synes at forstå. At undlade at blive voksen.

Jeg kan godt lide at forsvinde fra mine følelser af og til, og lukke mig inde i mit hoved. Jeg kan også godt lide at forsvinde fra mit hoved en tid, og lukke mig inde i mine følelser. Begge kan jeg bestemme med hhv. pot og øl. Lidt af hvert, måske udstrakt over en periode, og gerne med total afkobling fra ansvar og eller total fordybelse i skriveri til følge.

Mit problem er hér til dels, at jeg ikke følelsesmæssigt kan connecte med min kæreste, når jeg er påvirket af pot, og hun bryder sig ikke selv om at ryge, og at dagene efter en joint er tilsvarende følelseskølige. At drikke øl til at fjerne mig fra for mange tanker duer heller ikke, hvis kæresten venter efter endt skriveri. Eneste mulighed er så tilsyneladende at trække mig på fysisk afstand af hende, når jeg behøver at koble af. Og det er min nuværende boligsituation ikke til.

PROBLEMET 1:
Ud over ikke bare at kunne trække mig, føler jeg, jeg mangler en del af mig selv ved ikke at kunne alternere mellem det ene og det andet middel. At jeg har det mindre sjovt i mit liv, fordi alt er så ensartet hele tiden. At alting bliver så røv-seriøst og rigtigt.

Ikke, at jeg er i tvivl om, at det er godt for enhver – på lang sigt – ikke at fjerne sig fra sine følelser og at tage sine tanker alvorligt og at forblive klarhovedet. Men jeg keder mig i stærkt stigende grad – på den korte bane. Og jeg synes ærlig talt, dét er værre.

Jeg savner udfordringer. Hvor jeg kan bruge mit hoved. Og kan komme lidt væk fra mine følelser i ny og næ. Fordi jeg har levet og arbejdet på denne måde i 25 år, må mit mønster beskrives som, at jeg savner at være uansvarlig. Jeg savner at ikke-vide. Jeg savner at være mere selvdestruktiv end jeg er i dag. Jeg savner efterveerne – følelsen af forskellighed, mig-før, og mig-efter. Og at få nyt at tænke over ved netop at indgå i uforsvarlighed, “ikke-retning“.

Nu er jeg jo også holdt op med at ryge tobak. Der er simpelthen ingen uvaner at fordreje hovedet på mig selv med. Jeg bliver sindssyg af at være så fornuftig. Jeg får ikke været alene. Jeg får ikke skrevet dét der fra det inderste. Jeg BLIVER sindssyg, hvis jeg ikke snart finder ud af, hvad fanden jeg skal stille op!

Okay, jeg kan også godt se, at jeg kommer fra en vane med at undgå at kede mig ved at indtage pot eller øl. Ja, jeg afskyr at føle, at jeg spilder tiden. Så hellere kvitte stressen og mindreværdsfølelsen med lidt rusmidler og kombinere en sådan midlertidig frihed fra ansvar med den aktivitet, jeg holder mest af: At skrive. Eller næstmest: At opleve, gerne drama – film, serier, menneskemylder på sidelinien.

PROBLEMET 2
I følge Csikszentmihalyi (ham med “flow”) ligger “kedsomhed” nederst, hvad angår udfordring, og indikerer et middel færdighedsnivau.

Spørgsmålet er, på hvilket område, jeg skal regne mine færdigheder.

Eller, hvis jeg skal være oprigtig: De eneste af mine færdigheder, hvor jeg har relativt nemt ved at komme i flow, er at skrive og få idéer. At leve, at have det sjovt, at hjælpe andre, at være partner, at skabe min fremtid, at fokusere, at planlægge osv osv. må jeg regne under ringe evner. I hvert fald ud fra Csikszentmihalyis skema: Jeg bekymrer mig. Jeg er anspændt. Jeg bliver apatisk. Når det handler om tillid til mennesker og til fremtiden og den slags.

