I TALE:2010

 

De første ti år brugte jeg på at ankomme til at turde kalde mig digter. For hvad fanden ville dét sige?!

Kenneth Krabat

Lonni Krause er redaktør på og ophav  til bogen “Ord til alle sider”, hvis mange interviews med interessante forfattere fra skriftens forskellige genrer, samt en lang række nye hver måned i 2010, kan læses i fuld længde på bogens hjemmeside.

Lonni Krause: Kenneth Søgaard Krabat, forfatternavn Kenneth Krabat, født 30/1 1963, du er oprindelig uddannet elektriker. Hvornår tændte du første gang på ord?

Kenneth Krabat: Jeg husker en stil, jeg skrev i skolen det har vel været i 4. klasse – der blev skrevet meget hurtigt. Jeg havde glemt afleveringsfristen, så jeg fyldte den med 1-2-3-action – noget med en vampyr, der sprang fra kirketårn til rådhustårn. Min dansklærer kaldte den “meget fantasifuld” og det var ikke venligt ment, hvilket den let nedsatte karakter i forhold til normalen også viste. Jeg forstod godt, at hun mente, at jeg havde sjusket, og det havde jeg også. Jeg havde ikke taget mig tid til at være i historien, men brugt klichéer med løs hånd. Dét var første gang, nogen konfronterede mig med Sproget – at jeg kunne have lyttet, som jeg (åbenbart) plejede, men ikke hér havde gjort. Det var en syngende lussing.

Kenneth Krabat har oversat bøger og tekstet film, kørt taxa, passet handicappede, været radiovært o.a. 

Debuterede i Hvedekorn 1985, og i bogform med digtsamlingen …Naiv? Sagde det nøgne barn (1987). Udgiver også indtalte digte og prosa.

Maj 2008 – oktober 2009 var han formand for Lyrikgruppen i DFF, Dansk Forfatterforening, samt digternes repræsentant i foreningens hovedbestyrelse.

Hvilket syn på sproget fik du med hjemmefra?

Mine forældre formåede ikke at følge med mig. De gjorde deres bedste – fortalte historier, før jeg kunne læse, og opmuntrede min læseiver ved at købe og gøre plads til børnebøger. Da de løb tør for svar på mine spørgsmål, købte de Gyldendals leksikon, så i hvert fald noget kunne afgøres. Hvilket åbnede dørene til alle de andre begreber og personer og begivenheder, som stod klods op og ned af de søgte definitioner.

Verden blev med ét slag til en Bog, som stort set ingen formåede at læse til fulde, hvilket animerede min utålmodighed. Leksikonnet endte med at samle en del støv, men til gengæld begyndte jeg som 13-årig at rejse alene ud i verden, med mine forældres billigelse.

Min interesse for, hvad der kunne defineres og forståeligt redegøres for med skriftsproget, blev fastholdt af mine forældres bedste intentioner, og af min læseiver, som jeg beskyttede mig mod verden med. Mine egen voksende samling og siden bibliotekets hyldekilometer af bøger var mine bedste venner. Der var altid en ny bog; den levede altid op til sig selv, var konsistent, overskred ikke mine grænser og svigtede meget, meget sjældent. Det var kun batteriet i lommelygten, som af og til satte ud.

Du skriver: “.. bøger var mine bedste venner”. Er der aldrig en ven/bog der har skuffet dig? Og holder udsagnet om bøger som bedstevenner i dag?

Bogsamlingen (og pladesamlingen, og båndsamlingen, og alt-muligt-andet-samlingen) voksede til enorme proportioner, som jeg måtte både opmagasinere og bygge særlige reoler til (se digtsamlingen “elskede elskede”), men hen ad vejen mistede bogen status som ven for mig, først til fordel for i stigende grad at kunne handle i verden, og i og med internettets opslagsrum, som nødvendig præcision i øjeblikket.

I dag fremstår bogen overvejende som repræsentation for ét menneske – som holdning, forplantning, debatopmuntring, apologi, renselse, helheds- og balanceskabelse – som det til enhver tid burde være mere interessant at møde i virkeligheden, øje til øje. Men sådan er det desværre ikke. Menneskers indre liv er uendeligt mere interessante, når de gives og har tid til at folde det ud i deres helt egen hastighed, og af en form tvinges til fokus.

I dag er jeg principielt venner med tankerne, forestillingerne, billederne, filosofien, der kun kan leve og fuldt udfolde sig i det virtuelle rum, som opstår mellem afsender og modtager. Jeg behøver ikke købe bøger i samme omfang som tidligere, eller eje bøger for andet end gensynsglæden. Det er ofte nok at vide, at bøger findes. At de lever, evigt, og aldrig forandrer sig, på skrift.

Men, jo – selvfølgelig findes der bøger, jeg har kylet gennem stuen. Eller hadet forfatteren for at have narret mig, fået mig til virkelig at tro på noget, han eller hun derefter ikke kunne eller gad leve op til. Dårligt håndværk er slemt, men mangel på integritet er værre.

Hvornår begyndte du at leve i skriften?

Sjovt udtryk, at leve i skriften. Men ja.

Det begyndte med barndommens opfattelse af bøger som venner. Da jeg var omkring 21, faldt jeg i LSD-gryden og opdagede, at verdens grænser for mig i overvejende grad bestod af de andre mennesker, som jeg i den brede forstand ikke kunne holde ud af være sammen med (fordi de var lige så fejlbehæftede og lidelsesfulde og stupidt fordomsfulde som jeg selv – men det vidste jeg ikke). Bøger kunne ikke levere varen, jeg kunne ikke stole på dem, ikke høre menneskene, der talte. Jeg kunne kun høre mig selv, og var nødt til at begynde at skrive, samle mine tanker. Finde verden, finde menneskene igen. Finde tilbage til nødvendigheden af at fortsætte med at leve.

I dag har jeg det sådan, at kunne jeg bytte mit vanemæssige liv i skriften med sindsdyb tillid til egen evne til at begå mig blandt andre mennesker, og deraf opnå et almindeligt liv kun med familielivets glæder og udfordringer, sorger og fester, ville jeg gøre det. Men jeg tror ikke længere, jeg har fleksibiliteten til at kunne tænke i “almindelighed” – hvis det da overhovedet findes. Skriften og livet i relativ stilhed har forenet sig til en livsopgave, ser det ud til.

Da du debuterede i ‘Hvedekorn’ (1985) med digte, havde du en idé om et forfatterskab?

