fuldmånenat og luna i sit venstre kvadrat lyste gaden op. En ridder kom gående, ringlende, raslende. Skikkelsen standsede ved et busstoppested, kiggede længe på tidstabellen og så… genlød gaden af skarpt metallisk klik: to harniskklædte fingre havde knipset. Det var sikkert af ærgrelse, ihvertfald blev skikkelsen ikke stående, men skramlede varsomt ned ad gaden i retning mod søen og planetariet. Fornuftigt, vil jeg sige – der kører ingen natbusser på denne strækning.
overfor insisteredes flere steder på at gøre natten mørkere – “er det nu de forbandede unger igen, fægter med træstave og skraldespandslåg midt om natten, har de ikke bedre at tage sig til, skal de ikke i skole, nej, Manfred, Ole, Torkild, Lars-Peder, Esben, Erik, Peter, Hans-Henrik, de har jo skolefri, det er jo juledag i morgen”, og én efter én slukkedes de gule gaskegler, natten vendte tilbage mørk og mild, forstyrrede ægtepar søgte tilbage mod hvilen, og fra et stykke nede af gaden hørtes endnu lyden af fægtende børn, der ikke kunne sove for bare spænding.
her slukkedes så min lampe – for mig bliver det aldrig mere jul – men jeg vil gå en tur i morgen – det gør jeg så sjældent – og jeg elsker sne. Bare det nu sner i nat. Jeg vil drømme om sne, og sove i snebunker højere end min far. Sove fastholdt og drømme. Sove inde i en kæmpe snemand og drømme at jeg er vågen og snemester med en magisk stav af is fra Antarktis.
Jeg tror nok jeg sover nu.