PROBLEMET 3
Jeg ved, at udspringet for mig er mobning i en tidlig alder, igennem mange år. Og jeg ved, at jeg næppe nogen sinde slipper for følelsen af ikke at være god nok. Og at jeg aldrig vil kunne lægge ansvaret for mit liv i andres hænder. Men at vide det gør det ikke mere tilfredsstillende.

Når jeg keder mig, bliver jeg apatisk. Fantasiløs. Frygtsom. Altså, når kravene til mig overstiger, hvad jeg umiddelbart oplever at kunne honorere, blokerer jeg for kravene, indtil udfordringsniveauet ser ud til at matche mine evner, hér og nu.*

Kommer jeg til at sammenligne mig med andre, der går lige på med hovedet først, er det IKKE tilfredsstillende. Og det er svært ikke at sammenligne, når jeg generelt set har så stort behov for at gøre noget.

Det er heller ikke tilfredsstillende at hade ham i skolegården, der forårsagede en forkrøbling af min personlighed – hvor ingen aktivitet er naturlig eller tilstrækkelig, og ingen af de andres kontakter selvfølgelige og uden bagtanker. Men det gør jeg. Hader ham. Og ved at holde mig klar på, at jeg hader ham, kan jeg muligvis også holde fokus på IKKE at forfalde til apati og fortrængninger.

Men det er IKKE tilfredstillende.

Jeg ønsker at elske alt, jeg bruger tid på, og de mennesker, jeg ønsker at omgive mig med. Jeg ønsker at være fokuseret på fantasi og hittepåsomhed og dybe, varme følelser. Jeg mener mit hjerte i stand til at elske dybt og længe og med megen plads til forskellighed.

Had og apati og frygt og anspændthed er ikke i orden. Jeg vil ikke ha’ det! Både pot og øl kan af og til dæmpe tanker og følelser.

Men selvmedicinering er ikke tilfredsstillende. Heller ikke at skulle meditere eller levitere eller bare galopere på stedet. Det eneste, der rigtig duer, er at elske.

PROBLEMET 4
Kan jeg ikke elske, hvad er jeg så? Kan jeg ikke føle, at der er noget at elske – at der er noget i et andet menneske, som adskiller sig fra mig i en positiv forstand – hvad så? Jeg behøver mine udflugter, min flugt, mine pauser, min fordybelse, at trække vejret alene og uden krav om noget. Er det noget at tilbyde et forhold?

(* Det var besynderligt nok dén kontrakt, jeg lavede med mig selv i 1999, da jeg begyndte at skrive et dagligt digt – længe før, jeg overhovedet forstod min plageånds indflydelse: “Skriv et dagligt digt, og hvis det ikke føles godt nok, så sænk dine krav”. Det virkede. Der kom mange gode digte ud af det…)

—
Kenneth Krabat, 13.12. 2010

The Viral Me – om forbindelsesteflon og modstandsglæde

Silicon Valley – stedet, hvor skaberglæde SKAL give penge.

I Silicon Valley består opgaven i at skabe mindst mulig modstand i interaktionen mellem brugere af sociale netværker. Friktion afholder folk fra brug, mens friktionsløshed gør det nemt at være MIG.

Samtidig er Silicon Valley måske det eneste sted i USA med regulær optimisme – hér investeres både mange, mange penge og megen skaberkraft i at bringe folks egoer i samme rum.

via The Viral Me: Devin Friedman Investigates the New World of Social Networking

—
Kenneth Krabat, 13.12. 2010

DailyBooth: 1 og 2 og du er væk…

… men du kan bare oploade et nyt billede, så er du på igen!

DailyBooth er en “Social Service”: Du oploader et foto, det vises i en livestrøm på skærmen i godt 2 sek., evt. sammen med en tekst, et nyt billede af et andet menneske dukker op over dig og dit billede forsvinder nedad. Scroller man med med ned, er du væk på 5-6 sekunder i “myldretiden”. Hvis du er hurtig, kan du nå at reagere på et billede og en tekt og klikke på “kommentar”-linket for at læse eller skrive kommentarer. Hér kan du så også vælge at følge andre på samme måde, som du følger folk på Twitter.

