De stier, vi træder (om fildeling)

Hvor længe skal vi blive ved med at forfølge piratdownloads, før det går op for os, at nem adgang er dét, folk vil have?

 

Jeg er opvokset i København.

På Nørrebro, ml. Blegdamsvej og Ravnsborggade, er en smal gade, som i rigtig mange år var ensrettet. Sankt Hans Gade.

Meget fornuftigt, hvis man taler om biler. Der ér vitterlig ikke plads til modkørende motortrafik, hvis der også skal være plads til parkering. Men denne ensretning, der fører motortrafikken fra Ravsborggade og Ryesgade tibage til hovedfærdselsåren, Blegdamsvej, betød ensretning for cyklister, som skulle til Ravnsborggade.

Ensretningen tvang cyklister til at trække gennem Sankt Hans Gade, hvis de skulle fra hovedfærdselsåren og ned til søerne eller til området lige omkring udmundingen af gaden i Ravnsborggade. Eller de skulle køre en meget lang omvej for at ankomme til udmundingen af denne 75 m korte gade.

Det var biltænkning – fra før det fælles fokus faldt på det det fornuftige, sunde og billige i at cykle i storbyen. Gammel logik. Men  alt udvikler og forandrer sig. Også menneskers forhold til ordensmagten og til lovene – det er kun lovene, der er statiske.

Folk kørte igennem på cykel. Folk blev taget af politiet med jævne mellemrum og fik en bøde. Det var så regelmæssigt, at der ikke hér var noget at misforstå. Enhver cyklede igennem, hvis man kunne komme af sted med det. Alle var således uenige med byplanlæggerneog med politiet  om, hvordan ruten skulle være. Det var og ér den korteste vej, og den korteste vej er oftest den folk vælger. Ikke nødvendigvis den bedste, men når det bliver ved, er det dét folk finder mest hensigtsmæsigt.

Hvor mange år stod det på? 10? 20? Mange år. Men nu ér det lavet om. Der er malet en cykelmarkering ned igennem Sankt Hans Gade – som stadig er ensrettet for motortrafik og stadig har parkerede biler.

 

(Rockwoolfondens undersøgelse af danskernes (mildere) syn på løgn og socialt bedrageri kan hentes ved at klikke på billedet)

 

Spielverderberei, trolling, debatsabotage, og ACTA

Store firmaer og politiske partier har betalt for at få spoleret kritiske debatstrenge på internetfora med ulødige indlæg.

Det er besynderligt, at debatfora med diskussioner af betydning for udviklingen på klimaområdet, medcinalindustrien (lobbyisme for bl.a. at forhindre ikke-medicinalfirmaer i at sælge kosttilskud), bortskaffelse af farligt affald, miljøkatastrofer osv osv osv. vedvarende bliver afbrudt af perfide afledningsmanøvrer. Jeg har selv oplevet det i stor stil på Politikens fora, og har opgivet at debattere dér. Der ér simpelthen ingen kamp at tage op – alt væsentligt bliver skudt ned af sindssyg tilsvinen på disse temmelig umodererede fora. Omvendt sker den slags aldrig, hvis fora har begavede, medlevende moderatorer.

Jeg har ingen mening om, hvor vidt disse debatter i Danmark ødelægges af betalte og/eller bestilte sabotører, men nedenfor er et link til en artikel om spielverderberei, trolling, debatabotage eller hvad man nu skal kalde den antidemokratiske aktivitet, der består i at ødelægge borgeres mulighed for at tale sammen om væsentlige emner.

Og hér er et brudstykke af en kommentar fra indlæggets affødte debat:

“Jeg undrer mig i denne sammenhæng over at ACTA* aftalen igen med stor grundighed IKKE nævnes?? Danmark sidder – stadig hemmeligt (hvor demokratisk er det?)- og forhandler med USA og en række andre store vestlige lande om denne aftale. ACTA har netop til formål direkte at begrænse ytringfrihed ikke blot hist og her, men globalt.