Nej. Jeg spurgte Poul Borum, som jeg bemærkede på Kraznapolsky – “ham med de tykke læber og punkerfrisuren er jo ham der anmelderen, som også skriver digte…” – hvad jeg skulle stille op med de digte, jeg havde skrevet. Send dem til mig, sagde han.

Du debuterede i bogform 1987 med digtsamlingen ‘Naiv? Sagde det nøgne barn’. Hvordan vidste du, at netop den skulle være en digtsamling?

Efter Hvedekornstrykningen spurgte Borum, om jeg havde flere. Jeg gav ham 100, vi diskuterede lidt et par timer en søndag, et par stykker røg ud, et par stykker kom ind, og så gik han til Borgen med 37 digte og en brandvarm anbefaling. Pludselig havde jeg udgivet en bog. Borgens Forlag sagde: har du mere? Og så havde jeg udgivet en bog til! Jeg fattede ikke, hvad der skete eller hvad det betød, men alle andre havde meninger om det.

Tilblivelsesprocessen gjorde, at jeg i mange år havde svært ved at forlige mig med de to bøger. Jeg syntes ikke rigtig, de var mine bøger. Men da jeg mistede agtelsen, eller lidt af den…, for Den Storladne BOG, begyndte jeg at læse teksterne i bøgerne igen, og kan faktisk godt lide dem. De er bestemt ikke dårlige, og jeg får stadig af og til kommentarer fra yngre mennesker, der sagde de lærte at holde af digte ved at læse mine første bøger. Problemet for mig var bare – længe – at jeg følte, at samlingerne var sket uden for min kontrol; de var andre menneskers ansvar, andre menneskers meninger. Ikke min kunstneriske bevidsthed, der stræbte efter helhed – eller, som jeg siden har fået tudet ørerne fulde af, at der i en eller anden form skal stå i legatansøgningen til Kunstrådet: “Det, jeg ønsker at undersøge…”.

Dén gang, i slut-80’erne, var det Borgens Forlag, som indtog dén rolle for mig – jeg var skaberen, DE var kvalitetsstemplet. DE sagde god for det, og så var det jo godt.

I dag kan jeg så læse teksterne som de er. Og dét er fint.

Hvornår begyndte du at opfatte dig selv som forfatter – og hvorfor?

Da jeg havde skrevet i 15-18 år. De første 10 brugte jeg på at ankomme til at turde kalde mig digter. For hvad fanden ville det sige?! Alt det postyr omkring forfattere, og selvoppumpede digtere… hvad var det for noget? Hvor gik grænserne for min formåen? Hvor passede jeg ind i det større billede? Passede jeg ind overhovedet? Og hvem skulle afgøre det? Jeg gik hele møllen af selvbeskyttende arrogance igennem og kom nogenlunde ud på den anden side, med en træning i at lytte til hvad, der blev mig dikteret af sproget, og en pæn portion ydmyghed over for andre menneskers bestræbelser på at opnå det samme for sig selv.

Kort sagt: Jeg turde opfatte mig selv som forfatter, da jeg havde skrevet nok. Og som digter, da jeg opdagede at jeg kommunikerede klarere og mere i overensstemmelse med mit personlige kontrolbehov i digte, end jeg gjorde på nogen anden måde. At kunne noget, om det så er nok så meget en passivtilstand lig en sekretær, giver en følelse af kapacitet.

Mængden af digte er faldet med tiden. Hvilket er noget, jeg har tygget meget på.

Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at mine behov gradvist har ændret sig – jeg er mere i kontrol over mit liv generelt, og behøver ikke i samme grad at aftvinge eksistensen spejlet hjerteblod, dvs. en bevisførelse for nødvendigheden for at fortsætte med at leve – dét er der andre, som gør bedre – men jeg kan trænge ned under hjerteblodet, ned under menneskenes individuelle behov og med mit fortsatte naturlige opmærksomhedS-træk mod sammenhænge forsøge at finde ord og forståelse for menneskenes rolle, og betydning, for os selv. Det bliver så foreløbig til en form for snapshots af liv, korte, selvstændige prosastykker, der ofte føles som om de tankeoverføres til mig. Når jeg ellers kan finde ud af at lytte til Sproget. Sidde stille længe nok.

Hvad gør ord ved dig – og hvad gør du ved ord – beskriv dit forhold til ord/sproget?

Sproget byder mig af hele værktøjskassen af ord og begreber som hjælp til forståelse; med ord ønsker jeg stadig at forføre mig selv, jeg elsker at blive høj af ord. Det må jeg se at komme over. Hvis jeg lytter nøje efter, er Altet lige hér, hvor jeg lytter. Jeg bliver ikke høj ved at stile mod at blive høj. At blive høj og ét med Altet er belønningen for veludført arbejde – lytten.

Sproget fortæller mig om, hvem og hvad jeg er, hvad jeg kan og ikke kan, hele tiden, det er aldrig, aldrig, aldrig statisk. Men jeg formår ikke at være så meget i fluxus, så jeg sætter mig og binder Sprogets fortællinger i ord og sætninger, eller forsøger på det. Er jeg heldig, opnås en vis psykisk balance. En okay-tilstand af kontrol/afmagt, som jeg kan leve med.

Man er nødt til at blive sin egen gode læser. Det var også Borums kongstanke. Man må kunne læse sig selv. Fordi formålet med den kunstneriske skrift i sidste ende er at lade andre noget vide, som de ikke ved, har mødt, har tænkt, har følt – man er nødt til at nå frem til at stole på, at det man har skrevet frem er en væsentlig udgave af verden. Og ikke kaste sig i hænderne på de andres læsninger, som det eneste.

Er det noget du gør ved ordene, som ingen andre gør?

Det, jeg gør med ordene, er mig. Det samme er gældende for alle andre forfattere, kunstnere, mennesker. Nogle har fremelskede litterært tekniske særkender, de konstant vender tilbage til, eller tematikker, eller genrepræferencer, eller et bestandigt forhold til mængden af ord og sætninger, fordi det er sådan de er, sådan de lytter.

Det, jeg gør ved vort kollektive Sprog, vores Folkeånd, er at tilføre de ting, der bevæger mig. Som autodidakt voksen uden den store retningsbestemte skoling berører jeg oftest kun de områder, jeg vækkes til af basale drifter, forelskelse, medfølelse, irritation, elsk-mig- og kontroltrang, og andres manglende begavelse eller kompromiser.

