eDigtsamlinger og Sci-Fi-noveller rykker
Charles Howard Hinton’s The Fourth Dimension (1904), is a book all about the “tesseract” – the tesseract being to the cube as the cube is to the square
http://publicdomainreview.org/collections/views-of-the-tesseract-1904/ Continue reading “The Tesseract: Just prior to the invention of Spacetime”
Then it happened. I spent a lot of money. On a domain.
At least I think I did. It seems that dot film is reserved for people, who are part of a union of filmmakers and/or affiliated with a certain movie title.
I will argue, if it comes to that, that my time travel film list counts as a service to film lovers on both side of the fence, and as a service to all who take a specific interest in TT movies and TV series.
To this end I need help program the database:
= data feels accessible as one layer, right there waiting for you; there is a lightness to search results, and time travel movies is one menu, while tt TV is another, but content can still be combined by choice
How can you help, if you are interested?
Et sten i floden.
Technologification of mythology blurrs the line btw fact and fiction.
I am delving into the drama-mythos for the Stargate franchise SG-1, and came across two relevant inputs:
A master thesis by Sandra Whitelaw: “The Attraction of Sloppy Nonsense: Resolving Cognitive Estrangement in Stargate through the Technologising of Mythology”
And an excerpt from a book on Kant by Predrag Cicovacki, as follow-up on the concept of “Necessary Illusions”: Continue reading “Life Supporting Illusions”
Tiden er vores målestok.
Et spørgsmål, jeg komplet har overset ift. min lange liste over film med tidsrejseindhold:
Spørgsmålet “Fra hvornår til hvornår er rejsens vej?” Hvilket jo netop er hele grundlaget for vurderingen af, om en film rummer et tidsrejseelement.
Hér nogle, der har gjort anstrengelsen med nogle få film.
Maria Og så lige et lille bitte spørgsmål til dig, mr krabat….. Hvad er det der tænder dig så meget I forhold til tidsrejse…..
Kenneth Krabat Det er et spørgsmå omkring tidsrejser, Maria, jeg ikke har noget klart svar på. Ikke fordi der ikke er svar muligt, men fordi der er 1000 svar. Som ikke handler om at se dig i virkeligheden igen, nøgen i solen i vindueskarmen på Nygårdsvej 1984, det smukkeste syn i mit unge liv, for du er for altid inden i mig, den dag, dét øjeblik.
Det samme gælder så også alle andre, jeg har været forelskede i og elsket: Øjeblikke findes inden i mig, der fastholder følelsen i mindet – ting, jeg gjorde, vi gjorde, ting der blev gjort mod mig, ting der bare skete – som regnen, der falder.
Og de ting, jeg har gjort forkert i livet, handlet imod bedrevidende – dem ville jeg stadig have haft gjort, hvis jeg kunne rejse tilbage; de ville være en del af den person, der efterstræber at rejse i tid, fordi en rejse i tid ikke selektivt sletter erindringer. Og hvis jeg har foretaget nogen som helst forkerte valg med kun to muligheder, vil jeg ikke kunne gå tibage og rette op på dem, fordi jeg så ikke ville blive den person, der rejste tilbage i tid for at korrigere…
Paradokser er en de interessante ting ved hele tidsrejse-forestillingen.
Men nej, jeg græder ikke over spildt mælk. Jeg forsøger at bære smerten over tab og dumheder og forkerte valg, og husker nogle af de smukke og gode ting, mit liv også har bestået af, som alle sammen, både huskede og glemte gør mig til mig i dag.