Websites skal kunne lukkes ned på stedet mv. hvis autoriteterne som forvalter aftalen, vurderer at det er “nødvendigt.” Som ALTID vil dette følge den faste drejebog for reduktion af civile / demokratiske rettigheder: En række ummidelbart plausible argumenter som ingen ved deres fulde fem vil underkende; pædofili, nakotikahandel mv. vil blive brugst som “selling point” / begrundelse og loven vil blive indført. Herefter bliver loven så i praksis “fortolket” på alle mulige andre måder. Og når vi så har vænnet os til “det dersens acta”, kommer der så nogle år senere nogle “moderate stramninger” osv. Sådan er det HELE tiden. De små skridts politik, gradvis tilvænning. På denne måde kan man få os til at æde lort, bare man starter med kun at indkoge 1 % lort i retten og kommer med et plausibelt argument. Året efter er det så 2 1/2 %…”

via Internettets demokratiske potentiale er under angreb | information.dk.

* ACTA er et samarbejde mellem en del vestlige lande om at forhindre og retsforfølge tyveri af intellektuelle rettigheder. Som kommentaren og artiklen påpeger findes der mange måder at forhindre det demokratiske potentiale i at komme i spil.


Kenneth Krabat, 16.12. 2010

ACTA på dansk WikiPedia (sølle 2 linier):

Anti-Counterfeiting Trade Agreement (ACTA) er en multilateral handelsaftale, der omhandler intellektuel ophavsret. Aftalelandene er USA, Australien, Mexico og EUs medlemslande. Aftalen blev offentliggjort 14. december 2010.

Forhandlingerne var hemmelige, uden demokratisk indblik, men visse informationer blev lækket – heriblandt informationer om at USA, Singapore, Sydkorea og Danmark blokerede for at give offentligheden indsigt i aftalen.

ACTA på engelsksproget WikiPedia (ordentlig artikel)

Cablegate: Hvorfor WiKileaks dokumenter er vigtige!

USA har skrevet Spaniens nye lovgivning ift. intellektuelle rettigheder!

Copyright og Rettighedslovgivning og håndtering af samme interesserer mig.

Nu viser det sig via WiKileaks dokumenter (bl.a.), at Spaniens nye, hårde linie over for digitale rettighedsbrydere er orkestreret af amerikanske repræsentanter for USAs intellektuelle rettigheds-lobby. Og det i essensen er amerikanerne, der er den lovgivende autoritet i Spanien.

Vi ved jo, at amerikanerne bestemmer, hvad de kan i Danmark, og AP Møller bestemmer resten, så dét er ingen overraskelse, men Spanien…

Wikileaks cables reveal that the US wrote Spain’s proposed copyright law – Boing Boing.

Støt WIKILEAKS!

http://213.251.145.96/


Kenneth Krabat, 8.12. 2010

Få idéen, føre firmaet til succcesss og sælge.

Dén verden, hvor dét at starte et firma kun er skridt på vejen mod at sælge det.

Jeg finder det interessant, hvordan folk forholder sig til begreber som at sælge sig selv, kunderelationer, fejl i opstartsfasen, hvad der er “tilladt” at fokusere på (“må man godt bare ville tjene penge”, f.eks.) osv.

Selv har jeg svært ved at fokusere på dét at tjene penge, og vil gerne forstå, om man evolutionært eller overlevelsesmæssigt betragtet BØR have et stort fokus på indtjening? Eller, snarere, om det er mig muligt at nøjes med bare at fokusere på samfundets edifikation og sanseligheds bedagelse? (Undskyld, kan du leve af at være forfatter? Nej, men jeg lever for det.)

For ganske nyligt faldt jeg over et udtryk. Det eksakte citat kan jeg ikke linke til, men det lyder nogenlunde således: “How to be a successful start-up’er and how to successfully guide the company towards a successful aquisition”. Altså, hvordan man lykkes med at opstarte et firma og siden lykkes med at føre det frem til en lykkelig overtagelse.

Føre sit firma frem til en lykkelig overtagelse

Ikke fortsætte med sit firma til det udlever sin brugbarhed, men opstarte sit firma baseret på sin gode idé, finde de rigtige medarbejdere, der rigtige producenter, de rigtige aftagere, og når det topper så sælge det til overtagelse til mere statiske kræfter og gå videre med (idéerne til) de andre fimaer, man har opstartet… Og lade køberen om at malke idéen til sidste dråbe. Eller implementere den udbudte teknologi/service i andre produkter eller som bund for nye patenter osv.

Idé-realisering er hvad det handler om. Gøre idéer til virkelighed som en sport-for-penge. Realitetsvurdering i begrænset tidsperspektiv.

Hvad der motiverer menneskene er altid interessant.

