ICORN: ytringsfrihedsværn for skrivende

Forfatterfribyer.

Så lidt og dog så meget. HÅB hedder det.

“Vi overlever under store vanskeligheder. Og sommetider overlever vi ikke”. Sagt af den russiske journalist, Anna Politkovskaya, i tale ved åbningen af Stavanger Fribycenter. 14. marts 2003.

Anna Politkovskaya blev 7. oktober 2006 myrdet pga. sin kritik af Ruslands krig i Tjetjenien. Listen over skribenter, der er blevet dræbt i kunstnerisk og journalistisk holdningstjeneste, er lang.

ICORN hedder organisationen, der varetager Friby-ordningen for forfulgte og livstruede skribenter. Kriterierne for at blive vurderet som potentiel fribyforfatter kan læses hér.

Danmark har foreløbig meldt sig på banen med 5 fribyer, Århus som den første, Frederiksberg som nr. to, og Odense, Fanø og København venter stadig på at modtage forfattere. Kriterierne er frivillighed (selvfølgelig), en bolig, og midler for forfatteren til at deltage i og skabe arrangementer, der fremstiller forfatterskabet og samtidig fungerer som formidlinger af grundlaget for tilslutningen til fribyordningen: At ytringsfriheden skal holdes i hævd.

Fribyforfattere

Fordelingen af Fribyer verden over (feb. 2011)

  • Holland  1
  • Spanien 2
  • Norge 11
  • Belgien 1
  • Italien 3
  • Danmark 5
  • Tyskland 2
  • Sverige 5
  • Mexico 1
  • USA 1
  • England 1
  • Frankrig 1

Fribyer for forfulgte forfattere, en rapport – Et bidrag til at sikre ytringsfriheden i praksis. Af Jacob Andersen, November 2006

NB: Det påpeges fra ICORNs side, at ICORN ikke er en flygtningeorganisation, ikke har ressourcer til omgående flytning eller redning af en forfatter fra en livstruende situation, ikke har autoritet i eller indflydelse på regeringsinstitutioner og som alle andre må efterleve et hvert lands gældende love og regler. ICORN alene formidler kontakterne til forfatterorganisationer i lande verden over, som har udtrykt interesse i at deltage i ordningen. Samtidig understreges det, at ICORN ikke kan garantere husly til nogen bestemt ansøger. Og at det derfor er ekstremt vigtigt, at alle ansøgere og kandidater gør brug af enhver mulighed for sikkerhed og tryghed, der står dem åbne.

Digte i løssalg er ikke den gordiske knude

Selvfølgelig kan man prissætte et digt.
Men hvorfor sku’ man?

I denne verden, hvor det handler om hele tiden at stræbe mod successen, og successen måles i indtægt, hvordan prissætter man så et digt?

Digte i løssalg angiver en del af problematikkens omfang, skønt ikke det endelige svar.

At gennemhukke den gordiske knude ville være aldrig at tænke på penge i forbindelse med skabelsen af et digt. At eneste pris var modtagerens læse-, lytte- og reflektionstid.

En sådan ro fordrer digterens tro på en særlig tilstedeværelse i verden, uden arrogance, uden overmod. Blot et af de mennesker, der dedikerer sig til de andre.

Det er en holdning til digtning, som er ude af trit med tiden. Men givet ikke med hjertet.

@ Verdenssamfundet, Burma

og så kommer den, den sugende følelse af gråd og hårene rejser sig over alt på kroppen.

jeg står i mit køkken med dagens Information fra Burma:

“folk slog ring omkring den udenlandske fotograf, alt mens militæret fyrede løs. Bliv ved med at filme, sagde de, vi beskytter dig.”


En jævnaldrende veninde fra mange år tilbage var en lovende digter, men efter i 1986 at have ligget en hel sommer og kigget på skyer, lagde hun digtningen på hylden. “Hvorfor?” spurgte jeg. “Jeg vil aldrig kunne gengive det, jeg har set,” var hendes svar.

På dage som disse beklager jeg, at jeg ikke dengang havde hendes indsigt. Jeg er ikke endnu ikke vokset til at kunne skrive et digt om menneskene, der enigt kun havde fotografen mellem sig og kuglerne mod deres nation. Derfor dette fattige indlæg, i dag.

Burma News