02. juni 2006

HP står midt i et rum, han har været i før. Stolene er de samme, bordet er det samme, lamperne tapetet gardinerne for vinduerne gulvtæppet er det samme. Det er et rum fra barndommen, fra ungdommen, fra alderdommen, det er en livmoder, en fængselscelle, et gaskammer, en grotte, en bjergtop, en jordhule, hér har han levet hele sit liv, hér blev han født og hér døde han.
        Hvad med at komme ud? Han går hen til vinduet. Trækker fra. Der er ikke noget vindue, kun en nøgen betonvæg. Nej, det kan ikke være rigtigt. Han snurrer rundt og halvløber over til døren og flår den op. Samme betonvæg, ingen udgang til verden udenfor. Det andet vindue – det samme. Det må være forkert! Hvordan er han kommet herind?!
        
HP står stille midt i rummet med håndrødderne presset til tindingerne, presser presser presser for at få rummet til at holde op med at snurre rundt. Eller er det inde i ham, det snurrer rundt? Hvad er inde i ham og hvad er udenfor? Han kan ikke lade være, ikke holde det tilbage: Han skriger, skriger skriger, indtil rummet er fyldt og det begynder at skrige tilbage til ham. Så holder han op og står bare. Tør ikke lukke øjnene. Af frygt for hvad han vil se - af frygt for at en anden verden end denne skal vise sig, en verden han kender fra før. Eller tror han kender fra før. Har har har der været noget før nu?
        Han lader sig falde ned på sengen. Den er blød. Blød på en kendt måde. Hovedpuden ligeså. Han presser hovedet ned i den, krammer den, trækker den så hen over hovedet og lukker lyset ude. Lukker værelset ude.

Blogger.com