Artikeludkast: Elektronisk bogbog (1995)

Det første, der rigtigt slår mig (hårdt) i talen om bøger på diskette og CD-ROM, er rettighedsspørgsmålet set i europæisk perspektiv. Giv mig tid til at komme rundt om det.

At det danske sprog har for lille udbredelse til at kunne understøtte mere end en håndfuld forfattere, har sikkert aldrig forhindret nogen i at skrive. Men jeg er fuldstændig overbevist om, at de eksisterende danske papirforlag, selv med tanke på hvor få vi er i Danmark og Solvang, gerne udgav endnu flere danske bøger, såfremt kaliteten bare var høj nok. Dette gælder også digtsamlinger og andre snævre skriftområder.

Nu har enhver med hang og trang til skriftbilleder mulighed for via sin computer at få et bogmanus i omløb til under en femtedel af hvad et papiroplag ville have kostet. En bog i almindeligt udstyr koster typisk 40 kr. at producere, en diskette kan fås for otte. Men! Men men men men…

Første forslag til den elektroniske bog:

1. Lav den elektroniske bog-bog. Denne første udgave skal være på størrelse med en overstørrelse paper-back, veje omkring 200 gram, være udstyret med tre stik:

  • 1 til den stationære computer til “re-fill”,
  • 1 til en chipROM og
  • 1 til ekstern strømforsyning/genopladning af batterier.

Den skal laves som en bog – have en højre og en venstre side og være hængslet i ryggen. Den skal have tre knapper: Tænd/sluk, næste side og forrige side. Læsefladen skal ikke kunne scroll’e, men gerne kunne gengive et gråtone-billede. Den skal kunne huske titel og “sætte et bogmærke” dér man er kommet til i bogen, når man lukker bogbogen. Det skal være muligt at customize omslaget – altså f.eks indbinde bogbogen i skind. Den skal koste under en gennemsnits-dagløn.

Dette svarer nogenlunde til fra privatbilisme i overvejende grad at overgå til kollektiv trafik.

Drop idéen med at udgive normale bøger på diskette. Der er for mange problemer med at kunne betale forfatterne, da enhver jo kan lave 700 kopier af Peter Høegs næste bog til alle sine venner, uden at denne ser en øre deraf.

2. Udgiv bøger på chipROM. Der er en pris på ROM’en, og indholdet koster efter forskellige kriterier – noget lig biblioteksfordelingssystemet ville måske være en god idé:

  • Pris efter objektiv-mængde (faktisk omfang),
  • pris efter subjektiv mængde ([forfatterens] tidsforbrug – 1 side lyrik = 10 sider prosa eller lign.),
  • pris efter nationalitet: en dansk udgivelse får 1/10 af indholdsprisen i forskud fra udgivelsesdato og endnu 1/10 for hver solgt udgivelse fra kulturstøtten.

Tre udgivne bøger sikrer automatisk status som skribent i bistandssammenhænge (hvis man vil), med dertil hørende ret til minimumsbistand, som nedsættes i de måneder man tjener penge på sin metiér. [Forfatterløn].

Sigt mod det totale elektroniske bogmarked. Der vil stadig være folk som mig, der trykker og får trykt papirbøger (evt. på hampe-papir i fremtiden), men jo hurtigere et skift vi får, desto nemmere kan vi hamle op med det udenlandske marked.

Få bog-bogen patenteret globalt.

Opslagsværker fastinstalleres på bestilling. I Opslags-bogbogen.

Rent miljømæssigt er alle disse chips dog en dårlig idé. Man kunne så i stedet lave dem til RAM’s (der kan slettes og gen-optages), men er så lige vidt rettighedsmæssigt.

Forslag nummer to bygger på den holdning, at Danmark alligevel er for lille et sprogområde til at kunne opretholde en litteraturstandard, som ikke er underbygget af den til enhver tid gældende ideologi på Sammenlignende Litteratur fem år tilbage. Når forlæggerne benytter akademikere som orakler, fordi redaktørerne ikke længere har råd eller beføjelser til at satse på personlige interesser, yngelpleje og regulær intuition, størkner tankemiljøet i en evig forsinkelse. At kritikerne ofte er de selvsamme, som assisterer forlæggerne, eller ihvertfald af sammen byrd eller generation, hjælper jo heller ikke noget.

