morgen på bjerget

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

“Han bare kastede sig op over som om disciplinen var højdespring og det var vigtigt ikke at ramme toppen af gitteret – fladt liggende i luften, ud over afgrunden. Jeg styrtede dérhen, og pressede næsen til gitteret, og det gik lige ned. Ja, mere end dét – kanten af klippen var et overhæng, så man kunne se stort set alt dernede, og han var der ikke.”

Mens jeg forklarede, var hendes øjne blevet smalle. Jeg havde først fortalt om manden, der sad fast i gitteret, fordi hans ven eller broder havde hjulpet ham med at komme over, og så for at drille givet forkert besked om, hvor han skulle træde, så han nu var havnet mellem gitteret og en række vandret-løbende stålstrenge til afstivning mellem stolperne. Vennen eller broderen stod bare og grinede, mens den fangne bandede af ham. Og jeg havde fortalt om familien med de to børn, som fandt et hul i gitteret og hjalp hinanden igennem, fat i hånden hævet, så dem længere nede kunne finde sikre steder at træde, hele tiden snak om at passe på og være forsigtig. Og så ham der. Der lavede højdespring over gitteret.

“Og ingen af dem var dernede. Jeg ved godt, jeg har talt med døde et par gange før, men det her…” Hun kikkede stadig på mig med et blik, der var svært at tolke. Var jeg vanvittig i hendes øjne? Men jeg havde jo set, hvad jeg havde set.

“Hvordan kom du herop,” sagde hun så. “Du var ikke med vores gruppe, og porten blev først åbnet dernede, da vi kom. Har du været her hele natten?”

“Nej, jeg kom op af en meget stejl sti, nærmest et gedespor. Det tog 3-4 timer. Den udmundede dérovre…” Jeg pegede.

Hun gik der hen, hvor jeg pegede. “Der er ikke noget,” sagde hun. “Det er et næsten lodret fald.”

Jeg løb derhen. Hun havde ret. Der var ingen mulighed for at komme op dér. Ikke uden bjergbestigerudstyr. Men jeg havde jo kæmpet mig vej op siden før solopgang… hele tiden været i kontakt med mine egne grænser, kan jeg gøre det, skal jeg vende op, ikke noget med at presse mig med en belønning, hvis jeg nåede toppen, hvis jeg kom helt op. Jeg havde passet på mig selv…

“Du ved ikke hvem, du er, vel?” sagde hun.

“Jo, da”, sagde jeg indigneret. “Jeg er…” Og så kunne jeg ikke huske noget. Jeg kunne kun huske klatreturen, og hvordan jeg havde været i kontakt med min krop. Hvordan jeg havde følt det at være dér på gedestien, hvordan det havde været at tage fat i bevoksningen for at holde balancen og slippe den igen. Hvordan sveden først kunne mærkes, når jeg holdt pause. Hvordan jeg havde afstemt min vejrtrækning. Og jeg kunne huske at være på toppen sammen med alle de der mennesker, der lignede noget fra en film fra halvtredserne, alle mændene havde hat på og kvinden opsat hår med bånd og sløjfer. Og jeg ihukom følelsen af både lettelse og frygt, da den nye gruppe for lidt siden ankom med kvinden hér forrest. Men intet om mit liv før bjerget.

“Hvem er jeg?” sagde jeg.

Hun bare så på mig. Sommerkjolen flagrede omkring hende, hun var i tresserne, kraftig over i det fede. Hun blik sagde, at det ikke var første gang, hun havde mødt mig, eller én som mig. Hendes øjne var mørke, næsten sorte, og var der et gran af medfølelse at se? Eller genkendelse?

POEM: The Art Thing

the world ought to be / a safe place / the world / is never safe if / this is where this art thing / comes in / you have to make it safe / nobody cares how you do it / you just have to make it safe

http://www.youtube.com/watch?v=qfFUfpmBNfg

THE ART THING

I never understood
what this art thing was about
having been raised among books
two three four decades old
written for children I thought
the world ought to be
a safe place
and then I realised the world
is never safe if you think it is
this is where this art thing
comes in
you see
you have to make it safe
nobody cares how you do it
you just have to make it safe
and it seems
art is a bit like a lottery
there is a prize
and you go for the prize
and if you win
people listen to you
and you make the world
a little bit safer
because they trust you
not because of what you say
but because they trust you
you won this prize you see?
its an okay system
except when
the prize is not really a prize
but a wall
to prevent you
from seeing the real prize
you and everyone else
which wont be about money
but something else
something everyone needs to see
but somebody wont let you
so you have to climb the wall
while pretending
to streeeeetch on tiptoes
to reach the prize
and quite possibly
you cannot win the prize
when you have told
what is on the other side of the wall
at least not for a while
as everyone gets used to
what is on the other side
and then
for a while you can relax
if you want
and stay on the ground
and just pick at the prize
like your neighbour’s apples
hanging over the fence
and its okay
for a while
and then they become boring
and all the same
this is where art begins
I now realise
you don’t actually have to
eat all the apples
if you don’t like apples
its just an example

Ordets område i Roskilde 1. – 4. juli

INSTITUTIONEN CONTAINER: Institutionen invaderer Ordets område i Roskilde 1. – 4. juli.

Området hedder NORDIC, til højre for Orange Scene.

