(arbejde mod en engelskskrevet udgave af Tidens Kælven 2)

STARLIGHT RHYTM ORCHESTRA

I tell you the stars are memories, nothing but memories, and they are not yours. And you don’t own your memories and you don’t own you. You arenot even you, you are being born all the time – from the womb of memories, no less, pray look right and left and right again, as you cross the street. And such is the way of the human world. Continue reading “(arbejde mod en engelskskrevet udgave af Tidens Kælven 2)”

Eftergiv Haitis gæld! (fra avaaz.org)

Haiti is being crushed by debt now, due to the tsunami.

Help Haiti — drop the debt

Hi,
I’ve just signed a petition for the cancellation of Haiti’s US$1 billion debt. Haiti’s people should not be made to pay back loans made to unelected dictators years ago even as they struggle to recover from the earthquake.

You can read more below, or sign the petition here

—
It’s shocking: even as aid flows in to Haiti’s desperate communities, money is flowing out to pay off the country’s crushing debt — over $1 billion in unfair debt racked up years ago by unscrupulous lenders and governments.

The call for full cancelation of Haiti’s debt is building steam across the world, and has won over some leaders — but other rich lender countries are rumoured to be resisting. And time is short: G7 finance ministers could reach a final decision next week at their summit in Canada.

Let’s raise a massive global call for justice, mercy and common sense for the people of Haiti in this hour of tragedy. Avaaz and partners will deliver the call for debt relief directly to the summit — click below to sign the petition, and then pass this email to friends

Even before the earthquake, Haiti was one of the world’s poorest countries. After Haitian slaves rose up and won their independence in 1804, France demanded billions in reparations — launching a spiral of poverty and unjust debt that has lasted two centuries.

In recent years, the tremendous worldwide campaign for debt relief has awoken the world’s conscience. And in the last few days, under mounting public pressure, lenders have begun to say the right things about erasing Haiti’s still-devastating debt burden.

But the devil is in the details. After the 2004 tsunami, the IMF announced relief from debt payments for stricken countries — but the underlying debt went right on growing. Once public attention had faded, the debt payments were bigger than ever.
It’s time to cancel Haiti’s debt fully and without conditions, and ensure that earthquake aid is made with grants, not loans. A victory now will change lives in Haiti even after the world’s attention has moved on. Join the call for debt relief, and pass this message to those who feel the same:

As we watch the images on our televisions and computers, it’s hard not to be overwhelmed. And the history of rich countries’ relations with Haiti is dark indeed.
But moments like this one can bring transformation. Across the world, people have donated to save lives in Haiti — indeed, Avaaz members have given more than $1 million in the last ten days. But we also need to raise our voices as global citizens, to address the man-made tragedies that left our brothers and sisters in Haiti so vulnerable to natural crises.

There is not enough that we can do. But let’s all do everything we can.
With hope,
Ben, Alice, Iain, Ricken, Sam, Milena, Paula, and the whole Avaaz team

washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima

ankommet til Lima. Har overdraget min gave til værtsparret (mine venner), en G4 bærbar mac, 17-tommer fra 2006, som jeg hentede i århus, betalte 3200 for, og proppede RAM i. De blev meget glade. Ved ikke præcis for hvad – for at blive påtænkt, eller for selve gaven – men det er mig lige gyldigt, jeg giver, fordi jeg det gør mig glad at forestille mig, at de har brug for det, og at jeg kan tage pengene ud af min egen økonomi og proppe dem ind i deres, og have en mening om, at jeg kan investere pengene i noget i deres liv, som de med pengene i hånden aldrig selv ville købe: Muligheder, og en vis følelse af status, at være noget værd, som ikke er alle forundt. En lækker Mac, med lækkert styresystem, som aldrig går ned, og kan de lækreste ting. Det er et statement om at føle sig rig. Rig på muligheder, rig på omsorg og omtanke, og måske med et snif af lugten af faktisk rigdom, hvem ved? Og så kan den også bruges til deres form for arbejde – grafisk design.

Jeg er et rigt svin, forstår ikke fattigdom. Continue reading “washington, Peru, Kbh 9 – ankomst Lima”

FOR eller IMOD – idé til TV-debatshow

En seer fremlægger en holdning på skrift, som siden verificeres på video – islam vil overløbe den vestlige verden, fødevarer må gerne indeholde modificeret DNA, børneporno-tegneserier bør forbydes, folketingsvalg om ny statsminister, og den slags udmeldinger

Denne holdning gøres til genstand for en personlig afsøgt mening (en meget neutralt indstillet person – jeg gør det gerne!) med de informationer, det er muligt at indsamle på 3 timer via internet, telefon og opslagsværker

Et samlet billede på problematikken på max 15 minutter i længde præsenteres for seerne

Max. 6 debattører introduceres kort for seerne, med ref. til uddybende introduktion på hjemmeside.

