Stedet, Dennis Hopper 1969

STEDET

Jeg lever på et bjerg i en skjult dal langt væk. Vi bruger solenergi. Vores grundlæggere lod opføre en stor blyindfattet diamant-plastik-spejl-prisme, som, ved at ændre lysets retning og ved at reflektere det via sine mange sider og derefter genlede det, skaber en enorm energikilde der driver vores simple fabrikker, der blot behøver eftersyn og vedligeholdelse. En af fabrikkerne producerer tøj. Og vi bærer alle sammen samme slags tøj, fordi vi alle har indset, og lader os lede, af det faktum, at vi er flok-orienterede. Vi har ingen ledere kun vejledere. Hver enkelt finder sine egne begrænsninger og vedkender sig dem. En anden fabrik fremstiller lette aluminiumsrør som vi bruger i konstruktionen af geodætiske kupler. Alle ydre konstruktioner i vores samfund er runde, som solen, månen og jorden er det, og fordeler sig derudfra i geometriske konfigurationer. Der er ingen svage punkter i vores strukturer. Hvis jeg læner mig op af en ordinær væg bliver den svagere per kilo tilføjet modvægt. Sådan er det ikke med kuplerne, der i stedet bliver stærkere når vægtbelastningen øges. Vi producerer solide multifarvede plastik trekanter, som vi klipser på vores kupler for at skabe skygge, sjov og design. I godt vejr er vores kupler ikke fuldstændigt tildækkede.

I koldt og vådt vejr dækker vi dem til med klar plastik og etablerer et kontrolleret og reguleret indeklima. Vi har brusere og komfurer ude i de åbne kupler. Naboer der kommer forbi kan se og nyde os, for vi bærer kun tøj af hensyn til varme og skønhed. Nøgenhed falder os naturligt. Vi har en lukket rektangel der løber gennem midten af hver kuppel, tyve fod bred og tres fod lang, opbygget af soltørrede lersten uden vinduer, hvilket giver os mulighed for privatliv. Loftet er inddelt i et mønster af multifarvede metal cirkler, trekanter og firkanter. Vi bruger kun primærfarver. Jeg kan trykke på en knap ligesom du åbner en garagedør og en tyve fod stor cirkel i rød og blå vil løfte sig op og give udsyn til himlen og stjernerne og samtidigt skabe et smukt billede for alle der passerer forbi. Selv når det regner og sner kan jeg have mine cirkler, trekanter og firkanter stående åbne fordi jeg lever i en kuppel. Og hvis jeg vil tilføje et ekstra soveværelse eller badeværelse til min jordrektangel, så skærer jeg bare et hul i lervæggen og monterer et solidt vinduesløst multifarvet friforms rum i rundet fiberglas. Og for at simplificere produktionen føres de kun i to størrelser.

Badeværelsesstørrelse og en større soveværelsesstørrelse. Vi har alle brug for privat liv, men jeg kan også vælge at sove udækket ude i selve kuplen. Vi nyder alt som en gruppe. Og det vi nyder mest er at så og høste. Vi takker solen, vores fader, som giver os liv, lys og energi, og vores moder, jorden, der giver os føde, og vores forfædre der har åbnet op for visdommens dør og givet os nøglen til viden. Vi ved at lynet, vores fader, trængte ned i vandet, vores moder, og skabte en rund celle, som udviklede sig og rejste sig af vandet og kom op i lyset. Vand er lys. Så vi er lys der har udviklet sig gennem sig selv. Tegnet på faderen i os er en bevægelse og en stilstand. Vi har udviklet det indvendige, men vi er også bevidste om, at ham der skabte det indvendige, han skabte også det udvendige, og derfor vasker vi begge sider af koppen. Vi er spil-orienterede og derfor keder vi os aldrig, og vores spil udvikler sig gennem vores sanser der har direkte forbindelse til vores hjerne, der er universet. Vi hverken læser eller skriver. Vi lærer af det vi ser med vores øjne, og af det vi hører med vores ører. Vi studerer adfærd, og ikke kun vores egen, men også naturens. Det er vores eneste bevis. Vi bliver undervist i dialektisk logik og fysik, kærlighed, had, ikke noget måske eller hvad nu hvis, et til ni, ingen fraktioner. Vi kan ikke elske alle, derfor konfronterer vi ikke det som vi hader, men undgår det, og vender os i stedet mod det vi elsker. I vores samfund er vi splittede, akkurat som der er lys og mørke, yin-yang. Vi dømmer ikke, for vi ved, at hvis vi dømmer, bliver vi selv dømt. Der er ikke noget godt, ondt, rigtigt, forkert. Vi kan ikke fordømme det vi ikke elsker, men vi kan undgå det vi hader. Og ved at acceptere dette forhold kan de to dele af vores samfund omgås hinanden i det omfang det nu er nødvendigt, og vi er høflige over for hinanden, men vi bruger tiden sammen med dem vi elsker. Kreativt betragtet er vores kunst religion, fordi vi som mennesker er i stand til at materialisere objekter. Vores kunst-religion er baseret på cirkler og geometriske mønstre, fordi de udgør de basale love i universet. Universet var et tomrum, negativ-positiv mødtes, eksploderede, gav liv, udviklede sig, vi sætter hastigheden ned, vi ødelægger, dør og vender tilbage til tomrummet. Dette er fødslen, livet, dødssyndromet, for mennesket såvel som for universet. Vi udvikler falliske objekter og former former som livmoder æg. Vi tilbeder den menneskelige form for den er gudeagtig. Fra barnsben lærer vi at kæle for hinandens kønsdele og vi lærer at udvikle ret naturlige instinkter i forhold til sex, både i relation til mænd og kvinder. Vi bader i varme kilder sammen, og det er her vi lærer om sex og om at slappe af, imens vi deler hinandens varme. En af de midaldrende instruktører giver sig selv hen til os i et kompliceret ritual. Dette er vores første erfaring med total seksuel udfoldelse i puberteten. Pigerne gennemfører også et tilsvarende ritual i puberteten, med en mandlig instruktør. De to grupper elsker, hader og udfolder fjendtligheder sæsonmæssigt. Hvis en i vores gruppe har seksuelle frustrationer af sadomasochistisk karakter, ja, så må han udfolde denne frustration foran alle os andre med en fra den anden gruppe. Vi har templer indrettet til masturbation, hvor de smukkeste fra hver gruppe bliver tilbedt. Og selv om vi er meget verbale, så lærer vi også at holde både vores venner og fjender i vores arme. Vi kan kommunikere både vores viden og vores kærlighed, hvilket ikke må forveksles med sex. Dette opløser alle spændinger og frustrationer. Vi tilbeder ilden, og indser at det var ilden, og ikke køllen, der adskilte os fra dyrene. For ingen dyr gør ild, og ingen dyr kan materialisere deres drømme, således som mennesket og universet kan det. Kunst er religion. Og så længe vi ikke blander os i vores naboers anliggender, eller voldtager jorden, eller vores moder, så længe bliver vi ikke straffet, og straffen er forvisning til et fremmed sted. Vores eneste moralske lov er at du må ikke lyve, og du må ikke gøre det du hader, for alt manifesterer sig for himlen. Vi har ikke noget møntsystem og vi er telepatiske.

Dennis Hopper, 1969