Digteren som hellig parasit

– At holde sig i live som digter. [Michel Houellebecq]

“Alle der har læst den franske forfatter og enfant terrible Michel Houellebecq kender til den ofte brutale, nådesløse og misantropiske samfundskritik, han lader sine hovedpersoner Continue reading “Digteren som hellig parasit”

Pia Juul er død. For HELVEDE!!!!!!

– onsdag 30. september efter kort tids sygdom, siger Berlingske. Og alle andre.

Pia på åbningsdagen for mikrofest.dk d. 5. september – af sin seneste digtsamling, som hun siger. Det lød ikke, som om hun havde forventninger om at dø. Ingen planer. Fremtiden var i udsigt.

Hun havde gang i noget stort sammen med Asger Schnack, som hun for ikke længe siden rykkede hele sin portefølje over til. Det er så sørgeligt.


Continue reading “Pia Juul er død. For HELVEDE!!!!!!”

min liste på det kongelige bibliotek

nu går jeg næsten ikke udenfor en dør!

 

Er det dét, der har været livet?

Jeg husker følelsen af at have skrevet. Det var det største i verden, en eufori, en glæde, en følelse af at se ind i en anden verden, at noget var blevet færdigt og at det var mig, der havde foranlediget det, kanaliseret det, nedskrevet det, redigeret det, læst og været tilfreds!

Og forundret.

Yahya Hassan

digteren, der taler om mennesket, der taler om digteren

at Yahya Hassan er død er ik det samm som at min mor eller min mormor eller min morfar eller min Reikimester eller min barndomskammerat er død

jeg troed bar, at mens jeg selv ble ældre sku Yahya Hassan oss bli ældre, i sit liv i medierne i sin poesi og bli ved mæ at vær et pålideligt, et synligt fyrtårn et sted dérud på den andn sid af mediebarrieren – kendt af all som de færrest er kendt af nogn, kendt af ingn som ingn er kendt af nogn, ikke rigtigt – men han sku ha vært der, han sku vær fortsat med at lav’ nye minder.

Yahya Hassen

ka fandme ik engang udtal hans navn! Så hér er hans navn:

“Hvorfor slår du ikke din datter ihjel? Hun skriver digte!”

Det er næsten ikke til at bære. Samtidig med, at det taler om hvilken kraft digtningen har, dét at digte, i et udtalt repressivt samfund.

Interviewet er fra 19. maj, fra et medium, der dækker Pakistan/Afghanistan-området og pashto-talende befolkninger.

Den oprindelige tekst er skrevet på pashto – og er hér automatoversat til dansk og efter bedste forståelse rettet til.

“Den unge Pashtun-poetinde Noor Ehsas, der er populær på sociale medier, siger at hendes slægtninge fortalte hendes far, at han skulle dræbe sin datter (hende).

Hvorfor skriver hun poesi?  Continue reading ““Hvorfor slår du ikke din datter ihjel? Hun skriver digte!””

digte.dk og Borgen genbesøgt

– den frie digtnings eftermæle

Borgen
At de store forlag … er blevet færre, men større, mens de små forlag er blevet flere, men mindre, er netop ikke noget nyt. Når 2009 er et nøgleår i den – overraskende dramatiske – del af de seneste tyve års danske litteraturhistorie, der handler om, hvordan de litterære institutioner er i forandring, skyldes det, at det netop det år blev meget klart, at krisen ikke var forbigående.

 

digte.dk
Det var ikke bare Borgen, der kollapsede i 2009. Da Anders Riis og Rasmus Becks hjemmeside digte.dk, hvor alle – gratis – kunne publicere deres digte, lukkede samme år, lignede det også slutningen på en lille æra.

Egentlig var digte.dk et tidligt socialt medie. Hvor det navnkundige nettidsskrift Afsnit P – startet af digteren Christian Yde Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner i 1999 – var et kulturministerielt støttet »virtuelt udstillingsrum« for visuel poesi, der eksperimenterede æstetisk med internetmediets nye teknologiske muligheder, så føltes digte.dk, der åbnede året før, mere som en ny generations naturlige habitat.

Der var både lysende talentfulde og helt umulige digtere på digte.dk, i alle aldre i øvrigt og alle vegne fra. Men hjemmesiden var ikke kun en alternativ og temmelig anarkistisk udgivelseskanal for amatørdigtere. Den var også et virtuelt væksthus, hvor lyrikken blev taget lige så alvorligt, som den gjorde på Borgen.

Kilde: https://www.information.dk/kultur/2019/10/2009-engang-benny-andersen-redde-borgen

oftest stillede spørgsmål på digte.dk

Simon Grotrian er død

Simon Grotrian, lyriker og salmedigter, døde onsdag aften, 57 år gammel. Her skriver sognepræst ved Langenæskirken i Aarhus, Louise Højlund, mindeord.