Selvom jeg ofte har fået skyld for at docere, når jeg taler, skriver jeg sjældent for andre – kun af nødvendighed for mig selv, i forsøget på at skabe balance i dét, jeg ser og hører og føler – men Menneskene er min store interesse og frygtskaber, så det er naturligt dém, jer, os, der har mit største fokus.

En dag når jeg måske menneskene med mit Sprog. Men gør jeg ikke, har jeg ikke levet forgæves. Mit arbejde med ordene og grammatikken og syntaksen har virkeliggjort Sproget, der er mig – jeg er blevet mere virkelig for mig selv. Og jeg regner med at fortsætte til min død med at raffinere min evne til at gøre Sproget til ord og sætninger. Blive en bedre lytter, ganske enkelt.

Hvor stor magt har du over for sproget, og hvor stor magt har sproget?

Sproget kommer til mig, og bliver til følelser, som mine sprogcentre oversætter til ord, baseret på min erfaring med netop denne oversættelse. Sproget bestemmer over mig, når jeg lytter, men jeg kan finpudse det. Og bruger mest tid på netop dét.

Nogle finpudser en tanke i fastholdelsen. Jeg evner det sjældent, og bliver ofte über-frustreret, hvis nogen afbryder Sprogets strøm, mens jeg taler eller skriver. Det må ud. Og bliver således til, mens jeg skriver det ned. Eller sætter det i lyd.

Bliver du nogensinde vred på sproget?

Nej, men det bliver vred på mig og buldrer derudaf, eller taler lavt og insisterende og fuld af komplekse billeder, så det er svært at følge med.

Hvordan har du det med det danske sprog?

Jeg elsker lyden af det danske sprog, og ukrukkede mennesker, der kan gøre brug af det. Nej, jeg elsker også nogle af de krukkede. Jeg elsker at recitere det og høre det reciteret. Jeg elsker at være i det. Være det.

Har det danske sprog en fremtid – og hvis ikke, gør det så noget?

Det er ved at gå op for os, at diversitet er til for, at vi skal overleve. Jeg mener, at sproglig diversitet er blot ét af mange påkrav om diversitet. Med Sproglig diversitet findes forskelle. Med forskelle findes udvikling, og nye historier. Med nye historier kan menneskeheden vedblive med at udfolde kroppens og sindets evner og med tiden komme universet tættere på. Som det er meningen med alt liv: At det udvikler sig, til det er komplet umuligt at komme nogen steder. Så, hvorfor male sig op i et hjørne? Holde op med at søge mulighederne for forskelle?

Da jeg var lille, troede jeg, at alle sprog havde deres eget sprog i alle lande – dansk-engelsk, tysk-engelsk, fransk-engelsk, og engelsk-tysk, spansk-dansk, dansk-svensk osv., for enhver kunne jo høre, at de talte sprogene forskelligt. Da jeg begyndte til engelsk i skolen, afmonterede min lærerinde min snart solide teori med: “Der findes kun ét engelsk, og det er engelsk!” What a bummer!

For nogle år siden hørte jeg så om Leevi Lehto, en bindedejlig digter og lingvist fra Finland, som talte om “bastardiserede sprog”. Hér fik jeg oprejsning, Fru Møller! For alle sprog har jo netop eget sprog for hvert sprog. Hør en palæstinenser tale dansk, og man ved det er en palæstinenser. Hør en tyrker, en somalier, en tysker, en amerikaner – de taler alle dansk på déres måde, med déres betoning og sang. Og så er der alle vore lokale udgaver af dansk. Diversitet er i sig selv smukt. Det er den rette form for forening – ikke, som nogen tror, vejen til kaos. Forening opretholder en fælles kerne, som ingen af sig selv kan skabe.

Hvordan åbner/lukker du et digt, og hvad får dig til at åbne netop dette specifikke digt?

Teksten kommer af og til ubedt, af og til udbedt.

Pontius Pilatus
er en karakter i en bog

Selv
læste han den aldrig
siderne var så
djævelsk svære at vende.

Ovenstående var udbedt, og jeg fik navnet som det første. (Eksemplets kvalitet er ligegyldig).

Jeg beder Sproget om et digt; der kommer nogle ord, en antydning af den bagvedliggende historie. Og så spørger jeg ind til betydningen, lytter, og venter på det næste. Eller forsøger at hænge på, hvis det strømmer.

Hvilken historie knytter sig til de første ord? I dette tilfælde min viden om Pontius Pilatus, og jeg er ikke kristen og interesserer mig ikke for den historiske person, men det efterfølgende kunne også have været noget historisk, sprogligt og filosofisk urelateret, hvis jeg havde været i dét humør. Om Pontius Pilatus’ cykel, for eksempel. Det er måden, jeg lytter på, der afgør hvad der kommer.

Hvad sker der i digtet – der er ingen konsekvens af hans eksistens, men derimod noget absurd, der passer mit humør fint, og samtidig fortæller en lille bitte flig af historien om det enkelte menneskes (oftest) manglende mulighed for at træde uden for og se på sig selv.

Så, digtet slutter dér, hvor jeg selv er. I processen med at acceptere mig selv og mit Sprog og min fortid, som er grænsen for min egen forståelse. Kan det få lov at stå, som det er? Ja, det kan det godt – de fleste kender Pontius Pilatus, og ved at dét er helvedes længe siden, men ikke desto mindre accepterer de ham som en person, og gennem digtet bliver han mere menneskeliggjort – med et teknisk trick, jeg skulle have tænkt meget over, hvis jeg skulle have skabt det ved at overveje det. Men i stedet fulgte det som konsekvens af mit øjeblikkelige humør, min humor, min filosofiske og eksistentielle udforskning via sproget mv.

Andre gange skal jeg sidde i venteværelset meget længe, før Sproget indfinder sig med noget. Og atter andre gang er jeg mere kritisk og afviser stort set alt, der kommer, som ubrugeligt, gjort før, tænkt før, tankespind, irrelevant, overfladisk osv osv. Det bliver digtet sjældent bedre af. Det er bedst bare at sige tak. Og skrive det ned. Med tiden holder Sproget måske op med at servere så mange anslag, der alligevel aldrig bliver færdige. Måske skal det bare være sådan.

Hvor lang tid er du om at skrive et digt – fortæl om den proces, du gennemgår, når du skaber?

Tilblivelsesprocessen rummer et udefineret tanke- og følelsestidsrum forud for nedskrivningen, selve nedskrivningen, der kan vare ti sekunder eller ti år, og efterbehandlingsprocessen, der også er udefineret i tid, og sjældent stopper før trykning/publicering, og end ikke altid dér.