“fremtiden”

  1. Vi fik endelig taget os sammen til at gøre bogen totalt et-nul’et. Vi lavede den skide database og proppede alle bøgerne ind i den.
  2. Men først skulle Danmarks mest forstokkede, ineffektive del-monopol-koncern oppe sig helt gevaldigt og rent faktisk indse, at Danmark var mere end på vej til at få en elektronisk nætværks-overbygning. Gæt hvem? (Tele-Danmark) Og deres priser!!! De sænkede dem jo ikke, uanset hvor meget de tjente. De fattede ikke, at de spærrede for almindelige borgeres adgang til telefonnettet på en daglig, betalbar basis. De fattede ikke, hvis det endelig skal være på den måde, at de måske kunne tjene mere totalt, hvis de ville indvillige i at fordele indtjeningen over flere forbrugere. Men det tvang man dem til at forstå.
  3. Udlånet foregår fra lokale main-frames, lige som forne dages biblioteker. Bibliotekarer køber bøgerne som før, og kan man ikke få en bestemt bog fra sin lokale frame, kan man bare ringe en anden op, evt. i en anden landsdel til en anden teletakst.
  4. Så længe biblioteker har eksisteret, eller snarere: så længe gratisudlån af bøger har fundet sted, har der været et misforhold mellem indtægt og antal udlån. Og det er der fortsat. Og det skal der gerne være fremover også. Den fattige kan stadig låne bøger. Betalingen foregår efter en omregningstabel. Hver låner betaler 0,1 promille af hver 1000 indtjente kroner pr. lånt bog, og 1 promille af hver 1000 indtjente kroner for hver lånte nye bog – som så også kan kopieres og beholdes, om man vil.
    1. Disse penge er et udlån fra statens side og trækkes kollektivt over skatten.
    2. Fratrukket rene udgifter fordeles hele lånepuljen blandt forfatterne efter systemet omtalt i første afsnit, men med klar skelen til antal udlån og salg. Fordelingen sker efter aftale med forfatteren – på uge, måneds, kvartals eller årsbasis. Omregningen er jo nem nok. Og opgørelsen ligeså.

IDÉ: FÆRGELAND DANMARK

Hej Far, her er et udkast til noget, jeg måske vil lave. Du må gerne kommentere – også om kvaliteten af det modtagne rent FAX-mæssigt, kan det læses osv?

FÆRGELAND DANMARK

1. Årstidsspecifikke

  • vejrlig
  • situationer
  • kunder
  • seværdigheder

2. Fordelene/”Det gode” ved færgefart

  • vs. broer og dæmninger
  • oplevelsesmæssigt
  • rekreativt
  • prismæssigt på kort og lang sigt
  • i fremtiden
  • tilgængelighed i pris og regelmæssighed
  • sikkerhed

3. Ulemperne/”det dårlige” ved færgefart

  • vs. broer og dæmninger
  • oplevelsesmæssigt
  • rekreativt
  • prismæssigt på kort og lang sigt
  • i fremtiden
  • tilgængelighed i pris og regelmæssighed
  • sikkerhed

4. Færgernes historie

  • oprindelse
  • formål
  • nutidighed
  • anekdoter

5. Opland

  • støtter
  • modstandere

6. Statistik

  • antal rejsende ialt i Danmark pr dag/md/år
  • færgerejsende prdag/md/år
  • besparelse i benzin (omregnet) færge vs. antal biler/mennesker fragtet
  • besparelse i kroner, på kort og lang sigt færge vs. bro/dæmning
  • andre interessante statistikker

7. Politik

  • offentlig økonomisk støtte?
  • fremtid/visioner
  • prioriteringer

BREV

Kære Færgeejer eller administratør (sic)

Danmark har (endnu) 46 færgeruter. (måske er der flere – NB) Disse færgeruter besejles hver dag tilsammen af (antal mennesker – NB). Dette antal færgerejsende svarer til (procent – NB) af den daglige transport af mennesker i Danmark. På årsplan handler det om fra (antal mennesker – NB) for den mindst besejlede rute, til (antal mennesker – NB) for den mest besejlede. Men uanset det daglige antal af passagerer gælder det for de fleste af disse ruter, at danskere er afhængige af om færgen sejler eller ej – fordi de skal til arbejde på fastlandet eller en anden ø, udbringe varer og post, på ferie eller blot på besøg hos far og mor eller moster Oda.

