26. august 2006

DEN VERDEN HVOR JEG VILLE BLIVE FAR

Det ér næsten som om
den verden hvor jeg ville blive far
er måneder herfra så hurtigt
jeg har justeret mig så overaskende
skræmmende praktisk
jeg går til selskab og ler uden at tænke
at jeg burde føle noget andet jeg elsker
med min kæreste knepper
min kæreste
som nu både må og tør igen
jeg lader mig inspirere til nye retter mad
og ændret livsstil og nynner over komfuret
og hvor ér der mange film jeg gerne vil se
og dele med andre
bøger at kravle ind i af træthed og lyst
men jeg narrer gudskelov ikke mig selv det ér
en anden verden nu og jeg er
en anden på overfladen ikke
voldsomt forskellig
fra dén jeg var for to måneder siden
men underneden en ganske anden
jeg er nu én der har mistet
en elsket
jeg er nu én der har tabt
en satsning
da jeg ikke længere skulle blive far
til det foster der indtil i torsdags
sidste uge voksede i kærestens livmor døde
blev denne verden til
hvor jeg er en anden
jeg ikke har nået at lære at kende
og måske heller ikke når at kende
før den automatiske overlevelsesbetingede
justering til ændrede omstændigheder
er tilendebragt og det samme gør sig gældende
for min kæreste hvem er hun nu og hvem
mine forældre og mine bedsteforældre
og alle mine venner
der vidste det og glædede sig på mine vegne

hvem
er
vi nu?

på dén led kender ingen ingen
og alle behøver alle
som værn mod det nådesløse kaos
som alle betydende forandringer er
men vi har ingen og der er
vitterlig ikke nogen til
at hjælpe os med at ikke
kun at blive fungerende igen

jeg fungerer nu
jeg gør som jeg plejer
jeg skriver et digt
jeg berører en problematik
vi har kun ordet "sorg"
at stille imellem det tabte og den nye verden
broen ad hvilken vi skal ankomme
til den nye verden
medbringende det bedste og vigtigste
af den gamle alle ønskerne håbene
de af vore illusioner
der stadig kan agere dåseåbner på en øde ø
længslerne i dørtræk troen på tilliden til
åbenhed som mægtigere
vigtigere
end skuffelsen kærligheden til dem
hvis verden også har ændret sig
hvad det end har gjort eller vil gøre dem til
og med ordet som mantra husker vi på hvem vi var

før vi blir ukendte for os selv

Blogger.com