Køn og kønsidentitet er mit bud.
Køn er kønsdelenes udseende – skede, penis eller begge dele.
Kønsidentitet er den personlige opfattelse af eget køn.
DANSK har ikke haft brug for ordet – ikke før i de seneste års kamp for… egendefineret kønsidentitet. At tale om at behøve at omdefinere sin indre opfattelse af, hvem og hvad man identificerer sig med, har tidligere kun givet mening som såkaldt “seksuel orientering” (tiltrækning til andet eller samme (medfødte) køn). Dét, man identificerer sig med. Identifikation. Deraf “identitet”.
Men i dag behøver man ikke seksuel tiltrækning som den eneste identitetsmulighed:
Der er ingen tvivl om, at man fødes med en vis mængde kromosomer. Det er biologien, der bestemmer hér. Lige som mængden af arme, ben, øjne og ører. Man udstyres med skede eller penis fra fødslen af. Eller begge dele.
Dertil vil den individuelle produktion af testosteron og østrogen formgive udseende og adfærd, idet testosteron skaber udadvendthed, omsorg som angreb (kantethed) og østrogen indadvendthed, omsorg som forsvar (blødhed), og summen af de to bliver til handling/reflektion.
Og til slut bliver en bevidst eller ubevidst programmering lagt ned over barnet baseret på barnets biokøn, udseende og adfærd.
Men i dag går det så ét skridt videre – personer tager stilling til forskellen på indre oplevelse og omgivelsernes reaktion og programmering = Identitet.
Denne kamp for at skabe overensstemmelse, og således forkaste stereotyperne, ligger fint i tråd med vidensvæksten alle andre steder i verden og på alle forskningsområder: En videns-sum fraktionerer, underopdeles i detaljer, der opnår eget forskningsfokus. Og en større detaljerigdom opnås.
I feltet mellem biologi, hormonmængde, udseende, adfærd, social programmering og identitet er vor tid voksende plads til alt fra “jeg er en mand og en mand gør sådan hér!” til “jeg er ikke-jeg og min adfærd er produkt af empati” (ingen andre muligheder nævnt, ingen glemt eller overset). Detaljerigdommen og mulighederne for identitet vokser, jo flere der kan definere og klart udskille en (køns)identitet fra det hidtidige og samlede felt af mulige måder at identificere sig selv på og med.
Kønsidentitet er således og helt naturligt en mentalkonstruktion – en identifikation med ydre omstændigheder og abstrakte muligheder, som opleves at “passe” med egne følelser og oplevelser.
Indtil nye fraktioneringer/underinddelinger/observationer konsoliderer sig i beskrevne identitets-afgrænsninger, vil ambiguiteten dog være henvist til at afprøve identifikation med de allerede kendte og beskrevne:
En heteronormativ mand – en mand, der på alle måder opfører sig som “den klassiske mand” – kan afprøve udtryk og følelser, der ikke passer med den klassiske model ved eks. at klæde sig i kvindetrusser. En heteronormativ kvinde kan på samme måde fladbinde sin barm eller klippe sig korthåret for at fremstå som ikke-stereotypisk kvinde. Og når først dén proces går i gang, er der frit slaw til at afprøve alle mulige andre ting, så indrefølelse, spejlet og omverdensreaktion begynder at “passe sammen”.
Som en mere “rigtig” virkelighed.