Meningen med tjenesten? Jeg så en tilfældig fyr med knap 500 fotos af sig selv, morgen, middag og aften. Samme positur. Samme smil. Det må lige være noget for en pige, der ønsker sig en stabil fyr…

En anden fidus er, at DailyBooths indhold føjes til det billede, du laver af dig selv på nettet. Du kan altid være på. Lidt her, lidt dér. Vis din person, ikke dit menneske. [læs=avatar]. Det bliver nemmere og nemmere, og der bliver mere og mere OM dig. Ikke AF dig; de to ting er ikke det samme.

via DailyBooth Live Feed.

—
Kenneth Krabat, 13.12. 2010

ebogsnoter

Delingen.

du siger, at 30 millioner, der stjæler under de nuværende love, er moralsk forkastelige – præcis som at lige så mange fluer, der elsker lort, ikke kan gøre lort til noget godt. Men lort ér godt – det er kun et spørgsmål om perspektiv.

Når 30 millioner mennesker siger, at den enkeltes ejerskab ikke længere tilhører den enkelte, så gør det ikke længere dét. Og at hvis ophøret af ejerskab forhindrer skabelse af nyt, så har denne skabelse ingen værdi for fællesskabet.

Det er ikke Kommunismen 2, du ser på. Eller et totalt sammenbrud i moral. Men et ønske om større sammenhørighed, på tværs af økonomi. Folk har så megen tid, de ikke ved, hvad de skal gøre med. Allerhelst ville jeg fortælle dem, at de skal bruge den på deres familier og deres elskede, men de er under pres alle steder fra, og behøver både svar og frihed fra pres.

Reaktionen, måske hos de ensomste i vores flok, er at søge dér, hvor svaret ligger tættest på: Delingen.

Det, vi ser ske, er en deling (sharing) af informationer. Lige nu er det bøger, film, musik, alt, der kan transmitteres elektronisk. Og det er støtte til allehånde sager i verden, ikke mindst digitalt rundspredt, og det er sociale netværk, og indblanding i sager, som før var lokale. I dag kan man have en holdning til alt, der foregår i verden – og retmæssigt støtte en hvilken som helst enkeltsag på et andet kontinent, i en anden kultur, som man end ikke deler sprog med.

Det stopper ikke. Fildeling, informationsdeling, hgvad enten den er lovlig eller ulovlig, stopper ikke. For det er en del af dét at dele med andre. Eneste måde at bremse det på, er at stille økonomi imellem. Hvis folks privatøkonomi kommer i klemme, bremses det – men det er en bold, der er i gang, og kun nedlukning af internettet kan forhindre udbredelsen af ulovligt annekterede filer.

Folk vil være en del af noget. De vil have indflydelse på deres liv. De er ikke uærlige eller moralsk anløbne – de vil bare dele, hvad de vurderer som godt.

Bemærk, at ulovlig fildeling ikke er for økonomisk vinding. De få, der hæler digitale filer, kan kun gøre det på én af tre måder: Ved at have ALTING, eller ved at altid at have det nyeste – før det findes nogen andre steder. Det er den eneste måde at tjene penge på for dem – for derefter er katten ude af sækken. Og den tredje: At påstå, at de har det, og så sælge folk noget andet. For hvem skal folk klage til?

Hvis man tilbyder folk mulighed for indflydelse, og giver dem muligheder for at bestemme selv, såvel i opposition til de gamle magtstrukturer som underkastende sig dem, vil de bruge denne indflydelse til at gøre noget godt. Og jo bedre muligheder, jo bredere tænkte og jo mere det gavner flertallet, desto bedre. Forsøger man at manipulere folk, med politisk korrekthed eller forbud, sanktioner, straf, opnår man modstand – og denne modstand vil vokse. Som den vokser ude i den verden, der begynder at forstå betydningen af globalitet – og indflydelse via medierne.