Det er som at trække vejret. Af og til er det nemt, andre gange svært. Og atter andre gange er det fortvivlende svært og ad helvede til, at der ikke kommer en skid igennem, når jeg nu har kvælningsfornemmelser alle steder i kroppen! Lige dér.

Hvor mange gennem/-omskrivninger gennemgår dine digtsamlinger generelt i arbejdsprocessen?

Pust-støn, nok! Indtil de er færdige. Eller udgivne. Hvad der end kommer først…

Guderne skal takkes for læsestærke, troværdige læsere. Som ikke kun findes i form af akademisk uddannede redaktører. Find læsere, der kan læse dig. Det er eneste vej frem. Ud over at lære at læse sig selv.

Hvad er et godt digt?

Et digt, man har lyst til at tage med sig, eventuelt lære udenad, fordi det siger én noget… I mange tilfælde forbliver det godt, selvom man ophører med at behøve det, fordi det overgår til samlingen af gode minder. For almenvældets velbefindende dérudover har jeg ingen kriterier.

Hvor meget kan forfatteren/du styre læserens oplevelse ved hjælp af sproget?

Ustyrligt meget… Se hér:

Sex. Kontrol. Død.

Eller hér:

Inderlighed er ikke sygdom er ikke passion.

Selv sådan kras postuleren er nok til at skabe et (lille) historierum i læseren. Med større manipulation af tilstandenes forandring i fortællerummet, i den processuelle manipulation ved valget af ord, der ærligt udspringer af historiens essens, kan læseren bringes hen til selv at opfange historiens essens, som egentlig er en beskrivelse af forfatterens essens. Det er efter min mening gældende for al skrift.

Dét at blive læsestærk handler derfor både om at kende ords mening, deres adskillelse fra synonymer og mulige sigter med brugen af et bestemt ord. På dén led bliver man som læser var på, om man synes forfatteren er ærlig over for historiens essens, så man kan tro på værdien af det læste. Og slippe for frustrationen ved ikke at synes, at man har fået løn for sit arbejde – det arbejde, læseren gør for at sætte forfatterens ord i verden. Ved at verificere forfatterens vision.

På den anden side er det vigtigt at gøre sig klart, at de fleste forfattere ér tro mod deres Sprog. At de arbejder hårdt, nogle endog meget hårdt, for vedvarende at opnå at blive tro mod deres fluktuerende Sprog. Denne indsats fortæller noget om, at det ikke er ordene, som Sproget afstedkommer i form af inspiration; det er selve den bag- og foranliggende historie, der transformerer forfatteren hen imod at kunne virkeliggøre sin inspiration fra Sproget. Hvilket, hvis det lykkes, bliver til en levendegjort inspiration, som læsere når som helst kan afkode og gøre til sin og sit liv. Hvis de er læsestærke.

Hvordan ved du, at et værk er færdigt og klar til at blive publiceret?

Det ved jeg sjældent, i hvert fald ikke med samleværker som f.eks. en digtsamling. Samarbejdet med en redaktør, for det ér et samarbejde, hjælper hen imod en klarere fornemmelse af, hvor jeg er blind og hvor jeg kan se. Men når det afsendes til en redaktør, til et forlag, er det på fornemmelsen. På følelsen af, at det ikke kan ændres mere, lige nu og i en mere eller mindre tydeligt fornemmet fremtid, der forekommer tilstrækkelig lang, til at det berettiger at bruge en redaktørs tid. Eller sagt på en anden måde: Efter at have arbejdet med det i en periode, der kan være lang eller kort, føles manus så færdigt, som jeg har tålmodighed til. Fordi jeg føler mig så afklaret, at jeg føler jeg kan tillade mig at gå videre med noget andet.

Jeg har forsøgt mig med forskellige eksperimenter for at undgå at modarbejde min utålmodighed efter at komme videre, og samtidig forhindre den i at spænde ben for mig. Det mest vellykkede eksperiment var mit første årsværk, Et digt om dagen, 1999-2000. Hér lavede jeg forlods en kontrakt med mig selv om én tekst om dagen, som ikke behøvede at være god, men den skulle publiceres dagligt til 37 abonnenter, uanset hvad! Min forfængelighed hjalp på utålmodigheden, for digtet blev skrevet hver dag. Jeg regner selv det år for den bedst sammenhængende skriftperiode i min tid med skriften. Men at være så meget i proces gik ud over samlivet.

Har sproget sine begrænsninger?

Hvis du mener tale- og skriftsproget, så ja: Det kan ikke tilgås uden lyd eller lys…

Men Sproget, før det bliver til tanke, tale eller skrift… Nej. Man ér selv Sproget.

Eventuelle begrænsninger ligger i en manglende evne eller modet til at skrive uden om sine lakuner i ordforråd, syntaks, grammatik og erfaring; i realiteten en manglende evne eller modet til at lytte til sig selv. Skriver man uden om, indrammer man det, man ikke ved, og får således forståelsen alligevel, sådan ind ad bagdøren.

Du skriver: “Man er selv Sproget” – har du et klart bevis på det?

Et endegyldigt bevis er ikke muligt, da Sproget ikke kan beskrive sig selv. Sproget “kommer før sig selv” – på samme måde som Verden Findes – både dets eksistens og dets indhold opdages og erkendes som følge af behov.

Mennesker er brugere af sprog – det ligger i den evolutionære programmering af vore “højere” kognitive funktioner i hjernen i relationen til vores evne til at bevare minder om det forgangne, at vi for at overleve behøver at fortælle os selv, hvad det ér, der er overgået os – i den evige fortid for 1 sekund siden og tilbage mod vores fødsel.

Sproget kan således defineres som “behovet for at standse tiden længe nok til at forstå det forgangne”, hvilket i visse meditationspraksisser bliver til “at være i overensstemmelse med tiden, mens alting foregår”, men da størstedelen af meditationspraksisser foregår i relativ sikkerhed, i hvile, siddende eller liggende, er det ikke hvad størstedelen af menneskeheden har brug for i dagligdagen for at holde hjulene i gang i produktion, administration, undervisning og så videre. Godt nok er denne ro, som meditation tilbyder, en herlig helle, når man er presset, men adgangen til Sproget er den samme, vi gør, hvad vi gør, kan, hvad vi kan, vil, hvad vi vil, er, hvad vi er… det er blot omstændighederne, der er anderledes. Trangen til historie ligger dybt i de fleste.