Færgerne er mange danskeres daglige vandvej – naturligvis fordi Danmark er et øland. Men hvad med broer – “er broer ikke en hurtigere og nemmere forbindelse”, vil mange nok sige, som ikke er vant til tempoet. “Broer går ikke i stykker, de sidder ikke fast i isen, de bliver sjældent offer for sammenstød, de ‘er gratis’, de tvinger ikke én til at sænke hastigheden”.

“I vore dage” er der en tendens til at prioritere hastigheden, hvormed man når frem, fremfor oplevelserne på turen. Og hverken mange ikke-færgebrugere eller ikke-lokalkendte færgebrugere erkender, at det i længden er billigere at betale for de benyttede færgeoverfarter (bliver færgerne økonomisk understøttede af staten? NB Hvis ja, ud fra hvilke motiver? NB) end at lade kommunen eller staten bygge en bro for kun senere “usynligt” hente pengene ind igen fra alle skatteydernes lommer. Hastighed og “lad bare de andre betale for mig” er de “usynlige” argumenter for at lade Staten bygge broer.

Det er næppe sandsynligt, at alle færgeruter bliver erstattet med broer, men det er ikke udelukket, at en gennemgribende samfundsmæssig holdningsændring til færger á la “det tager sgu for lang tid” eller “det er besværligt” kan være med til at affolke vore øer, og skabe dem om til halv- eller kvartårlige ferieområder, med deraf følgende tab af dialekter og særheder, det oplevelsesmæssige ved at sejle ufortalt.

Når vi er så lille et land som vi nu én gang er, må de nationale bestræbelser være på at opretholde forskellighederne. Sagt filosofisk gælder det, at alle lukkede systemer (som f.eks. et sprogområde) fordrer en vis mængde uro/kaos for at holde sig igang – der skal indput udefra, og der skal bevægelse indenadtil, hvis ikke stilstand skal blive resultatet. Og stilstand sét i nationalt perspektiv ville være at alle tænkte ens, at alle betalte alt for alle, at ingen havde personligt ansvar for eget oprethold, transport og drømme, og at enhver kunne beskylde alle andre for egen ladhed eller visionsløshed.

At en rejse bliver afbrudt af f.eks. en færgerejse gør, at den rejsende reflekterer over sin rejse. Hvis der ingen ophold er, som når man blot kan smutte over en bro, kommer alt til at handle om at nå frem. Rent menneskeligt sét er det meget lidt befordrende for skabelsen af den ro, som er forudsætningen for at man sér hvad man er omgivet af. Ikke dermed sagt at broer er af det onde – broer i bjergrige landskaber er f.eks. en forudsætning for overhovedet at kunne komme nogen vegne – men at betragte broer som ligeværdige erstatninger for færger er at tænke i tid, penge, hastighed og fremtid, fremfor i menneskeværd, oplevelse, kontemplation og “nu”. Det er nødvendigt, at mennesker ser, hvad de er omgivet af, det er nødvendigt, at mennesker ved, hvad der “er dem selv” og “hvad der er omgivelserne”, for ellers kan det ske, at hvert enkelt menneske begynder at definere Verden ud fra helt personlige behov og disses mulige opfyldelse. Og hvis den indre ro mangler, er der ikke langt til en-føjelighed-over-for/en-afhængighed-af Verdens tilbud, som kvæler kreativitet, visioner og evnen til at indleve sig i andres situation.

Fordi jeg ønsker at være med til at bevare den særegne økultur i Danmark, omend det ikke er muligt helt at stopppe indrykket af fritidshuse, fordi jeg ønsker at minde såvel danskere som udlændinge om, at livet bedst (op)leves, når man standser op i sin rejse, fordi færger og sejllads i det hele taget er mest naturnære måde at rejse på, og fordi jeg ønsker at såvel fastboende øboere som tilrejsende skal opleve og eller holde fast i det særegne ved at kunne tage den helt med ro, vil jeg gerne beskrive de dansker færgeruter, deres betydning for lokalsamfund før og nu, deres økonomi, geografi, historie, udseende, og forhåbentlig på vejen få nogle gode historier og skrøner med i posen. Bogen, det skal blive til, skal være i bredformat, ca. 16×20 cm, omkring 150 sider trykt på tyndt papir, med mange illustrationer før og nu, og trykt i stort oplag, evt. oversat til tysk og engelsk, og bl.a. stilles til salg ved alle færgeruter. Prisen skal holdes så lavt som muligt, omkring 100 kr.

