Introduktion fra den oprindelige, italienske udgave, ROSSO.NIENTE.
— af Alex Tonelli, redaktør for Versi Guasti
Liv, Kærlighed og Død, i søgen efter trøst
Kenneth Krabats poesi.
Aldrig opgive propagering af verden bag forhænget
Med opgiven går liv og verdener under
i blod eller ignorans
Eller begge.
Digtene, der udgør denne nyeste udgivelse af “Versi Guasti”, forekommer ved første læsning meget heterogene pga. de forskellige stilarter og metrikker, som digteren, Kenneth Krabat, har komponeret teksterne med. Denne multifacetterede danske digter, der skriver på sit modersmål og samtidig på engelsk, er en kendt skikkelse i den Københavnske undergrund, en performer og lyriker.
Nærværende udgave af “Døde vers” har vi valgt at dedikere til nævnte forfatter, fordi Krabat passer perfekt til perlerækken af poetiske forsøg på at efterspore digtere, der griber poesien, flår den ud væk fra skolebordene for voldsomt at ryste og transformere den til et nutidigt produkt. Ord at gøre det omgivende liv mere forståeligt med, i denne virkelighed, i dette her og nu i 2016, som går mod sin afslutning.
Lad os i stedet vende tilbage til Krabats poetik. Vi sagde, at disse tekster ved første læsning forekommer uensartede – de har lange digressioner af rytmisk prosa, surreelle fortællinger om flyvende mennesker, meget indtagende digte der udspiller sig i lande med en svag smag af science fiction, tekster der er skrig mod vinden og imod hvad og hvem som helst.
Men stands lige et øjeblik, lad ordene flyde, billederne, skrigene, den svage hvisken der dukker frem af disse digte, og så vil du forstå, at alle digtene har en fælles kerne, en meget stærk og indlysende narrativ topos, som atter og igen vender tilbage.
Det er dog ikke digterens rationelle og filosofiske valg. Her forsøger Kenneth Krabat ikke at rationalisere for at kunne undersøge den omgivende verden; han lever ganske enkelt, og ved at leve fortælle han os om sin passage langs den vej, der er livet. Krabat skriver ikke poesi; teksterne er en form for simpelt epifænomen i hans liv. Næste et affaldsprodukt i hans gøren og laden i verden, i Danmark, i hans møder med mennesker og med de følelser, han gennemlever.
Alle Krabats digte taler om livet, døden og kærligheden; poesiens tydeligvis mest gentagne, populære og sædvanlige tradition. Fortæl os om livet vi lever, om døden og dens rædsler og om kærlighed, en mystisk følelse.
Er Krabat derfor en triviel digter? Nej, det er han ikke. Det er han overhovedet ikke. Det er han ikke – på grund af måden, han skriver på; det er han ikke – på grund af hvordan hans fantasi eksploderer, hver gang han griber pen og papir og affatter sine meget korte eller meget lange linjer, men det er han især ikke på grund af, hvordan han fortolker fortællingen om livet i digt.
Krabat lever enhver læsers nutidige liv, det meningsløse, frenetiske vestlige liv og tilsyneladende uden noget formål, hvis ikke for sammenpugningen, det monotone arbejdes fremmedgørelse og det ikke-autentiskes tusinde hyklerier, vor tids sande paradigme.
Det er et påduttet liv, som Krabat beskriver det:
… det grusomt ordinære
med påduttet partner påduttet afkom påduttet
familie i påduttet virkelighed i påduttet kultur
En langsom, meningsløs bestræbelse, som digteren selv siger det: “Til Kamp Til Kamp Til Kamp”:
en ven bad om resten af mine morfinpiller
fra da jeg havde kræft
dem beholder jeg til mig selv sagde jeg
En eksistens, der ubønhørligt går mod alderdommen, afslutningen på alt. Og digteren kan kun forsøge at skrige, uden ydmyghed forsøge at stå imod og nyttesløst at kontrastere, hvad der venter; hvad hans skæbne er.
jeg ønsker ikke at ældes
min kærlighed ældes
min hukommelse ældes
min gang og min gebærden ældes
[…]
så aldrende
så megen voksen
endnu at sku
Et liv, der siver bort og ikke har anden endestation end døden. Døden, der ikke kan siges at være enden på en bane: døden har ingen teleologisk værdi (endsige teologisk!). Faktisk er det meningsløshedens triumf, der karakteriserer menneskelivet. Højdepunktet af al nonsens.
Hvis denne død ikke tjener som bevis for det grundlæggende fravær af formål med at findes, må partituret kaste lys på den biologiske og psykologiske uundgåelighed. Et ur, der standser, sådan!
Men hér er vendepunktet i denne død, der ingen mening har og kan forstås. Kenneth Krabat lader det fremgå skræmmende og på samme tid ganske indtagende i to af digtene, som hér er samlet: “Når jeg skal af sted” og “at møde døden”.
I det første, råt for usødet og klinisk som gulvet i et ligkapel møder digteren sin egen afslutning med kynisk distance, i en observation der umiddelbart forekommer uden følelser eller emotion. Med ét, i kompositionens afslutning, i det sidste uforudsete vers, spørger Krabat:
vil nogen lægge sig sammen med mig
lidt?
Et spørgsmål stillet til sig selv, en stille bøn, en påkaldelse af empati, en simpel anmodning om hjælp. Digteren tænker: Vil nogen være sammen med mig eller vil jeg være alene?
Denne “nogen” er ikke bare et ubestemmeligt andet menneske, men et levende væsen fra den samme meningsløse virkelighed, som kan tilbyde og modtage trøst.