Der er derfor en overensstemmelse mellem et menneskes behov og dét, Sproget fortæller. Og menneskene har hele tiden behov, og derved taler Sproget hele tiden og får os til at gøre os til en del af de andre. Ethvert menneske ér således sit eget Sprog, fordi denne deling er mulig. Hver er sin egen udgave af Sproget, fordi alle mennesker kan genkende et menneske bare på synet.

Sproget er det, vi har til fælles. Der er ingen begrænsninger i Sproget, kun i måden vi lytter på, i forhold til de behov vi har. Og på dén led ér vi Sproget, hver enkelt af os: Vi er, hver især, de omstændigheder, der muliggør skabelsen af erkendbare processer, som fremmer vores overlevelse, individuelt og i nogen grad kollektivt. Som mennesker. Vi er ikke Kasper Hausere, der er blevet præget af en anden dyreart og derfor blevet dyr. Vi er mennesker, for os selv og for hinanden; vores menneskelighed er et (menneskeligt) fællesskab, vort Sprog menneskenes Sprog.

Føler du, at du når ud til sprogets grænse, når du skriver? – Og accepterer du så, hvor den ligger, eller forsøger du at flytte den længere ud?

I og med, ethvert menneske ér Sproget, er det det enkelte menneskes talent for nærvær, som afgør valget af delbart sprog. Jeg kan dog godt finde på at omskabe mine fysiske, mentale, og følelsesmæssige omstændigheder med formålet at søge nyt sprog. Finde steder i Sproget, jeg ikke kan genkende, ved at forandre min adgang til vant behovsstillelse. Jeg er en søger.

Jeg har ikke som nogle trangen til at efterlade mig spor i skriften i form af nyskabelser, sindrige konstruktioner osv. Men jeg brænder for det anderledes, og min interesse fodres naturligt af mit Sprog.

Du har skrevet noveller for fx Science Fiction Cirklen – hvor føler du dig mest “hjemme” når du skriver – i digtenes eller novellernes verden?

Jeg har ikke noget litterært hjem. Jeg skriver i mange forskellige sammenhænge – kommentarer hos sociale netværk og nyhedstjenester, blogindlæg med meninger og dagbog, noveller, digte, essays, synopser, lejlighedsvist en sangtekst, breve – og alle skriftformer fordrer det samme: Nærvær. Så, hvis jeg har næsten hjemme noget sted, er det i nærværet. Det er i hvert fald dér, jeg helst vil være.

Dét kan jeg, som sagt ovenfor, af og til gøre det sværere for mig selv at finde ved at gøre Sproget ukendt for mig – ved at flytte mig væk fra det nemt genkendelige. Rejse. Drikke. Indtage visse stoffer. Isolere mig.

Jeg har dog en interesse for den genre, vi kalder “science fiction”, fordi rutine får min opmærksomhed til at flagre. I skabelsen af en verden, der kan overraske mig selv, har jeg mulighed for at blive siddende på stolen og lade Sproget tale igennem mig, så jeg får udtrykt nogle af de tanker om dét at være menneske, som virkelig betyder noget for mig.

Det samme gør sig gældende med stort set alt, jeg skriver: Jeg skal selv blive overrasket, for at jeg bliver siddende og skriver det færdigt – der skal ske et eller andet, som jeg ikke har set, følt, oplevet, læst før. Hvilket af og til kan føles som er et møj-urimeligt krav til mig selv, men problemet er, at jeg for god til at genkende visse mønstre i eksistensen (og røvdårlig til andre…) til at jeg orker bruge tid på at gengive dem, med mindre der også er noget til mig. Selvom jeg føler mig dikteret det meste af det, jeg skriver, er jeg ingen helgen, der modtager diktat fra guddommen. Jeg vil også have det sjovt, og lære noget nyt, og se noget nyt, og føle at Livet bevæger sig fremad, snarere end rundt i den samme skure!

Hvorfor er historier så vigtige for os?

Fordi vi oplever i historier; det er måden, vi tilgår verden på: I sammenhænge og mønstre.

Mængden af datainformationer, der sekund for sekund ankommer fra omverden til vores hjerne, eller hvor disse nu bearbejdes 1)…, er ikke stor. Snarere end, at Verden bliver ny for os hvert øjeblik, bygges med disse informationer derfor kontinuérligt videre på de fortællinger, vi allerede er præget af som følge af tidligere tiders informationer og omgivelser – mønstre i vores familie, omgangskreds, arbejds- og kærlighedserfaringer, miljø osv.

Nye informationer forandrer og justerer de historier, vi udgøres af, og modsiger dem også af og til. Uden nye informationer, dvs. uden noget uoplevet og uerkendt, går mange af os udviklingsmæssigt i stå, og bliver psykisk skrøbelige og bange – og pga. det vi kalder traumer, som reelt set er gammel informations-overload, ér nogle allerede gået i stå og magter hverken at behandle den traumatiske oplevelse eller tage nyt ind. Men for de fleste af os er måden, vi modtager informationer på, en i realiteten glubende genial mekanisme, der forhindrer os i at overloade hjernen med for mange nye informationer, og samtidig sørger for at vi kontinuérligt opdaterer vores evne til at begå os i verden. Overleve, optimalt muligt, i det miljø vi kalder “hjemme” – som egentlig er betegnelsen for et centrum i vores Sprog, vores Virkelighed, hvor vi har det bedst.

Når folk tager stoffer, det være sig alt fra stimulanser og bedøvelsesmidler til hallucinogener, ændres på hastigheden og måden, hvorpå informationer bearbejdes i vores krop, eller hvor det nu sker 1). Fordøjes vore perceptioner langsommere, forekommer verden simplere, fordøjes vore perceptioner hurtigere, forekommer verden mere kompleks. Specifikke stoffer formår samtidig at påvirke særlige centre i kroppen (set som et hele), så visse typer oplevelser og dermed informationer forekommer mere eller mindre betydningsladede – ingen følelser, mange følelser, ingen ro, stor ro osv.