At mit behov for kvalitet får mig til at føle, at hele denne idé-som-produkt-mod-realisering-og-salg er en smule snavset, er MIT problem. Jeg må leve med, at verden er fuld af unyttige dimser og ufuldstændige programmeringssprog og allehånde tjenester, hvis fremmeste kvalitet er, at de betaler for understøttelsen af menneskeliv, uden derudover at bidrage med kvalitet til menneskelivet. I det mindste er der så mennesker, som ikke sulter og kan forsørge deres familier og får tid og overskud til at forholde sig til at være menneske.

I Det Mindste.


Kenneth Krabat, 8.12. 2010

Følelsesmæssig modenhed, sæt √

Er du følelsesmæssigt moden?

 

Følgende definition på følelsesmæsigt modenhed har jeg hugget hérfra, et pissegodt indlæg om The Science of Attraction:

Følelsesmæssig modenhed defineret som 7 forskellige former for formåen

  1. At kunne forholde sig konstruktivt til realiteterne
  2. At kunne tilpasse sig forandringer
  3. At være relativt fri for symptomer affødt af anspændthed og bekymringer
  4. At kunne finde større tilfredsstillelse i at give end at modtage
  5. At kunne relatere til andre mennesker på en konsistent facon til gensidig tilfredsstillelse og hjælpsomhed
  6. At kunne sublimere, eller at lade sine instinktivt fjendtlige energier få udløb på opfindsomme, konstruktive måder
  7. At kunne elske.

Okay, jeg vil mene, at stort alle punkterne hér definerer et menneskes kærlighedsformåen, ens evne til at elske. At dét er, hvad at være følelsesmæssig moden egentlig handler om.

Rygestop 2: Det globale bedrag og magtens foragt.

Tobak- og sundhedsindustri og verdens regeringer lader folk fortsætte i nikotinafhængighed, fordi det gavner økonomierne. Ved du, hvorfor du er afhængig, og af hvad?


I indlægget om Rygestop gaves 27. maj gav et overblik over nikotinets indvirkning på hjernen. Følgende opsummerer og udbygger på den kemiske fangstcirkel, der er nikotinindtagelsens forbandelse, og påpeger en globalt accepteret løgn fastholdt af kapitalinteresser i led med regeringer og sundhedsmyndigheder.

Trangen til at ryge fastholdes i erindringen, fordi

Continue reading “Rygestop 2: Det globale bedrag og magtens foragt.”

Europa – en kulturel supermagt?

Jeg modtog følgende, videresendt fra Muniam Alfakar, formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening.

Fra: Søren Beltoft < sorbel@kunst.dk>
Dato: 15. juni 2007 14.11.21 MET
Til: < ccp@kunststyrelsen.dk>
Emne: Europæisk kulturstrategi

Debat i Diamanten: Europa ˆ en kulturel supermagt?

onsdag 20. juni 2007 kl. 17
Den Sorte Diamant, Dronningesalen
Gratis adgang

Hvordan gør europæerne deres forskellighed til en styrke? Variationen af sprog, kulturer, traditioner, kunstneriske udtryksmåder og kulturarv er et af Europas stærkeste kort. Det er identitetsskabende, og som EU-sloganet siger, er det: Unity in diversity.

Men hvordan kan mangfoldigheden og forskelligheden udnyttes bedre? Hvordan kan vi anvende vores ressourcer til at skabe det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge dem i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Vær med når Richard Swartz, forfatter og Østeuropa-korrespondent, Svenska Dagbladet, EU-eksperten Marlene Wind, Københavns Universitet, og Uffe Andreasen, presse- og kulturråd ved Den Danske Ambassade, Berlin, forsøger at svare på, om Europa igen kan blive en kulturel supermagt.

Ordstyrer er Clement Kjersgaard, tv-vært og chefredaktør, RÆSON.
Kontakt: Kulturproducent Lise Bach Hansen · Tlf. 3347 4364 · lbha@kb.dk

************************************************************************
Se også CCP Danmarks hjemmeside www.ccpdenmark.dk under “Nyheder 2007” / “Meddelelse fra Kommissionen” [linket i titlen ovenfor]

Venlig hilsen
Søren Beltoft, konsulent
CCP Danmark
Litteraturcentret / Kunststyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
DK-1553 København V
Tlf. dir.: +45 33 74 50 73

mit svar var nok henvendt til Muniam, men rettet til dig, der læser det her nu. Supermagtsbegrebet er én stor gang Nysprog:

kære muniam,

det stærkt efterlyste: Europe of the citizens? Hvordan kan vi bruge vores ressourcer i den globale konkurrence ˆ i den kreative industri? Kan Europa på ny udnytte sine potentialer og blive en kulturel supermagt?

