Monsters (2010)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

kilde: https://www.imdb.com/title/tt1470827/

review: 8/10

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt… Continue reading “Monsters (2010)”

Lykkelig uvidenhed, konspiration 2

Mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange.

I forrige indlæg havde jeg akkurat modtaget en DVD, som min amerikanske veninde havde fundet i en telefonboks i New York, indeholdende 4 film om 9/11, katastrofen i New York, der dræbte 3500 mennesker og med dygtig hjælp fra den amerikanske regering og de amerikanske medier fik hele verden til at se terrorister overalt.

Nu har jeg sét Zeitgeist, der også var på DVD’en; en dokumentar, der  forekommer noget nær den fuldstændige italesættelse af al natlig frygt.

“Zeitgeist” (del 2 og 3) er en velproduceret, dynamisk og tilsyneladende veldokumenteret afklædning af de økonomiske sammenhænge mellem statsmagt, banker og krigsførsel, årsagen til overvågning af befolkningerne, undergravende statsterrorisme i eget og andre lande og et vedholdende ønske om at skabe en verdensregering – styret af de samme mennesker, som holder den amerikanske regering i vedvarende gæld og arbejder mod, at det samme skal ske med resten af verdens lande.

(fra 911dvdproject.com)

Zeitgeist: (June 2007) – One of the most-viewed google/YouTube videos. Created as a nonprofit expression to inspire people to start looking at the world from a more critical perspective and to understand that very often things are not what the population at large think they are.

Homepage: http://zeitgeistmovie.com
view online: http://video.google.com/videoplay?docid=-594683847743189197

Zeitgeist (Parts 2 and 3 only.) Part 1 of this video concerns itself with religious matters and some find it offensive. For this reason, we offer the video with or without part 1. Please specify your preference when placing your order. Parts 2 and 3 seem equally as powerful with or without Part 1.

Kald mig naiv, uoplyst, uvidende – men jeg er overbevist. Af 75 minutters stærkt komprimerede, logiske koblinger. Der er simpelthen for mange mennesker indvolveret – for mange almindelige mennesker interviewet og for mange dokumenterbare udsagn – til at grundlaget kan være falsk, men som mockumentarister har lært mig: man kan altid twiste fakta. Jeg er nødt til også at læse om filmen – for at se, hvad modstanderne siger.

Jeg er nødt til at finde ud af, hvor jeg står – fordi… konfronteret med det meget, MEGET store billede, som Zeitgeist tegner af verden og HELE den vestlige (kontrollérbare) verdens mennesker, der holdes i geled med frygt, underholdning og regulære trusler, følte jeg pludselig, at mit eget input have nul værdi. At min digtning, min blog, mine meninger og intuitioner, mine følelser for andre mennesker og for verdens og menneskeslægtens fremtid, mine evner til at forholde mig og til at se det større billede for mig selv… at alt var for lidt.

Da jeg begyndte at skrive på det her i formiddags, skrev jeg først et laaaangt indlæg om mennesker som sociale individer.* Det cutted jeg så væsentligt ned, da jeg kunne se, at jeg faktisk ikke anede, OM der er virkelighed bag noget af dét, som fremlægges som konspirationsteorier – og SÅ kan det være lige meget, hvad det er, der driver mennesker til at blive ved med at søge retfærdighed og sandhed og oplysthed!

(* Ikke dermed sagt, at konspirationer ikke findes. For det gør de – helt sikkert. Spørgsmålet er blot, i tilfældet 9/11, hvor mange mennesker der skulle til at planlægge aktionen som den er beskrevet af konspirationsteoretikerne – og hvordan alle disse mennesker kan undgå at sige ét ord om det? Sådan fungerer verden ikke. Mennesker taler med hinanden. De taler over sig i søvne. De føler trang til at lette deres hjerte. Mennesker er sociale væsener, og jo længere nede ad magtstigen, de befinder sig, desto mere opfatter de sig som en del af menneskeheden, snarere end af dens magtelite. Det er hér, vi taler sammen, om hvad der er rigtigt og forkert på et følelsesmæssigt niveau. Og hér vi afslører vore handlinger for hinanden.

Ja, mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange. I samfund, og i grupper. Og det er ikke altid, at magtens elite arbejder for folkets bedste. Eller at dém, der siger de elsker os, sætter os over sig selv… )


Kenneth Krabat, 27.9. 2010

TiMER (sci-fi movie)

(he) I am telling you that I love you!
(she, hesitates) … I don’t know what that means!

Make a science fiction movie without CGI and explosions.
Make all mind boggling changes take place inside the mind. The mind of the spectator, that is.
Write a script that does that, yes, write that script!
Make a movie outside of the run of the mill, a good movie, about some essential topic that everybody understands.
Make it matter!

Yes, mr./missus Boss.