Nej, at rejse i tid… Interessen er en konsekvens af, hvem jeg altid har været. Tidsrejse er blandt de sidste hvide pletter på korttet. Hvis vi som art begynder at forstå, hvordan vi er og kan være en del af universet, og vi lærer mere om, hvad der er uden for vores galakse, så er der måske kun tilbage at udforske tiden. Og selvom tidsrejser for evigt skulle forblive en metafor for det menneskelige korte liv og behovet for at bidrage til broen over floden, inden det er for sent med arbejdsevne og viden, så er det smukt drømmemateriale. Som dog ofte glemmer, at hverdagen findes alle steder, selv på rejse væk hjemmefra. Og at man som turist er udelukket fra det bedste ved at bo fast et sted, og dømt til at se på, hvis man rejste tilbage i tid (man kan f.eks. ikke BLIVE sit yngre jeg). Plus at dét at komme hjem, eller føle sig hjemme, i grunden er det bedste ved at rejse for de fleste.
Det er det hele, Maria. Og mere til.
Kunne vi rejse i tid, ville vi dermed være blevet (begyndende) 4-dimensionelle væsener og ALT i Kosmos ville (begynde at) se anderledes ud. Som det er nu, er de fleste styret af erindring – kroppens, emotionernes, intellektets. Kunne vi rejse i tid, ville teknologien alene gøre erindring til noget varigt frem for noget efterladt eller ikke nået endnu. Med tidsrejseteknologi ville al tid findes, og de menneskelige væsener vi var blevet ville opfatte eksistensen som en helhed frem for fragmenter: Som 4-dimensionelle væsener ville alles handlinger gøre alle synlige for alle.
Det er hér, man kunne begynde en psykoanalyse, hvis man ville – men ikke alt behøver at blive forklaret. At føle sig tryg i visheden, at stjernehimlen gemmer sig bag skyerne, og at den uanset hvad altid vil være for stor at udforske til ét enkelt væsen, er den tryghed, som gør os i stand til at leve og udvikle os uden på forhånd at kende svaret på alt, vi gør.
Livet er virkeligt, fordi døden er reel. Slutningen på opsamling af ny viden for den enkelte værdisætter tiden brugt på viden og det erfarede i sig selv.
Et af mine spørgsmål er, HVORDAN mennesker drømmer om at rejse i tid. Med hvilket formål?
800+ film på min liste fortæller historien fra 1896 til i dag – om den naive tilbagevenden til tidligere uskyld og til prisen, man må betale for dén drøm; om at sove ind i fremtiden, så man undgår at vente på det fantastiske, men samtidig mister alle relationer til død og alderdom; om at kunne flygte til det bedste skjule- eller feriested, hvor ingen kan finde eller følge én; om at opleve alle tider som nu, hvor alle er i live – på samme måde som vi opfatter vores erindring; om at betragte fortiden som den store læremester og fremtiden som den store gulerod eller pisk; fortsæt selv ved at besvare spørgsmålet: “Hvis jeg kunne rejse i tid, ville jeg…” Der er næsten med sikkerhed lavet en film eller skrevet en bog om det.
Variationerne er netop ikke endeløse, fordi de er knyttet til menneskelige grundbehov; de grupperer sig på samme måde som alle menneskelige behov for at snyde døden og skæbnen kan grupperes af en dramatiker eller spændingsforfatter. Men essensen af tidsrejsen har ingen endnu beskrevet endnu. SELVE den filosofiske rejse. Det er blevet ved allegorien – HG Wells’ “the Time Machine” i forskellige variationer, hvor det indre behov synliggøres i mødet med smukke og grimme væsener; og i stort set alle andre film er tidsrejsen at betragte som en funktion eller et redskab, der kan BRUGES til noget. Et redskab til berigelse; en gimmick. til kapitalisering på den særlige viden som netop at bevæge sig i ALTIDEN udgør – på godt og ondt.
Men hvad tidsrejsen vel mest er, er en poetisk smerte: Dagene presser os afsted, solen går op og ned og vi må bare gøre vores bedste for at give det hele mening. Med tanken om at rejse i tid, typisk baglæns, kan vi få livet til at give mening, eller ikke, hvilket også er en grad af betydning.
