washington, Peru, Kbh 6

Haiti. Jordskælvskatastrofe på TV. Fokus, der går dén vej en tid. Bunker af døde kroppe i solen. En mand, der går rundt i kroppene, måske i forsøg på at finde venner eller familie. Mennesker overalt på gaderne med en taskefuld ejendele. Drivende rundt mellem hinanden. Sammenfaldne huse på alle billeder i gadehøjde. Intakte huse her og der set fra helikopteren, men billedet klipper konsekvent til overfrekvens af sammenfaldne huse. Det er katastrofen, vi skal se. Jeg donerede $35 til Læger Uden Grænser – det er også dem, jeg har påtænkt i min sidste vilje. Verdens skadestue.
Og her sidder jeg og spekulerer på, hvad jeg skal skrive. Hvad jeg skal tage mig til. Jeg kan ikke andet end se og mærke og forsøge at sætte ord på. Generalisere og påpege specifikt.
Haiti. Bliver husene nogen sinde genopbygget, bliver de døde begravet eller skovlet i massegrave? Vil nogen forinden bruge kræfter på at identificere dem eller indsamle DNA til gavn for de efterladte, eller er det ligegyldigt, fordi de alle er fattige? Er det bare de levende, der skal fokuseres på? Mad og vand, intet andet? Det er lidt over to døgn siden, Port au Prince kollapsede. Der er ikke mange varme følelser rettet mod Haiti. Det er nu, verdens mennesker kan vise, hvad de er i stand til. Træde ud af bokseringen for en tid.
Hvad ser han, ham der går blandt de døde? Ser han de knuste kroppe og blodet? Måske han leder efter ét særligt menneske. Og kan kun glædes – over ikke at finde den, han savner? Jeg ser ikke deres skader. Jeg ser, at de ganske kort forinden var levede som dig og mig og nu er lyset slukket i dem, de er ikke længere som os. De er døde. Uforståeligt ikke her længere. Og når de er døde, betyder de ikke noget. Respekt for deres minder, hvis nogen husker noget at respektere, men de er væk og kommer aldrig igen!
Hvad tænker han på, mens han søger? Han vil nok aldrig glemme denne dag, disse dage, men han er ung og har længe til at skabe ny familie, nye venner. Men det er mig, der tænker sådan for ham. Hvad tænker han? Om at være i live?

washington, Peru, Kbh 3

Blev kørt fra Ronald Reagan Airport… til Alexandria, hvor min veninde og hendes datter bor. Naboen var ved rattet. Ung fyr, der 1) kørte som om han var ved at OD’e af kaffe, 2) gik ind for skydevåben til alle “så man kunne beskytte sig mod dem, der vil overfalde én med skydevåben”, og 3) bød mig hjerteligt velkommen i Guds eget land ved at spille en sang om “I blame it on the viking”, fordi min venindes datter har døbt mig “My Viking”. Oh boy. Efter en tid var jeg i stand til at se det som, at han gjorde hvad han kunne for at få mig til at føle mig velkommen, samtidig med at han manifesterede sig som ung amerikaner over for en ældre udlænding. Stadig uhyggeligt, men andre steder er det endnu mere nådesløst: Dér tales ikke om tingene; dér handler det om, hvilken baggrund man har, om man ser dem i øjnene, hvilken styrke (læs = hensynsløshed og kulde) man kan udstråle. Der er mere end én grund til at rejse, når man kommer fra Danmark, og det er så absolut at blive klar over, hvad det er for en verden man egentlig skal ønske sig. Om end det er ved at blive det samme over det hele.

Hér er også koldt. Og mere kulde er på vej. Imellem reklamerne på TV’et er der lidt nyhedsudsendelser (og bidder af film og serier), som lover mere kulde, meget mere kulde. Greeeeat!

Jeg er i råddent humør. Dejligt at se mine venner hér, men flertallet er efterladt derhjemme. Det er ikke verden, der beder om min tilstedeværelse, men mig der beder verden tage imod mig. Og jeg skal hele tiden arbejde på at holde hjertet åbent.

2 timer efter jeg skiftede fly i Newark, NY, blev lufthavnen lukket pga. en sikkerhedsbrist. En eller anden var smuttet ud gennem en exit, uden at gå igennem tolden. Det burde ikke kunne ske, men det skete. Og fokus er helt i top pga. bombeforsøget forleden. Køen gennem sikkerhedskontrollen i Newark var latterligt lang. I Danmark hvor det hed sig: Mød op 3 timer før afgang til USA pga. skærpet sikkerhed, var jeg igennem sikkerhedsslusen efter 10 minutter. Men USA er ikke det mest effektive land, og der er en følelse af uvilje og modstand i mange servicefunktioner: Folk virker ubegavede og uinteresserede. Ingen ro og selvsikkerhed som i tilsvarende funktioner hjemme. Man kan vel ikke direkte argumentere, at det handler om tryghed i ansættelsen i DK – at folk dér er beskyttede af fagforeninger og arbejdsregler og derfor bedre til at være sig selv? Men måske er det ikke selvmodsigende – måske er netop usikkerhed i ansættelsen plus den amerikanske høflighedstvang er med til at skabe aggressioner og utålmodighed med kunderne?