And it came to be!

The Shop and its advertising imagery brings memories of a certain tech-giant!
Continue reading “TiMER (sci-fi movie)”

Stor, stor “Mågen”!

Blændende spillet og instrueret udgave af Tjekhovs “Mågen”.

 

The Sea Gull af Sidney Lumet, efter et skuespil af Anton Tjekhov.

Forfatteren med den udstoppede måge, der repræsenterer at han har brugt og kasseret den unge pige, som i kærlighedens navn omtalte sig selv som en Havmåge

For Tjekhov, føler jeg, er det få gange i livet et menneske kan forvente at blive stillet over for reel storhed. Hvis overhovedet. Kærligheden er stor, kunsten er stor, men mennesket er ikke stort, mennesket er… hvis overhovedet noget for sig selv, alene… ude af stand til at styre sin egen skæbne, og alle forsøg er dømt til tragedie. Mennesket er blot et scenerum for dramaer, som senere generationer kan fortælle sig selv. Continue reading “Stor, stor “Mågen”!”

The girl from Monday, af Hal Hartley

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger

The Girl from Monday

hører til den type science fictionfilm, som engang kun fandtes som bøger. Den filosofiske spekulation, uden regulært spændingselement. Ikke forstemmende, men en længsel mod mening, at finde, skabe mening, og film, der forlader biografen sammen med publikum. Continue reading “The girl from Monday, af Hal Hartley”

Film: Puzzlehead (2005)

Skab en kopi af dig selv, og slip for en masse bøvl… Not!

 

Science fiction, low-tech dystopi, Frankensteins menneske

imdb

 

Synops: I en trøstesløs, voldelig fremtid, hvor al forskning er rettet mod at gen-befolke Jorden, har Walter med kemiudstyr fra nedlagte bio-techlaboratorier samt en avanceret hjerneskanner skabt en eksakt kopi af sig selv.

Hvordan spiller et menneske robot?

Én måde kunne være at fremtone mindre udtryksfuld end sine omgivelser, så sammenligningen angav det kunstige – idet vi normalt antager, at et ikke-menneske optræder uden eller ikke fuldstændig med genkendelige menneskelige følelser? Men når originalen optræder stort set lige så (lidt) udtryksfuldt som robot-klonen, stilles beskueren over for en kæmpe udfordring, der ikke blot er begrænset til et fortælledramatisk spørgsmål om, “Hvem er robotten og hvem er mennesket”, men ét, der er meget vigtigere: “Betyder det noget, hvem robotten og mennesket er, når der er så lille forskel – når begge er lige kolde?”

Manus skal vise sig at behøve denne lighed, ja tillige at være baseret på den – “da han kopierede sit sind og gjorde det til mit, kopierede han også sin psyke”, som kopien siger på et tidspunkt. Men manglen på følelsesudtryk gør det svært at identificere mig både med kopien, der fremtræder som slave, og med originalen, der af sine indestængte længsler drives til at betragte denne eksterne repræsentation af sig selv som først mindre værdig end ham selv, og siden som en trussel. Ingen automatisk medfølelse, fordi det sympatifordrende udgangspunkt er så lille.

Hvordan finde medfølelse med dén, som ikke er særlig varm? *

Man må i hvert fald vide noget om, hvordan det er at være spærret følelsesmæssigt inde i sig selv. At kende til at mærke følelser, som man ikke kan komme af med, og så have oplevet det modsatte, og registreret forskellen.

Det er dét, som er filmens egentlige problem. En gammelkendt historie, hvor skabelsen og skaberen bliver antagonister, som egentlig ikke tilfører noget nyt til den menneskelige historie. Men da den alligevel opdateres til moderne scenarie, som vi med mellemrum er nødt til at gøre med alle vore historier, fokuseres ensidigt på de dramatiske muligheder for identitetsforveksling mellem skaber og skabning, mellem Walter og Puzzlehead: Vil en kvinde, der elsker, kunne tage fejl af menneske og robot? For at vi skal tro på, at det er muligt, er kvinden gjort så museagtig, at hun matcher skaberen og robottens lave følelsesmæssige niveau, hvilket afstedkommer så lavt emotionelt identifikationsniveau, at formodentlig kun den, der er lige så genert som Walter, Puzzlehead eller kvinden, de elsker, vil føle sig følelsesmæssigt berørt.

Jeg kan næsten høre pitchen (den må i så fald have foregået i instruktørens hoved, da han også selv har produceret): “Forestil jer en blanding af Blodbrødre og Frankenstein, hvor den gode tvilling er skabningen, som den bevidsthedssøgende onde tvilling har begrænset, så han ikke kan søge viden, vokse i bevidsthed. Et billede på administrationens undertrykkelse af individtanken, og individerne af hinanden. Og begge tvillinger drages naturligvis af den samme kvinde – der kommer til at stå som det centrale formål med alt liv: Samværet med det andet køn. Og et eventuelt barn som symbol på fremtiden – hér som konkret målestok for det totalt rene og ubesmittede, en blank tavle at skrive historien om på.”

