Film set i 2015

Året er ikke slut, men det ser ikke godt ud.

Ikke noget stort film-år endnu, om end Birdman med sine teater-rammer og -spil på beskrivelse af indre liv nødvendigvis må stå som årets hidtil bedste film, stærkt efterfulgt af animationen HERO, der er totalt tæt og glædesfuld med en smitsom energi henad “UP”. Har mere brugt året på serier end film. Det trækker pt. mere at lære karakterer at kende over tid end at få stukket filmens mere eller mindre stereotypiske grundbeskrivelser af personerne ud som grundlag for alle handlinger. Det har således både været en fornøjelse at se samtlige 240 afsnit Stargate SG-1 OG tage afsked med figurerne, da manuskriptforfatterne ikke længere ville gå i dybden med karakterudviklingen.

Filmlisten 2015, foreløbig: Continue reading “Film set i 2015”

PirateBay, the Movie 2013 (TPB AFK) – for free or donation fee

The Long Awaited look behind the scenes.

the pirate bay movie

download for free via PirateBay
325MB, info hash 0C0238D5EA27CB3E6C855730129903FCFD7F9499
974MB, info hash 99FEAE0A05C6A5DD9AF939FFCE5CA9B0D16F31B0
3,50GB, info hash 79816060EA56D56F2A2148CD45705511079F9BCA
6,85GB, info hash 411A7A164505636AB1A8276395B375A3A30BFF32

Support the movie with $10 or more

TPB-AFK – The Pirate Bay – Away From Keyboard

Have fun!

 

Robotropolis (2011)

“Science Fiction is just a fact of everyday life.”

 

Det her tænkes at være en teknologi-showcase, et visitkort for nogen, der ville fremvise/blære sig med særlige visuelle eller designmæssige evner. For der er ikke investeret megen kreativ energi i udviklingen af karaktererne eller den overordnede troværdighed i hele præmissen; det er på alle måder robotterne, der løber med historien:

GNN, et nyhedsselskab, har fået eneretten til at rapportere fra offentliggørelsen af et storstilet eksperiment med ‘utility’-robotter gående frit omkring blandt lokalbefolkningen på en stor ø ud for Kinas sydkyst.

Alt går galt. En misundelig co-opfinder har ændret i robotternes kode for at diskreditere projektets bagmand og offentlige ansigt, men hvad der skulle have været nogle mindre uheld på live-TV bliver i stedet et blodbad, da alle løsgående robotter ved den mindste provokation eller registrering af lydighedsnægtelse ‘kontrollerer’ (=dræber) ethvert menneske på den mest bestialske måde. Ikke fordi robotterne er selvbevidste – (som én siger undervejs “well, I hope not” …) – eller designede som krigsrobotter,  men fordi de forskellige robottyper har monteret forskelligt værktøj på deres arme og blot bruger dét til at effektuere deres autoritet.

Mens kameraholdets kamp for overlevelse ender i vandkanten med udsigt til brændende oliebeholdere i industrihavnen ovre på fastlandet, kæmper den altruistiske (og åbenbart meget filosofisk ubegavede) pengebagmand, der blot ønsker at robotterne skal være “companions, not servants”, til det sidste for at finde en måde at få en omprogrammering sendt af sted med satellit til de mange robotter.

Continue reading “Robotropolis (2011)”

Repeaters (2010)

En taber ikke én, der har tabt, men én der giver fortabt.

 

If every good thing we do gets erased, and every bad thing we do gets erased, it doesn’t really matter, what we do.

— Repeaters 2010

imdb

Gentagelsen som tidsrejse

– det personligt temporale fænomen, loopet – ses ikke ofte.

Det skyldes formodentlig, at sådan dramatisk kalamitet, især når Point of View ligger hos flere hovedpersoner, som er tilfældet hér, forudsætter at manuskriptforfatteren ikke bare kan lægge ansvaret for alt utroværdigt over på en enkelt hovedpersons indre verden, men skal kunne redegøre for en eller anden form for skæbne eller dømmende og udøvende (al)magt (= Gud, Satan, overlegne Aliens), som  har logisk grund til at udfordre hovedpersonerne så voldsomt. Det er en balancegang på barberbladsæg, hvis fortællingen samtidig skal kunne engagere nok til at budskabet synker ind.

