31. juli 2006

hvis ikke jeg godt vidste det

[tænker bare ikke lige på det hver dag]

ville det være kommet som en stor overraskelse, at inspiration kan blive gammel. Hvad er der ved nuet, som gør, at man ikke uden videre kan gemme inspirationens essens til senere, på samme måder som man gemmer tyggegummi, der stadig har smag, og opkoger grøntsager til fond?

[Man nupper jo ikke hvem som helst's gamle tyggegummi under stolen, vel?! Og flertallet foretrækker grøntsager lige op af jorden, ikke; grønthandlere, fiskehandlere og kokke siger alle det samme om årstiderne: Det er noget fis at forsøge at undskylde ikke at bruge øjeblikkets inspiration i øjeblikket!]

Jamen, hvad ér det ved øjeblikkets inspiration, som gør at det ikke kan gemmes til senere? Hvis et øjebliks inspiration kan blive til stor kunst eller leg eller andet stort, bare man lytter til den, hvorfor kan man så ikke komme dette indfald på dåse, en dåse essens, en dåse udgangspunkt at lade sig inspirere af, hvor man har bedre tid, eller behøver inspiration, der ikke kommer af sig selv...?

[Meget frugt og grønt kan rent holdbarhedsmæssigt strækkes langt ud over, hvad naturlige bakterier på en græsplæne ville tillade. Men det koster smag og duft]

hvilket ikke forklarer en skid! Hvorfor kan inspiration ikke gemmes til senere? Hvorfor bliver inspiration gammel?

[Tid er det eneste, der ikke ældes og blive kedelig. Alt andet mister vitalitet udenfor øjeblikket! Og kom så med den historie, der brænder i lommen!]

Dagens begivenheder frem til frokost handlede alle om bøger, og førte - givet ved konvergens - frem til en af den slags pludselige malmklokketanker, man nemt kan forestille sig, at andre også må havde hørt: Gå Dog Hjem Nu Og Skriv Dén Roman!, så sindssvag optimistisk inspirativ stemme, at den ikke måtte ignoreres, men på samme tid så overfladisk og urealistisk, at jeg nøjedes med at registrere den som sætning på en blok at gøre noget ved, senere, en dag, måske

men jeg kunne ikke glemme den.

[ha!]

Ved hjemkomsten forsøgte jeg at placere indfaldet midt i en erindret begivenhedsrækkefølge, hvor dagens begivenheder op til inspirationsnedslaget ud for Frelser Kirke alle omhandlede bøger, og ligeså alle følgende begivenheder, herunder forsøget på at bruge inspirationen i denne kontekst, som om selve indfaldets ordlyd gjorde dagen til en særlig logisk bogdag

[det var den da også! Hvis ikke tilbud om oversættelse og bøger at læse med hjem i tasken og køb af underholdning i Fantask og ordning af gamle bogregninger i Atheneum og hadeforfatterens svært undelige succes uanset dennes evner og skæveriet ned til Booktrader, hvor jeg vist nok er utilbens, og vægten af bøger og skrift i hovedet og vejrtrækningsundervisning af nye digtere ind over det hele ikke er en dag fuld af bøger, så ved jeg ingen ting!]

okay, der har måske være en del ord ind over i dag, men det var åbenlyst ikke placeringen af indfaldet på papir, den inspirative sætning rationelt placeret i en psykoartistisk matriks bestående af begivenheder og præferencer, som med sikkerhed ville afstedkomme ny inspiration og dermed kunst og gudske tak og lov for dét! Og hvilket andet indfald ville da også finde sig i at være prentet dér som statisk sammenhæng med resten af dagen på et sindssvagt begrænset sammenligningsgrundlag, ikke at det nåede til at gøre en fis andet end bare at stå der og være ord, ikke noget der ligner inspirativt som da jeg 4 timer forinden noterede det ned, nu stod det bare og var ord! Komplet nøgne ord!

[Måske var det dét, indfaldet var der for; måske var det bare dét, det var: Gå nu hjem og skriv dén roman! Altså: stå ikke hér, gå hjem, gå hjem nu og gør dét, du skal!?]

måske er dét her romanen?!

[altså, hér den begynder?]

Så var i det mindste den første, irriterende svære sætning overstået - og faktisk ikke nogen dum førstesætning, "hvis ikke jeg godt vidste det"... den er så fuldstændigt møg overlegen, at hovmod stå for fald. Hvilket i så fald blot er et spørgsmål om at følge med ned. Bare skrive det næste, der skal stå.

[Hvad skal der stå?]

Vent.

Blogger.com