Jeg vil have 7000 kr. om måneden udbetalt, rejse og kost betalt (vandrehjem o.lign.) og del i et evt. overskud………

Anmeldelser: alle veje fører til Magtenbølle

3. bog

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet – andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma ‘vi flytter alt, selv i morgen’. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare – og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter – hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus – og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris – og det skal der – så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer – i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det – som navnet antyder – akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér – og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord “intenerarium”, som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber – i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de “lukkede øjnes stille magi” ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af “sorte” huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er “forankret bag en velkendt moles bolværk”. Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok – og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.

IDÉ: Kogebog om KIKÆRTER og HUMMUS, og BØNNER

Kikærter

oprindelse

næringsværdi

tilberedning – som spirer, stegning, ristning, kogning, snacks, bagning?, grilning, som tilbehør, suppe?

HUMMUS

alle de forskellige stavemåder + oprindelse

tilberedning på 1000 måder eller kun een

som tilbehør, som hovedret, som pålæg + sammen med hvad?

——————————————————————————

Kogebog om BØNNER

hver slags behandlet for sig – se ovenstående

Produktionen af “alle veje fører til Magtenbølle”

Mit svendestykke af en bog, tror jeg. Udgivelsen blev fulgt på vejen af et præsentationssamarbejde med generøse Henrik Hannibal, som udmundede i “Magtenbølleturen”, 8 performanceteater-busture rundt om Københavns centrum á 20 minutter, hvor 15 mennesker gjorde deres ypperligste for at fremstille bogens essens (se “natten swingede langsomt”).

magtenbølle-dagbog 1992-1994 – om livet rundt og op til endelig at finde et forlag – Gyldendal … – for så at få bogen antaget uden at nogen pillede i den.

alle veje fører til magtenbølleBETA, Sidste betaversion af bogen, før den endelige udlugning, dec. 1993 [pdf]

alle veje fører til magtenbølle, trykfærdig version, uden endelig boglayout, juni 1994 [pdf]

Natten swingede langsomt, “livspoetik” (1994) – Om den fælles rejse, vi gør hver for sig; der også er en redegørelse af, hvad Magtenbøllekonceptet er, som det kom til udtryk i Magtenbølleturene omkring København. Første forsøg på en poetik, eller poetikken lige da.

Omstigning til verdensforståelsen” – foromtale af Magtenbølleturen i Politiken

Anmeldelser af alle veje…

det uundfangne barn (1994, Bogmarkedet 35/36) [pdf] – i forbindelse med lancering af “alle veje fører til magtenbølle)

Magtenbøllehymnen [musik: Henrik Hannibal, tekst: Kenneth Krabat] [links følger]

Magtenbøllekataloget [link følger]

Det grædende Barn [link følger]

Program [link følger]

Præsentation til at skaffe midler med [link følger]

Carlsbergs Idélegat [link følger]

Pisseflyer, Ungeren

FED, RUND OG DEJLIG
&
UNGDOMSHUSET

PRISANGTERER

HIST NEDE &
KOM HER OP!

* IRMA HENRIKSEN monolog

* MONDO KANE kultfilmsss om ritualer

* ASIAN SHOWER Københavnspræmiere på kortfilm om bådflygtninge, optaget ved Ungeren (Gritt Uldall)

* CLAUDIA de TURNER LOOK-ALIKE – skønsang

* Y-TON-G Hamburger Weird Ambient (D)


UNGDOMSHUSET
jagtvej 69
MANDAG 2.5. 1994 KL.20.00
ENTRE KR. 20

– ikke som set på TV –

ESSAYIDÉ: HVAD ER VESTERBRO?