I Groundhog Day var Bill Murray den eneste, der vidste, at dagen gentog sig – gentagelsen holdt først op, da han gjorde alt uegennyttigt og med kærlighed; fortællingen var en venlig og morsom allegori. I Triangle var det kun den kvindelig hovedperson, som vidste at altid var en gentagelse, men nægtede at se det i øjnene; det var en uvenlig og nådesløs allegori.

Continue reading “Repeaters (2010)”

Battle: Los Angeles (2011)

Working with a minor budget and a shitty script.

Imagine you are trying to plan a movie, which has the whole of Los Angeles – a very big city, area wise – invaded by aliens, the city burning and smoke rising everywhere, and a full scale attack going on simultaneously all over town, so that any pan in any direction automatically would reveal the total and utter devastation of this great city by homicidal aliens bend on total annihalation of the human race. Invasion! War!

Your name is not James Cameron and your script is without mass appeal in the gut wrenching sense of the word, so NO big budget of a size that could feed half of the equatorial area of Africa for 6 months.

Continue reading “Battle: Los Angeles (2011)”

Skyline (2010)

Kærligheden SKAL og MÅ sejre

Glem alle de dårlige anmeldelser, du har læst om Skyline. Anmelderne har ikke fattet det.

Vi ved fra undervandsudsendelser om dybhav, at dyr kan antage de mærkeligste former, hvis deres habitat ikke udsættes for nogen særlig aggressiv evolution. De finder en sameksistens, nicher, som tilsyneladende kun har det til fælles i udseende, at de får ilt via gæller og lever 10 km under overfladen. På jordoverfladen har menneskene tillige, trods stor aggression og intolerence over for diversitet, opnået et vist mål af sameksistens med klodens andre skabninger.

Det samme er ikke tilfældet for de aliens, der pludselig uden varsel invaderer jorden. Tværtimod okkuperer de den øverste niche og underlægger sig alle de andre uden hensyn. Og her menes virkelig Uden Hensyn!

De har et evolutionært talent, de har fintunet til perfektion: Kropslyset, de skinner på en livsform, påvirker offerets hjerne til at opfatte lyset som inderligt smukt og dragende. Og VUPTI er offeret væk, hjernen genanvendt, og alle erindringer i bogstaveligste forstand deponeret i den fremmedes baghjerne.

 

Det går hårdt ud over Los Angelses, USA, men historiens genfortællere er borte, så vi ved intet om resten af verden – de velkendte nyhedsoplæseres stole er tomme på de stationer, der stadig sender. Man må formode, at de har ladet lokke sig ind i lyset. (Selvfølgelig).

Vore helte og heltinder, snart kun en af hver, kæmper for livet i én lang strøm af trusler fra disse abnorme livsformer, som betragter jordens mennesker som føde og informationer og i uafvendelig adrenalinrush jagter enhver, der bevæger sig, på samme måde som vi ville trampe gennem kornet, hvis vi blev sure på musene, der samlede vinterforråd.

Tramp Tramp Tramp!

Modningen af vore hovedpersoner, for det er dét, det handler om, foregår med lynets hast: Vi taler stort set realtid hér: Af og til i livet er der ikke plads til at tvivle; man må handle på de krav, livet stiller én og tage imod eller afvise, dét man blive budt – så man kan komme videre med at overleve.

Sådan hér! Der Er Ingen Nåde!

Heller ikke til sidst. Selv ikke i bekræftelsen af den menneskelige kærlighed som det ypperligste at kæmpe for, der trancenderer menneskekroppen i den mest yderliggående fremvisning af empati og egoistisk forsvar.

