11. januar 2007

OG PLUDSELIG VAR DEN LILLE MAND VÆK

Først var der en lille mand. Han stillede en udskåret overstørrelse fotostat op af sig selv, og stillede sig ved siden af, og blev fotograferet af fotograferne. Imens satte galleriejeren plasticglas frem, vinglasefterligninger med sort fod, så enhver vidste, hvor de skulle holde fingrene, og hans assistent, der også var hans kæreste, man så det på berøringerne på ryg og skulder frem og tilbage mellem udstillingsrummet og det lille køkken/lagerrum, hældte hvidvin op i de fleste af glassene efter devisen: Er det hvidvin, drikker de ikke så meget, er det rødvin, bliver de hængende hele aftenen. Så kom en langhåret hjemløs ind, der vitterlig var hjemløs; han stillede sig op meget psykologisk udenfor alle gangbaner gennem galleriet, men tæt nok på til at alle passerede ham og hans Hus Forbi, de hjemløses eget blad, han holdt i hænderne med langt større ro malet i ansiget end de fleste hjemløse på gader og stræder normalt fremviser. Og fotograferne tog billeder af ham, og de fremmødte journalister spurgte ham, sådan nærmest ud af mundvigen, om han nu også var hjemløs, eller om han var et stunt. Og imens var seksten mennesker ankommet, to af dem med små hunde, der ikke kunne lide hinanden, men ingen af de to ejerkvinder gad have hund i favnen, så de forsøgte så godt det nu lod sig gøre i galleriets to rum at cirkulere uden for hundenes midlertidige territorier. Og resten fornøjede sig med at grine af hundeejerne, som de ikke vidste var dem, der senere ville købe det meste af, hvad der kunne købes, måske som ubevidst konkurrence med hinanden, fordi ingen af dem var nået til en følelse af, at have penge nok. Én af de fjorten havde lus. Det vidste han ikke, og kunne derfor ikke gøre for det. Men da lus springer ret langt, når de vågner til dåd, hvilket de gør, når varmen stiger i hovedbunden, og det siger sig selv, at der bliver varmt i sådan et galleri, når det fryser minus 10 grader udenfor og varmen er knaldet op på max inden døre, gik der ikke lang tid, før der var lus på alle de tilstedeværende, med undtagelse af en lille kvinde med bare ben i vinterstøvler og iført noget der mindede om en boakjole, ene violette fjer flettet omkring hende som et kompliceret netværk, som havde så stærkt syreholdig en sved, at lusene hoppede af hende igen, ikke i nogen speciel retning, bare væk fra hende. Hvilket var samme effekt hun havde på tre gæster, der alle var ikkerygere, og af den grund ekstra sensitive over for lugt, mens en fjerde, der sjovt nok også var ikke-ryger så sig så aldeles fascineret på hende, at han fulgte hende i hælene al den tid hun var der. Hvor som helst hun gik hen, var han lige bag hende, og så tilfældigvis i retning ad noget udstillet, i hvert fald med et kvart øje, mens de resterende 7/8 vedvarende cirklede ind og ud af hendes personfelt, når som helst hendes blik nærmede sig ham og vendte tilbage til kunsten.
     Klokken 17.03 ankom den kendte kunstner, drak 3 slurke hvidvin og forsvandt inden nogen nåede at hive en snak om dette eller hint op af lommen, og klokken 17.12 så alle op mod hans ben, mens han hastede gennem snedriverne ned mod Sølvtorvet.
     17.32 var der ikke mere hvidvin, men alting var stort set solgt, så rødvinen kom frem og der blev skænket rigeligt i glassene.
     Kort før lukketid ankom en klovn, der var bestilt til 2 timer tidligere; han kunne tale esperanto og det var meningen, at han skulle have klovnet på dette kunstsprog, men nu var folk så påvirkede, at de lodes fuldstændig upåvirkede af hans uforståelige sproglige akkompagnement til 5-boldes jonglering med 2 meter til loftet, hvilket var noget nær til en rekordoptagelse hos Guinness; flertallet brugte gennemsnitligt 16 sekunder på at gætte på, at han var romano eller ungarer eller sådan noget; kun en 26-årig studine, der var ankommet i selskab med sin 56-årige journalistfar, lyttede sig ind på, at hun ikke anede hvad det var for et sprog, men var selv så påvirket af vinen og varmen, at hun var bedøvende ligeglad.
