Velkommen til dagensdigt2006

Det er anden gang, jeg har forsøgt mig med at skrive et digt om dagen - første gang var fra dec. 1999 til dec. 2000.

2006 blev noget anderledes, end jeg havde både forestillet og ønsket mig. Et år fuld af afslutninger: kvinden, jeg havde elsket i 15 år, mit første regulære forsøg på at bo under tag med en kvinde, og min søn, der døde i livmoderen på sin mor. 2006 var mit annus horribilis. Mit forfærdelige år.

Hvis du vil se denne hverdag afspejlet i digt, skal du ned i bunden af siden og begynde dér - i januar 2006, på min fødselsdag, som jeg nægtede at fejre, fordi jeg var hamrende deprimeret efter hvad jeg oplevede som en mislykket, nys overstået legatrejse til Peru, samt parforholdsrelationen, der forekom mere og mere absurd, når som helst vi åbnede munden.

Som du kan læse af kontrakten d. 30. januar, var det intentionen at lade det daglige digt holde mig til ilden og forhindre mig i at synke ned i det hul, man ikke kommer op af igen. Paradoksalt nok var denne vedholdende stædighed med til at manifestere en uoverstigelig forskel hende og jeg imellem. Jeg, der var gift med min skrift og klagede når den svigtede mig, og hun der ønskede en regelmæssighed i sit liv, og klagede over at jeg ikke leverede varen.

Jeg tror, det er en gammel historie. Måske er den interessant for dig at se fra dénne vinkel. I så fald: God læselyst.

Kenneth Krabat
Frederiksberg
07.07.07

Blogger.com