DigterDoktoren er født

Nu har jeg taget springet. At være DigterDoktor er dét, jeg er god til – dét, jeg kan lide – dét, som tænder mig omkring at hjælpe mennesker: Udvikling igennem selve dét at arbejde med tekst, arbejde med digte. At være en helbreder af digterens hverdag.

Min tidligere undervisning i Pausens Musik – hvordan man opfatter en tekst som partitur og derigennem angivelse i at trække vejret både til læser og skriver selv – var meget tilfredsstillende. 45 minutter tog det for de fleste at fange teknik og teori. Men undervisningsfokus lå ganske snævert på digterens forhold til kroppen.

Jeg vil gerne mere. At skrive er i sig selv både en udviklende og en “indviklende” proces – man lærer ufatteligt meget ved at ville hvad som helst og gå efter det med fanen hævet højt, men især de praktiske og følelsesmæssige omstændigheder omkring at skrive kræver sociale ofre af mange mennesker, som kan føles ekstremt omkostningsfulde.

Det kender jeg meget til. Og kan derfor rådgive og vejlede enhver, som mærker vanskelighederne ved at fungere socialt samtidig med ønsket og behovet om at skrive mest muligt.

Døren står åben. Lad os se, om nogen træder ind.

DigterDoktor

LYD: Kenneth Jensen, “Kanin Kanin”

Efter en “falsk” debut og mange års arbejde debuterede Kenneth Jensen 9.4. 2010 på Forlaget After Hand med digtsamlingen “Kanin Kanin“.

Hér følger lydsporet til ceremonien – Kenneth Jensen læser et uddrag af bogen.

9 minutter

kenneth_jensen_kanin_kanin.mp3

Køb bogen hos boghandleren eller gennem forlaget – de 100 kr. er godt givet ud

Jeg ønsker

Jeg ved efterhånden ret meget om, hvad jeg IKKE ønsker i forbindelse med at skabe mig eller have en levevej.

Min økonomi er meget hér og nu, og har faktisk altid været det. Jeg er så heldig pt. at have lidt på kistebunden, som dog vil være væk om nogle år, hvis jeg kan fortsætte med at leve på meget lavt økonomisk blus. Som “livsdigter” med et utal af løsarbejderjobs og, i de yngre år, kontanthjælp som understøttelse af min livsform, har jeg ingen særlig pension ventende på mig i den anden ende.

Jeg er altså om nogle år enten nødt til at vende tilbage til løsarbejderjobs, HVIS der er nogen jobs at få til den tid, hvor jeg er omkring 50, eller gå på kontanthjælp med hvad det medfører af pres fra systemet om at få mig i arbejde. ELLER jeg skal til den tid have skabt mig en indkomst ud fra min livsform.

Lad mig opregne, hvad jeg IKKE ønsker:

I udgangspunktet ønsker jeg ikke at indregne hverken håb eller tilfælde, dvs. arv, at vinde i lotteriet, eller at på anden måde at blive givet penge, jeg ikke selv har gjort en indsats for.

Jeg ønsker ikke at bruge al min tid på at sælge mig selv. Det betyder at administrere, markedsføre, sælge, distribuere, reklamere for mit skriftlige arbejde.