     Det siger sig selv, at lukketiden ikke blev overholdt, og yderligere tre mennesker ankom, den ene en mand, der var kørt tør for benzin lidt nede ad gaden og havde behov for en telefon, ikke til at ringe efter hjælp, men til at aflyse den aftale, han nu var forsinket til. Efter samtalen så han meget lettet ud og tog taknemmelig imod det glas rødvin, der blev ham budt, mens også han så efter kvinden i boakjolen, der stadig valsede rundt fra udstillet til udstillet genstand med den ikke-rygende beundrer i hælene. Lus var der efterhånden nok af, men kun hundene kløede sig. Det var på grund af varmen inden under de vinterdragter, de begge var iklædt. meget ubehageligt sådan at være hund dér, nogen burde nok have budt dem noget vand, men det faldt ingen ind.
     Den hjemløse drak ene danskvand, tre af kunstnerne gik udenfor for at ryge en joint, og den ene af de to lugtsensistive mænd gik på toilettet så længe, at der nåede at danne sig en lille kø udenfor. Dårlig mave, klagede han, da han kom ud, men nåede alligevel at hælde yderligere tre glas billig rødvin i den, før han gik hjemad i selskab med en kvinde iført stramtsiddende læderkjole, som han ikke var ankommet med, ikke kendte og ingen intentioner havde om at kende, i hvert fald ikke dagen efter. Hun var så til gengæld på udkik efter nye sociale kontakter, fordi hun lige var ankommet til storbyen efter mange år i udlandet, det skortede ikke på penge, men penge køber ikke selskab af den slags man bliver rig af. Hun ville nok heller ikke være interesseret i selskab dagen efter, men akkurat nu var hun ligeglad. Hun var også ganske plakat.
     Og pludselig var den lille mand væk. Han stod i hvert fald ikke længere ved siden af den fotostat, der var hans hovedværk. Den af de to hundekvinder, der havde købt den, forhandlede med en af fotograferne om køb af et negativ og et kropstørrelse aftryk af et billede af fotostat med lille mand ved siden af. Måske var hun og fotografen tørnet sammen før, måske kunne fotografen ikke lide hunde, nej, han kunne ikke lide hunde, i hvert fald blev de til hundekvindens store fortørnelse, ikke enige,. Hun gik straks efter. Men der var stadig for mange mennesker i galleriet i forhold til brandtilladelsen. Og kronisk for lavt til loftet, men noget skulle lokalerne jo bruges til, så dispensationen blev blot fornyet år efter år. Det kostede ikke noget.
     Den sidste af gæsterne til at gå var den hjemløse, og det kan man sådan set godt forstå. Det havde været godt for ham at være der: 16 visitkort, 300 kr. i gaver og han havde solgt ud af sine blade. Galleriejeren klappede ham på ryggen på vej ud af døren, midt mellem skulderbladene, på den der måde der betyder 'og gå så'. Men han gik ikke. Han blev stående lige ud for trappeopgangen, som om han ikke vidste, i hvad retning han skulle gå. Det var begyndt at sne igen. Galleriejeren, der havde lyst til at kneppe sin kæreste bøjet ind over den lille håndvask i køkkenet/lagerrummet, blev ret irriteret på sig selv over at føle dårlig samvitighed og endte med at åbne døren igen og stikke den hjemløse ekstra 100 kr - 'til en taxa' - og en flaske næsten urørt mineralvand. Endelig gik han så, den hjemløse. Ned mod Sølvtorvet.

 

10. januar 2007

billedet er det bedste der er taget af dem de har selv taget det de arbejdede på det i en STUND hvor kærligheden var stærk det ene efter det andet billede tog de skiftedes til at holde kameraet i strakt arm mens de lå på sengen og blev ved længe og langt forbi det billede som blev det bedste billede at der er mange gode billeder i serien INTUITIV insisteren på at fange øjeblikket ikke for eftertiden men en sikkerhed en vished om at dette øjeblik var RIGTIGT og at der ganske enkelt VAR noget at registrere digteren og fotografen i kærligheden større end dem begge hver for sig INDE i kærligheden og

hele

Blogger.com