Jo, som postulat. Som stort, stort postulat: Kærligheden SKAL og MÅ sejre. Når alt kommer til alt, er der intet andet af nogen værdi – ikke penge, ikke den gode lejlighed (med den gode udsigt til invasionen), ikke den frie sex, ikke den fede bil, den læke babehustru, anerkendelsen, poolen, alt det som er så selvfølgeligt i et stabilt, trygt samfund, at det – da det kommer til stykket og der virkelig bliver banket på døren – skal forsvares af en lille bitte ærteskyder med 9 skud.

Skal man være flink og ikke antage, at det er en samfundsparanoid psykopatfilm, der frygter terror og alt, der ikke er amerikansk? Ja, det behøver man ikke være så flink for. Den er helt i orden. Og slutningen er 100 bedre end man kunne have håbet.

7.7/10

imdb 4.5

Harlan Ellison, Dreams With Sharp Teeth (doku)

Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.
SciFi-forfatteren opstået af den mørke kælder.

 

Det må siges at passe på Harlan Ellison. Hele hans forfatterskab hviler på nogle få omstændigheder, situationer og tilstande fra hans tidlige liv. Og han accepterer det. Psykoanalysen har ikke slået igennem hos ham – og hvorfor skulle han også slå det psykiske lag ihjel, der føder hans vedvarende strøm af bøger og noveller, over 40 bøger og i hundredevis af noveller gennem over 50 års forfatterskab?

“Get stuffed”, said the ticktockman…

Harlan Ellison har været i TV mange gange igennem sit liv – helt bevidst med et simpelt budskab: At være forfatter er et erhverv som alle andre, blikkenslager, chauffør, mekaniker. Man arbejder for sagen, og når man har arbejdet, så får man sin løn. Der er ingen berøringsangst hér – ikke i forhold til at underholde. Så han kan mange af sine noveller udenad og fremfører dem som om det er første gang, med stor gusto og flot diktion.

Det er en meget loyal og fan-agtig dokumentarfilm, et ægte must for en science fiction-afficionado. Men som dokumentarfilm betragtet skraber den kun overfladen. Først hen mod slutningen, når vi har set alle eksemplerne på hans, overordnet og fra succeskriteriet betragtet, vellykkede liv, hører vi noget om den smerte, som føder hans tekster. Ikke meget, ikke mere end et glimt ind i et mørkt rum, som han kontinuerligt besøger, fordi han betragter det som en uadskillelig del af sig selv: Sin smerte, sit mørke.

Om det er dét, der gør ham til en skarptandet satan, der ikke har megen tålmodighed med andre mennesker, og især ikke med de fans, som er alt for fan-agtige (“Don’t they have a life?”), er svært at sige. Men hans intelligens kunne måske være en del af det – han er meget skarptseende på livet omkring sig, og knap så meget på sig selv.

På mange måder er han idealet om en forfatter: Han vil, at man skal arbejde for føden, og arbejde meget, og være ærlig over for sit materiale og sine evner, og aldrig, aldrig være bange for at betale prisen. Aldrig være bange for at se sig selv i øjnene.

Han gør det selv. Betaler prisen. Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

PJ Proby-citatet på hans skrivemaskine forklarer alt: Hans selvfølelse og hans sårbarhed. En livslang balanceakt.

Monsters (2010)

Sympatisk low-budget xenofobi-science fiction i lav-tempo, der fint illustrerer USAs forhold til resten af verden.

kilde: https://www.imdb.com/title/tt1470827/

review: 8/10

Historien kort:

En amerikansk fotograf befinder sig i Mexico, og bliver af sin redaktør beordret til at efterspore avisejerens datter, og siden eskortere hende sikkert ud af landet. Fotografen er mere end en smule modvillig: Hér er han tæt på de fremmede livsformer, der har slået sig ned i Mexicos træbevoksede kystegne efter at være undsluppet fra en nedstyrtet NASA-sonde; skulle han ikke hellere gå på jagt efter fotos af disse frygtindgydende MONSTRE, der holder en hel verdensdel i frygt… Continue reading “Monsters (2010)”

Lykkelig uvidenhed, konspiration 2

Mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange.