Og så er der dét at prøvekøre ting: Kultfilm-samlere forstår, hvad det vil sige at finde ting fede, som hovedparten af alle andre oplever som regulært lort. Kvalitet er ikke noget, der står stemplet hen over et produkt – det er noget, en køber, en bruger, må afgøre for sig selv: Høj kvalitet eller lav kvalitet. Og på hvilken måde høj eller lav. Folk, der downloader film, bøger, spil, musik – hvis man ellers skal tro det stigende musik- og dvd-salg – prøvekører informationer. Med døren meget pludselig åben til en verden af næsten uendelige informationsmængder, er eneste måde at vurdere informationsværdien på at teste den. Men kun et fåtal går ud og køber ting hjem fra udlandet uden at vide noget – der er porto og administration og told og moms og usikkerheden – og da ingen fysiske butikker i begyndelsen af bredbåndstiden, og til dels også før, havde den ringeste anelse om, hvad der fandtes derude, som folk kunne være interesserede i, blev fildeling en naturlig konsekvens af en allerede eksisterende nysgerrighed, parret med nettets endeløse muligheder for at anbefale produkter fra alverdens kreative producenter.

Musikbranchen var den første til at reagere. Mindre salg. Og skylden blev lagt på fildelingen – at folk huggede musikken i stedet for at købe den – men mit lige så gode postulat er, at folk gennem fildelingens muligheder for selektiv download begyndte at blive mere selektive i deres valg af, hvilke musikNUMRE, de var interesserede i. En valgmulighed, som branchen var meget sen til at tilbyde dem. Og da var det lige ved at være for sent: Færre bands blev signede, og alle de ikke-signede bands lavede plader alligevel og solgte dem i stedet selv. Så kom iTunes Music Store og samlede dem alle sammen det samme sted, de gamle selskabers produkter og de uafhængige småforlags plader og enkeltsange. For det var jo dét, det var blevet til: Folk ville have den musik, de kunne lide, og ikke købe en hel CD for at få tre numre.

DVD-branchen har ikke lært det endnu. Folk downloader, det de hører om; vurderer det, og vælger at købe det, de bryder sig om. Dét, de gerne vil gemme. Krisemodellen ligner den fra musikverdenen, omend det hér er store $50 mio dollar produktioner, der bliver valgt fra ved ikke at blive købt eller set i biografen. Hér er det en descideret kvalitetsfravælgelse af et helt og færdigt produkt – de film, som folk til nød kan se en regnvåd søndag 1-2 år efter præmieren, er ikke film de gider at spendere penge på hverken at købe eller gå i biografen for at se. Og rygterne går hurtigt på nettet – og folk bruger tid på at lede efter andres meninger, så de ikke skal bruge tid (og penge) på oplevelser, de gerne er foruden. DVD-branchen taber ganske enkelt på at lave dårlige film. Som pladebranchen tabte penge på at lave kedelige albums med et hit eller to på.

(NB: FOr at noget kan blive godt, er der nødt til at være 90% lort. Og det gælder også dét, der havner i butikkerne. Vurderingen af det gode hviler på irritationen over det ufuldstændigt dårlige).

Hvis man ser det her som en progression, hvor software til at begynde med lå i toppen (jeg ved ikke, hvor den ligger i dag – måske et eller andet sted mellem musik og video), ligger digitale bøger relativt langt nede på listen over downloads. Det skyldes blandt andet, at der endnu ikke er kommet en ideel ebogs-læser på markedet. Og med ideel menes en læser, der ikke bruger (ret meget) strøm, ikke fylder noget, har en super læseflade, er forholdsvis billig, kan rumme 1 million titler (på en eller anden måde), og ikke tvinger brugeren til at bruge et bestemt fil-format, som gamle digitale filer skal konverteres til, før de kan lagres på og vises af læseren. Men når en sådan læser kommer, og det gør den, tro mig, vil bogbranchen få sin egen version af den digitale brugers nådesløse slagtning/ignorering af de digitale udgaver af fysiske bøger og tilsvarende understøttelse af de fysiske titler, hvor den digitale udgave har fundet nåde for downloaderne.