Det er et velkendt fænomen, at mange forfattere gennem tiden har anvendt forskellige stoffer i en skabelseshensigt. Det kunne kaldes “at justere sin opfattelsesevne hen imod noget mere hensigtsmæssigt”, dvs. ændre sit syn på verden ved at fremjustere det sprog, man er, så delbare resultater stemmer (mere) overens med noget ønskeligt. Men i sin essens skaber brugen af stoffer ikke anderledes resultater end det større antal kunstneres identiske talent for at turde skifte virkelighed, ved f.eks. at flytte sig til fremmede himmelstrøg, leve under andre vilkår, lide afsavn eller overdrive et eller andet til overmål. Begge måder at skifte virkelighed på, afgive kontrol, forårsager en midlertidig fjernelse af “hjem”, kernen i sprog og virkelighed, med formålet at fremprovokere nye koblinger i erkendelsessfæren, nye indtryk, og dermed skabelsen af dem selv som mennesker, måske kunstnere, om til saltvandsindsprøjtet Sprog, der kan blive til nye historier i deres eget liv, og for andre. Hvis de er heldige.

1) Selvom vi i 1956 opdagede, at langtidshukommelsen ikke fungerer uden hjernens hippocampus, ved vi ikke med sikkerhed, hvor erindringen har sæde, hvis overhovedet, eller hvordan den egentlig fungerer på et biologisk plan – hvis det altså ér et biologisk plan, den fungerer på. Der spekuleres i, at erindring finder sted i et bioelektrisk felt omkring kroppen. Og nogle har tillige forestillinger om dette felt som en del af ALT andet, i en “kvantekobling” mellem alt stof i universet. Så… vi ved det ikke.

Du har været formand for Lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening fra april 2008 – april 2009. Hvad gav dig lyst til det? Havde du specifikke visioner for Lyrik-gruppen og forfatterforeningen? Fortæl om forløbet fra start til slut.

Der er forskel på digtere og roman- eller novelleforfattere. Digtere kommunikerer mere direkte med Sproget end flertallet af historieprosaister gør. Jo, der er mange digtere, som anvender den sammenhængende fortælling, kortprosaen, men hvis teksten er velskrevet, ligger digtet og lurer i strukturen, og kræver lige så meget af sin læser, som et “almindeligt” urimet digt kan finde på at kræve. Den indbyggede sårbarhed i “faget” stammer i mine øjne direkte fra dét, at digteren i vores kultur ikke har adgang til læserflertallets mønstergenkendelse, uden at teksten gøres til sammenhængende prosa. Og da digteren pr. definition naturligt søger den modsatte vej, mod syntesen, ophævelse af små mønstre til store mønstre, tiltrækkes kun de læsere, som tør bevæge sig i ind digtets historierum, hvor der sjældent er identifikationskarakterer, sjældent “hverdagslogik”, og nærmest aldrig nogen der siger, hvad det handler om.

Med dét i hovedet stillede jeg op til formandsskift. Jeg havde et billede af Lyrikgruppen som en servicefunktion for de 150 digtere i Dansk Forfatterforening, der betaler for at lade en styrelse repræsentere sig. Jeg ville finde ud af, hvad digterens kernebehov var, og tale direkte til dét, så medlemmerne dels ville få noget konkret for deres støtte til et kollektivt centrum, og dels få lyst til at bruge foreningen og de andre medlemmer mere. Jeg ville simpelthen kollektivisere den individuelle erfaring.

Ved overtagelsen af posten lagde jeg meget hårdt ud med at lave et spørgeskema med 250 spørgsmål om karriere, erfaringer og mål. Digteren Viggo Madsen var prøveklud, og det tog næsten livet af ham. Så, i stedet søsatte vi et nyhedsorgan, der i løbet af et år udgav 47 nyhedsbreve af varierende størrelse og kompleksitet, men alle med fokus på ting, som kunne vække digteren til deltagelse, holdning eller inspirativ ny vej.

Det var og er min holdning, at digtningen ikke er gangbar mønt og aldrig bliver det. Der er simpelthen for lidt TV over digtningen; den er ikke fortygget nok til at tilfredsstille et flertal. Derfor sigtede jeg som formand mod at oplyse digterne om deres muligheder for at udgive selv, stærkt med sigte mod ebogen, den afgrænsede digitale form, snarere end at vente på, at et forlag skulle betale for udgivelse på papir. Détte med bund i min egen oplevelse af, at digte først rigtig er digte, når de er sat, og først bliver levende, når de bliver læst.

Digterens aktivitet i det danske samfund kan aldrig være økonomisk funderet – al den stund, at ikke mange køber digte og at den Danske Kunststøtte er blevet til større legater til færre kunstnere; men digterens oplevelse af verden er én af flere værenstilstande, som er nødvendige for samfundets sundhed. Hvis man som digter i mine øjne begår den fejl i sit virke at sigte mod økonomisk kompensation for arbejdet, risikerer fokus at skifte fra den digteriske frihed og over på en kompromitteret udgave af samme.

Inden jeg rigtig havde talt mig varm, kørte jeg træt i administration og almén forretningsgang i foreningen. Jeg var ikke den rette til at samle digterne i kredsløb, og samtidig arbejde loyalt indadrettet mod foreningens top. Dansk Forfatterforening har som formål at “tjene penge til forfattere”, dvs. lobbyisme og politisk samarbejde med henblik på forøgelse af kulturmidler til forfattere, rettighedsudredelse efter gældende regler og holdninger, og offentliggørelse af allehånde aspekter af forfatteres effekt på vores samfund og kultur. Mens jeg er mere en “hands-on”-person. Jeg vil se resultater, og resultatet hvad angår digterne er for mig primært, at de gør noget; sekundært at de får noget – og jeg besad ikke tålmodigheden til at få dem til, inden for foreningens rammer, at gøre så meget mere, så hurtigt, at det kunne tilfredsstille mig, give mig løn for indsats. Min svaghed. Mit tab. Men jeg kan ikke løbe fra, at jeg foretrækker at lege og at alt det her “kulturelle” pis i mine øjne er en fis i en hornlygte, institutionaliseret af det bedre borgerskab, der hellere administrerer, og eventuelt arkiverer erfaring, end gør brug af den.

Du skriver “Der er for lidt TV over digtningen”. Hvordan kunne digtere gøre “programmerne” mere hippe?

Det er ikke meningen, at digte skal være mere TV. Digtere, derimod, kan være så skamløst selvpromoverende og grænseoverskridende som muligt… bare de skriver gode digte. Det er netop, når formen går frem for indholdet, at vi kommer til at lide af psykiske mangelsygdomme og bliver ude af stand til at kapere det nye, der overgår os, uden at det forsimples til sokkeholderne.