I forrige indlæg havde jeg akkurat modtaget en DVD, som min amerikanske veninde havde fundet i en telefonboks i New York, indeholdende 4 film om 9/11, katastrofen i New York, der dræbte 3500 mennesker og med dygtig hjælp fra den amerikanske regering og de amerikanske medier fik hele verden til at se terrorister overalt.

Nu har jeg sét Zeitgeist, der også var på DVD’en; en dokumentar, der  forekommer noget nær den fuldstændige italesættelse af al natlig frygt.

“Zeitgeist” (del 2 og 3) er en velproduceret, dynamisk og tilsyneladende veldokumenteret afklædning af de økonomiske sammenhænge mellem statsmagt, banker og krigsførsel, årsagen til overvågning af befolkningerne, undergravende statsterrorisme i eget og andre lande og et vedholdende ønske om at skabe en verdensregering – styret af de samme mennesker, som holder den amerikanske regering i vedvarende gæld og arbejder mod, at det samme skal ske med resten af verdens lande.

(fra 911dvdproject.com)

Zeitgeist: (June 2007) – One of the most-viewed google/YouTube videos. Created as a nonprofit expression to inspire people to start looking at the world from a more critical perspective and to understand that very often things are not what the population at large think they are.

Homepage: http://zeitgeistmovie.com
view online: http://video.google.com/videoplay?docid=-594683847743189197

Zeitgeist (Parts 2 and 3 only.) Part 1 of this video concerns itself with religious matters and some find it offensive. For this reason, we offer the video with or without part 1. Please specify your preference when placing your order. Parts 2 and 3 seem equally as powerful with or without Part 1.

Kald mig naiv, uoplyst, uvidende – men jeg er overbevist. Af 75 minutters stærkt komprimerede, logiske koblinger. Der er simpelthen for mange mennesker indvolveret – for mange almindelige mennesker interviewet og for mange dokumenterbare udsagn – til at grundlaget kan være falsk, men som mockumentarister har lært mig: man kan altid twiste fakta. Jeg er nødt til også at læse om filmen – for at se, hvad modstanderne siger.

Jeg er nødt til at finde ud af, hvor jeg står – fordi… konfronteret med det meget, MEGET store billede, som Zeitgeist tegner af verden og HELE den vestlige (kontrollérbare) verdens mennesker, der holdes i geled med frygt, underholdning og regulære trusler, følte jeg pludselig, at mit eget input have nul værdi. At min digtning, min blog, mine meninger og intuitioner, mine følelser for andre mennesker og for verdens og menneskeslægtens fremtid, mine evner til at forholde mig og til at se det større billede for mig selv… at alt var for lidt.

Da jeg begyndte at skrive på det her i formiddags, skrev jeg først et laaaangt indlæg om mennesker som sociale individer.* Det cutted jeg så væsentligt ned, da jeg kunne se, at jeg faktisk ikke anede, OM der er virkelighed bag noget af dét, som fremlægges som konspirationsteorier – og SÅ kan det være lige meget, hvad det er, der driver mennesker til at blive ved med at søge retfærdighed og sandhed og oplysthed!

(* Ikke dermed sagt, at konspirationer ikke findes. For det gør de – helt sikkert. Spørgsmålet er blot, i tilfældet 9/11, hvor mange mennesker der skulle til at planlægge aktionen som den er beskrevet af konspirationsteoretikerne – og hvordan alle disse mennesker kan undgå at sige ét ord om det? Sådan fungerer verden ikke. Mennesker taler med hinanden. De taler over sig i søvne. De føler trang til at lette deres hjerte. Mennesker er sociale væsener, og jo længere nede ad magtstigen, de befinder sig, desto mere opfatter de sig som en del af menneskeheden, snarere end af dens magtelite. Det er hér, vi taler sammen, om hvad der er rigtigt og forkert på et følelsesmæssigt niveau. Og hér vi afslører vore handlinger for hinanden.

Ja, mennesker rotter sig sammen, når de bliver bange. I samfund, og i grupper. Og det er ikke altid, at magtens elite arbejder for folkets bedste. Eller at dém, der siger de elsker os, sætter os over sig selv… )


Kenneth Krabat, 27.9. 2010