Héri ligger en anbefaling og et skræmmebillede gemt – tydeligtgjort underneden, så ingen forledes til at forveksle de to, eller tro de begge er skræmmebilleder:

Anbefalingen: Enhver fysisk udgivet bog i dag bør have en digital udgave af den liggende til fri download. Den skal simpelthen være gratis eller meget billig. Derved har folk mulighed for at prøvekøre bogen – og hvis alle nyudgivne bøger har en ebogspendent, vil en nyt anmeldelsessystem vokse frem, som sørger for at holde styr på hvilke ebøger (læs=bogudgivelser), der er værd at beskæftige sig med. Det vil være nådesløst, men det vil være retfærdigt i forhold til læseopinionen. Kan man fremvise en købs- eller downloadkvittering i en boghandel eller en salgsportal, hvor man bestiller den fysiske bog til afhentning i en “boghandel”, får man tilsvarende rabat på udsalgsprisen – også efter 5 år. Så slipper man for at makulere et stort antal bøger (det virker naturligvis ikke med det samme, den her model), og man opnår længere salg af de velanbefalede bøger, der naturligvis popper op på ebogssitesne som “folk, der købte/downloadede denne bog, købte/downloadede også disse…” En rimelig pris for en ebog ville være 50 kr., men der er intet til hinder for, at den kan sælges billigere, hvilket med sikkerhed dog ikke vil have nogen indlflydelse på vurderingen af den.

Skræmmebilledet: Vi mister boghandlere og biblioteker, begge klumpes sammen i mastodonter og de sparede penge går enten til investorer eller bruges på noget andet. Helt konkret mister borgerne lokalitet – fysisk tilstedeværelse af litteraturen i gadebilledet, pga. antallet af titler, der udgives. Lige nu skæres alle eksperimenter og forfatteropdyrkninger bort til fordel for satsen på det sikre. Det samme gjorde pladeforlagene, mens de store filmselskaber har forsøgt sig med et utal af litterære adaptioner og strømlinede produktioner for at stile mod et relativt sikkert publikum – nemlig dét, der er der i forvejen. Men når nettets brugere har mulighed for at prøvesmage ting i digitalt format, bliver sjovt nok leflen for fællesnævnerne sorteret fra dét, man erhverver sig gennem betaling – og der er ingen grund til at forvente, at det samme ikke skulle gøre sig gældende for læsere. MEN da forfatterne mister biblioteksmidler pt., fordrer dette lands særlige vilkår en politisk velvilje til at understøtte forfattere anderledes, end det gøres nu. Og da en sådan satsning givet i begyndelsen vil tilgodese (billige) oversatte værker (mere end det sker nu), frem for danske forfattere, vil royalty til udlandet tage endnu mere fra de danske forfattere (XXXX?) Og den sidste del af skræmmebilledet er, at ebogslæseren, den gode eLæser, kommer på et tidspunkt. Og der her vil være mange ebøger i omløb – hvilket giver antikvarboghandlerne færre bøger at handle med, og forlagene færre muligheder for genoptryk. (en fordel er dog, at man relativt nemt vil kunne finde ud af, hvor stor interessen er for et genoptryk på antallet af forespørgsler på den fysiske bog!)

Det er væsentligt og vigtigt at huske på én ting: Ingen kan læse MEGET MERE end de allerede gør. Selvom antallet af læsere skulle stige som følge af det her, hvilket i længden vil være en fordel for både brancen og dansk kulturliv som et hele, sørger den allerede fastlagte længde på døgnet for, at eventuelt kopierede bøger kun bliver læst i det omfang, folk finder dem interessante nok at anbefale til andre. Og når folk vænner sig til at få rabat på køb af fysiske bøger, vil mange givet vente med at købe en fysisk bog, indtil de enten kan læse en række læseranmeldelser af den eller selv investere i købet af ebogsudgaven. Det vil få forlagene til at lave smukkere bøger, for at dén del af potentielt ejerskab ikke forspildes, og så er resten sådan set business as usual: Satse på bøger, man synes er væsentlige.