Efterlyst? Ikke af mig.

Man kan ikke tale supermagt, kulturel, politisk, økonomisk eller andet, uden at sige, at der findes et spil man ikke kan ændre på.

Jeg tror ikke på massen. Massen findes, men jeg tror ikke på massen. Hvis jeg troede på massen, som massen skal tros på, ville jeg sætte mig ud over individet. Og sige at én leder er nødvendig. Jeg tror ikke på én leder. Jeg tror på ansvarlighed i den enkelte. Ansvarlighed kommer af oplysning – hjemmefra, fra specialister, fra nabo til nabo, fra by til by, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Måden, vi organiserer os på, handler om uoplysning. Konkurrence. Hemmeligheder. IKKE at vise os selv. Fordi vanen… vanen har vist os, at der er visse ting og mennesker og situationer, vi ikke kan stole på, og vi kan aldrig være sikre på, hvem og hvad de vil være. Og dog ved vi, at den opmærksomhed, vi giver uden at forvente noget igen, får os til at føle os bedre tilpas, meget bedre tilpas end at være bange, men vanen… vi finder bekræftet til alle sider, får os til at tro, at frygten vi føler har større sandhedsværdi. Massen findes, fordi der er individer, som udnytter individernes frygt. At sige, at dét ikke kan ændres på, er at lyve.

Jeg er ikke interesseret i at være en del af nogen supermagt, kulturelt eller andet, som er baseret på at massen findes. At det accepteres, at mennesker frygter kollektivt – når en mentalitetsændring kunne standse det. Så din videresendte mail er klam. Som alt andet, der baserer sig på massen.

tal ikke til mig om realisme og langsigtede strategier. Der gives ingen åbninger nogen steder, fordi det er nemmere… det vurderes nemmere og kortsigtet givtigt for mennesker alle steder og på alle niveauer af overskuelse samfundet at samles om at Kæmpe imod frygten ved at slutte sig sammen af frygt, end det er for dem, der har mulighederne for at få folk i tale at fokusere på at samles af velvilje, åbenhed og de varme følelser, som i fald de bliver modtager vokser til kærlighed.

At satse på at frygten varer ved er nemmere. På kort sigt. Så tal ikke til mig om langsigtede løsninger. Det handler ikke om lang sigt. Det handler om at blive den største dreng i skolegården, så de andre bliver bange for én. Mere frygt. Mere vane. Det er ikke interessant. Vi kan mere end dét nu. Det handler blot om at sige det.

venlig hilsen,
kenneth krabat

FASCISME ER DYRKELSE AF MAGT

Er magten hellig? Især den sidste tids magtmæssige udfoldelser i forhold til begivenhederne omkring Ungdomshuseet på Jagtvej69 i København, for ikke at tale om hele det politiske forspil, lader ingen tvivl om, at magtens institutioner i Danmark har spillet fallit. Hårde domme for at bruge sin Grundlovssikrede ret til at udtale sig og grove politioverskridelser af lovene omkring privatssfæren, totalt absente politikere, der vasker hænder når en holdning kunne risikere at klæbe til deres teflonoverflader, politimænd, der åbent og ustraffet kan håne og nedgøre demonstranter og det at kæmpe for sin ret og pligt til at holde samfundet dynamisk, medier der pisker en stemning op og støttes deri af politiet som unuanceret støtte til systemets konfliktportrættering, manglende ankemuligheder eller muligheder for at bløde systemet op, ligestilling mellem terrorisme og at være ikke-midtsøgende i sine livsvalg og måder at folde dem ud på… Danmark er som slangen Ourobus ved at fortære sin egen hale.

I en fascistisk stat støtter vi den stærke. Og tramper på den svage. I en fascistisk stat er den blotte fremvisning af svaghed i de andre lig afdækning af svaghed i én selv. I en fascistisk stat skal de stærke være stærke hele tiden og blive stærkere konstant, så de kan forsvare os mod farer. I en fascistisk stat ser flertallet ikke indad til egen andel i alt, der går galt, men placerer ansvaret alle andre steder: For svage politikere, for svagt politi, for svagt militær, for dårlige forældre, for krævende syge, for uansvarlige unge, for kyniske arbejdsgivere, for svage fagforeninger, for ligeglade arbejdere og funktionærer, for høje skatter og afgifter, for få parkeringspladser, for dyre institutioner, for ringe service på posthuset, for mange lorte på gaden…

I en fascistisk stat lukker vi øjnene for alle tragedier. Og ser dermed heller intet godt.