KL TORSDAG FREDAG LØRDAG SØNDAG
10 Torsdagsteksten vises Fredagsteksten vises Lørdagsteksten vises
11 Sigurd Buch Kristensen; Martin Johs. Møller; Kenneth Jensen Basilisk: Martin Larsen; René Jean Jensen; Peter Højrup; Harald Voetmann Bogen trykkes

af After Hand

12 Cecilie Lind; Gerd Laugesen; Rasmus Nikolajsen; Cia Rinne; Lene Asp; Nina Søs Vinther
13 Danske Døves Landsforbund (13.00)

Gyldendals Ordbogs-redaktion (13.45)

Rasmus Graff; Pär Thörn; Karl Larsson +

Heliumoplæsninger

14 Janus Kodal (14.30) Claus Handberg; Frans Jacobi

(Danmarksfilm-projekt)

+

Kritikersalon

15 Amalie Smith (15.00)

Claus Carstensen (15.30)

Pablo Llambías; Jeppe Brixvold +

Pølser & Pamfletter

Mads Mygind, Sine Bang Nielsen, Rasmus Graff & Henrik Have

16 Frank Kjørup (16.00)

Eiríkur Örn Norodal (16.30)

Henrik Have; Glenn Christian +

Mere helium

17 GRAND OPENING

(alle deltagende forfattere læser op)

Jens Blendstrup; Lars Bukdahl Mette Moestrup; Erlend O. Nødtvedt; Naja Marie Aidt +

Cirkus

18 LYNFABRIKKEN

(Litteraturen på Scenen)

Jens Blenstrup; Bjørn Friis Thomsen & Filip Granlie; Eiríkur Örn Norodal;

GYLDENDAL

Mette Moestrup +Stellasound; Anne Lise Marstrand- Jørgensen; Naja Marie Aidt;

INSTITUTIONEN CONTAINER

& YOYOOYOY DJ-TEAM

Henrik Have; Sigurd Buch Kristensen; René Jean Jensen; Cecilie Lind;

+

Valby Vokalgruppe

19 Marie Kudahl; Morten Søndergaard; Ina Christensen; Stemmejernet (Niels Lyngsø); Amalie Smith; Martin Greis læser Ejersbo; Kristina Nya Glaffey; Frank Kjørup; Karl Larsson; Kenneth Jensen; Cia Rinne; Rasmus Graff; Pär Thörn; Bogreception
20 Peder Alexis Olsson; Jonas Georg Christensen; Theis Ørntoft; Nikolaj Zeuthen m. Skammens vogn Niels Frank; Thomas Boberg; Dy Plambeck; Pablo Llambías; Jeppe Brixvold; Das Beckwerk Janus Kodal; Erlend O. Nødtvedt; Mette Moestrup; Dat War So (Graff/Thörn m.fl.) +

Selvhenter

21 FOR FOLKET FOR FLERE FOR ALLE

21.6.2010 Blåstemplede digtersnuder

(genudgivet)

Kulturplakaten » Forfatterspirer kan få testet talentet i DR Byen.

OBS: På grund af voldsomt mange tilmeldinger – se Har du poet-faktor? – er arrangementet udvidet til igår mandag og i dag tirsdag, hvor Lars Bukdahl skal servicere 2×35 digersnuder á 10 minutter tekstlæsning.

Det burde altså fortælle nogen noget. Og jeg mener ikke kun de allerede overbeviste.

ægteskab med skriften?

Hvis min skrift og jeg var et ægteskab, havde hver morgen i årevis været præget af uvished: Vil hun tale med mig i dag, trak jeg for meget på hende i går, hvad kan jeg dog gøre for at muntre hende op, eller er hun bare træt, eller er hun træt af mig – men ikke desto mindre ville jeg have kysset hende, og ladet mine hænder hilse på hendes krop, duftet til hende, og blevet ked af det, hvis hun afviste mig…

Hvor mange år har jeg følt mig gift med min skrift? Vi har i hvert fald kendt hinanden i over 25 år.

Hvis min skrift og jeg var et ægteskab, havde hver morgen i årevis været præget af uvished: Vil hun tale med mig i dag, trak jeg for meget på hende i går, hvad kan jeg dog gøre for at muntre hende op, eller er hun bare træt, eller er hun træt af mig… men ikke desto mindre ville jeg have kysset hende, og ladet mine hænder hilse på hendes krop, duftet til hende, og være blevet ked af det, hvis Continue reading “ægteskab med skriften?”

Flyvemønstre

[et endnudigt fra i dag]

Knap er jeg stået af bussen, før han vender sig om mod mig. “Jeg er ikke dig” brøler han, da han har standset mig med en udstrakt hånd, som om jeg var en Morris Mini og ikke en lastbil, hvilken tryghed i livet, han dér udstråler, hvilken vilje til magt, hvilken idiot! “Og jeg er ikke dig!” brøler jeg tilbage fra mellemgulvet, knappen til tryklufthornet i bund på instrumentpanelet. Han virrer med hovedet og armene spjætter som flyvemønsteret på en pollenfordrukken humlebi, han kan heller ikke flyve, men på stedet bliver han stående, vores fælles ven er tyngdekraften. “Tak!” mimer han til mig. Ydmygt, det er i orden. Det kan vi godt lide. “Selv tak”, siger jeg. Det kriller lidt i halsen, ikke i verden, lyden når kun til mine knogler. [Jeg er ikke dig!] knoglebrøler jeg fra mellemgulvet til en tilfældig ved busstoppestedet. [Og jeg er ikke dig!] brølemimer hun tilbage. [Tak”], siger jeg, inde i kroppen og med læberne. Tak.

mening mener mene mén me me me!

[et endnudigt fra i dag]

Hvis man bliver træt af at mene noget, kan man man stille sig op på en skammel ved Fælledparkens nordøstlige hjørne, København, lige neden for den den den den blinde gårdsanger udført i metal af Ole Herluf Rasmussen før han røg på Herstedvester for aller sidste gang for rufferi, igen, Ole, igen, Ole, for Søren altså, du var et kvaj, men du sang som en drøm og din pik gik lige gennem jern!