Så skal man huske, at den direkte adgang fra læsemediet til købemediet er kort: Sidder man og læser en positiv anmeldelse af en bog, eller sidder man med ebogen, og synes, den er god, kan man klikke på et link og bestille den fysiske udgave.

Hvor mange grunde er der i dag til at BEHOLDE en bog, man selv har købt?

– Man vil gerne læse den igen
– Man håber at læse den en dag
– Man samler på bøger, generelt set
– Man behøver selv et fysisk bevis for sin erfaringsannammelse eller læsehistorie
– Man vil gerne fremvise sin viden og sin belæsthed
– Man holder af godt håndværk og god kunst
– Man håber at kunne udlåne den til nogen, der vil værdsætte den, som man selv gjorde det
– Man har foretaget en investering, som kan gensælges.

Hvis bogen er digital, hvorfor skal man så beholde den, når den ankommet til ens computer?

– Fordi man har plads på harddisken
– Fordi man via søgefunktioner på maskinen kan medregne den til søgeresultatet
– Fordi man har læst den og ønsker at læse den igen
– Fordi man samler på den typer bøger eller på mediet i det hele taget
– Fordi man håber at læse den en dag
– Fordi man gennem sociale portaler gerne vil skilte med, at man har den
– Fordi man gerne vil dele den med andre

Den fysiske bog skal bæres med i tasken, den har en mærkbar vægt; et mangeårigt forfatterskab kan være i et datalager på størrelse med et knappenålshoved – man kan sagtens have alle verdens ebøger med sig rundt, men har man dét, er det kun en anbefaling – ens egen eller en andens – der kan få en bog til at stikke frem af listen over bøger. Præcis lige som den fysiske bog. Og hvis den således er tilgængelig i en samtale, kan den hives frem, kopieres til samtalepartneres fastmedie, og derved fastholde samtalepartneren i et fokus på dét, der er fælles mellem parterne. Snarere end at den går i glemmebogen. Og med denne fastholdelse vil alle relationer bliver endnu mere fasttømrede omkring sådan, som parterne er som mennesker – der vil være færre fejlkøb, og dermed plads til flere nuancer (i og med anmeldersystemet og distributionsvejene og digitale udgaver af alle fysiske bøger).

Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange i de sidste 5 år, jeg i selskab med andre har lavet en søgning på nettet for at se, om det kunstprodukt, vi lige talte om, var til at finde – og det er nok lykkedes i 30% af tilfældene. Havde jeg været et mere sofistikeret menneske og mine venner ligeså, ville tilgængeligheden og dermed tallet givet have været mindre, men al vækst hænger jo sammen, og således også hér. I de fleste tilfælde er en anbefaling relativt kort efter blevet taget stilling til og anerkendt som udtryk for min samtalepartners smag

– og ikke min
– og noget jeg vil beskæftige mig med senere
– og noget, jeg snarest muligt vil udforske mere af selv
– og noget, jeg omgående må eje selv

og uanset hvilken af tilfældene, er der sket en værdifuld øjeblikkelig afklaring af vores relation.

