9. februar 2006
TO HÆNDER PÅ SKÆFTET
i disse dage føler jeg mig forpligtet til
for første gang at tage stilling til om den
selviske
grådige
megalomaniske
barnemorder kvindeundertrykker folkeudrydder horebuk ungpigeelsker jødehader og machohelt
en hel kultur efterlever og ser op til
har et budskab til mennesker
eller kun til despoter og analfabetiske slaver
indtil for nyligt var der bare mennesker i mit liv
mærkelige dejlige sindssyge grønne mennesker uden overlæbe
der ville mig det godt eller skidt fordi de selv
havde det godt eller skidt
men alt det er forandret nu
i denne tid handler det pludselig ikke om nærvær
og nærhed men kun om respekt dén følelse
der kun burde træde i stedet for dét
man ikke forstår fordi mennesker ér mennesker
hvor end de er uanset
graden af vold og undertrykkelse
de er vokset op under uanset
manglen på nuancer i følelser og intellekt uanset
omfanget af frygt for nu og i morgen respekt
der gives men ikke tages imod
bliver nemt til et sværd til forsvar retfærdigt
forsvar
for den der altid har levet ved sværdet
men der er en første gang for alting
skønt aldrig en sidste gang selv
med ryggen mod muren kan menneskene vælge
at turde respekten
der ikke er underkastelse
og give sværdet fra sig ihvertfald
i den kultur jeg vedkender mig dén kultur
der ikke udgøres af landegrænser og sprog den kultur
der kun består af mennesker ophøjet til vilje
de daglige beviser mennesker imellem
at vi sgu KAN tale med hinanden
hver især
hvis vi forstår AT VI KAN
og vi beslutter os for det
at mødes på samme side af sværdet
men beslutter vi os for at ophøre med at tale
ja
beslutter dem
der påstår at tale på vegne af mig sig for at ophøre med at tale
ja
der er en første gang for alt
ny stor stillingtagen hvis ikke hver dag så ofte
også i mit fredelige liv
i disse dage føler jeg mig forpligtet til
for første gang at tage stilling til om den
selviske
grådige
megalomaniske
barnemorder kvindeundertrykker folkeudrydder horebuk ungpigeelsker jødehader og machohelt
en hel kultur efterlever og ser op til
har et budskab til mennesker
eller kun til despoter og analfabetiske slaver
indtil for nyligt var der bare mennesker i mit liv
mærkelige dejlige sindssyge grønne mennesker uden overlæbe
der ville mig det godt eller skidt fordi de selv
havde det godt eller skidt
men alt det er forandret nu
i denne tid handler det pludselig ikke om nærvær
og nærhed men kun om respekt dén følelse
der kun burde træde i stedet for dét
man ikke forstår fordi mennesker ér mennesker
hvor end de er uanset
graden af vold og undertrykkelse
de er vokset op under uanset
manglen på nuancer i følelser og intellekt uanset
omfanget af frygt for nu og i morgen respekt
der gives men ikke tages imod
bliver nemt til et sværd til forsvar retfærdigt
forsvar
for den der altid har levet ved sværdet
men der er en første gang for alting
skønt aldrig en sidste gang selv
med ryggen mod muren kan menneskene vælge
at turde respekten
der ikke er underkastelse
og give sværdet fra sig ihvertfald
i den kultur jeg vedkender mig dén kultur
der ikke udgøres af landegrænser og sprog den kultur
der kun består af mennesker ophøjet til vilje
de daglige beviser mennesker imellem
at vi sgu KAN tale med hinanden
hver især
hvis vi forstår AT VI KAN
og vi beslutter os for det
at mødes på samme side af sværdet
men beslutter vi os for at ophøre med at tale
ja
beslutter dem
der påstår at tale på vegne af mig sig for at ophøre med at tale
ja
der er en første gang for alt
ny stor stillingtagen hvis ikke hver dag så ofte
også i mit fredelige liv