Vi ér nødt til at fortælle de samme historier igen og igen – også den her om konsekvenserne af at skabe i vort eget billede, og om at overgå sit ophav. Ved at henlægge denne til en nær undergangsfremtid med robotten i centrum angives, at historierne ikke er menneskelige historier, men historier der har sin rod i bevidsthed og i følelser, uanset hvor denne kombination end måtte opstå. Og dermed: At vi bør give dém (eller dét), vi efterlader os, alle muligheder for selv at vokse i følelse og bevidsthed.

Sympatisk, meget kristent og måske tillige udviklingsdynamisk i overensstemmelse med fakta. Men i historien for mig desværre uden den nødvendige varme til, at det bliver andet end gennemsnitlig bekræftelse af, hvad jeg allerede tror på. Formodentlig en film, jeg vil kunne huske at have set – Puzzlehead er en fed titel – men næppe, hvad den handler om.

Jo, vent.

Måske vil jeg kunne huske den ekstremt effektive måde, den cinematografiske illusion om fremtid totalt low-tech, stort set kun ved brug af New Yorker-betonbyggeri, lyslægning, regnvej og uden voldsomt væsentlige special effects, blev virkelig troværdig sort og trøstesløs inde i mit hoved. Hvor fremtiden som bekendt er. Som det eneste sted…

 

*Ikke uvæsentligt i et land som Danmark, der er så optaget på at tage omsorgen ud af borgernes hænder – hér bliver alle menneskelige følelser hos omsorgsnødige gjort til samme grød efter mindste fællesnævner – dvs. at omsorg baserer sig på en reduktion af patient og klient til basal hjælpeløshed, snarere end at se på, hvad den enkelte faktisk kan. Fordi det vitterligt ér svært at identificere sig med den selvstændige, som samtidig behøver hjælp – især hvis hjælperen er en rationell, budgetbeskåret, effektivitetsfikseret politisk administration, der tror humanisme er enhver beskåret, som ikke ønsker at slå ihjel.

Film: Na Srebrnym Globie (On the Silver Globe) (1977/1987)

One of the more overlooked science fiction movies ever!

 

[English speaker? Just watch this.]

Science fiction

imdb
Synops: Nogle astronauter nødlander på en øde klode og bliver dér ophav til en hastigt voksende klan af mennesker, der på alle måder tydeliggør deres ophavs fejl og mangler.

Foregår den her film på Månen, eller blot på en anden planet?

Uenigheden blandt kilderne til trods er det uden betydning. Den ubodelige ødehed som på Månen og det absolut genkendeligt fremmede er den perfekte baggrund for denne fantastiske, skønt ufærdige polske film – mestendels optaget i et Mongoliet, hvor en 360° panorering afslører et landskab pakket med tomrum helt ud til den krummende horisont.
 
 
 
 
Filmen blev påbegyndt i midt’70’erne, men det polske regime, under Jaruzelsky, fandt den for tæt på, på alle områder, og to års arbejde på kostumer og rekvisitter blev destrueret af regimet.

Filmholdets scenografer og rekvisitører gemte, hvad de kunne, og efter en årerække lykkedes det dem at overtale instruktøren, Andrzej Zulawski, til at klippe det 3/4 skudte manus sammen til en film – med voice-over og i-hastighed-og-stemning-passende-filmiske-indskud fra det moderne polske samfund, hvor scener manglede.

Desværre modtog midt-firsernes anmeldere ikke den ufærdige film med synderlig åbne arme – måske fordi filmens grundlag bl.a. var 70’ernes frigørelse fra seksualmoralens lænker og 80’erne var mere optaget af, at det nu var i orden at tjene penge. Måske var instruktøren fulgt med tidsånden; ihvertfald erklærede han sig enig med anmelderne og kaldte filmen “mislykket”. (Men dét er den ikke!)

Det er på alle måder og uden blusel en skabelsesfilm. En film om at blive menneske, om hvad moral vil sige, hvad smerte er og hvorfra smerte kommer, hvad et barn og en voksen er, hvad skyld er og tab af uskyld – og så er den så poetisk og filosofisk, som film og bøger kun er i slut-60’erne frem til ca. 1976.

Det er et helt specielt tonefald, som i visse af tidens eksperimenter bliver for fortænkt og hjerteløst, men aldrig kan mistages for at stamme fra en anden tidsalder. Det kommer givet af omgang med såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, men det er også en tidsånd, der taler og længes imod et friere, renere, lykkeligere samfund.

