Jeg havde været søvnløs i flere år. Og så mødte jeg en skør udlænding på en bar. Han sagde til mig, at jeg skulle forestille mig, at jeg sad rigtig, rigtig godt og blødt i en biografstol af typen, der kunne læne sig tilbage, når man trykkede på en knap, han illustrerede det flere gang. Og at alle de minder og billeder, der martrer mig, skulle jeg forestille mig udspillede sig som film oppe på et lærred. Det hjalp ikke. Jeg hjemsøges stadig af blod, vold, overgreb, undertrykkelse, drab, psykisk terror, i det ene loop efter det andet, nat efter nat efter nat. Men jeg sidder bedre!