Det antal seere, der vil deltage, sms’er deres telefonnummer ind plus et for eller imod holdningen og etfor og imod moderation af debatten

Med under 1000 seer-stemmer kaster debattørerne lod omfor eller imod moderation

Moderatoren er ikke den samme som den opsummerende, men altid den samme

Derefter debatterer et antal repræsentanter for og imod i op til 3 timer

Deltagerne kan medbringe op til 10 minutters eksternt materiale, hvis de ønsker det, i form af lyd, billede ellerukommenteret oplæsning, og kan vælge at fyre det af som 10 x 1 minut eller 5 x 2 minutter eller

Konvertere deres materialetid til opkald af samme varighed til en tilfældig seer, som oprindeligt stemte som dém

Hver time har hver deltager 2 minutter til at opsummere – mikrofonen bliver slukket, når tiden løber ud

Seerne kan nårsomhelst sende en sms ind med for og imoddebatemnet, og for og imod moderation

Varigheden af en sms er 15 minutter, og kan først fornyes, når den løber ud.

Mulige sms-valg er for/for, for/imod, imod/for, imod/imod, for(/ingenting), imod(/ingenting) – dvs. for eller imod emnet og muligvis for eller imod moderation

En lampe og en tæller i hver sin side af skærmen vil konstant vise balancen ved antallet af for og imod

Efter 3 timer kan debatten holdes gående i 10 minutter ekstra ad gangen, hvis over 50% af de oprindeligt tilmeldte eller 1000 sms’er melder for

Debatten slutter inden udløbet af de 3 timer, hvis deltagerne enes om det.

Ingen afsluttende monologer

© Kenneth Krabat, 2010

washington, Peru, Kbh 7

På Shirlington bibliotek slog jeg helt tilfældigt op i en bog om syncronicitet.

Kapitel 6 hed: “Hvor begynder en historie, og hvor ender den?” og fortsatte: “Enhver dag består af begivenheder, et utælleligt antal begivenheder, som vi plukker nogle stykker af og samler til en historie. Tilføjelsen eller fjernelsen af en eller flere begivenheder gør en anden historie af vores samling. Vi søger alle disse historier: “Hvordan gik det på arbejde i dag, skat?” og “Er der sket noget, mens jeg har været væk?” betyder “fortæl mig en historie”.
Det fik mig til at se på min dag med en vis fortvivlelse – jeg har aldrig betragtet mig selv som historiefortæller; jeg ved aldrig rigtig, hvor en historie egentlig begynder og faktisk slutter – der kommer altid for mange eller for få detaljer på.
Derfor skriver jeg ikke megen prosa – det tager simpelthen for længe at afdække detaljernes betydning på hele historien – men måske er der nu lys forude:
1. Betragt en historie som en ligning
2. Vælg nogle detaljer.
3. Vælg en slutning
4. Tjek detaljerne for at se, om de går op med slutningen.
5. Ændr på detaljerne, eller på slutningen, eller begge, indtil ligningen går op.
Simpelt, ikke? Og aldrig tidligere påpeget… Og man skal huske kun at nævne detaljer, som understøtter det løbende øjeblik, fordi det er dét, der er historien…
Men som sagt i følgende: Enhver må finde sin egen vej. Og sine egne løsninger.
En anden historie fra min dag?
Det er søndag. I morgen er en helligdag, Martin Luther King-dag. Frem til godt og vel nu har dagsfølelsen være søndag – den velkendte følelse, der tillader adskillige timer i unyttig computerhengivelse iført røde underbukser og intet andet. Og ja, jeg siger har været – for nu begynder det at føles som en hverdagsaften, ikke engang som den lørdag, der går forud for søndagen…!
Som det burde fremgå er det i sagens natur en sjældent forekommende og typisk umanérligt ignoreret og uudforsket følelse, som ganske præcist beskriver udeblivelsen af søndagens klimaks: Den af enhver udearbejdende kendte og smerteligt dobbeltbundne følelse af tab af selvudfyldt tid og forventning om morgen-hverdagen!
Mine følelser lider af hollylag.

washington, Peru, Kbh 6

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

THE INITATOR OF A HUG GETS TO LET GO

Having a discussion with someone, who sees Islam as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Christianity as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Buddhism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Sufism, Judaism, Hinduism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Capitalism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Liberalism, Socialism, Sex as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Ecology as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Family as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Class Division as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Personal Empowerment as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees One Nation, One Education as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Automobilism, Two-wheelerism or Pedestrianism as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Self-caught Food or Vaccuum Packing as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees Love as the only right way, is not possible. Or Aggression for that matter too.
Having a discussion with someone, who sees the Way of the Warrior or the Healer as the only right way, is not possible.
Having a discussion with someone, who sees him or herself as the only right way, is not possible, full stop

No.
Having a discussion with someone, who sees Discussion as the only way and unity as the only result, is not possible, so what do I do?

What do I do, when I cannot talk my way to terms of being here, both of us?
Do I sleep badly at night from fear or anger? Do I ignore them?

Do I take their unwillingness as a threat in itself? Do I try to understand them, embrace them, become the one to create the space inside of me and my world for those, who have no room for me?

Am I the warrior just waiting for the cup to be filled, or the healer, whose cup never runneth over?
Or am I the Man in the middle, endlessly pondering which of the two I actually ought to be, now, right now!?

Having a discussion with someone, who sees Faith as the only way. Not possible.
Having a discussion with someone, who sees Doubt as the only way. Not possible.
Having a discussion with someone, who has all bases covered, just isn’t possible.

There is only one way.

Find it yourself.

—

Teksten er oversat fra “lige nu” og udvidet.

digtet er en reaktion på flg. i Jyllandsposten:
http://blogs.jp.dk/denlitteraerejaeger/2010/01/11/fak-m%C3%B8h%C3%A6mmed/