Altså,

  • jeg ønsker ikke selv at være et forlag, hvor jeg skal sørge for opmagasinering og fysisk distribution af bøger
  • jeg ønsker ikke med jævne mellemrum eller vedvarende at skulle fortælle andre, hvor fantastisk jeg er, og hvorfor folk skal vælge mit værk over nogen andens,
  • jeg ønsker ikke at omregne tiden, jeg bruger på at skrive en bog, i timeløn
  • jeg ønsker ikke at lave regnskab, der over for skattevæsener dokumenterer, hvorfor omkostningerne til denne eller hin forsendelse medgår til opretholdelsen af en indtægt, som er 10-20 gange mindre end en gennemsnitslønmodtagers, hvis selvangivelse går ret igennem skattesystemet
  • jeg ønsker ikke konstant at skulle bruge tid på at forsvare digterens rolle i samfundet for selv at kunne bestride en sådan rolle – men gør det gerne, hvis det sigter på at skabe plads til alle digtere.
  • Jeg ønsker ikke at fremstille mig selv som noget særligt – fordi jeg ikke ér noget særligt: Jeg har bare et talent for at skrive – som er totalt centreret omkring min egen narcissisme og mit behov for og anerkendelse af hjertets nøvendighed i samfundet generelt, og på alle måder generaliserende omkring psykiske og følelsesmæssige mekanismer og afhængigheder i det menneskelige univers.
  • Og jeg ønsker ikke at skulle spille kunststøttespillet – fordi det ikke reelt hviler på, hvad der er brug for – i form af visioner, f.eks. – men konsistent understøtter, hvad der har været. Hvilket i øvrigt også snart er udhulet af højrefløjens strategi om kun at støtte dém, der ser kunsten som en forretning eller selvstændig(s) profession.

Det er en masse ikke’r. Og dét duer ikke som strategi.

I bund og grund ønsker jeg ikke at sælge, administrere eller lave noget som helst, der har med at skabe penge at gøre. Det er en gammel sang, som kunstnere har sunget altid – og som markedsmekanismerne er i dag, bliver det sværere og sværere at synge den:

  • Kunstnere skal være selvforsørgende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal være selvpromoverende, for ellers er de ikke kunstnere.
  • Kunstnere skal kunne stå i offentlighedens søgelys hele tiden, for ellers er de ikke kunstnere.

Men sådan er jeg ikke skruet sammen. Jeg behøver uforstyrrethed i mit liv for at kunne tænke over tingene og få styr på den virkelighed, der er udgangspunktet og målet for min skrift.

Som jeg ser det, kan jeg derfor ikke både være optaget af at skabe min skrift, og få den til at give afkast. Jeg behøver nogen til at gøre det for mig. Jeg behøver et forlag, med alle forlagets dyder og lyder, erfaringer og forstokketheder, sunde redaktørmodstand og tiltro til markedsmekanismerne .

Så, det ønsker jeg mig:

Et forlag, der vil tage sig af mine værker. Give mig feedback og sparre med mig til jeg indser, hvor jeg funker og hvor ikke.

Og så ønsker jeg mig at blive færdig med at tænke over, hvad “løgn” er. Så jeg kan få tilgivet mit eget behov for “at lyve” (ikke lytte til kernen). Men det fordrer også en vis uforstyrrethed.

Jeg ønsker at undervise igen – i Pausens Musik. Men anerkender på forhånd, at fast arbejde vil stjæle min nødvendige tid til kontemplation.

Og så ønsker jeg mig ikke mere. Det er dét. Jeg har ingen desciderede ønsker for indkomstgivende aktivitet. Jeg skriver nok den skide legatansøgning 1. feb., men jeg oplever det som at spille i lotteriet og gør mig ingen forhåbninger.

Der er ganske enkelt sort i alle retninger, der handler om økonomi og indtjening. Det genererer mig, at jeg ikke kan komme på noget at tjene tilstrækkeligt med penge på – noget, jeg ikke ville føle som en tidsrøver. Nu jeg kan se det sikkert vil blive nødvendigt…

  • Jeg vil ikke stå i butik (kan ikke tåle at stå stille særlig længe)
  • Vil ikke supportere computere (har ikke tålmodighed til det længere.)
  • Vil helst ikke arbejde med handicappede mere (jeg tager dem med hjem og det forstyrrer)
  • (tag hvadsomhelst, der ikke rummer dét at finde på egen tekst, med følelsesmæssig dybde og kunstnerisk integritet, og jeg vil være et andet sted, i søgen)

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fokusere på som opdyrkelse af lønindtjeningsaktivitet, hvis jeg skal tage det alvorligt, at mine penge løber ud og at ingen muligvis vil ansætte mig. Men i disse år behøver jeg den frihed, som pengene giver mig – og har svært ved at leve mig ind i en plænlægning af en imødegåelse af en fremtid, som kun er virkelig for mig i en praktisk forstand.