Problemet med form over indhold er, at historierne, der således fortælles, er “fattige” – hurtigt gennemskuede. Så, vi får ikke løn for indsats. Og er man vænnet til et medie som TV, hvor alt i stigende grad er form over indhold, eller med indhold, der ikke nærer ens eget positive selvbillede, bliver det som et narkotikum, der langsomt udmarver én.

En hvilken som helst… hvad skal vi kalde vedkommende… en ærefuld digter, der insisterer på at levere indhold over form, vil sjældent kunne tilfredsstille en afhængig TV-kigger, fordi selve mediet ikke tillader dvælen ved indholdet. Mediet tygger og skider flere ærefulde mennesker ud om dagen, end en hval med diarré skider plankton. Det er et vildt korrumperende medie, og desværre er radioen i Danmark på samme vej. Men en digter, der forstår TV- og radiomediets styrke og begrænsninger, kan bruge mediet – som kloge-Åge, klovn, særling mv., eller i kraft af etableret position uden for og uafhængig af mediet – til at tvinge folk over i en selvundersøgelse, uden for TV’et. Simpelthen ved bare at være stærk nok, ved at tage styring og ikke finde sig i noget. Dét passer til (især) TV-mediet. Men den form for scenesikkerhed er ikke for alle… så det gavner alle digtere, hvis dem der kan er i stand til at sælge “branchen” som hele. Være repræsentanter for fagets diversitet, og ikke kun for egne evner.

I sommeren 2009 var du redaktør for e-bogen ‘ORDLØST’, hvor over 120 digtere fra Dansk Forfatterforening deltog. Hvordan udspringer dette projekt af din generelle holdning til digtere?

Det ligger direkte i forlængelse af min indgang til formandsposten: Selvom digterne langsomt, som følge af de mange nyhedsbreve, begyndte at udtrykke at de følte sig som del af en forening, havde jeg svært ved at få dem til at komme til bjerget. Så bjerget kom til dém – i form af en invitation til at deltage med den tekstmængde, de selv måtte have lyst til, i en digital antologi. Som blev på 1045 sider – fordi… det havde de lyst til. Hvor andre mennesker roder rundt i deres hverdag med familie og karriere som mål og middel, roder digtere ofte rundt i deres med et kunstnerisk behov, kæmper med deres eget liv i og med holdningen til livet og kunsten, og ofte meget alene i deres tanker.  Medietække og salgstalent er et fåtal forundt, så derfor er det godt at invitere digtere til give deres syn på dét at leve og have familie og være del af et samfund; digterne ved ting om at sanse og sætte i ord, som ingen andre, og taler meget præcist. At “blive brugt” gavner digterne i deres evige “uddannelse” mod at blive bedre til at se og vurdere deres syn, og det gavner samfundet i form af større synlighed omkring de ting ved eksistensen, som bedst ses med hjertet og med Sproget.

Hvad var det mest krævende ved at være formand for L-styrelsen i DFF (Dansk Forfatterforening)?

Den vedvarende følelse af ikke at besidde den rette kompetence til at gøre en reel og varig forskel inden for min tålmodighedshorisont. Min (sunde) tvivl – om jeg egentlig havde den rette forståelse for mine kolleger – fordi den aldrig kom i reelt modspil.

Er der forskel på prosaister og lyrikere, og i så fald – på hvilken måde viser det sig?

En gammel definition er, om man skriver metrisk eller umetrisk, dvs. efter eller uden formregler.

For mig består forskellen i, at nogen laver suppe af virkeligheden, fordi det er sådan Sproget taler til dem, mens andre koger fond, fordi det er sådan Sproget taler til dém. Beviset er i gørelsen. Og man kan sagtens lave begge dele samtidig. Fordi man selv er ingredienserne og selv skal næres af dem.

Nettet er fuldt af ord. Mange steder opstår netpoesi fx afsnitp.dk. Hvordan forholder du dig til digitaliseringen – når den rammer dig, som forfatter? Kan den bruges til noget?

Fuld skrue på ebøgerne og poesien i alle andre former også! Op på beatet, digtere!

Digitaliseringen er endegyldig. Men kun for en del af verden. Digitaliseringen kan bruges til distribution af tekst, sågar til salg af digte, men digtningen har flere rum at bevæge sig i. Ét af dem er oplæsningen, og især oplæsningen live, med digteren i fuld ornat eller bleget hud på scenen. Dét er lige så vigtigt for digtningen som livemusikken er for musikken generelt. For lang tid uden det levende menneske foran sig forledes man til at tro, at tingene kommer ud af luften og er éns ejerskab – men sådan er det ikke.

Digtere, kunstnere, mennesker, behøver mennesker, levende mennesker. For at forandre noget til det bedre i menneskenes verden, må man forstå menneskene. Og det er lettere sagt end gjort. Men begynder og slutter i den fysiske kontakt.

Hvad har dine mange rejser gjort ved dine digte og tekster? Kan du mærke, at skriftens hjerne/sprogets hjerte rejser med?

Ja, men med andre navne og anden lyd og tilgang til hverdagens problemer. F.eks. den spansktalende verdens “mañana”: i morgen… ordner vi det, klarer jeg det, bliver problemet løst… reflekteredes naturligt i både digt og prosa efter nogle måneder i Sydamerika for nyligt; fremmedhed på stedet skaber et andet opleve- og fortællerum, en anden nødvendighed, der bliver til tekst. Hedder en person f.eks. Eusebio snarere end Svend, kommer Sproget til med ord om noget, der kan redegøre for Eusebios liv og levned som noget fremmed og nyt for én fra min kultur. Mig, for eksempel.

En globetrotter, jeg kender, har i sine erindringer udtalt, at et menneske, der konstant sammenligner og vejer sin nuværende destination op med dér, han oprindeligt kommer fra, blot er en turist, der aldrig rigtigt forlader sin hjemstavn. For at være en rejsende må man gå ind på sine omgivelsers præmisser. Dét forsøger jeg at leve op til, når jeg rejser – det føles rigtigt, men det er svært at lade være med at sammenligne. Selvom jeg har rejst meget, er jeg først lige begyndt, og jeg rammer hurtigt loftet for, hvad jeg kan være med til i en fremmed kultur; det er svært nok i den danske! Verden er allerhelvedes stor, og der er allerhelvedes mange ting at forholde sig til – ikke mindst lokalkendte folks egen frygt det nye og ukendte sted; dén er svær at tørre af på noget, svær at gøre noget ved.

Og så kan jeg med sindsro sige, at nissen rejser med. Samtalen fortsætter. Men bliver jeg en anden af at rejse, bliver han det også.

