10. marts 2006
hvis jeg betragter min skrift som en kvinde
som min kæreste i virkeligheden gør det
og ser at min livslange affære
ikke gør mig lykkelig hvorfor
finder jeg så ikke en anden?
måske har jeg tænkt engang
at digtet og romanen var den samme kvinde
men måske er de forskellige kvinder
den ene, digtet
håndterbar og gammelkendt
fordi hun som jeg ser hver dag for sig og ikke mange i helhed
mens den anden, romanen
er ny og spændende, udfordrende, farlig
fordi hun tæller alle dage sammen og ingen for sig
og kampen med hende er uselvfølgelig, præget af tøven og frygt
skønt trang så voldsom
at digtet stort set lider afsavn
hver dag
ikke bare én men to kvindeånder
måske virkelige måske kun aspekter af mig
jeg kæmper for at vie den rette opmærksomhed
og min kæreste i virkeligheden på trediepladsen
der får hvad jeg har til overs af tid og følelse
hvad jeg evner efter dagens frustration
og kamp om opmærksomhed med den ene
og den anden og dem begge mod hinanden
så ønsker jeg det virkelige menneske en virkelig kæreste
der kan fortrænge de to
jeg søger at blive gravid med
hver dag?
eller ønsker jeg det åndelige menneske en virkelig kæreste
at blive gravid med
til at fortrænge kravene fra de to som
ikke nærer mig nok?
hvad
vil jeg være far til?
hvad? spørger jeg digterånden
for hvad eller hvem skal jeg ellers spørge
når livet er det korteste sekund i mit sind
og digterånden svarer
naturligvis
hvis jeg mener det alvorligt
men virkeligheden har jeg ikke besøgt
har jeg ikke spurgt
ikke den virkelige virkelighed
hvor min virkelige kæreste er
som gerne vil blive virkelig gravid
og føde et virkeligt barn
til at bære menneskeslægten videre
i virkeligheden og først dernæst
i ånden
denne afgørelse er ikke min virkelige kærestes ansvar
alt hun kan gøre er at begrænse smertens omfang for sig selv
stille krav til antallet af konkurrenter
til frekvensen af fravær
ultimativt til volumen af følelser der bliver hende til del
i det harem hun er en del af så længe hun selv vil
så lider jeg selv med resten
[ufærdigt]
som min kæreste i virkeligheden gør det
og ser at min livslange affære
ikke gør mig lykkelig hvorfor
finder jeg så ikke en anden?
måske har jeg tænkt engang
at digtet og romanen var den samme kvinde
men måske er de forskellige kvinder
den ene, digtet
håndterbar og gammelkendt
fordi hun som jeg ser hver dag for sig og ikke mange i helhed
mens den anden, romanen
er ny og spændende, udfordrende, farlig
fordi hun tæller alle dage sammen og ingen for sig
og kampen med hende er uselvfølgelig, præget af tøven og frygt
skønt trang så voldsom
at digtet stort set lider afsavn
hver dag
ikke bare én men to kvindeånder
måske virkelige måske kun aspekter af mig
jeg kæmper for at vie den rette opmærksomhed
og min kæreste i virkeligheden på trediepladsen
der får hvad jeg har til overs af tid og følelse
hvad jeg evner efter dagens frustration
og kamp om opmærksomhed med den ene
og den anden og dem begge mod hinanden
så ønsker jeg det virkelige menneske en virkelig kæreste
der kan fortrænge de to
jeg søger at blive gravid med
hver dag?
eller ønsker jeg det åndelige menneske en virkelig kæreste
at blive gravid med
til at fortrænge kravene fra de to som
ikke nærer mig nok?
hvad
vil jeg være far til?
hvad? spørger jeg digterånden
for hvad eller hvem skal jeg ellers spørge
når livet er det korteste sekund i mit sind
og digterånden svarer
naturligvis
hvis jeg mener det alvorligt
men virkeligheden har jeg ikke besøgt
har jeg ikke spurgt
ikke den virkelige virkelighed
hvor min virkelige kæreste er
som gerne vil blive virkelig gravid
og føde et virkeligt barn
til at bære menneskeslægten videre
i virkeligheden og først dernæst
i ånden
denne afgørelse er ikke min virkelige kærestes ansvar
alt hun kan gøre er at begrænse smertens omfang for sig selv
stille krav til antallet af konkurrenter
til frekvensen af fravær
ultimativt til volumen af følelser der bliver hende til del
i det harem hun er en del af så længe hun selv vil
så lider jeg selv med resten
[ufærdigt]