Gøre Hvad?!

Alan Pary, håb

Jeg modtog følgende fra instruktøren til stykket HEGN, der tager udgangspunkt i eksilirakeren Alan Parys 10 år lange ophold i Sandholmlejren, og den efterfølgende performence MENS VI VENTER, der bestræbte sig på at lade udvisningstruede irakere møde danskere:

Kære venner og kolleger.

Det bedste, der kan ske for en afvist asylansøger, er når hans eller hendes sag bliver taget op igen. Alan har lige kontaktet mig. Han var glad. Meget glad. Alan har modtaget en opringning fra sin advokat, der fortalte, at hans sag er blevet genoptaget. For tiden er der en åbning for de kristne fra Nordirak. Mange af de tidligere kristne Irakere, der har fået deres sager genoptaget, har fået opholdstilladelse i Danmark. Så derfor er Alan glad. Han har tidligere søgt om at få sin sag genoptaget, men har fået afslag. Siden da er der ikke fremkommet noget nyt i sagen, så Alan mener at vores Festival-aktion har været medvirkende til det.

Endnu engang tak jer for jeres medvirken i MENS VI VENTER… nu behøver Alan måske ikke vente så længe mere.

Jeg har fået lov til at sende jer Alans seneste danske digt, der hedder:

Københavns Nat
af Alan Pary

Københavns nat er rolig og klar
den himmelske engel lægger sig på den svævende bro
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med de forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerternes forskellige pulsslag

På gaderne
i parkerne
i gågaderne
omkring skulpturer af forfattere og frihedskæmpere
foran Folketing og kirker
bliver mennesker forelskede af nattetåge

De har åbnet deres favn og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
når lynets skrig rammer dem som kys

København, maj 2008.

Mange varme hilsner fra Michael Svennevig”

Jeg krydser fingre for, at tilsvarende behandling bliver de mange andre ventende til del.

Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.

Alan Pary er eksilkristen og digter – eller måske må man ligefrem sige “eksildigter”, al den stund han er uønsket i Irak, fordi han ud over at være kristen ikke blot nøjes med at tænke sine digte.

Digtningen alle vegne, herunder også i Danmark, ønsker typisk verden bedre for alle, men når et menneske fra en anden kultur kan blive jagtet for at skrive digte, der ønsker verden bedre, er det sært at være borger i en nation, hvor digtning endnu er for de få. Man kunne jo få den tanke, at danskere generelt oplever at have det så godt og trygt, at enhver forandring er en trussel. (Det kaldes, i så fald, stagnation.) Continue reading “Eksildigter, Alan Pary: I kunst skal du ikke tænke tilbage.”

Dansk Lyrisk Landskab

Man har valgt mig til formand for lyrikerne i Dansk Forfatterforening. Jeg har selv ønsket det, fordi jeg har nogle ting, jeg gerne vil afprøve i forhold til Dansk Lyrisk Landskab og †©† – men indrømmet: Det er noget overvældende. Nok mest fordi jeg ikke har langt fra indfald til mund (at være udiplomatisk impulsiv hedder det).

Men selvom jeg er en ulærd stratenrøver, brænder mit hjerte for dét, digtningen kan gøre ved og for menneskene både før, under og efter skriveprocessen. Leveprocessen, skriveprocessen og læse/fordøjelsesprocessen, kunne man kalde det. Og om man vil det eller ej, er enhver en del af alle tre led, hvad enten man nogen sinde har sat et komma noget sted eller ej.

Jeg er således ikke blot en ulærd stratenrøver; jeg er også filosofisk i min tilgang til verden. Og så kan det næsten ikke blive værre.


Til gengæld kan jeg drikke øl; kniv i højre, gaffel i venstre; tørre mig om munden med servietten og ikke med ærmet, OG jeg forstår betydningen af at sige TAK, når der er noget at takke for – og det er der oftere end folk går rundt og tror.