Hvem skriver du til?

Jeg skriver for at blive hel. Og søger det udgivet, eller publicerer selv – nettet passer min utålmodighed fint – i håbet om at hele andre med dét, jeg kommer frem til.

Jeg skriver for at skabe en bedre Kenneth. En Kenneth, der er tættere på Verden i kraft af et tættere centrum, en større accept af egen kompleksitet. Det er skriften, der lyser denne Kenneth frem af Sproget. Der lyser forståelsen og forbindelsen med og til, og anerkendelsen af Verden, frem.

Egoet er mit forsvar, og det behøver sit. På samme måde som min frygt behøver sit. Men de er begge læremestre og venner, som jeg må lytte til, skønt ikke slavisk følge. Egoet er grænsen til omverden, og for at verden kan komme tættere på, må egoet overbevises om, at der er mindre at skulle forsvare mig imod, eller acceptere, at det ikke spiller førsteviolin i alle situationer. Frygten er summen af alt, der har gjort ondt. Og som en god ven, der har mig i tankerne og hjertet, forsøger den at forhindre noget tilsvarende at ske igen – men som en ven ikke ved eller forstår alt, ved eller forstår frygten heller ikke alt. Kald dem bare en del af overlevelsesmekanismen, men når dén kommer i bevidsthed, bliver alle indre mekanismer til venner at elske, eller læremestre at respektere.

Det er skriftens formål for mig. Mindskelse af frygtens nødvendighed gennem forståelse af, at ting kan gøres anderledes end på den kendte måde. Større accept af sammenhænge, hvor underlige og mærkelige og skræmmende, de end måtte være; frygten udspringer altid af erindrede overensstemmelser mellem årsag/virkning og manglende kontrol. I bund og grund er det vort afvejningssystem – alle vore talenter for at vurdere Verdens bestanddele i det vedvarende forsøg på at få den til at fremstå hel og tryg – der skal opdrages på. Vises en bedre, mere hensigtsmæssig vej.

Denne mønstergenkendelse er kun det til enhver tid øjeblikkelige toppunkt i vores karriere som levende væsener, men ikke nødvendigvis en tilværelse, der er komfortabel og rosenrød. Overlevelse er en hård pris for mange. At samle alle erfaringerne og følelserne og erindringerne og kroppens reaktioner, og hjertets behov og rationalet og såkaldte fakta og alle drømmene og længslerne i én tekst, der belyser en enkelt lille del af det samlede behov… Hvis jeg har været heldig og har kunnet bevare fokus, hjælper teksten mig med at åbne mig mere mod Verden og livet. Og menneskene… dette kaos.

Kunne du forestille dig, at du skulle skrive dit sidste digt?

Taler vi om et totalitært samfund, der kunne forhindre mig i det, og at jeg ikke siden ville blive i stand til at nedfælde mine tanker og følelser i lyrisk form, ville jeg forsøge at holde min trang til at skrive digte tilbage så længe som muligt, så jeg længst muligt bevarede det rum, hvori jeg kunne overveje livets betydninger og nødvendigheden for nedfældelse i digt. I stram syntese.

Og hvis – hvad ville du gøre bagefter?

Om muligt, i novelleform eller essaystik afklæde et så uhyrlige samfund til dets inderste, ætsende dårskab. Og fortsætte, om muligt, med at skrive noveller, og hælde hele mit savn efter (den komprimerede) poesi ind i prosa, som efter bedste evne skulle vække alles hjerter til savnet efter poesi.

Kampen for frihed fordrer et synligt mål. Så, fuck, at jeg ikke måtte skrive digte. Formen er ikke det vigtigste; de kan rende mig.

Hvad er det vigtigste ved at være en digter?

At lytte til sig selv. At lytte til Sproget. Det er i essensen det samme.

Hvad siger du til udsagnet: Vi har de forfattere, som vi fortjener?

Sørgeligt. Det lyder som en straf. Måske har jeg selv sagt det engang, men så sadistisk er jeg ikke længere.

Vi, det må være danskerne, eller menneskene. Og det eneste, vi kan gøre os fortjent til, sker gennem nærvær – nærværet oplyser os, bringer os tæt på os selv og Verden, samtidig. Men vi gør alle det bedste, vi kan, i ethvert givent øjeblik. Så, nærværet i sig selv må være belønningen – livets belønning til livet.

Vi har, og læser, de forfattere, vi i øjeblikket behøver for at opretholde den stabilitet, vores individuelle Sprog målt op imod et antydet eller anet kollektivt Sprog fortæller os, at vi behøver. Vi læser, hvad vi behøver at læse. Hver især. Henter vore nyheder dér, hvor vi har det største behov.

Det siges, at vi er blevet mere visuelle i vores tilgang til verden – jeg er enig, men vi er samtidig også blevet pornograferende af billedmediernes kapitalisering på historiebehovet. “Den Visuelle Virkelighedstilgang” giver større sandhedsbevis i en utryg verden; er mere umiddelbar “sand” end de billeder, vi laver i vore hoveder, når vi afkoder en forfatters skrift. Men når som helst vi behøver ro, og hvis vi har lært at læse/afkode skrift, kan vi selv lave mere varige og “sande” billeder ved at læse en bog. Om end Bogen kan være nok så krævende for vores Sprog at kapere, giver læsning et pusterum fra det uoverskuelige, som billedmediet ikke formår. Læsning tilbyder en verden, der hænger sammen, fordi vi selv skaber billederne. Prosafortællingen om den sammenhængende, overskuelige virkelighed er oftest mere virkelighedsnær end digtningens fortælling, som fordrer mere interesse for indblikkets efterforskning end udsynets bekræftelse af det, vi kender, men begge kan berolige os. Fordi vi selv bestemmer fordøjelseshastigheden. Og hvad det ér, vi vil have indblik i eller bekræftet. Eller afkræftet.

Det er naturligt for mennesker at søge hjælp og støtte og vejledning hos andre. Men hvis mennesker synes, der mangler bøger til at give dem dét, de behøver, skriver de dem vel selv, tænker jeg – samler tankerne og følelserne til ét, til egen gavn og nytte, og andres, efter behov. Det er processen, som jeg ser den. Der mangler ikke noget. Ingen står udenfor. Som vi passer på vores krop og vores sind, kan vi passe på hinanden/s. Menneskeheden er ét.

april 2010 © Lonni Krause, Ordtilallesider.dk og Kenneth Krabat