@ Først den færdige er fri

Går det langsomt? Går det hurtigt? Det betyder ikke så meget, jeg er alligevel ikke så dygtig, til at frasere eller se hvad der følger på guitaren, eller kan følge, baseret på hvad der er gået forud, akkorder, akkordrundgange, F-maj7 og svenske skovsøer, jeg kan ikke genkende tonernes placering eller overhovedet identificere dem i forhold til noget mellemmæssigt, på tværs af landegrænser, ordløst sprog.

Men jeg kan mærke, om han ér der, om han forsøger at ramme det rigtige eller lader det forkerte blive rigtigt i en ny sammenhæng, og hvor meget han selv får ud af det, og jeg kan forstå hans glæde ved instrumentet, måden han vælger at spille på, mens han opholder sig visse steder på gribebrædtet, fordi der dér opstår en karakteristisk lyd i instrumentet, som han godt kan lide.

Og så falder jeg selv ind, med den evig fortælling. Eller begynder den selv på stemningen i kroppen, eller rummet, eller bare forbindelsen til historien som den hænger i luften, ikke hvor skal vi hen, du, men siger dét der kan siges på en vejrtrækning, inden akkorden skifter, eller ud over luften, og ind i næste åndedrag, eller ind over næste akkord.
Så han må afgøre med sig selv, om han vil gå med eller kæmpe imod. Mig er det ligemeget, jeg kæmper gerne og forsager gerne, jeg har en historie at fortælle og den er slut, når den er slut. Ikke før, ikke tidligere, hvad enten han er på eller ej, hvad enten han spiller eller ej, historien slutter først, når den slutter.

Først når den slutter, har jeg fri.

DIGT: people forged from war

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

people forged from war become different people
from people forged in times of peace

People forged from war
People forged form war

War Whistle
war whistle

THEE EEMAIL (24.12.06)

juleaftensdag 2006
naive DUMB BROADS with minds for hearts tror ikke at noget ondt kan ske dem og føler sig ikke inspireret til at yde lidt ekstra og det kan jeg så sige om mig selv også DUMB NAIIVE BUCKO det er nok at elske det er nok at have store følelser det er nok at stå STOLT på idealerne men når noget er NOK er det det sjældent

hvad var det der ikke var NOK?

THEE EEMAIL (22.12.06)

22.12. 2006
Kære scarlet, dit navn er en grotte, en hule jeg går ind i, og solen er længe om at trække sig hérfra, den sniger sig altid ud, fordi den må, det er tid, dit navn gør det muligt at tro det er mere end fan ta si … hvad? skal gøre det muligt for dig at være hér, som ikke er muligt uden at kende dit navn, Scar-let? prin-ses-se blandt alle almin-delige de ser dig ikke, ven inde, de ser kun o ce a net SÅ vis dem det da! VIS DEM at bølgerne findes at kraften den findes at DU skylder livet vis se … interesser du ikke vil nævne ved navn og … nævner han dem … nævner han dem … nede fra hoften taler om livet på havet og ér mere dér end hér i fredfyldt HAM, så lyt til ham lyt til ham lyt scar-let, lyt! Du er kun derude som én, og som én skal du kende din re pli kation du skal se du er til, som dig selv.

scarlet, lyt
scarlet, lyt

THEE EEMAIL (20.12.06)

20. december 2006
jeg har altid fundet skovturen, der er afhængig af setting, kedelig og forudsigelig, men hvis den finder sin egen tone, hvis deltagerne finder omgivelsernes tone og derigennem hinandens, hvis deltagerne er vigtigere end stedet og lugten og udsigten og udsigterne, er en skovtur noget af det dejligste to eller flere kan gøre sammen. Én-persons skovture, derimod … hvem fanden gider egentlig hengive sig til kulde, regn, myrer, larmende køretøjer og sportsudøvelse … for sig selv?

En Lykkelig Ulykke – tekst til vindende billeddigt

At integrere kunsten er en ulykkelig ulykke.

Jeg vandt en konkurrence om det bedste billeddigt, hvor kravet var, at der kun måtte bruges to ord…! Og blev efterfølgende bedt om at kommentere mit bidrag:

En lykkelig ulykke

Af Kenneth Krabat
1.6. 2006

Mennesker genkender mønstre på mange forskellige måder – balance, kulde/varme, rum, nærhed, empati osv. – og måske kan evnen til at integrere modsætninger, til at tolerere modsætninger, også siges at høre med. I hvert fald er det umiddelbart nemt for nogle at acceptere sammenstød, mens andre kan have svært ved at få tilsyneladende modsætninger til at “smelte sammen”.

Et billeddigt (eller konkret digt) er ikke en illustration med tekst, eller en tekst med illustration, men en sum af to måder at aktivere hjernens mønstergenkendelse på. En særlig form for sammenstød kunne man kalde det. Hvor tekstdigtet kalder på evnen til at abstrahere, kalder billedet på evnen til at harmonisere.