Så – hvis ikke jeg fortsætter med at drukne i mails, der anmoder mig om mere gratisarbejde end jeg har luft til, kunne det tænkes at der af og til vil komme et nyt indlæg hér på kanalen.

Glædeligt forår til alle,
mer’ af det gode

kenneth krabat

ref:
– Dansk Lyrisk Landskab – et spørgeskema, jeg har gang i, der skal blive til større forståelse af, hvad det vil sige at være og have været digter i DK inden for de seneste 80 år.
– †©† – alt sprog til folket

@ Digtere i lyd: Pennsound og Ubu-web

Pennsound Authors

Acker/
Adachi/
Adam/
Akemi/
Albiach/
Alcalay/
Alexander-Charles/
Alexander-Will/
Amato/
Ammer/
Anderson-Nathalie/
Anderson/
Andrews-Betsy/
Andrews/
Antin/
Apio/
Apollinaire/
Apps/
Armantrout/
Ashbery/
Askenase/
Auster/

Og det er bare A.

For en uendelig liste over digtere i lyd, og mange flere sprog, gå til UBU.com – altings arnested er hér. (F.eks. the purrs of the Fox…) [LOL]

DIGT: den cleane digter

clean findes kun på dansk
som låneord til når
den stærkt afhængige er stoffri
og denne digter er clean
og således helt normal

se et normalt digt
der bliver til her
det fortæller om sig selv
ganske forudsigeligt introvert
med lidt hverdag kastet ind
i form af træthed og modløshed
fordi fantasien ikke
har store sindsomvæltende ting
at tage stilling til

således bliver digteren normal
uden stoffer
andet end øl og tobak
røg og for megen mad
mangel på motion og selskab
timer tilbragt foran computeren
endeløst uafklaret i forhold til verden
og til menneskene ja
sådan bliver digteren normal
der sker sgu ingen
fantastiske opfindelser
fantastiske umulige unikaer
fantastisk nytænkende filosofi
eller ord bøjet til nye kar
hvori andre kan bade

som sådan
må altså digtet slutte hvor det begyndte
himmelanråbende på en naturlig skævert
adgangen til lidelse og sorg
stormende forelskelse
lidder udtrykt mellem det forgangne
og det forhåbentligt kommende sådan
slutter endnu en normal dag i sprog

Digte: samling sælges, læser søges

Fundet for pengene.

elskede elskede fra 2003. Jeg har akkurat opkøbt restlageret og sælger ud af den for kr. kr (det er inklusiv forsendelse – den vejer 400 g!) Vil du købe én, så se nederst.

Det var en bog, som var ekstremt svær at skrive. Faktisk tog det så mange kræfter at holde sammen på bogens kerne igennem 9 år, at pusten gik lidt af mig i nogle år.

Men så sent som i dag glædedes jeg over en begejstret tilbagemelding på “i virkeligheden hvad” – et digt, jeg skrev til et vennepars bryllup i 2001. Det handler om det, der kan motivere et menneske til at sige JA til den anden. Her er uddrag:

I virkeligheden hvad, 11-1 (teksten løber i modsat retning i bogen)

5.

Kan du huske
den første gang du sagde
Jeg elsker dig?
Husker du
første gang du sagde
Jeg elsker dig
med stor omhu fordi du vidste hvad det betød?
Erindrer du første gang
du brugte disse tre ord
uden rigtig at mene dem?
Og derfor
ka du genkalde dig første gang
du sagde Jeg elsker dig
hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt?
Husker du
om du døde lidt hver gang?

1.

min antagelse er
at du besidder en form for
definition
der fungerer i dit liv
noget
der vil forfægte enten
at kærligheden vil blive
eller ikke forsvinde
eller vil vende tilbage
eller ankomme fristende frisk som nyplukkede roser
eller som det allermindste eksistere
som noget ud over og
meget meget mere
end nætters og dages drømme som afgrænsninger af indholdet og omfanget
af kærlighed…
for uden
hvad er vi da?
jeg mener ikke kærligheden i sig selv
men en definition
på kærlighed…
for hvad er vi uden denne definition
ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget
men i særdeleshed
dette!

