23. april 2006
er du træt mormor?
selv mens ordene forlod min mund ku jeg høre
at det var forkert hun lød ikke
træt
på den vante søvnafbrudte hun-har-måttet-op-og-tisse-mange-gange-
eller den udmattede der-er-sket-for-meget-på-for-kort-tid-måde nej
der var en ligefremmethed over tonen
langt dybere end den nøgterne konstatering hun var ikke træt
hun var træt
det havde intet med hendes krogede krop at gøre
hun var blot ved at være færdig med at være her noget
var ved at udmanøvrere både lysten til i morgen
og frygten for at forsvinde fra familien fra morfar fra
livet hvad skulle jeg kalde det hun var
i hænderne på opgiven
på resignation på eftergivenhed nej
ét enkelt ord dækker ikke
men en sammensmeltning med alle forhold ja
indre med ydre hun savnede mig ikke mere
hun frygtede ikke for mig mere
ikke at hun var gået over til at vente
på døden som på den allersidste bus
tonen sagde at alt dette besvær
snart kunne være nok intet ville kunne ændre på
dét med knoglebrud og hjælpeløshed ingen
overraskelser ingen følelsesudglatter på plasticglas
ikke opbakning fra familien
alle jævnaldrende døde og borte
ingen kontakt
ville kunne trække hende
væk fra sammensmeltningen med det hele hun var
snart så færdig nogen kan blive med noget
men hendes ufordækte tone
mere sammensmeltning end mormor
som underneden omtalen af alle hverdagsproblemer sagde:
lidelse er en del af alt
lidelse er ikke noget særligt dén sammensmeltning med alt
burde være buddhistens belønning
for tro og dedikeret søgen efter bekræftelse og indre ro ikke dét
der først finder mormor på otteogfirs
når livet som vilje og ønske
trods kærligt og vant samliv med morfar
ikke længere har mening ah
hengivelse
som man giver sig hen til regnen på landevejen på cykel
til kærligheden til den der ikke opfylder alle idealer
til jobbet gaven muligheden tilbudet som
på overfladen ikke passer
men siden åbner velkomne døre i livet
som døden jo også tilhører
ah hengivelse
nej mormor er ikke træt
mormor skifter bare snart ham
selv mens ordene forlod min mund ku jeg høre
at det var forkert hun lød ikke
træt
på den vante søvnafbrudte hun-har-måttet-op-og-tisse-mange-gange-
eller den udmattede der-er-sket-for-meget-på-for-kort-tid-måde nej
der var en ligefremmethed over tonen
langt dybere end den nøgterne konstatering hun var ikke træt
hun var træt
det havde intet med hendes krogede krop at gøre
hun var blot ved at være færdig med at være her noget
var ved at udmanøvrere både lysten til i morgen
og frygten for at forsvinde fra familien fra morfar fra
livet hvad skulle jeg kalde det hun var
i hænderne på opgiven
på resignation på eftergivenhed nej
ét enkelt ord dækker ikke
men en sammensmeltning med alle forhold ja
indre med ydre hun savnede mig ikke mere
hun frygtede ikke for mig mere
ikke at hun var gået over til at vente
på døden som på den allersidste bus
tonen sagde at alt dette besvær
snart kunne være nok intet ville kunne ændre på
dét med knoglebrud og hjælpeløshed ingen
overraskelser ingen følelsesudglatter på plasticglas
ikke opbakning fra familien
alle jævnaldrende døde og borte
ingen kontakt
ville kunne trække hende
væk fra sammensmeltningen med det hele hun var
snart så færdig nogen kan blive med noget
men hendes ufordækte tone
mere sammensmeltning end mormor
som underneden omtalen af alle hverdagsproblemer sagde:
lidelse er en del af alt
lidelse er ikke noget særligt dén sammensmeltning med alt
burde være buddhistens belønning
for tro og dedikeret søgen efter bekræftelse og indre ro ikke dét
der først finder mormor på otteogfirs
når livet som vilje og ønske
trods kærligt og vant samliv med morfar
ikke længere har mening ah
hengivelse
som man giver sig hen til regnen på landevejen på cykel
til kærligheden til den der ikke opfylder alle idealer
til jobbet gaven muligheden tilbudet som
på overfladen ikke passer
men siden åbner velkomne døre i livet
som døden jo også tilhører
ah hengivelse
nej mormor er ikke træt
mormor skifter bare snart ham