Og skal vi blive i det poetiske, kan vi sige, at tiden i sig selv er kollektivet af alle drømmende livsformer’s definition på liv. I den kollektive drøm opstår universet på alle de måder, hvorpå vi når frem til at erkende noget som værende virkeligt, forståeligt, af en vis varighed. Tiden er vores målestok.
Uden tiden var der intet for os at måle. Og dermed intet af værdi.
When reading this:
Have you noticed an increased focus in written medias on both science and fiction relating to the concept of Time Travel?
What say ye? Are we approaching an, as yet, unvoiced collectivedesire to travel in time, in the guise of a meme?
Ingen Knausgaard hér. Hovedstolen får være en synops i dag.
Mit kæresteforhold er gået i stykker over noget tid. Godt og vel cirka siden det begyndte for 2 år siden. Det, man kalder “omstændigheder”. Vi er begge stædige.
Jeg har været meget tilbøjelig til at bebrejde hende for at være for pushy, ikke give mig rum nok, mase sig på med psykologiske forklaringer og misplaceret omsorg. Men kommer ofte i tvivl om jeg har ret i mine vurderinger – om det blot handler om, at jeg ikke kan gøre mine behov forståelige. Jeg kan ikke længere klart mærke, hvad jeg føler. Det er som at befinde mig inde i en boble og alle mine følelser føles af en avatar uden for boblen, som kun af og til har adgang til at aflevere sine indtryk til mig.
For noget tid siden fik jeg en idé, som jeg har skubbet foran mig, men nu skal det være: Jeg er gået i gang med at nedskrive alle vore sms’er baglæns, tilbage mod forholdets undfangelse, begyndende med hendes del af korrespondencen.
Det er deprimerende. Hér er en kvinde, som elsker mig så meget, at hun vil gøre, hvad hun formår for at få mig til at se, at det er mit humør, som er ansvarlig for en stor del af mine negative følelser i forhold til hende og mit behov for at isolere mig. Hun bliver ved med at vende tilbage til fuseren – mig – for at se, om ikke der er noget at gøre. Hvilket er lige præcis dét, jeg har vendt mig imod. At jeg ikke kunne få lov at være i fred til at finde ud af, hvem pokker jeg er. Og hvad jeg behøver. Og hvad jeg vil være med til. For mig selv og i fred!
Jeg er den, der bakker – den undvigende – og hun er den, der skubber – den påtrængende. Mønsteret er klart – men fundamentet er interessen for den anden. Jeg kan dog ikke udholde at føle mig presset, når mit behov er at finde ud af noget om mig selv, og hun kan ikke udholde, at hun ikke kan gøre noget for at frelse sin mulighed for et forhold. Det er, som facebook beskriver det, kompliceret.
At indskrive sms’er i hånden, fordi min telefon er så gammel, at den ikke kan tømmes vha. et program, gør dog et eller andet ved mit hjerte. Vægten falder til hendes fordel i det her sisyfosarbejde på 3500 sms’er. Hun elsker og hun er positiv og forsøger at opretholde sit gode humør og ikke tage mine selvbeskyttende skub-væk personligt, og igennem alle sine sms’er ser hun ud til at være en helt almindelig kvinde med stærke følelsesmæssige ressourcer, der ikke tager et nej for et nej. Ikke præcis som jeg selv er kommet frem til, at hun er – gennem så længe at have følt, at jeg skulle forsvare mig mod hende.
Lige om straks går jeg i gang med at indtaste min andel af sms-samtalen. Jeg glæder mig ikke til det. Reelt sagt frygter jeg, hvad jeg finder. Og når jeg er færdig med dét, er det mail-tid. Kronologiske mails fra mig og fra hende, som de krydser og blander sig. Et forfærdeligt arbejde at se sig selv i øjnene på dén måde, men det skal ikke andet end at hjælpe mig med at blive mig selv: Et menneske, som ikke konstant føler behov for at forsvare mig. Som ikke går rundt og er spændt i maven hele tiden. Som kan udholde mere end et par timer i andre menneskers nærvær, selvom meget presser sig på, som jeg ikke tør dele med nogen anden end min terapeut.