Og hér et meget aktuelt uddrag fra begyndelsen af “Åremål”, som jeg skrev da jeg i forbindelse med flytning fik mine opmagasinerede ting og bøger tilbage – det var i 1998 – og læsere af bloggen her vil bemærke, at visse processer tager meeeeeeget lang tid:

åremål

jeg har tyve flyttekasser med bøger
de fem letteste med science fiction
tusindtolvhundrede af de bedste og største værker
Bradbury både før og efter hans tolvårige skrivekrampe
Philip K. Dicks samlede syrede værker
Stephen Donaldson som døde på dansk
Asimov og the foundation
og pulp og fantasy og novellesamlinger
og jeg forsøgte at forære dem alle sammen væk
til de største Københavnske biblioteker
men de havde heller ikke plads

Og så er der Ordbog over det Danske Sprog
i 28 bind og nye ord i nye bind og usynligt gjort plads
til det næste årtusinde
og der er NuDansk og etymologi og fremmedord og synonymordbog
både retvendt og på vrangen
og ordbøger fra og til alle europæiske sprog før unionen
og bøger med rim
uden rim på kartoffel
og der er opslagsværker om alt under solen
fra bøger om svampe
til bøger om matematik
fra stærkt uddøde stammekulturer
til instruktion i porcelænsmaling
bøger om bridge, astralprojektion, shamanisme,
psykologi og alverdens navne
der er godt nok ingen om opdræt af heste,
men jeg blev også en gang bidt af én, så
hvad skal jeg med bøger om opdræt af heste?

Og der er masser af kasser med tegneserier
de gode gamle basserne fantomet edderkoppen dare devil
agent X9 Modesty Blaise Seriemagasinet komplet
og så er der megamonsterkassen
en sviner af en kasse ene dedikeret albums
og den vejer mindst 100 kg
rent guld, selvfølgelig
lortet ér solgt fra
men det eneste derfra jeg virkelig kan huske
er Hugo Pratts Corto Maltese for fanden
10 år i mørke kan jo tage livet af enhver!

Og der er selvklart også
almindelig skønlitteratur
såkaldt normalprosa
hvis man nu kan kalde Kierkegaard , Stefano Benni, Robert
Graves, Iain Banks, Oehenschlæger, Hemingway, Bukowski,
Günther Grass, Kosinski
for nu at nævne nogle få
for normalprosa?
Og alt det jeg ikke har læst
og aldrig
kommer til at læse
men de ser stadig fede ud
føles godt i hånden
og lugter rigtigt
af papir.

Skriv en mail til krabat snabela menneske dk og angiv navn, adresse, antal eks. og at du har sat pengene ind på konto 4560 4390890370 med dit navn som betaler. Du må også gerne angive en særlig dedikation, hvis den skal gives som gave.

opdatering 2011: der er et par bøger tilbage, men prisen er nu 85 kr. pga. postvæsnets væsentligt forhøjede takster!

Jeg takker og ønsker god fornøjelse.

kk

@ Kunstneres Beskatning

I 2002 lavede Statens Kunstfond og Skattevæsenet i samarbejde en vejledning kaldet kunstneres beskatning. Den blev trykt og fyldte i A4-størrelse små 100 sider.

Dette siger noget om, hvor svært et område kunstneres beskatning netop er – en regulær gråzone, hvor det meste er individuelle vurderinger, baseret på det enkelte menneskes aktivitet og produktion, men i hovedparten af tilfældene vurderet ikke som lønmodtager og ikke som selvstændig.

Meningen var, at den skulle agere vejledende faktor for kunstnere og skattemedarbejdere lige – og mine personlige erfaringer fortæller mig, at det blev nemmere at være både digter og mig, efter dens udgivelse.

Her er opdateringen – KUNSTNERES BESKATNING 2007. [Hent som .pdf]

Gå med fred!