En fascistisk stat styres ikke fra toppen, men af den enkelts flugt fra personligt ansvar. En fascistisk stat styres af indbyggernes hjertekulde; sig-selv-nok-hed gøder den; fremtidsangst og uafklarede forældrebindinger giver den reelt urørlige bastion af lovgivende, dømmende og udøvende magt konstant større beføjelser, og nye love, hele tiden nye love, udligner forskellene på folk, så pengene bliver eneste mål for individualitet, hvad pengene kan gøre for én, hvad penge kan købe og eje og flytte og styre.

Ustyret kreativitet, der ikke har pengene som mål, er vor tids kerneangst: Den, der ikke bryder sig om at samle på penge eller lever efter pengenes veje og måder, er en fremmed. Og ingen fascistisk stat har plads til fremmede. Tryghed er nøgleordet, og hvem kan være tryg, hvis noget er fremmed?

En fascistisk stat manifesterer sig altid tydeligst i de største byer – men oprinder udenfor storbyernes sammenstød af forskelle, i småsamfundene, i periferien af det kaotiske. Det er i byerne, at vi ser hvad vi som samfund mister – til kontrol, overvågning og administrative køer til helvede, til følelseskolde lukninger af særegent kulturliv og kapitalsvage græsrodstiltag, til tilflyttere der klager over, at det larmer i byen underneden deres bolig, til menneskefjendske renoveringer af torve og pladser, til forveksling af karrierestrategi og byplanspolitik, til ønske om ensretning af egentlig alt, der kan benævnes. En fascistisk stat er et samfund, som modsætter sig fornyelse. Som tror, at inspiration til fornyelse skal komme udefra. Som tror, at fornyelse er noget, man kan sætte grænser for og lovgive omkring. Som tror at straf af fornyelse forhindrer fornyelse.

Det er i København, vi tydeligst ser, hvad hele Danmark er ved at miste. Hvad Danmark har fået i stedet for. Det er ikke en dyd, der er taget. Det er regulær voldtægt af et samfund. Fascisme er flertallets voldtægt af det diffuse, det ustrukturerede, kreativt afsind, dét ikke altid at være på toppen, modarbejdelse af dogmer og regler, altruisme man ikke kan betale sig fra. Fascisme er modarbejdelse, nedkæmpelse af ungdom, egentlig. Af ungdommens energi – som den manifesterer sig i den unge, men isærdeleshed som den bevares i den, der bliver ældre.

Ung energi indeholdt i erfaring er farligere for den fascistiske mobbe- og undertrykkelsesnatur end noget andet. For fascisme er ikke andet end fejhed, der aldrig vil spille med åbne kort, og derfor kun er sårbar overfor udholdenhed til omstændeligt at afdække alle løgnene og fortielserne og fabrikationerne af forklaringer for, hvorfor kontrollen skal udbygges og optimeres og overtrædelser straffes bestandigt hårdere. Udholdenhed og Civil Courage – modet til at møde undertrykkelsen af alle, der stikker ud, virkelig indre leg og glæde ved livet. At stå op imod fascismen er lige som at tale varmt for at se solen stå op: det bekræfter det unyttige og søgen mod glæde. Selv fascismens støtter forstår dét, men i vejen for deres glæde ved at leve står altid dén, der modsætter sig fjendebilleder og ensretning og kontrol.

At Danmark Er En Fascistisk Stat ændrer sig kun, når flertallet mister den absolutte tillid til far og mor, eller frivilligt giver den fra sig, og tager ansvaret for eget liv. Først, når flertallet af tilflyttere til hovedstaden har lært at elske BYEN på godt og ondt, snarere end byens “muligheder”. Først, når de frygtsomme deltager i de andres liv, snarere end at lægge ansvaret over på myndigheder og institutioner. Først, når dét sker over Hele Landet, og ikke blot (meget behøvet) i København og de større andre byer. Først da flyttes opmærksomheden fra magten som hellig.

(Bare det ikke var så åbenlyst skræmmende at sige farvel til far og mor, og påtage sig det medfølgende ansvar for en langt større familie: Alle de andre.

For hvad er mere rædselsvækkende opmærksomhedskrævende end at skulle respektere forskellighed? Hvad er mere frihedsberøvende end ansvar?)