Går det langsomt? Går det hurtigt? Det betyder ikke så meget, jeg er alligevel ikke så dygtig, til at frasere eller se hvad der følger på guitaren, eller kan følge, baseret på hvad der er gået forud, akkorder, akkordrundgange, F-maj7 og svenske skovsøer, jeg kan ikke genkende tonernes placering eller overhovedet identificere dem i forhold til noget mellemmæssigt, på tværs af landegrænser, ordløst sprog.
Men jeg kan mærke, om han ér der, om han forsøger at ramme det rigtige eller lader det forkerte blive rigtigt i en ny sammenhæng, og hvor meget han selv får ud af det, og jeg kan forstå hans glæde ved instrumentet, måden han vælger at spille på, mens han opholder sig visse steder på gribebrædtet, fordi der dér opstår en karakteristisk lyd i instrumentet, som han godt kan lide.
Og så falder jeg selv ind, med den evig fortælling. Eller begynder den selv på stemningen i kroppen, eller rummet, eller bare forbindelsen til historien som den hænger i luften, ikke hvor skal vi hen, du, men siger dét der kan siges på en vejrtrækning, inden akkorden skifter, eller ud over luften, og ind i næste åndedrag, eller ind over næste akkord.
Så han må afgøre med sig selv, om han vil gå med eller kæmpe imod. Mig er det ligemeget, jeg kæmper gerne og forsager gerne, jeg har en historie at fortælle og den er slut, når den er slut. Ikke før, ikke tidligere, hvad enten han er på eller ej, hvad enten han spiller eller ej, historien slutter først, når den slutter.
Først når den slutter, har jeg fri.