Simon Grotrian
Simon Grotrian (1961-2019) Lyriker og samledigter

Simon Grotrian er død. Han døde 14. august og blev 57 år gammel. Dødsårsagen var en aneurisme, oplyser hans forlag Gyldendal.

Han var søn, bror, ven og digter af Guds nåde. Han var skrivende, troende, strikkende, kæmpende, elskende. Festlig og alvorlig. Enfoldig og klarsynet. Kompromisløs og generøs. Intet af det som modsætninger.

Han blev født 21. december 1961 – på årets korteste dag. En skytte født på tusmørkedagen. Dem, der kender ham, kender til at sidde i stuen i Lemming og lade mørket falde på, vænne sig til det, være i det og lade latter og samtale væve lys i tusmørket.

Med gløden fra cigaretten, lyden af strikkepindene, med vitser som brækjern og en åben adgang til den store virkelighed.

En tusmørkestue med en tusmørkemand, der satte sin lid til Gud og skrev, fordi fanden var i hælene på ham og måtte have modspil. Skrev, fordi der er dage, der må synkes som tabletter. Skrev, fordi der ikke er andet at gøre end at lade amenskibet sprede te på verdenspinens høje c. Skrev, fordi vi mennesker har brug for at håbet masserer.

Simon Grotrian voksede op på en gård i Lemming nord for Silkeborg og blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1980. I 1983 flyttede han til København og fik kontakt med andre digtere, heriblandt Poul Borum, der i 1984 trykte nogle af hans digte i Hvedekorn. Den første digtsamling udkom på Borgen i 1987 og bærer titlen ″Gennem min hånd″. Denne titel kan sættes over hele hans forfatterskab.

Man må omforme Grundtvigs gamle salmestrofe og sige: Gud gav Simon Grotrian en salmehånd. Ud af den hånd, ned på det hvide papir flød skaberkraft. Selv så han papiret – arket – som en ark, et redningsskib. Man må hale i de dovne ord. Give mening tilbage til verden.

Det mørke blæk i sindet og verden blev formet til bogstaver. Lagt ud på række med former som svaner og tårer, med kommaets vinge og punktummets brønd. Billeder og visioner faldt ud af pennen. Gennem hans hånd stod lugerne åbne, til fantasien, til Gud, til foråret, til drømmen, til mørket, til katten, til ånden, til sneen, til næsten.

Grotrian havde et helt særligt sprog. Det er stort og bevægeligt. Det er højtideligt og barnligt, rasende og kærligt. Humoristisk og fromt. Det omfatter det, der allerede er beskrevet, og det, der endnu ikke er beskrevet. Det benytter sig af kendte og ukendte ord til at beskrive en verden, der rummer både det kendte og det ukendte. Og som vi kun delvist har adgang til.

I 2006 udkom Simon Grotrians første salmesamling, ″Jordens salt og verdens lys″. Hermed trådte det religiøse tydeligt frem. Siden er mange flere kommet til. Og hans digte – i både salmens og bønnens form – har siden fundet vej ind i kirken. En række af salmerne er at finde i udgivne salmebøger som ″100 salmer″ og ″Kirkesangbogen″, flere vil helt sikkert følge.

Simon Grotrian var uhyre produktiv. Hans forfatterskab tæller mere end 40 udgivelser, digte, salmer, bønner, eventyr. Mindst en udgivelse om året. Vi er ingenlunde færdige med at læse dem, skrive melodier, synge dem. Tydeligt er det også, at hans digtning er og har været en stor inspiration for andre salmedigtere, og der er med hans digte indvarslet en ny epoke i dansk salmedigtning.

I 1993 flyttede han igen hjem til Lemming, hvor han har boet siden. I sit rækkehus og på barndomsgården. Her er katten blevet passet, her er trøjer og sokker blevet strikket, gaver og hilsner sendt til venner, her har venner, naboer og familie været forbi til kaffe og medaljer.

Han har levet og som Jakob i mørket sagt til Vorherre: ″Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.″ En velsignelse, som han så som meget andet end et velbefindende. Som en trøsterig relation. Her har han sagt: ″I siger, at jeg ikke er til i min guldlavaelv, men sorgerne gør, at jeg skriver på gudsriget selv.″

Simon Grotrian var i den grad til. Som søn, bror, ven og digter af Guds nåde. I en bøn beder Grotrian Gud: ″Må jeg be om en rebstige til din balkon.″ Den har han fået og også gennem sin digtning og sit liv været. Jeg hører ham sige: Jeg glæder mig over at finde sonetten i laden.