19. september 2006



KASPER KÆRESTEN OG CENTURIONNEN

mødes med Kasper Schultz
gudsbenådet raketomfarende kaot med temperament
og ægte hjerte øve i gården ved CMC på Mariendalsvej
og Kasper trommer på alting ægger mig
ud af tømmermændene efter store søster Adas
halve århundrede og billigbajere fra Irma i går beatet eskalerer og
Kasper finder sin Jerry can frem at dunke klinke skrabe på
koklokke-rasle-koblingen fra Pearl
min Centurion bliver inddraget som stativ
og indforskrevet som gratisarbejdende statist senere den gammelkendte følelse
af kontakt melder sig næsten omgående lazy lazy feeling
goddag igen Kasper goddag gode Humør
der er særligt ham og mig og leg med det hele
jeg tager mine tekster igen og igen til en vished opstår to timer
i solen uden for CMC og så af sted til Twenty Twenty Visions
på kajen ved Islands Brygge
og vente på at programmet er forsinket
ikke overraskende nu Lennox Raphael står for arrangementet
et menneske der formår og har formået mer end de fleste uden
nogen fornemmelse for tid måske
er han bare en skaldet hippie fra Trinidad og fatter ikke
at man gejler sig op til at gå på scenen rastløst forsøg
på at holde energien oppe krammer Kæresten
taler med Janus Kodal der skal på efter os
hvad han så lever af som digter
jo lidt her lidt dér oplever
for første gang efter årevis på scenen en kontakt med manden og
der bliver ved med at være ét nummer tilbage men så
endelig efter
endeløs gåen frem og tilbage småordnende alting
alt der kunne ordnes pakkes ud alle Kaspers ting og rør og dimser
der kan give lyd mine kabler til den trådløse Sennheisermikrofon
så jeg kan have armene fri
er det min og Kaspers tur finder et bord til alting
tilslutter den trådløse Sennheiser ruller
den grønne Centurion ind på scenen behængt
med bækken fra Pearl og klokker og ting igen og så bruge
forvivlende
ti minutter foran Publikum™ på
at bakse med mit hovedsæt hvordan i hede
hule
mens Kaspers Legomobile laver lyde og venter på mig
helvede
er det at det skal sidde og det kan ikke skjules
det ér ikke en del af forestillingen og hvad tænker Publikum™ bagerst
der er langt derned og mange af dem mon de tænker skrid nu af scenen
bøvernakker!
og lad nogle professionelle komme til
eller endnu værre
er de pludselig ligeglade? smilene på første række
er nu snarere tolerante end nysgerrige
og Kasper er for længst færdig og
Legomobilens intro har gøet i over to timer to dage to år nu og jeg fumler stadig
kan ikke vende hovedsættet rigtigt må have hjælp
fra Publikum™ det er eneste tiloversblevne mikrofon (en Sennheiser) og så
så kører vi
men der er ingen kontakt til Kasper
forsøger forgæves at finde ham i al lyden og alle
mulighederne vi arbejdede med i gården ved CMC tidligere
appellerer til ham men trænger ikke igennem
måske har jeg opbrugt al hans energi med min fumlen
måske har jeg ødelagt hans humør fordi jeg glemte den aftalte start
jeg lægger et højt tempo vi har kun tyve minutter og jeg
bliver mere og mere desperat over
at vi ikke kommunikerer alle hans lyde dérovre og mig
hér
alene med mine tekster og min stemme
og så
så må vi slutte
og vi fandt aldrig hinanden jeg kan kun
annoncere Janus Kodal som den der må køre festen videre
siden det ikke lykkedes for os og så
klappe Kasper på skulderen og love at øve mig i spejlet
pakke den trådløse sender og modtager fra Sennheiser sammen og være færdig
på tredive sekunder jeg skammer mig følelsen indeni
er skam giv slip siger Kasper men følelsen
er skam indeni og Janus Kodal læser tre røvsyge tekster op
der namedropper allehånde digterkolleger og går af scenen
med 300 kroner i lommen efter 5 minutter og et stort grin
så nu er programmet tilbage hvor det skulle være
men ser ikke mig i øjnene da han går
gjorde jeg det ikke godt
var det noget lort
nej det var ikke lort I talte bare ikke sammen siger Kæresten
er det så ikke dårligt
er det ikke netop dét
man for alt i verden må undgå
at ikke tale sammen
når det er alt man ønsker sig
at være mere end én
og man har lovet
at man vil
og det eneste alle altid venter på foran scenen hvorsomhelst er
at nogen taler godt sammen?
giv slip siger Kasper og Kæresten og Centurionnen i kor


Blogger.com