en bydel – en bydel er et område af en by, og i dette tilfælde et område som vist udspringer fra de tre gamle byporte, østerbro, nørrebro og vesterbro. Bro betyder så her ikke noget med fysisk overgang over et vand, men vist snarere bare “område”.

særkende – et område, som i mange år har huset Københavns ludere – i disse dage stedet, hvor størstedelen af gadehandel med stoffer foregår, og formodentlig også den mere skjulte handel. Det er også stedet, som er kendt for ekstremt voldelige barer (sikkert en overdrivelse), luderhoteller, faldefærdige ejendomme, pornogrossister, pornobutikker. I senere år i kikkerten på grund af politiets politisk understøttede bestræbelser for at “rense” området omkring Halmtorvet for gadeludere, bumser, småkriminelle og narkomaner – “tre måneders karantæne; bøde hvis pågribes indenfor 300 meter fra Halmtorvet”. Min association til Vesterbro siger altså stort sét kun området omkring Istedgade/Halmtorvet/Vesterbrogade i Cityenden

Hvor – Vesterbro støder nordpå op til Rådhuspladsen/city, vestnordvest op til Nørrebro, østpå til havnebassin, sydgående banelegeme og Sydhavn, sydpå til Valby og vestpå til Frederiksberg og Nørrebro. Udstrækningen opfattes som lang og smal, koncentreret i de tre mest kendte gader: Vesterbroggade, en lang hovedfærdselåre og udfaldsvej, Istedgade, porno, luder og stof-gaden og Halmtorvet, de trækkende luderes faste bil-sex-pick-up-sted – men udstrækningen er langt større end som så. Og jeg ved faktisk ikke HVOR stor, eller præcis hvor grænsen går geografisk.

oplevelser – i området omkring Istedgade/Vesterbrogade/Halmtorvet oplever jeg stort menneskeligt forfald. Området ml. banen og Rådhuspladsen er præget af de turistede og de ungdommelige forlystelser – konsumforlystelser. Den fjerneste ende af Istedgade virker meget levende, om end lidt faldefærdigt – der er plantet en smule træer, og der er en lille og rar, om end noget firkantet indrettet park. Længere ude den vej ligger et område med byggeforeningshuse – hyggeligt om end noget ensformigt og stille. Ned mod banelegemet: Sønderboulevard og gaderne, der støder op til Istedgade er alle en smule kolde – nogle kunne nemt have ligget på Østerbro, men en del er brede og endnu brostensbelagte. Det fornemmes, at her sker en udvikling i det borgelige liv – andelsforeninger og ejerlejligheder. I den fjerne ende af Vesterbrogade er gadeliv og butikker meget præget af høj gennemfarthastighed, biler der skal ind til og ud af byen – der er en smule hyggeligt i området omkring Carlsberg, med træer og skrånende veje, men generelt er denne ende af Vesterbrogade en smule kold. Noget andet er det med sidegaderne som herfra støder op til Frederiksberg – her er træer og hygge, men ikke mange butikker. Vi befinder os i det hele taget i udkanten af indre København hér, og det er tydeligt. Rådhuspladsen hører til Vesterbro, i hvertfald som postnummer, og er et nummer for sig. Her er liv og altid noget at se på – her sker happenings og koncerter, her er tre pølsevogne, her munder strøget ud og

ARTIKELSERIE-IDÉ: NULOPRØR I VINKELVANG (4)

– noter

kommentarer under “Karsten – en fattig hedonist

i forbindelse med omtale af SAM [records og magasinet] var jeg mere interesseret i at tale om hvad JEG havde gjort, frem for at forklare hvorfor jeg begynder at snakke om min involvering deri.

En lille tilbøjelighed til at fremstille alt, jeg ikke ved, eller ikke kunne have forestillet mig, som om det er en fejl fra omverdens side – “når JEG ikke ved det, burde andre heller ikke vide det”

af mangel på erindringer, skaber jeg fiktive erindringer – og jeg ved det, mens jeg gør det – jeg lyver, når der er huller i erindringen, broderer, bygger et erindringsbillede op, som jeg mener lyder troværdigt – men fordi disse fiktive erindringer ér fiktive, savner de gennemslagskraft. Jeg lyver ikke overbevisende.