I kombinationen af de to opstår en form for indbygget bro mellem det såkaldt abstrakte (teksten) og det såkaldt reelle (billedet), hvor opmærksomheden – snarere end at vandre ud af en lige linie for at skabe indre rum og aktion ud af ordene, eller ud af billedet skabe reflekterede idealer (orden) – ping-pong’er mellem de to: mellem eget rum og givet rum, mellem “indre” og “ydre”, mellem “uvirkelighed” og “virkelighed, mellem det “selvskabte” og “verden i sig selv”. Frem og tilbage, frem og tilbage, indtil man må opgive at styre, hvorhen man ser, og giver sig hen til værket. Til sansningen.

At tillade denne forbindelse, denne bro, forandrer hjernen fysisk – udvider ens kompetencer på alle områder i livet og i hverdagen, hvor modsætninger støder sammen. Et godt billeddigt skal for mig derfor helst være som to kontrastfarver, der står og “zummer” op og ned ad hinanden. I ro, men ikke statisk. Genkendeligt, men ikke hjemligt.

Det er en omkostning ikke at blive ladt i fred, til tider anstrengende eller udmattende, men al god kunst koster opmærksomhed og når det holder op med at vække én, har man integreret det. Hengivelsen til denne lykkelige ulykke har således gjort én til et mere kompetent menneske.

Og hvad andet skal kunsten, på sigt?

http://krabat.menneske.dk/_digte/ORDligt_nr_2_krabat_bidrag_billeddigt.pdf

DIGT: horisont for begyndere

digt

de skal ikke noget specielt de grå dragere men de
bevæger sig hele tiden de er
et hav af bevægelse overalt indeni mig
jeg ved godt de er indeni men jeg
behøver dem alligevel
til at slippe væk

men de lyver alle sammen ingen af dem
ved hvor udgangen er de overtar bare
min bagage fra den forrige lille mand
der hellere end at høre mere på min mistro
gir mig fra sig til en anden som straks
begynder at gå i en helt anden retning
som om udgangen er relativ og ikke bestemt

det er min bagage! hør
det er min bagage men han går bare
som enhver af de andre
rundt mellem de andre som om
han ved hvorhen han er på vej og jeg
bare skal følge efter så går det alt sammen

DIGT: med plast eller metal

digt om at være digter

de der digtere
vi kender dem fra alle historierne
og hvem skrev egentlig dém?
lasede forhutlede
altid parat til at sælge lidt skriblerier for en dram og lidt tobak
måske sin nærhed for en kvindes beundring og kærtegn
men aldrig sig selv vel
aldrig sig selv ikke sælge sig selv til
fast arbejde ikke tage tiden fra det næste digt
det næste vigtige at fortælle menneskene

fjolser
forbandede fjolser
nu tror for fanden halvdelen af folk
at en digter er en anden slags menneske
der skal passes på og venereres
gives almisser så digteren kan udføre sin gerning
så digtene kan tilflyde menneskene
skønt de færreste læser dem men de tror stadig at digteren er noget særligt
og den anden halvdel af alle læser ikke og ved
at digteren er en nassekarl og tøs
at digteren kun tænker på sig selv
lever for sig selv
taler til sig selv
og spørger man digteren er alt en trediedel sandt
digteren lever for sig selv
i udkanten af samfundet
omgivet af alle de andre
som også lever I det midteløse hele
i digterens øjne er det digteren der giver samfundet en midte
i digterens øjne skaber digteren samfundet
i digterens øjne er det digteren som gør det
muligt for alle at huske på i går og på hvordan
det var at være menneske
så det er muligt at være menneske i dag også
ja sådan tænker digteren og det koster
for os alle

før gik digteren gennem sneen i hullede bukser
står der
og tænkte på et nyt sprog til at byde verden frem på i sin daværende nuværende kommende altidværende grumhed og skønhed
på en ny skønhed smukkere og mere tilgængelig end alt som ikke kan berøres ejes besiddes indtages bæres og stryges
på en ny verdensorden hvor der også var plads til digteren og alle andre som led for det ene eller det andet
i dag sidder digteren i sin lejlighed og lapper bukser som alle andre
også hér slår klokken fem på uret med et lille klik af plastic eller metal

DIGT: arkivkontrol

digt

lade nådesløs gå for ret
lade forretten vente på sig
lade ventesalen fyldes og tømmes
lade glasset vente på tomning eller fyldning
lade fuldskab være udtryk for mandsmod
lade sømænd ikke frygte havet
lade haven gro til og træerne bugne af frugt
lade omstændighederne modnes i tanken
lade tankerne løbe af med én
lade én være den eneste og de andre divertissement
lade alt diverst konvergere til slut
lade slutninger komme før begyndelser
lade begyndelsen vente på sig
lade sig falde i vandet og mig blive tilbage
lade mig blive tilbage og klokken slå
lade uret være kernen i enhver tid
lade tiderne komme os for øre med tidenlade forfaldet gøre rent bord
lade bordet stå på vuggende pæle
lade pælene slippe rebet og båden og barnet
lade børn gøre deres værste og bedste
lade bedste leve til det sidste suk
lade sidste mand række efter æg
lade æg
lade æg
lade geværer
og sigte!