Har været ude med min veninde i dag for at købe en trådløs router, så hun endelig kan komme på med sin arbejdscomputer. En enorm mall er eneste mulighed for at købe noget på disse kanter, og har de det ikke, er der ingen fritliggende butikker nogen steder, som man kan komme til uden bil. Min veninde har ikke bil. I det hele taget er der meget her, som er umuligt uden en bil. Eller svært og tidkrævende i meget høj grad, fordi afstandene er så vanvittige. Som min veninde udtrykker det: Det tager 4 timers kørsel til min mor mod syd, og 4 timers kørsel til min søster mod nord, og det er alt sammen inden for den samme stat! Og dém er der 5o af!

300.000.000 mennesker. Tallet giver ingen mening, men afstandene og alle menneskene som bebor dem, som intet individ har mulighed for at kende, giver begrebet konsensus en anden betydning, og skaber – modvilligt – en smule forståelse for TV’ets centrale betydning for amerikaneren som repræsentativt forsamlingsrum. Men hold kæft hvor er det nævenyttigt i sin snagen i alt! Det er faktisk stort set ikke til at holde ud. 100 gange værre end TV i Danmark.

Ingen fotos endnu.

 

Continue reading “washington, Peru, Kbh 3”

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Alan Pary er eksilkristen og digter – eller måske må man ligefrem sige “eksildigter”, al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.) Continue reading “Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.”

Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008

An Obituary by Dieter A. Hagenbach and Lucius Werthmüller

At the age of 102 years, Albert Hofmann died peacefully last Tuesday morning, 29th April, in his home near Basel, Switzerland. Still last weekend we talked to him, and he expressed his great joy about the blooming plants and the fresh green of the meadows and trees around his house. His vitality and his open mind conducted him until his last breath.

He is reputed to be one of the most important chemists of our times. He is the discoverer of LSD, which he considers, up to date, as both a “wonder drug” and a “problem child”. Continue reading “Albert Hofmann, 11 January 1906 – 29 April 2008”

DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!

Mens jeg med mit lille digitalkamera filmede den strømmende demo mod nedskæringerne i DR, overhørte jeg en yngre forbipasserende mandlig cyklist sige ind i mobilen – åbenbart som forklaring på larmen omkring sig: Nåe, det er bare 65-segmentet i demo.

Det stødte mig.

Ikke fordi jeg ikke ønsker at blive associeret med mennesker 20 år ældre end jeg selv, men fordi jeg i ét nu oplevede hans smarthånlige bemærkning præcis udtrykke den manglende evne til at se andet end det programmerede billede, der ikke blot er udbredt i Danmark, men som gamle HCA i sin historie om kejseren for 200 år siden allerede så som universelt: Continue reading “DRs nedlægning 5 – Hvem er Jesper Klein?!”

Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?

Hvad skal min samling af science fiction-bøger hedde, nu Blågårdsbiblioteket i København har overtaget den til udlån?

 

Fire tidligere indlæg, under overskriften “Farvel til fremtiden”, beskrev processen med at give slip på min store samling af science fiction og fantasy-bøger, inden den skulle overdrages til et Københavnsk bibliotek og gives i offentlig udlån.

De sidste 14 dage har jeg haft hver og én af samlingens 1100 bøger i hånden ind til flere gange – for at sætte biblioteksmærker på, stregkode, reparere og plaste. Der skulle skæres plast ud i rette størrelse: Ca. 70% af bøgerne er godt samme størrelse, altså paperback, mens resten, ca 300 bøger, varierer, hvorfor plasten har skullet skæres ud som individuel tilpasning.

Godt 60 bøger og hæfter, der stort set alle er danske, er så dårligt limede, at de er nødt til at få et par klammer igennem sig. Besynderligt, at paperbacks fra 40’erne og novellehæfter fra 30’ernes USA stadig klarer sig igennem, om end papiret begynder at blive skørt – mens tilsvarende udgivelser på dansk fra 50’erne, 60’erne og 70’erne er så billigt lavede, at de falder fra hinanden. Continue reading “Goddag til fremtiden – og hvad skal samlingen hedde?”

dagbog: Samsø 1

Ja, så er det næsten så officielt, som det kan blive: Jeg sælger min andelslejlighed og flytter til Samsø.

Skal det være det hus på billedet? Tjae, hvem ved? Det ligger i hvert fald på Samsø.

Igennem de sidste par måneder har jeg kigget på huse. Først kolonihavehuse (edc, home, nybolig, andre), Continue reading “dagbog: Samsø 1”

@ 2012 – Verdens undergang

 

Min ven, Henning, sender mig ofte links af relevans for en mangeårig on-going samtale, der aldrig er blevet en dialog med sigte på at blive enige eller enige om at være uenige. Snarere tror jeg, vi grundlæggende ér enige, om menneskenes muligheder og menneskenes svagheder, men i vore forsøg på at nå noget nyt, række ud over os selv, støder vi, uden at ville det, hovederne mod vore respektive livs og karakterers rammmer og muligheder.

I går sendte han mig et link til det smukkeste site, jeg længe har set. *

Continue reading “@ 2012 – Verdens undergang”