Ofte kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal indrømme ikke at have set eller oplevet denne eller hine film, udstilling osv. “Hvis jeg siger ja (og det modsatte er tilfældet), hvor meget kan jeg så bluffe mig igennem?” eller “Er det nødvendigt at sige ja” – hvilket sådan set er det værste. En unødvendig form for underlegenhed.

———————————–

det tog noget tid at skrive interviewet ud – 4-6 timer pr. 45 minutter – noget længere end jeg havde forestillet mig; men NU ér det skrevet ud, og Jan har beredevilligt udskrevet det på sit arbejde – og jeg har brugt de sidste par dage på at lave en oversigt. Og i modsætning til min tidligere opfattelse synes jeg nu, at der er rigeligt materiale – ja, næsten for meget, idet det udskrevet fylder ca 80 sider. Jeg har besluttet at ville have det ned på max. 20 sider – selv det er måske for meget, men da vil jeg måske have det fornødne overblik til at kunne skære yderligere i det, såfremt det skulle blive nødvendigt (hvis MODTRYK kræver det).

I går, 16.2., har jeg forsøgsvis besluttet at skrive det i 2. person – argumentet herfor værende dels, at jeg nemmere vil kunne være tro mod ham ved at lave en form for opsummering – med lejlighedsvise citater til at give det fornødne krydderi – og dels fordi jeg har en fornemmelse, (som jeg ikke er helt sikker på ikke er en form for selvforsvar), der siger mig, at han i sine udtalelser er enormt på vagt og hele tiden forsøger at sige det rigtige, hvorfor det måske ville være en god idé at tale til ham i bekræftende form, i 2. person. Risikoen er, at det kan komme til at virke patroniserende, derved at jeg i min sammenskrivning kan komme til at lyde som om JEG har det fulde overblik, hvilket jeg måske har i kraft af at jeg har det hele “sort på hvidt”, men i den forsøgsvise 2. personssammenskrivning af hans opvækst synes jeg det fungerer bedre end nogenlunde. Faktisk rimelig godt. Spørgsmålet er så bare, når det senere hen bliver mere kompliceret, (og det bliver det fordi sammenhænge opstår, som måske kun antydes eller måske slet ikke er erkendte), om jeg kan holde overblikket? Han er godt nok til stor hjælp selv, fordi han er i stand til selv at kronologisere, om end han kører ud af forskellige sidespor af og til, eller jeg hjælper ham på vej med uoverlagte spørgsmål – det er faktisk muligt at stort sét inddele hans liv i perioder, følger her som “uautoriserede” overskrifter:

MDMA i P4 i P1 (interview-form)
opvækst og skole
speed
LSD
— kropsligt oplevet
Techno
— syren får andet formål; Daniel
familien i “Melonen”
efter “Melonen”
Thailand/Kopaniang
— en beslutning opstår
højdosis-syreoplevelser
— introspektion
syrens lære
fremtiden
— visionen om fremtiden
— opdagelse af formål og tro
— planer med technoen
angst
trance
— syre og en leg med roller
selvterapi
— slappe af, slippe programmeringer
“lort nok”
— afsluttende digt fra BZ-bogen

Hovedsagen er, at jeg synes det er spændende – spændende at balancere på den knivsæg, der hedder: Er jeg tro overfor manden? Jeg er ved godt mod, desuagtet jeg ikke får lavet nær det, jeg gerne vil. Tiden går, klokken slår, Anja kommer forbi, der var lige en god bog og pludselig var den 5.00, telefonen ringer, brev der skal skrives, min egen bog, som er blevet plejet og meget meget andet. Men jeg gør det nu, at Anja får interviewet i morgen, og så vil jeg i weekenden overveje, evt. efter hendes læsning, om jeg skal vise ham den første del og bede ham kommentere det. Derudover har jeg også et par uddybende spørgsmål.

Den foreløbige arbejdstitel er “psykonaut, fattig hedonist, eller bare langt ude?” JEG mener han er det hele, med mulighed for både at dø fysisk og psykisk, såvel som at alt smelter sammen og går op i en højere enhed. Selv kalder han sig en fattig hedonist, og mener, at dét er fremtiden.