Mobning, oversethed, barndomsisolation, voksensvigt, utryghed… hvordan jeg er blevet, som jeg er i dag, er ikke interessant. Hvordan jeg derimod håndterer mine følelser, som de kommer op, er det eneste relevante. Det eneste væsentlige. Jeg, som elsker mennesker, er ved at blive alene – fordi jeg har erkendt, at jeg ikke har grund til tillid til nogen eller noget, end ikke mig selv. Og hvad er der så?
(fortsættelse følger måske…)
ep1
http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/o0b0nynqvs.301
ep2
http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/71dyjr5haw.2013
ep3
http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/jqlgbx7w6s.1802
ep4
http://streaming.video.yandex.ru/lite/blogger4you/siiuxsy0x1.1212
ep5
En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.
If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.
— Repeaters 2010
– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.
Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.
I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.
Your seconds tick tick tick your life away…
Time Travel is a bit like trying to cheat death. Not in the sense of achieving immortality, as aging of the body still occurs in most representations of the concept of journeying either backwards or forwards in time, with awareness of originating in another day and age. No, it’s about making life fun again, once you have discovered to which end living leads. Time Travel is about cheating death out of your fear of dying – assuming Death is a character of sorts with personal interests vested in the respectful and orderly departure of all life, which may be wrong in a silly kind of way, but nonetheless…
When you dream of Time Travel, you dream of experiencing sensations and witnessing events beyond the scope of your ordinary life expectancy, and seeing with your own eyes the events of history – in the making. It’s no less vivid to your inner vision than is traveling to another star system faster than light (also a kind of time machine, by the way), or hitting three consecutive home runs, or winning the lottery or finding the perfect partner. It’s dream quality vision – only for one reason:
As we determine the parameters of Time Travel today, 2012, Time Travel is not possible. Or, rather – if it would be, it would only be ”forward in time”, faster than our present pace through life and then only by comparison with the local time of those, we leave behind. The really cool stuff of jumping from time period to time period makes no real sense to any scientist. Maybe one day – but as of now the experience-a-dated-travel-brochure-for-your-self is out of the question… and therefore triple interesting.
Ever had things be out of reach, and either of your parents will just chose the moment to know it all? The moment you have them towed from your room, you immediately resume breaking down all known theory about Time Travel, the so called resulting paradoxes, alternate timelines, dimensions, spatial positioning, galactic coordinates… just to get a grip. And whilst still under the influence of parental death lock, you find it hard to get back to dreaming, but once you have exercised their stifling influence from your system, there it is again: The urge to see and experience the impossible future, the impossible past. And you vow to never bend to consolance of those infused with stark reality – that time travel may be possible, if only we re-define the term to fit the science…
No Way, José! Right? We want the whole packet – watch from a hilltop as Rome burns, travel with Hannibal’s army across snow covered alps, try to look aryan at one of the National Socialistiche Partei’s rallies, peak from the shadows, as Ann Boleyn fights to soften Henry VIIIs intent at her death out of childish boredom and annoyance, watch Marilyn’s dress blow up again and again, tour the events that define us, AND we want the stars, and the technology and the culture and the art and maybe the habits of humans having learned from our mistakes and pleasures, not just our children, but adults in their own age doing everything strangly their way.
We want what’s different and unobtainably so – many call it.
And one day we will have it. Or rather: THEY will have it, the people of the future, and I will have to settle for the off-chance of bumping into one of them, before I croak. Maybe even be offered a ride to another time, maybe escaping discovery to live another life in another time, but… there is nothing but assisting the meme of Time Travel on it’s daily rounds. One day it will have acquired enough momentum, and we won’t be needing to find something else to dream about. Something more realistic… ha! What else is daylight dreaming about?!