Det sidste tilfælde ér forekommet, om end sjældent; det har oftest været noget med at tage stilling til kunstproduktet senere eller at det ikke har min interesse. Jeg har derved flyttet min udforskning af min interesse fra den fysiske butik til nettet som den første instans. Og det er ikke noget, jeg – eller andre med tilsvarende net-tilvænthed – holder op med, så længe nettet findes. For fildeling, lovlig og ulovligt, vil fortsætte så længe der er strøm: Resultaterne af min og andres søgen efter digitale filer – med udgangspunkt i interesser og spørgsmål og anbefalinger og hér-og-nu-samtaler – sætter nemlig spor i forekomsten af ting, der enten digitalkopieres eller digitaliseres. Så, udspringet for denne fødekæde er selve nettet, selve muligheden for at deles om ting. Dét at kunne dele ting med andre. Ikke ud fra et ønske om at bryde loven – men i tanken om, at andre ville kunne have glæde af dét, man selv har glæde af – om det så er hele samlinger eller enkeltværker. Informationer. Informationsdeling. Præcis som når man havde et kassettebånd med til en ven eller den seneste bog eller videofilm, man havde haft en god oplevelse med.

Den primære indvending imod billig eller gratis download må være, at nogen skal betale forfatteren for at skrive bogen, og virksomheden for at stille den til rådighed til download. Men hvad nu hvis 95% af downloadprisen – hvis modellen er, at det skal koste noget – går til forfatteren? Herefter tager litteraturnetværket over, og det afgøres ret hurtigt, om der er basis for et fysisk tryk. Hér træder forlagets maskineri i værk med tryk, distribution, lager og transport, hvilket afspejler sig i forlagets procentvise andel. Og hvis der samtidig (efter at modellen har fungeret en tid…) kan aflæses et mere eller mindre direkte behov for en oplagsstørrelse i litteraturnetværket, kan boghandlens usikkerhedsmoment, de 40% de normalt får for at tage chancen med lagerførsel af en bog, skabe en mere sikker virksomhed og dermed en lavere procentdel. Og dermed enten billigere fysiske bøger, eller flere penge for forfatter og forlag at dele.

Jeg er ked af at måtte sige, at formålet med at have en bogbranche for mig ikke blot er at have en bogbranche. Det er også at have diversitet. Dvs. nem adgang til både underholdning, nøgne informationer og dannelse. Og det er ganske åbenlyst for mig, at en bogbranche, der ikke tør satse på andet end det sikre, er en bogbranche, der kun er til for sig selv. Men som med alle recessioner vil der også hér komme et opsving, hvis det ikke allerede ér i gang – let paradoksalt med en branche i krise, der sælger flere bøger, skønt færre titler en nogen sinde, fordi folk ønsker at blive afledt, når det går dårligt generelt. Men det skal nok gå op igen – branchen skal nok genvinde modet – spørgsmålet er blot hvordan og hvornår? Og noget må ske. Der skal nye boller på suppen. SKal det det være mine boller? Det er jeg ikke optaget af – jeg forsøger blot at plante nogle frø og sige, at der er udveje, der er muligheder, men at de kræver at branchen tør gøre noget andet ved denne nye og anderledes situation end de altid har gjort ved den fasttømrede og gamle måde at udgive og trykke litteratur på.

Med ebøgerne står vi dér, hvor filmbranchen stod ved introduktionen af videoen og musikbranchen ved introduktionen af kassettebåndet og CD-brænderen. Og verden gik IKKE under. Der bliver stadig lavet musik og film, men muligvis er produkterne set over en bred kam kommet kunstnerne tættere på, og antallet af kunstnere, der bliver ufatteligt rige af deres kunst, færre. Mens flere lever bedre med den, end tilfældet var, da al distribution og produktion lå i hænderne på nogle få.

don kenn gallery (here be monsters…)

Efter arbejde, i mellemrummene, når tvillingerne og konen og pligterne har fået deres, tegner han uhyrer på post-its.

“Born in Denmark 1978. I write and direct television shows for kids. I have a set of twins and not much time for anything. But when i have time i draw monsterdrawings on post-it notes… it is a little window into a different world, made on office supplies.”

don kenn gallery

Radio WFMU, Too Much Information with Benjamen Walker

Benjamen Walker som radiointerview-vært er… ja, det er sgu svært at sige. Sig selv? Jo, sig selv. Svært placérbart sig selv.

Playlists and Archives for Too Much Information with Benjamen Walker.

Se også (=HØR også) Benjamen Walkers Theory of Everything