ARTIKELSERIE-IDÉ: NULOPRØR I VINKELVANG (3)

[interviewet forsøgsvis i 2. person, med indskudte citater]

Du er født i Glostrup i ‘69. I flyttede til Tåstrup. Din far og mor blev skilt i ‘72, og du blev boende i Tåstrup hos din far og hans nye kone. På et tidspunkt var du 2 1/2 år hos en plejefamilie i Albertslund, og som 12-årig flyttede du så tilbage til din far, som nu boede i Haudrup. Her blev du, intil du flyttede hjemmefra.

Du havde fået at vide, at din stedmor var din mor, men som 7-årig blev du en snevejrsdag taget ud i Dyrehaven og af din far præsenteret for en vildt fremmed kvinde, du så fik at vide var din mor. Kontakten var jul og fødselsdage, men fra omkring dit 18. år begyndte I at opbygge en ny kontakt. Og det gik tilsyneladende over forventning. “Og så er der vel ikke meget mere at sige til det.”

På din første skole i Tåstrup gik du til skolepsykolog, “som skilsmissebørn jo gjorde den gang”. Men også fordi du skruede dig op i ekstremt hysteri, når ting gik dig imod. Og i første klasse på Haudrup skole gik du også til skolepsykolog… velmenende pædagoger, som du bagte kager sammen med. “At komme med kage til din klasse, så er du konge for en dag.” Albertslund skole var næste skole, fra 2. klasse – og i dén tid faldt du godt til ro, primært fordi du var omgivet af din plejefamilies ældre søskende, men også fordi din plejemor var en god pædagog.

Da du i ‘79 flyttede hjem til din far, havde han fået den idé, at du skulle starte i 5. klasse på Sydkystens Privatskole. Et enormt disciplinært sted: Lærerne skulle tiltales med Hr. og Fru; man skulle stå på to rækker i gården, inden man gik ind, og rejse sig, når en lærer kom ind i klassen; og de havde et hav af disciplinærstraffe. Men det gav en enormt sammentømret klasse, fordi “man kan altid være enig om, at alle hader sgu læreren, ikke!”
Efter 9. klasse blev du hu-hej skippet af sted til Solrød gymnasium, hvor du gik i tre år. Men ud over at du midt i 3. G. flyttede hjemmefra, til et rækkehus i Haudrup, var det tre stort set begivenhedsløse år, hvad skolen angik. Og derefter havde din far så en idé om – “han optræder lige lidt her” – at du skulle på DTH og være ingeniør lige som ham. Men dér meldte du for første gang fra. Du ville have en pause fra alt, der hed skole.

Du fik så også din pause. Den varede i tre år. Men du havde intet at sætte i stedet for “skole”. Meget af din tid brugte du “på ingenting”.
Du var glad for at være flyttet hjemmefra, du havde fået venner i København, som du tilbragte det meste af din tid hos, du kom meget i miljøet omkring Huset, og i Saltlageret, som du nåede at have fornøjelse af et halvt års tid, så… i starten var det rart nok ikke at lave noget, men “der var et tidspunkt efter det første års tid, hvor jeg lige som begyndte at mærke, at nu ville jeg gerne lave et eller andet, nu ville jeg gerne gøre et eller andet. Men da havde jeg været i det så længe, at jeg ikke rigtig vidste, hvor jeg skulle tage fat for at komme ud af det. Det var sådan en… Det var en eller anden spiral… som starter oppefra, hvor jeg så var nede i bunden, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme… begynde at cykle op ad den een gang til”.

I slutningen af ‘89 fik du nok, nu skulle det være! Med intentionen om at forbedre dine karakterer fra gymnasiet gik du sidste mulige dag op og tilmeldte dig en fuld 2-årig HF-eksamen som selvstuderende. Men du ville virkelig ruskes op i, det skal være nu og hér, ikke tage chancen ikke at fuldføre – så du gik op i alle fag 5 måneder senere – “og det gik vildt godt, det gik fuldstændig strålende.” Eksamen brugte du så til at søge ind på RUC. Som du så i ‘91 også kom ind på… på samfundsvidenskab, hvor du gik i to år. “Fuldstændigt frygteligt indholdsløst.” Men nu har du orlov og afventer opstart af psykologi og filosofi-linie – selvom du ikke kan forestille dig at læse filosofi som gruppearbejde. Og desuden er RUC “socialt på den måde, at du bare har at være social, for ellers er du ude!”