Den samme trøst, som Krabat beretter om i et af sine mest gribende, indtagende, endnu mere melankolske og smukke digt: “At møde døden”, en lang tekst inspireret af danske Cathrine Ertmanns fotografier, i hvilken digteren siger et kærlighedsfyldt farvel til sin bedstefar, straks efter at han er gået bort.
Det er som det denne gang er digteren, der strækker sig ud ved siden af ham, der dør, for at forsøge at gøre rejsens sidste øjeblik mindre smertefyldt, mindre meningsløst og mindre ensom.
Digteren låner sin krop ud til dét at erindre og det er takket være denne gave, at Krabat formår at holde sin savnede bedstefar i live. Ved at gøre ham evig.
jeg ved godt
at du ér her i kraft af din krop og når dén
sætter ud
er du her kun i kraft af min
jeg ved det
jeg ved det godt
du kommer aldrig tilbage
som nye historier
uden at jeg digter dig
så jeg digter dig
levende altid
Det er hér, i døden, at denne forening når sit absolutte niveau for erindring gennemlevet i kroppen. Og denne søgen efter foreningen med den anden, som et ekstremt forsøg på at overleve i den nuværende verden, er til stede i alle Krabats digte: driften mod at elske. Kærligheden, den menneskelige frelses store viaticum.
Læseren skal dog ikke bedrage sig selv: selv ikke i kærligheden findes nogen mening. Som et faktum i livet kan den kun, nærmest ontologisk, fortsat være uden mening, men – og det er hér, at Krabats hele poetik folder sig ud – som en trøst. Trøst og lettelse, og vildledende lykke, udvist kærlighed og glæde, der tillader os at fortsætte og vedblive med at overleve.
Denne kærlighed besvarer Albert Camus’ første filosofiske spørgsmål: “Der er kun et alvorligt filosofisk problem: spørgsmålet om selvmord.”
Krabats kærlighed er en uregerlig, heteroseksuel, følelsesladet og følelselstom, seksuel og platonisk kærlighed, det er kærligheden som ethvert menneske møder på sin egen vej. Her er ingen idealisering, ingen etisk eller endsige eskatologisk værdisættelse.
Verden er ikke bygget til kærligheden, den er ikke på programmet:
Det er nyhederne der er galt på den siger hun
læs hør se
nyhederne ingen redaktør
tør længere hævde kærlighed som svar på noget
Den følelse, som digteren beretter om, er den der tilhører hverdagen, den beskidte og svedstinkende hverdag, den smertefulde og udmattende hverdag, den meningsløse og enestående hverdag, dén der er en rød rose under en middag: den mest romantiske kærlighed mulig.
Kærligheden i vore hverdagsliv udlevet så vanvittigt, at den bliver sand, fantastisk virkelig. Noget i stil med digtet “Luften fra i aftes”, i hvilket Krabat forestiller sig dagen efter en rejse til en fjern planet, befolket af mytiske væsener kaldet tyroner: Mens han nyder luften (mindet) fra den svundne science fiction-nat, møder digteren en kvinde. Han forelsker sig omgående, håbløst. Hun kan ikke elske ham nu, fordi hun slet ikke kender ham, hun er forelsket i anden, det er naturligt, at det er sådan. Men denne nuværende, igangværende kærlighed er skæbnebundet til at ende, og indtil da vil digteren vente, neddykket i sandet på den fjerne planet, indtil hun endelig er fri til at elske ham og så:
vil jeg vende tilbage for at udleve resten af dit liv
I begyndelsen af denne introduktion understregede vi, hvordan formålet med “Døde Vers” er at nå, finde og udgive de digtere, som konstant transformerer digtningen til at et udtryk for vores samtid. Vi har nævnt, at det via dem bliver muligt for alle at se, hvad der – åbenlyst eller i skjul – sammenbinder verden; disse hemmelige forbindelser, der gennemstrømmer det virkelige.
Fundamentet af den digtning, vi er på udkik efter, rummer en epistomologisk intention, en mere eller mindre passioneret undersøgelse af verden til alle sider: digtning, der bliver til instrumentet, med hvilket vi forhører det eksisterende i dets nederste dybder. Digtning som en mere oprigtig form for menneskelig viden.
Det er ikke tilfældet med Kenneth Krabat. I digtene, vi har samlet her, og i hans poetiske produktion, er der ingen kognitiv intention; digteren er ikke det fjerneste interesseret i at gå hen til vinduet for at forsøge at skabe fornuft ud af, hvad forstanden ikke i sig selv rummer og umuligt kan rumme.
Kenneth Krabat åbner vinduet, indånder verdens luft og kaster sig selv ud:
Det sker uden at en faldskærm folder sig ud, uden beskyttelse, han falder og falder, hurtigere og dybere, ind i sit virkelige liv, i sine oplevelser, i sine følelser, af smerter, af død, af kærlighed, af alt. Ikke kun observerer og fortæller han, men han lever. Kenneth Krabat er en livspiser, og disse digte er intet mere end resultatet af, hvad han har tygget, slugt, fordøjet og skilt ud.
Det er livet, der er passeret igennem ham, inden i hans krop, igennem hele hans fordøjelseskanal.
Og du, kære læser, bør ikke bliver overrasket over, hvor meget disse digte også tiltaler dig, og hvad de kan sige om dig, og hvor meget du vil kunne genkende dig selv i dem.
Alle os mennesker, vi fortsætter, vi går, spiser, fordøjer, tygger, skider, de samme vidunderlige, meningsløse, smertefulde, blodige, umulige, mystiske og primitive liv.
Og Kenneth lever.
Alex Tonelli
redaktør for Versi Guasti
Trieste, 3. november, 2016
(Giorno di San Giusto)