Mange vil sikkert kalde det naivt – tidstypisk for denne film er nemlig også forestillingen om, eller gennemspilningen af tanken om, at det er muligt at adskille sig fra fortidens fejltagelser ved simpelthen at overhøre eller ignorere dem – skubbe “de gamle” ud til siden og klare alting selv. I bedste mening, for at opnå den verden, som deres koldkrigs- og Vietnamkrigsplagede forældre ikke havde magtet at skabe.

Det er brand-ærgeligt, at det polske regime mistog filmens tone for et descideret regimekritisk udfald, snarere end et udtryk for en tid med hjertets længsler rettet mod større poetiske horisonter. Brugen af kostumer og scenografi til at illustrere et urfolks vækst mod selvbemægtigelse, gudedyrkelse, historiebevidsthed og æstetik er uden nogen sammenligninger det smukkeste og stærkeste, jeg har set.

Mange har sammenlignet denne film med Jordorowskys excesser, men i modsætning til Jodorowsky, som jeg synes kun laver film for billederne, besidder denne film også dén indre kerne, som insisterer på at gøre enhver bevægelse hen over lærredet vigtig ikke blot i æstetisk forstand, men som den skabelse af verden, der gør verden synlig for beskueren og gør instruktøren (forfatteren, komponisten, dramatikeren, billedhuggeren, maleren…) til et jordisk menneske, der blot er kanal for noget større end den enkelte formår alene.

TRAILER

KØB

The Mysterious Geographic Explorations of Jasper Morello (Goth, 2005)

WOW!

Animation, goth

Wow!

imdb

Synopsis: Jasper Morello indkaldes til tjeneste på luftskibet og efterlader sin sygeplejerske-kone hjemme, hvor flere og flere mennesker dør af en mystisk sygdom. En storm bringer luftskibet ud af kurs, og muligvis en kur mod sydommen inden for rækkevidde. Er Jasper villig til at sælge sin sjæl, da han via radioen får mistanke om, at sygdommen nu også truer hans elskede?

Wow, siger jeg bare! 20 minutter lang, men hold da kæft hvilke 20 minutter!

Eneste færdige del af trilogi. Spillefilm planlagt.

Website.

Film: The Secret Life of Words (2005)

Drama

En lille film, der aldrig ville kunne yde sit store underliggende emne retfærdighed, og lykkeligvis heller ikke forsøger på det. En lille flig af rædslerne, mennesker påføres, får vi. Et lillebitte hjørne for beskueren muligvis at fatte bare en anelse af, hvordan det er at have overlevet tortur.

imdb

Synopsis: Josef bliver svært forbrændt på en olieboreplatform og er tvunget til at blive der, indtil forsikringsspørgsmålet falder på plads. Hanna, der er blevet tvunget på ferie af sin arbejdsplads, fordi kolleger og fagforening klager over hendes punktlighed, lader sig hyre til at være sygeplejerske for ham. Han kan ikke se som følge af ulykken. Hun kan ikke udtrykke sine følelser. I tiden på boreplatformen nærmer de sig hinanden.

Måske de fleste ville opleve, at filmen skal få os til at tænke, at der er håb for enhver, som er kommet til skade i livet. Men jeg oplever den som en 120 minutters pakke, der kun sigter på at give Hanna en platform, hvorfra hun kan fortælle sin historie fra krigen.

Denne historie har samme effekt på mig som de eminente fortællere fra snart hedengangne DR: Ved blot at lytte, danner vi vore egne billeder. Inde i vore hoveder ser vi fortællingen udspille sig uden samtidig at føle skyld over ikke at kunne gøre noget ved grusomhederne. Som det ofte er tilfældet med TV, hvor vi må lukke af for det hele, fordi billedsiden får os til at føle det ske lige uden for vore vinduer, for så først med TV’et slukket at kunne sortere og finde os selv (hvis vi når det, inden vi har set en fiktionsfilm med 10 mord på 70 minutter).

Hannas fortælling bliver “vores egen” fortælling, vore egne billeder, vore egne grænser, og ved at være givet tilladelsen gennem den orale overlevering til at fylde os selv ind i det skete i vores egen hastighed og med vores egne evner for medfølelse, forbliver vi stærke i vores egen hverdag og virkelighed. Som er det eneste sted fred kan udspringe fra.

Dét alene gør tiden vel brugt. Om så disse billeder går tabt i strømmen af nye forestillinger, vil de for evigt have været vore egne. Det er det eneste, vi kan reagere på. Med omfanget af vores personlige evne til at gøre verden virkelig for os selv.

Filmen er dedikeret Inge Genefke fra Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Hér spillet ikke så overbevisende af Julie Christie (“Kopenhaaagen”) – jeg har nemlig selv mødt damen og hun er sej!

Tim Robbins spiller Josef og canadiske Sarah Polley er Hanna – hold øje med hende; hun er dygtig.