Year: 2010

På væggen ved poolen har administrationen, eller et lyst hoved i administrationen, eller arkitekten, eller hans lærling… never mind… fået den idé at udfylde seks ellers tomme murfelter mellem de cementsøjler, der forankrer den lange væg ind til naboejendommen, med store malerier. Ikke klatværk, om end de skaller en smule i dag, men heller ikke STOR kunst. Men nogen har tænkt, at hér skulle være noget, poolens gæster kunne genkende.

Det har tydeligvis ikke været et spørgsmål om bare at få et eller andet på væggene, blot fordi hjernen stort set altid brygger historier af alle sanseindtryk: Ikke forskelligt farvede felter, ikke moderne klatværk, abstrakt, billigt, men noget af en vis kvalitet, som folk ikke vil føle sig truet af: Indgange til forskellige virkeligheder, man kan falde til ro ved, drømme sig ind i, eller falde i staver over… Således at udsmykke et offentligt baderum med vinduer ind til folk selv er meget venligt tænkt af idéperson og beslutningstager, eller meget psykologisk korrekt. Men hvordan ind? Hvem er er publikum?

To af malerierne er gengivelser af original peruansk kunst fra 1700-tallet, begge meget nemme at “forstå”: Tildækkede Kvinder ved Tempelagtig Bygning, hvor den midterste ser ud af billedet gennem en sprække i sløret, og To Handlende på Gaden i Lima, den ene i ro under parasol med fremstrakt vare, den anden på vej videre med udstrakt arm og hånd – som det sker 10 millioner gange i minuttet verden over.

De fire andre er åbenlyst mere naturalistiske og besidder ved deres forskellighed fra de klassiske motiver en besynderlig diffus aura af originalitet:

• en procession af mennesker med helgenbillede set let oppefra, med folk, folk, folk alle vegne i niveauer langs en gade kantet af høje træer
• set nede fra i skrå vinkel et husparti med en typisk trækarnap, som man finder i mange varianter af nær-kollaps i Lima Centrum
• umiddelbart facaden på et palads, men gennem en af buegangene ind til (hvad der kunne have været) balsale anes den firkantede bagende af en hvid bus og siden af en gul bus på tværs
• for enden af et aflangt parkanlæg præget af manglende æstetisk sans eller interesse troner L’Arc de Triomphe i peruansk inspiration.

Men hvorfor er busserne med på billedet, de havde ikke behøvet være der – og hvorfor har ingen af menneskene i processionen ansigtstræk, når helgenbilledet er meget detaljeret? Der er et nutidspræg over dem alle, men det er ikke dét… Men mindre… Med mindre forlægget er fotografier! (Undskyld, hvis jeg fornærmer nogen):

Man har bestilt en maler til at gengive fotografier af Lima, som han qva sin evne til gengivelse givet ikke har haft indflydelse på valget af. Det er ikke velproportionerede kompositioner af dagligliv eller spektakulær ikonografisk arkitektur, og end ikke kopier af populære postkort, om end det i kopibyen Peru ikke ville forårsage rettighedsproblemer af nogen betydning, men derimod snapshots fra Lima – tilfældige feriebilleder gengivet i 4×3 meter, detaljerede nok til betragtning på fire-fem meters afstand, men ikke mindre. På længere afstand fremtræder kun de største former som genkendelige og betydningsladede – imposant bygning, helgenbilledeomrids, karnap. Alt andet, i større eller mindre detaljerigdom, er en kybernetisk funktion – menneskets muligheder udvidet af teknologi med formålet at indhente flere informationer, end øjnene selv formår; et produkt af hjernens evne og kompulsive trang til at stille spørgsmål ved Den Virkelige Verden – som sådan unødvendigt for det nøgne menneskes umiddelbare overlevelse, men væsentligt for fremtidig orientering og behovsrationalisering.

Og hér er det jo meningen, folk bare skal kunne slappe af. De skal ikke stilles krav om noget, de ikke kender til – ingen dvælen ved kunst eller fotorealisme under mikroskop. Det er derfor billederne skal ses på den samme relativafstand, som man holder fotobunken med feriebilleder i, mens man gennembladrer dem for interessante motiver. Det er Den Menneskelige Betragterafstand! Idéen, og investeringen i mest mulig fred og ro ved bassinkanten, er ret og simpelt korrekt – hvad enten den baserer sig på bevidst psykologisk talent eller ej. Illustrationerne varmer!

(Og så ér det alt andet lige billigere at få en anden maler til opfriske motiver, der ikke er fór detaljerede… hvis dét da overhovedet nogen sinde sker… Ned på jorden igen, Kenneth: Det her er stadig Lima.)